Rudolf havde engang været
spejder! Ja, bevares, det var mange år siden, men ikke desto mindre, havde
spejdertiden lært ham, at man altid kunne tage en fjollet kasket på, hvis en
situation blev for tilspidset, og at man i øvrigt blot skulle begynde at affyre
tvivlsomt anvendelige hjemmegjorte huskeregler, som indebar elementer fra naturen
- så skulle det hele nok gå!
Nu, hvor Rudolf hverdagsLeif og
Minimusen stod på bunden af et dybt dybt sort hul uden hverken lys eller
udgang, anså Rudolf situationen for at være så tilspidset, at de letkøbte
spejderråd, han i fordums tid havde tilegnet sig, endelig kunne komme til deres
ret.
Mens Minimusen og hverdagsLeif
stod og skændtes om, hvis skyld det var, de var havnet i denne suppedas - en rigid mus uden følelser eller en
emotionssvælgende nisse med dårlig smag i litteratur – rømmede Rudolf sig! ”Ja
tak. Så er det godt!” råbte han pludselig med en stemme, der kunne flække
beton. De to andre standsede deres skænderi. ”Hvordan er det, I skaber jer?!”
spurgte Rudolf. ”Man kan da heller ikke overlade noget til andre. Næ, nu
overtager jeg styringen! Jeg er tilfældigvis gammel spejder og jeg har lige
det, vi skal bruge.” Minimusen rullede med øjnene, men det lod Rudolf sig ikke
anfægte af. Lystfyldt trak Rudolf en megafon, en stige og en sandkasse-skovl
frem fra - ja, bare frem! ”Sådan” råbte
rensdyret i megafonen. ”Jeg foreslår vi går lige ud”. ”Vældig originalt – men du
behøver ikke råbe!” gryntede Minimusen. ”Ingen sure miner” beordrede Rudolf
gennem megafonen, mens han pludselig kom i tanke om engang, han havde været til
en klov-læser, som havde set, at han besad et stort potentiale som organisator –
og at han i øvrigt var ved at være træt af andres ligegyldige brok! Rudolf
rettede ryggen: ”Ikke mere brok” sagde han bestemt. ”Vi har tolv dage til at
komme ud herfra og finde julemanden og give ham arbejdsglæden tilbage”. ”Jamen
hvad med den bog, vi skal skrive” udbrød hverdagsLeif bekymret! ”Alt kommer til
den, der kan vente, Leif – og så går vi” sagde Rudolf. Leif så henført frem for
sig: ”Alt godt kommer til dem, der hedder Bente og Leif – det er en god
bogtitel!!” sagde han begejstret. Minimusen var ved at koge over pga. de to
andres mangel på jordforbindelse, og i sit stille sind drømte han sig væk til
et fjerntliggende ostelager!
Hvem der i øvrigt listede efter
de tre ind i mørket under jorden, skulle vi sidenhen høre mere om…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar