HverdagsLeif havde altid tænkt
sig et monster som værende stort, grønt og slimet med spidse kløer og mystiske
antenner på hovedet (antennerne var det eneste, der således kunne adskille et
monster, fra både adskillige folkeskolelærere og fjernere familiemedlemmer,
Leif havde mødt i sit liv.) Nu måtte hverdagLeif dog indrømme, at han var en
anelse skuffet. Da titelmonstret omsider førte de tre venner ind i en oplyst
grotte under jorden, kunne hveragsLeif se, at det blot var en ganske ordinær snemand!
Hvilken skuffelse! Snemanden hed Boris, og var i virkeligheden hverken specielt
enestående eller skræmmende. Boris var blevet træt af at vente på sit livs
store forandring - at smelte (sneen har
det jo med at blive liggende i det grønlandske, forstås) og nu havde han gjort
det til en hobby at dyrke sin evigt pågående identitetskrise. Boris havde ingen
anelse om, hvad han skulle bruge sit liv til, ud over at være snemand, og
derfor var han begyndt at stjæle identiteterne fra alle dem, han kom i nærheden
af, for at have et bibliotek af muligheder. Han havde allerede bl.a. stjålet
identiteter fra en skiløber, en vildfaren turist, et postbud, en prærieulv, en
alf, en isbjørn og en overmodig sæl med underbid.
Nu havde Boris, den væmmelige
snemand med identitetskrisen, tre nye titler i sit bibliotek; revisornisse,
rensdyr og Minimus. ”Jamen hvad så med os?” spurgte Minimusen fortørnet. Hvad er
vi så?”. ”I er ingenting!” lo Boris ondskabsfuldt. ”Du er ikke længere
revisornisse, du er ikke rensdyr og du er ikke Minimus. Nu er I bare nogen!”. ”Jamen
det er identitetstyveri” råbte hverdagsLeif. ”Hvad er det, du vil have - din
grimme kopi af en snemand med vinterdæk?” (og jo – Boris var blevet lidt buttet
hen over sommeren!). ”Jeg vil have den sidste titel, jeg mangler; jeg vil være
julemand! Muhahahaha!!!” lo Boris ondt og skurkeagtigt og smækkede døren til
sit fangehul, hvor de tre venner nu sad sammen med en ski og en tophue – det var
alt, hvad der var tilbage af den uheldige skiløber. ”Jamen” sagde Rudolf. ”Vi
må jo gøre noget!”. ”Har du ikke allerede gjort rigeligt” himlede Minimusen
vredt. ”Hvis det ikke havde været for dig, var vi aldrig endt i den her knibe.
Dig - gammel spejder! Vorherre til hest! Du er bare én dårlig erstatning for en
juleelg!”. ”Og hvad nu med min identitet” stønnede Leif. ”Før vidste jeg, hvem
jeg var. Der var jeg hverdagsLeif. Nu er jeg bare hverdagsIngen!”. (Rudolf
hørte forkert og spurgte, hvem denne hverdagsInge var, men den slags overhører
man).
Udenfor kunne de høre den
middelmådige identitetstyv Boris gå omkring og smågrine fælt. Leif så på de to
andre: ”Vi må ikke give op. Hvis vi skal have løst alle de utallige projekter,
der efterhånden er i den her julekalender – hvis dramaturgiske korrekthed og
logik jeg vil undlade at foretage en analyse af for alles skyld – må vi holde
sammen. Vi skal ud herfra, vi skal standse identitetstyden i at stjæle
julemandens titel, vi skal have vores egne identiteter tilbage, vi skal have
genfundet julemandens arbejdsglæde og vi skal have skrevet en bog om hvad
arbejdsglæde er inden juleaften!”. Han stoppede op og tænkte. ”Inden juleaften –
det er en god bogtitel”. Minimusen rullede med øjnene, mens Rudolf fortsat var
interesseret i detaljer om den mystiske – og tilsyneladende ganske interessante
– hverdagsInge.
”Hvorfor sidder der en gås i
krogen?” spurgte Minimusen pludseligt.
Hvem denne gås var – og hvad den
havde med det globale marked at gøre – skulle vi sidenhen høre mere om.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar