Minimusen havde løbet hele
natten – og kun holdt pause for at spise det vældige stykke af den bastante
bryllupskage. Han syntes hele tiden, han hørte skridt bag sig, og selvom han
hverken troede på spøgelser, dræberklovne eller ubudne gæster (endsige kunne
drømme om at servere dem Gevalia) gøs han alligevel en smule (hvilket han dog
hurtigt fjernede sin opmærksomhed fra, da Minimusens indsigt i sit eget indre
liv var ca. lige så dårligt fungerende som troldefruens, Dolphs eller B.S.
Christiansens). Efter nattens flugt øjnede Minimusen om morgenen et bål i det
fjerne, og som de fleste ville gøre, søgte han i retning af varmen og lyset.
Da Minimusen endelig kom tæt nok
på bålet til at kunne se, præcis hvad der foregik, fik han øje på Rudolf som sad
på en grøn skammel og var i færd med at lave sig et snobrød – midt på
indlandsisen. Rudolf tilbød Minimusen en lillebitte grøn skammel (som han
tilfældigvis havde i overskud) og spurgte, hvor Minimusen havde været.
Minimusen gav sig lettet til at lave et snobrød til sig selv – bryllupskage er
jo ikke ordentlig mad, forstås –mens han fortalte om troldefruen,
følelseskonsulenten i telefonen og om flugten. Rudolf lyttede interesseret og
udtrykte sin glæde over, at Minimusen var undsluppet. ”Men” sagde han ”Hvor er
hverdagsLeif?”. Ham havde Minimusen fuldstændig glemt og der blev en pinlig
tavshed.
En times tid senere, da Rudolf
og Minimusen var i gang med at riste snobrød nr. 5 – og samtalen var drejet
over på fordelene ved et realkreditlån - kom hverdagsLeif løbende hen til
bålet. Munden stod ikke stille på ham, og han fortalte med stor iver om,
hvordan han hele natten havde skrevet begyndelsen til deres bog om
arbejdsglæde. Telefonsamtalen med troldefruen havde inspireret ham så meget, at
han måtte nedfælde bare en lille del af de tanker, den havde vakt. Minimusen så
op fra sit snobrød. ”Var det dig, der var følelseskonsulenten?” spurgte han
måbende. ”Ja naturligvis” svarede hverdagsLeif selvfølgeligt. ”Det var jo
tydeligt for enhver, at hele den konflikt udsprang af hendes manglende indsigt
i sig selv – det er jo psykologi på børnehaveniveau - og den slags synes jeg er
helt utrolig interessant at grave i. At jeg så også fik reddet dig, var bare en
sidegevinst – som du da i øvrigt endelig ikke skal sige tak for!”. Minimusen – der
ikke besad nogen fornemmelse for ironi, eller andre menneskers sårede følelser,
– sagde ingenting.
HverdagsLeif fortsatte: ”Men
husk nu, at vores opgave er at genfinde julemandens arbejdsglæde, og ved I
hvad; det har vi gjort! Vi tre kan nu definere, hvad arbejdsglæde er og julen
er reddet!” ”Kan vi det?” udbrød de to andre. ”Absolut – bare vent til i morgen.
Så opsøger vi julemanden og fikser det hele!” sagde hverdagsLeif skråsikkert og
begyndte at lave sig et snobrød.
Om denne skråsikkerhed nu også
var hel så velbegrundet, skulle vi sidenhen høre mere om…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar