tirsdag den 20. december 2016

"Arbejdsglæde for begyndere" - 20. december: "Et lift"


Rudolf og gåsen Flemming fløj afsted gennem luften. Flemming fløj langsomt, fordi han slæbte på Rudolf, og i det hele taget var det lidt en sørgelig omgang - set fra et luftfragtfagligt synspunkt. De forsøgte at få øje på Minimusen, hverdagsLeif, julemanden, en parkeringsvagt eller bare én eller anden, som kunne bidrage til at skabe harmoni i historiens slutning – og redde julen.

Pludselig hørte Rudolf lyden af en motor bag dem. Han drejede hovedet, og før han vidste af det, hang han og klamrede sig fast på vingen af et lille orange enmandsfly. Han råbte efter Flemming, men fik i det samme øje på en sky af hvide fjer, som stod ud fra flyets propel.  ”Åh nej! Flemming! Nu møder du aldrig JYSK-gåsen” råbte Rudolf fortvivlet, da det gik op for ham, at Flemming var blevet massakreret af nærkontakten med flyet!

Rudolf så arrigt på føreren af flyet, som var et hipt får med solbriller. På vingen tronede en lige så hip burhane  - ligeledes med solbriller. De to var gangsterrappere og deres kunstnernavne var Burhane G og Ulddreng! Flyet var deres turbus, og de var netop på vej til Grønland.



Ulddreng undskyldte, de var fløjet ind i Rudolf og Flemming og undskyldte især, at Flemming ikke var sluppet fra sammenstødet. Rudolf så heroisk frem for sig. ”Men jeg vil aldrig glemme ham! Flemming havde en mission. En mission om at møde JYSk-gåsen. Det vil jeg lade mig inspirere af. Jeg har også en mission – en mission om at redde julen og genfinde julemandens arbejdsglæde. Intet kan stoppe mig” skreg Rudolf, mens han fortsat hang på vingen af flyet.

”Jamen hov! Sagde du julemandens arbejdsglæde?” spurgte Burhane G overrasket. ”Vi er netop på vej til julemandens gård, hvor vi skal give koncert. Du kan da komme med”. Rudolf – der nærede den dybeste afsky for rapmusik og i det hele taget for koncerter, han ikke selv havde valgt (– og med bitterhed tænkte tilbage på en koncertoplevelse fra sin ungdom, hvor en ven fejlagtigt havde bildt ham ind, at man skulle klæde sig varmt på, således at Rudolf troppede op i strikket sweater til en indendørs koncert, hvor det var ca. 40 grader varmt) – undrede sig noget over, at julemanden havde bestilt en gangsterrapkoncert. Der var noget muggent ved det, tænkte han! Men han sagde ja tak til at få et lift med hanen og uldtotten – også fordi det er så upraktisk at give slip på et fly der svæver i ti kilometers højde.

Rudolf var noget beklemt ved tanken om, at han nu både manglede Flemming og hverdagsLeif – nu var han overladt helt til sig selv, og måtte stole på sine egne evner….

Hvad der gik for sig i julemandens gård – og hvorfor gangsterrap, man ikke selv har valgt, rent faktisk ER irriterende -  skulle vi sidenhen høre mere om…..    

Ingen kommentarer:

Send en kommentar