Rudolf og hverdagsLeif traskede
afsted gennem den grønlandske sne, mens de diskuterede, hvordan et rensdyr med enorm
selvglæde og middelmådig begavelse - ifølge julemanden - og en revisornisse med
middelmådig smag i litteratur – ifølge Leif selv (han elskede at svælge i,
hvorfor hele verden havde grund til at se ned på ham) nogensinde skulle finde
et nyt job midt i den grønlandske intethed. En bekymring, der bragte Rudolf til
at tænke på en følelseshæmmet uddannelsesvejleder i barndommens privatskole,
der havde insisteret på, at julemandens rensdyr blev Rudolf i hvert fald aldrig,
for det havde han slet ikke i integritet nok til. Rudolf, der sjældent hang sig
i enkeltord – eller fakta – vidste ikke, hvad integritet betød, men tænkte
umiddelbart heller ikke, det lød som noget, man have videre brug for i tilværelsen.
Soleklart stod det jo, at han havde fået job som rensdyr hos julemanden, og at
den selvgode uddannelsesvejleder – med en stor forkærlighed for både sejlbåd og
søforklaringer – ikke havde haft ret. Rudolf tænkte således, at hvor der var
vilje, var der en vej.
Ved hans side gik den evigt
forsmåede hverdagsLeif, hvis livshistorie, vi skulle høre mere om sidenhed, da
udfoldelsen heraf i det samme standsedes af et stor grønt skilt, der var
placeret midt i sneen. Rudolf og Leif så undrende på hinanden, og Leif læste
skiltet højt: ”Minimusen – kommunikation med fokus på osten rundt om hullerne”.
Leif og Rudolf fattede ikke et hak, og Leif sagde henført ”Grønne skilte i
sneen – det er en god bogtitel!!”.
I det samme rumsterede det bag
dem og en mus af ubestemmelig herkomst dukkede frem. ”Godeftermiddag mine
herrer. Velkommen til MiniMus!”. Rudolf og hverdagsLeif lignede to
spørgsmålstegn. ”Nå ja, jeg har da helt glemt at præsentere mig selv. Hvor
uforskammet af mig. Jeg er Minimusen - indehaver af kommunikationsvirksomheden ”Minimusmusen”-
en virksomhed, der sætter fokus på den kommunikation, der primært fokuserer på
osten omkring hullerne. Der er en sørgelig tendens i tiden til, at mennesket
gerne vil fokusere på det negative. Jeg nævner i flæng; krig, ufred,
finanskrise, for lidt i løn, middelmådige frokostordninger og dræberklovne –
der er SÅ mange ting, der bekymrer folk, og derfor har jeg valgt KUN at
fokusere på det gode! ”Minimusens” kommunikationsstrategi hedder ”Kommunikation
uden brok”. Jeg har udviklet min helt egen form for samtale. En samtale, hvor
vi ikke hænger os i ligegyldige småting som naurkatastrofer eller skoleskemaer,
der udkommer i sidste øjeblik. Jeg kalder det en MUS-samtale! En samtale, hvor
vi taler om alt det, der fungerer. Der er jo altid ost uden om hullerne,
forstås! Jeg laver coaching og foredrag efter nærmere aftale. Hvad kan jeg gøre
for jer?”
Rudolf og hverdagsLeif stod noget
mundlamme efter enetalen fra den ordrige minimus (som Rudolf i øvrigt tænkte
vist havde både ost på hjernen og uld i mund). ”Jo altså ” begyndte
hverdagsLeif. ”Vi skal finde et job og skrive en bog om, hvordan man genfinder
sin arbejdsglæde; alt sammen inden juleaften”. ”Åh, jamen det er jo lige mig”
sagde Minimusen henrykt. ”Jeg er ekspert i kommunikation. Tag mig med på jeres
tur, og det hele vil gå jer meget bedre”. HverdagsLeif var fyr og flamme, men
Rudolf syntes, der var noget muggent ved Minimusen – så mange ord og dog så
lidt indhold…. Men det kunne vel aldrig gå værre end galt, og det var da altid
en fordel med én, der vidste noget om ord.
At Minimusen også vidste langt
mere end det, skulle vi siden høre mere om….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar