Efter at have skændtes hele
natten om, hvordan de skulle redde julen, var de tre venner udmattede faldet i
søvn. Eller det vil sige, at hverdagsLeif og Rudolf sov – men det gjorde Minimusen
ikke. Den rigide gnaver - der som kommunikationsekspert nok vidste et og andet
om, at man kan bruge ord som udvej fra enhver krisesituation – mente, der måtte
gøres noget drastisk. Rudolf, og i allerhøjeste grad hverdagsLeif, havde vist,
at de ikke kunne bidrage med specielt meget, så nu måtte det være op til
Minimusen at finde osten rundt om hullerne. Det var ikke fordi, Minimusen i sig
selv havde et specielt varmt forhold til julen. For ham var den altid druknet i
fulde familiemedlemmer med ost mellem tænderne og rotter på loftet. Ikke noget
specielt behageligt minde! Men da skæbnens hånd nu havde anbragt ham sammen med
Rudolf og hverdagsLeif – om end man i forhold til sidstnævnte med rette kunne
anføre, at skæbnen havde behandlet Minimusen med en hvis kynisme – kunne han jo
lige så godt bruge sine evner på at redde julen. Som gammel spejder – dog primært
aktiv i mus-ikkorpset – var Minimusen vandt til at orientere sig i naturen, og han
tegnede fluks et kort over Grønland, og markerede med pile og en lidet
anvendelig ruteoptegnelse, hvor de tre skulle søge efter den arbejdsglæde, Julemanden
havde mistet.
Han selv ville gå den ene vej og
Rudolf skulle gå den anden – åh nej! Hvem skulle trækkes med hverdagsLeif? Det var ikke fordi, Minimusen havde en lodret
ambition om at ekskludere nogen, men han kunne altså dårligt udstå Leifs
følelsesmæssige falbelader meget længere. Han blev enig med sig selv om at slå
plat og krone og – minsandten om der ikke skulle blive et par ud af ham selv og
hverdagsLeif! ”Hvilket åg” tænkte Minimusen, men det var jo nu engang sådan det
var, og hvem vidste, om det måske kunne lade sig gøre at banke lidt praktisk
fornuft ind i knolden på den evigt lidende revisornisse.
Minimusen vækkede de to andre,
Viste dem sit kort, og da hverken hverdagsLeif eller Rudolf havde bedre ideer
blev det vedtaget, at Rudolf gik i den ene retning, mens Leif og Minimusen gik
i den anden retning. Aftalen var, at de skulle mødes igen ved det røde kryds
præcis et døgn senere…
Hvorfor dette ikke kom til at
ske – og hvad der egentlig er problemet med innovation - skulle vi siden høre mere om…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar