Arbejdsglæde for begyndere - 10. december: "Følelseskonsulenten"

Minimusen havde altid haft et anstrengt forhold til bryllupper! Dels troede han, som pragmatiker, ikke på nogen form for snak om evig kærlighed, der blot forekom ham som en illusion. Han svor til en tilværelse som evig ungkarl og var godt tilfreds med sin selvvalgte ensomhed.

Nu sad Minimusen imidlertid fanget i troldehulens fuglebur og kunne se, hvordan den bastante troldefrue gjorde sig klar til det bryllup, hun havde informeret ham om skulle afholdes. Troldefruen – der åbenbart ikke så det faktum, at hun var gift i forvejen, som en hindring for et nyt ægteskab – lignede en kage fra ”La Glace”, og ydermere havde hun fremtryllet en stor bryllupskage (minimusen havde an anelse om, hun havde haft den stående klar i et baglokale i årevis), som stod og tronede i et hjørne.

Minimusen begyndte at forestille sig, hvordan hans liv herfra ville henslæbe sig i triviel tosomhed, da troldefruens lyserøde telefon pludselig ringede. Den bastante greb røret – heldigvis var der automatisk medhør på (Af hensyn til historiens logik skal vi atter undlade at komme ind på hvorfor.)

”Du er bange” sagde stemmen i telefonen. Troldefruen grinede hånligt og bad stemmen være mere specifik. ”Du er bange for dine egne følelser” sagde stemmen. ”Du kritiserer din mand, fordi han har indsigt i, hvordan han har det, og derfor vil du giftes med en anden, som ingen følelser har”. Troldefruen spurgte, hvem hun talte med og stemmen fortsatte. Personen i den anden ende af røret introducerede sig som ”følelseskonsulenten” og fortalte, hvordan den havde observeret hendes opførsel gennem mange år, og nu ville tale hende til rette. At hendes følelsesmæssige afstumpethed bundede i, hvordan hun som barn altid var blevet valgt som den sidste, når der skulle sættes hold i idrætstimerne, hvordan hendes veninder havde drillet hende med en alt for lang hale, hvordan hendes far havde sagt, hun skulle var lidt mere fremme i skoende, og hvordan hendes mor havde skældt hende ud over, at alle de andre børn havde masser af legeaftaler, mens hun foretrak at sidde for sig selv og skrive dagbog – og egentlig var godt tilfreds med det. ”Du har altid fået at vide, du er forkert!” sagde stemmen i røret ”og derfor har du gjort dig hård for at undgå at blive såret igen!” Troldefruen gav sig til at stortude og fortalte stemmen i røret, hvordan alt det hav sagde var rigtigt, og at hun savnede sin mand, som hun nu selv havde forladt. Mens dette udspillede sig, havde Minimusen forsigtigt klemt sig ud mellem burets tremmer, og havde nu taget flugten mod hulens udgang med et stykke af den – i øvrigt også bastante –bryllupskage i favnen. Troldefruen hylede og skreg i telefonrøret, og da hun opdagede, at Minimusen var væk, trak hun vejret dybt og trampede ud af hulen for at finde sin mand.

Hvilken mand hun mente – og hvad vulkaner egentlig har med julen at gøre – skulle vi sidenhen høre mere om.