Rudolf, Minimusen og
hverdagsLeif var på vej over indlandsisen. HverdagsLeif gik og fortalte om,
hvordan han nu havde fundet ud af, hvad arbejdsglæde var; det var at brænde for
noget – som Rudolf havde lært af de to innovationsforskrækkede gymnasielærere
Vagn og Henning – og desuden var det nødvendigheden af at arbejde med sig selv,
som de havde lært af besøget hos troldefruen. Så arbejdsglæde bestod altså af
kombinationen af at brænde for at vise verden noget og af at forstå, at man
altid må starte med at arbejde med sig selv. Minimusen syntes, den definition
duftede lidt for meget af damebladslogik, men det lod hverdagsLeif sig ikke
mærke med. ”Nu skal vi bare finde julemanden og fortælle ham, hvad vi er kommet
frem til, og så er julen sikret.” sagde hverdagsLeif veltilfreds.
”Hvad er det, der knager?”
spurgte Rudolf pludselig – og mere nåede ingen at sige, før de tre venner var
forsvundet ned i et dybt hul, der pludselig åbnede sig i isen. Mens de faldt og
faldt og faldt tænkte Rudolf - upraktisk nok - ikke på, at han var et flyvende
rensdyr, Minimusen tænkte ikke på, at der var en god chance for, at han aldrig
ville se sollyset – eller et stykke ost – igen, og hverdagsLeif tænkte ikke på,
hvor mange spændende uudforskede følelser, der mon kunne findes i et hul i jorden.
De tre venner faldt fortsat nedad.
Hullet var dybt, og da de landede, var der bælgmørkt omkring dem.
Hvor de var, skulle vi sidenhen
høre mere om….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar