Hele natten havde Rudolf gået
foran de to andre og forsøgt at finde vejen gennem det utal af underjordiske
gange, der åbenbart fandtes under den grønlandske is. Minimusen var mut og
bidrog ikke med andet end gentagende brok over ømme fødder. Desuden syntes han,
hele projektet med at genfinde julemandens arbejdsglæde var latterligt, og han
fortrød, han havde involveret sig i det. Han var kommunikationsekspert og ikke
et barn, der legede skattejagt! Julemandens arbejdsglæde – vorherre bevares!
Som om det skulle være noget! Minimusen fnøs! Det her var sandelig spild af
hans kostbare tid!
HverdagsLeif var ved at blive en
smule frustreret. Hvordan skulle de nå at skrive deres bog inden 10 dage? Det
havde han svært ved at se. HverdagsLeif – hvis primære ambition med sit liv var
at hæve sig over den grå masse med en fængslende biografi om store drømme, knuste
forhåbninger og billige skuresvampe (det sidste var primært fordi, Leif holdt
af opremsninger med tre led – han havde aldrig i sit liv rørt en skuresvamp). Leif
tænkte, der måtte ske noget, og han var godt træt af Minimusen, som han mente,
tilføjede begrebet tåbelighed en hidtil ukendt dimension.
Forrest gik Rudolf og var glad
og stolt over, han havde taget førerkasketten på – selvom han ikke anede, hvor
de skulle hen! Det var bælgmørkt, men Rudolf mente kun, det var en udfordring,
og at det hele nok skulle gå!
De tre umage venner stoppede
pludselig op, da en stemme bag dem sagde: ”Stands! Jeg har afsløret jer! I
troede nok I kunne stjæle en titel fra mig, hva?”. Rudolf vendte sig og så ind
i et par små grønne øjne, som skinnede i mørket”. ”Undskyld” sagde Rudolf med
bævende stemme. ”Hvem er De?”. ”Jeg er titelmonstret” sagde stemmen og greb de
tre venner, som han grinende slæbte afsted med …..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar