Rudolf vandrede lystfyldt afsted
i den retning, Minimusen havde anvist. Han grinede i skægget ved tanken om
Minimusen og hverdagsLeif som makkere, mens han selv nød den fred, der fandtes
i den Grønlandske ødemark. Freden blev imidlertid afbrudt, da Rudolf mærkede et
slag i baghovedet, på bagrund af hvilket han gik ud som et lys.
Da Rudolf atter vågnede, var han
bundet med et reb og placeret på en trebenet skammel med mosgrønt betræk. Foran
sig så han to gymnasielærere af et sådant udseende, som man ellers kun ser i
personalerevyer af værste skuffe. Den ene var en trivelig gråhåret fyr med islandsk
sweater og hipsterbriller. Den anden var en ranglet fidus i rullekravesweater.
Desuden havde han grå fløjlsbukser og nervøse trækninger.
”Jeg sagde det jo, Henning! Jeg
sagde jo, det var en dårlig ide” hviskede den rullekraveklædte. Den gråhårede,
som åbenbart gik under navnet, Henning, havde sat sig opgivende i en snedrive
og så ud som om han bar alverdens byrder og middelmådige frokostordninger på
sine skuldrer.
”Undskyld” sagde Rudolf ”men er
der nogen der vil ulejlige sig med at fortælle mig, hvad der foregår her?”. ”Jeg
sagde det jo, Henning!” hviskede den rullekraveklædte. ”Jeg sagde jo, han ville
begynde at stille spørgsmål”. ”Ja, forstår du” sagde Henning. ”Vi er
gymnasielærere på flugt. Jeg hedder Henning og det er Vagn”. Rudolf ville vide,
hvad de to var på flugt fra. ”Fra AT-innovation” råbte Vagn fortvivlet. ”Nu har
vi prøvet og prøvet og prøvet at forstå, hvad det er, og lige lidt har det
hjulet. Nu er vores grænse nået.” Henning supplerede venligt med information
om, at han flere gange var kåret til Danmarks bedste gymnasielærer – og at Vagn
hver gang var blevet en stærk nr. 2 – på grund af hans helt særlige
indgangsvinkel til sit arbejde; fokus på eksklusion og klasselidelse (Nogle hollandske
forskere havde engang holdt et oplæg om inklusion og klasselidelse, men
Henning, der var i færd med at rette opgaver, havde kun hørt efter med et halvt
øre – og arbejdede nu målrettet ud fra det, han mente, han havde hørt. Vagn og
Henning havde siden den tid turneret rundt på adskillige
uddannelsesinstitutioner med deres tanker om uddannelse, som byggede på en
teori om ansvar for egen læring, hvilket betød, at eleverne ligefrem havde godt
af at arbejde uden deres lærer. Det styrkede – ifølge Vagn, Henning og
selvvalgte hollandske forskere – både initiativ, virkelyst – og evnen til at
udtrykke sin frustration. De havde sågar været i Thorshavn med deres oplæg; her
hed det: ”Ansvar for egen færing”.)
Altså mente de to - der begge
var dansklærere (primært af den årsag, at faget gav så gode muligheder for at
høre sig selv tale) – at de i den grad havde noget at byde på, uden at skulle
ligge under for alskens ministerielle mærkværdigheder. Men nu var grænset nået.
Endnu engang var de blevet påtvunget et forløb med AT-innovation, og der var jo
grænser for, hvad et menneske kunne magte.
(Her kunne Rudolf potentielt set
have spurgt, hvad AT var, men en fjern kusine, der havde gået i rensdyrgymnasium,
havde engang forklaret ham, at AT var et fag, hvor man lærte at sælge en brugt
bil. Som hun havde sagt: ”Noget makværk sat sammen af en masse løselementer,
der ikke umiddelbart passer sammen – og som kan falde fra hinanden så let som
ingenting, hvis du borer lidt i overfladen. Det skal du så efterfølgende forsøge
at sælge til nogen, selvom du udmærket godt ved, skidtet ikke kan køre”. Rudolf
tænkte dog, at hun måtte overdrive. Intet gymnasiefag kunne vel fungere sådan……
)
”Men” spurgte Rudolf ”Hvorfor er
jeg bundet!”. ”Fordi du ikke må sige til nogen, du har set os” sagde Henning. ”Vi
er på flugt og vil ikke opdages, så nu er vi nødt til at lade dig sidde her,
indtil du fryser ihjel!”
Det gøs i Rudolf… Gymnasieskolen
gjorde sandelig folk til effektive praktikere….
Ingen kommentarer:
Send en kommentar