Arbejdsglæde for begyndere - 8. december: "Mislyde"

Hvis nogen spurgte Minimusen, hvad det ville sige at arbejde, ville han til hver en tid svare, at det var noget, man gjorde mellem kl otte og seksten. Et arbejde var for Minimusen et sted, man mødte ind for at tjene penge til livets ophold, hvorefter man tog hjem for så at møde ind igen den næste morgen. At det at arbejde også kunne omhandle andre ting (at arbejde med sig selv f.eks….) lå Minimusen meget fjernt! Han, der foretrak at holde sine følelser ude af alt, hvad han foretog sig, gik nu sammen med den evigt i-sin-egen-elendighed-svælgende hverdagsLeif – og det var en prøvelse for dem begge. Minimusen forsøgte at fortælle Leif om pointen med et realkreditlån, mens Leif underholdt med en sørgmodig historie om sin tid som spejder, hvor han blev mobbet med en for lille dolk. Minimusen var ved at koge over af raseri pga. alle de følelsesudladninger, mens Leif på sin side var godt træt af, at Minimusen ikke ville tale om andet end fakta! Jo, modsætninger mødes og mislyde opstår.

Mislydene blev dog overdøvet af en skinger stemme, der tilhørte en bastant troldefrue, der stod ved en gryde midt i sneen og skældte ud på sin mand! HverdagsLeif og Minimusen listede tættere på for at høre, hvad der mon var på færde.

”Og nu siger jeg det for sidste gang” brølede troldefruen. ”Hvis du nogensinde vil gøre dig håb om at få lov at tage til loge med dine venner igen, så må du også begynde at bidrage lidt i det daglige. Nu har jeg f.eks. lavet mad – igen – og hvad har du? Du har ikke gjort noget som helst. Du er simpelthen det mindst maskuline, jeg nogensinde har mødt! Ja, jeg siger det ikke for at være kynisk, men det er bare sådan, det er!”. Troldefruens mand forsøgte spagfærdigt at indskyde en kommentar om, at hendes tone blev lidt skinger. ”Står du nu der og bliver aggressiv over for mig?” hvæsede troldefruen. Jeg er blot en lille kvinde med et behov for at blive set og anerkendt og så skal jeg finde mig i, at du står der og taler ned til mig. Jeg ved ikke, hvad du havde forestillet dig, men jeg er godt træt af dig, og hvis du ikke snart begynder at give mig noget kvalificeret modspil, så……”. HverdagsLeif så skræmt på Minimusen. ”Jamen hun tyranniserer ham jo fuldstændig” sagde han forfærdet. ”Hun har jo ingen respekt for hans følelser!”. ”Vrøvl” sagde Minimusen. ”Følelser er irrelevante. Det her drejer sig udelukkende om et par, der er i krise, fordi de ikke har fået afklaret, hvordan de kommunikerer til hinanden!”. ”Netop – de har rod i deres følelser” sagde hverdagsLeif konstaterende. ”Hold så op med det følemøg!” hvæsede Minimusen og trådte derpå lystfyldt frem fra sit skjul og råbte over til troldene: ”Hører jeg nogen, der kommunikerer dårligt? Tillad mig at hjælpe. Jeg er Minimusen og mit motto er: Der er altid ost rundt om hullerne!”. HverdagsLeif bad en stille bøn om, at troldene ikke ville æde Minimusen (-ikke fordi Leif var fan af den rigide gnaver, men musen havde en væsentlig bedre stedsans end han selv, og Leif anede mildest talt ikke, hvordan de skulle finde Rudolf igen.) Troldefruen tog et skridt hen mod Minimusen: ”De kommer meget belejligt; kan De lære min mand noget om, hvordan man taler pænt til sin kone?”. ”Og kan De lære min kone noget om, hvordan man taler pænt til sin mand?” tilføjede troldefruens husbond. Minimusen smilede. Her var endelig en opgave, der krævede én af hans format.

Hvorfor Minimusen i stedet burde være løbet skrigende bort – og hvad der egentlig er årsagen til at kalde en herreloge ”Den grønne pære”, skulle vi sidenhen høre mere om….