Én på lampen

Om at trylle et ønske om til nye muligheder – og om at én ånd sjældent gør det alene.

Af Thyge Cosedis Holting, dramatik- og dansklærer, Randers Statsskole

”Vi er en lille gruppe skuespillere og næsten ingen rekvisitter, så i år arbejdes der meget med det dramatiske udtryk, hvilket er dejligt. Vi får mere instruktion og der bliver arbejdet mere med den enkelte karakter (…) og nu kan man få gode roller, selvom man ikke kan synge.”

(Uddrag af elevinterview i programmet til "Aladdin")

Et ønske

Efter en række succesrige musicals, opført i hallen på Randers Statsskole fra 2013-2018, opstod et ønske; kunne det lade sig gøre at variere formatet på forestillingen, så dramatikfaget blev bragt i fokus og en ny elevgruppe fik chancen på scenen? Et ønske, en dramatiklærer gladeligt lovede at opfylde som en anden lampens ånd. Imidlertid kan selv en lampeånd få hovedbrud: Hvordan skulle et nyt format nogensinde kunne hamle op med de spektakulære musicals i hallen? Ville de elever, der havde glædet sig til at medvirke i endnu en musical, mon være med i en anderledes forestilling, og hvordan kunne dramatik- musik- og billedkunstfaget mødes om at skabe en forestilling, der ikke havde den musicalform, der siden 2013 har været det vante på Randers Statsskole? Her skulle mere end en forunderlig lampe til….

En vej ned i den vidunderlige hule åbenbarede sig, da det nuværende Randers Teater tilbød, at forestillingen kunne spilles i teatrets talentsal. Ud over at få en black box sal til rådighed, ville der endvidere være mulighed for at skabe trylleri med en rigtig teaterbelysning. Da teatret samtidig gav grønt lys til, at forestillingen kunne opføres hele seks gange, blev tilbuddet modtaget med kyshånd.

Forestillingens format ville automatisk blive anderledes, da scenen kan rumme ca. 15 skuespillere – et væsentlig mindre antal end i en musical opført i en hal, men samtidig et optimalt antal, hvis man vil arbejde i dybden med den enkelte karakter og med personinstruktionen.

Nye rammer var en realitet.

Plakattegning: Thyge Cosedis Holting

En Oehlenschläger

Ingen rammer uden indhold.

For en dramatiklærer med dansk som andet fag, og en svaghed for klassikere, landede en titel, som et flyvende tæppe, hurtigt på bordet; ”Aladdin – eller den forunderlige lampe”. De fleste kender historien om Aladdin, den magiske lampe, appelsinen i turbanen, den onde troldmand og prinsessen af Persien. Eller gør de egentlig det? Måske er det i virkeligheden Disneys tegnefilm om Aladdin, man kender?

Vi kastede os imidlertid over den rigtige Aladdin; Romantikkens store digter Oehlenschlägers lystspil fra 1805, i en nyfortolket udgave, om den 17-årige dovne, sorgløse og altid heldige dreng, der både får en appelsin i turbanen og kommer i besiddelse af en magisk lampe, guld, sølv, ædelstene og prinsesse Gulnare. Men det er også fortællingen om Aladdins modsætning, den ambitiøse Nureddin, om hvad magten gør ved et menneske, om det at modnes, vokse og om at tage sin skæbne og livsopgave på sig – uden hjælp fra appelsiner og ædelstene…

Efter en meget moderne iscenesættelse på Det Kongelige Teater, i efteråret 2018, opstod et baldrende højhedsvanvid; det kan vi gøre bedre på Staten!

En prøveproces

Foto: Thyge Cosedis Holting

Eventyret ”Aladdin” taler lige ind i vores moderne tid: Drømmer vi ikke alle sammen om at være heldige? Om at lykken banker på døren helt af sig selv, så det eneste, vi skal, er at lukke op og byde den inden for. Vi vil have den perfekte partner, den perfekte karriere, det perfekte hjem, fritids-, familie- og arbejdsliv – kort sagt; vi drømmer om succes! Men hvis successen kommer af sig selv – kan vi så stole på, den bliver?

Og endnu vigtigere: kan man stole på, at moderne gymnasieelever gider gå i kødet på et romantisk læsedrama, skrevet på vers i 1805? – svaret var heldigvis et rungende ja!

Efter en audition, hvor eleverne fremførte en monolog som enten Aladdin, lampens ånd, eller Aladdins mor, Morgiane, blev der sammensat et hold på 16 entusiastiske skuespillere, som automatisk bidrog til nyfortolkningen af teksten, da både troldmanden Noureddin og Sultanen af Persien blev til to kvindelige karakterer; en målrettet karrierekvinde på jagt efter succes og en mægtig enevældig herskerinde. Sidstnævnte gift med en sultangemal med en meget stor turban og meget lidt at skulle have sagt. I vores modernisering af teksten blev også Lampens Ånd en anderledes og morsom karakter; evigt klynkende over ledsmerter og stresssymptomer forårsaget af at opfylde magtsyge menneskers drømme. Prinsesse Gulnare blev en ulykkelig, svigtet hustru, der slog sig på hvidvinsflasken og begyndte at flirte med Noureddin, mens hovedpersonen Aladdin nok endte som sultan af Persien, men samtidig udviklede sig til et selvoptaget magtmenneske, der mistede den impulsivitet, fantasi og kærlighed, han indeholdt som fattig skrædderdreng.

Foto: Christian Wilde Langballe

En anderledes fortolkning af teksten, som skuespillerne engageret – og med sund kritisk sans - deltog i udviklingen af. Hver tirsdag, i ti intense uger, blev der øvet i dramatiklokalet, under skoles loft, og læg dertil en øvesøndag, en øveweekend og en uges opløb, hvor vi rykkede fra Staten og ind på scenen i talentsalen på Randers Teater. Prøverne fokuserede på fortolkningen af teksten, og på arbejdet med lagene og tvetydigheden i den enkeltre karakter, på en anderledes måde, end man gør i en musical, hvor Danny er Danny, Sandy er Sandy og en sommernat er lun og regnfri – hver ting til sin tid.

Som noget nyt var det ikke en forudsætning at kunne synge, for at få en hovedrolle, idet der ikke indgik sang i forestillingen. Dialogen blev i stedet ledsaget af smidige, improviserede østerlandske toner, leveret af et fire-personers orkester under ledelse af musiklærer Mia Kim Fabricius. Scenografien, med kongeblå klodser og tæppebelagte trapper, blev fremtryllet af en række talentfulde ånder, i form af kunstneriske elever under ledelse af billedkunstlærer Christian Wilde Langballe. Endvidere nævnte én af de medvirkende elever, at hendes mor, uddannet designer, da godt ville give et lille nap med ift. kostumerne, og som ved et trylleslag stod samtlige skuespillere snart parate i de skønneste østerlandske gevandter.

Jo, nogen gange skal der mange talentfulde ånder til at opfylde et enkelt ønske.  

Et magisk øjeblik

Foto: Christian Wilde Langballe

Efter en lille uges prøver på Randers Teater, kodning af lys til langt ud på natten, sidste tilpasning af

kostumerne, en venlig orientering om, at man ikke talte randrusiansk i det gamle Persien, samt spisepausernes obligatoriske diskussion om, hvorvidt der skal ananas på en pizza, var vi parate; parate til, ved fælles hjælp, at opfylde det ønske, der blev kastet ud som et forslag hen over et mødebord, men nu skulle manifestere sig som magi på scenen.

Den dramatiklærer, der troede, han ene og alene skulle agere lampens ånd, sagde bl.a. i sin premieretale til de medvirkende (fordi vi gymnasielærere kan lære så uendelig meget af vores elever):

”Hvad er magi? Det afhænger af, hvem man spørger. For Noureddin er det magt, for Aladdin er det – måske – at blive klogere på sig selv, og for lampens ånd er det bare at være i fred for mennesker, der ikke ved, hvad de i virkeligheden ønsker sig. På Randers Statsskole ønskede vi at skabe en anderledes forestilling i år; tak fordi, I ville være vores lampens ånder. Tak fordi, I skaber magi; lige nu, lige her!”

En anderledes forestilling, et ønske, der blev til virkelighed, en magisk november, et arbejdsfællesskab, en succes, et lykkeligt smil, en afskedstårer –

Én på lampen!!

Et par tanker om den gode fortælling

Tale holdt ved 3g'ernes sidste skoledag på Randers Statsskole, 12/6-2020.
Af Thyge Cosedis Holting

Kære 3g-ere

Den gode fortælling! Det var et af emnerne til den skriftlige eksamen i dansk, og da jeg spurgte én af mine elever, hvordan det var gået, fik jeg svaret ”Helt ærlig Thyge; hvor helvede skulle jeg vide fra, hvad den gode fortælling er?”

Den gode fortælling falder, som I ved fra dansk, ofte i tre dele – en begyndelse, en midte og en slutning – også kaldet hjemme – ude - hjemme; nogen vil endda hævde, at det er begyndelsen og afslutningen, der er det vigtige, fordi en dårlig indramning kan spolere selv det bedste indhold.

Kan jeres tid på Staten kategoriseres som en god fortælling?

Foto: Christian Wilde Langballe

Vi begynder med hjemmefasen; for jer var det grundforløbet. Som de første blev I prøvekaniner for den nye indslusningsmodel, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden, være urimeligt omstillingsparat, acceptere flygtige bekendtskaber og om at skulle vise sine mest sympatiske sider hele to gange, men kun tre måneders mellemrum. Det harmoniske udgangspunkt fik I altså ikke, men måske fik I en erfaring. 

Springer vi videre til den optimale afslutning, så bliver udefasens kaotiske afsøgning af selvet her til en genetableret harmoni. Men sådan skulle det ikke gå jer, for ud af det blå kom Coronakrisen, og den orden, I kendte her på skolen, blev kastet op i luften som en stor ballon af uvished – for jer, for alle omkring jer, for hele landet – for hele verden. En traditionel afslutning fik I altså ikke, men måske fik I en erfaring.

Fortællingen om jer og Staten synes altså at have strukturen ude- hjemme ude! – rent kompositorisk i strid med, hvad vi forventer af en god fortælling – og dog!

Enhver god fortælling bør indeholde noget overraskende. Situationer hvor hovedpersonen får slået benene væk under sig; hvor han eller hun må turde at stå ved angsten for det ukendte, længslen efter trygheden, kedsomheden, modløsheden og frygten for, hvad springet ud i det ukendte fører med sig. Det er en konfrontation med jer selv, I er blevet stillet over for i jeres indledning og i jeres afslutning her på Randers Statsskole; måske fik I en erfaring

Men hvad så med midterfasen; den skulle vel så i et mindste være harmonisk? Jeres midterfase, her på Staten, har været præget af en mere forudsigelig skolehverdag; svedlugt i lokalerne, udsolgt i kantinen og lærere, der fortæller de samme vittigheder år efter år. Men også her har I hver især oplevet kriser; sikkert endnu større end både grundforløb og Corona: Tøjkriser? Sikkert! Men måske også kriser på hjemmefronten, venskabskriser, kærlighedskriser, hvad skal jeg med mit liv-kriser, kan de andre lide mig-kriser og kriser over, om man i en perfekthedskultur i det hele taget må have en krise, hvis man skal fremstå som en god fortælling på sociale medier, hen over baren på Olga og over for sig selv.

Har jeres gymnasietid haft en ude-ude-ude komposition? Har jeres rejse på Staten været en god fortælling? Kan man overhovedet konkludere på, hvad en god fortælling er?           

Ja, man kan; for den gode fortælling afhænger ikke af en kompositionsmodel, ikke af om indledningen og afslutningen blev vendt på hovedet! Den afhænger af, om fortællingen er jeres! Om I har turdet at være aktive hovedpersoner, om I har mærket de glæder, sorger, søde sejre og sjælskradsende kriser, I har mødt fra 1g til 3g, om I har taget udfordringerne op og brugt erfaringerne til at udviklet jer – hver på jeres måde. Blæs på strukturen; det er indholdet, der gælder!

Fortællingen om jer og Staten er unik - ikke fordi I tilfældigvis fik et kaotisk grundforløb, en Coronakrise og en SRP-sti uden kompas, men fordi I er jer, fordi I var her, lige nu, hver især og sammen!

Det helt nye liv, der venter, bliver, for jer alle, rammen for en ny fortælling, strukturen kender ingen, der vil komme kriser undervejs, men uanset hvad, så er indholdet jeres!

Fra alle lærere på Randers Statsskole: Husk at forblive tæt på hjertet, selv når man skal holde afstand, husk at man må tage kriserne med -  og med et smil, hvis man kan -, og tusind tak fordi, I lod os og skolen her være en del af den gode fortælling om lige præcis jer!