Anmeldelse: "Kærlighedens forrykte former" - Aarhus Teater

 Forfatter: Stefan Zweig, dramatisering: Johanne Petrine Reynberg/Josephine Eusebius, iscenesættelse: Anna Katrin Einarsdóttir/Sullivan Lloyd Nordrum, scenografi: David Gerth, lysdesign: Kasper Daugberg, lyddesign: Kim Engelbredt, medvirkende: Nanna Bødtcher, Frederik Mansø, Kjartan Hansen og Ane Stengaard Juul. Produceret af Aarhus Teater i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole. Forestillingen set, d. 10/11-2020

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

 I lidenskabens labyrint

 

En labyrint danner en metaforisk ramme om Aarhus Teaters opsætning af to noveller af østrigske Stefan Zweig. Mellem store metalrammer og halvt gennemsigtige skærme gennemspilles to simple fortællinger om komplicerede relationer; om vilde følelser og om den erotik, der ikke vil gemmes bag stivede skørter eller akademisk konversation. Rummet fremstår sort og hvidt; karaktererne i fortrængt fuldfarve. De to Zweig-noveller er dramatiseret og iscenesat af hver sit hold af talenter fra Den Danske Scenekunstskole. To forskellige udtryk, samme motiv og helt igennem æggende. 

 

I forestillingens 1. akt har Anna Katrin Einarsdóttir iscenesat novellen ”Brændende hemmelighed”, 1911, som er begavet dramatiseret af Johane Petrine Reynberg. En lineær fortælling om en forsømt hustru, der ferierer på et ensomt hotel i Schweiz med sin tolvårige søn, Edgar. Drengen skal rekreere sig efter en sygdom, og får en ny ven i hotellets nye, interessante gæst; en ung baron. Baronen er dog primært interesseret i Edgars mor, som han snart lokker i seksuelt fordærv. Mor Mathilde er let at friste, med ægtemanden ude af syne, og som den androgyne Lobbyboy siger det: ”Der er vist aldrig nogen, der har spurgt, hvad De har lyst til?!” - (Ane Stengaard Juul er suveræn som en venligt indbydende og beregnende iagttagerskikkelse; ikke mand, ikke kvinde, men sitrede af humor, lyst og afventende vildskab). Her ledes gæsterne sammen i en følelsesmæssig orkan; et nydelsesfyldt moralsk forfald.

 

"Brændende hemmelighed", foto: Aarhus Teater 

Frederik Mansø er glimrende som Edgar, der, iført stift matrostøj, fascineres af Baronens historier om

kampen med en tiger; her er en rigtig mand at se op til. Mansø spiller rollen med både drenget naivitet, sprudlende livsglæde og sydende jalousi; sidstnævnte aktiveres, da moderen beslaglægger Baronen, og bringes til eksplosivt udbrud, da Edgar opdager sin Mamas natlige samvær med Baronen i skoven (et abstrakt og uhyggeligt rum skabt med Kim Gluds videoprojektioner). Som Edgars mor er Nanna Bødtcher rank og følelsesmæssigt stækket – fint illustreret med kjolens stramme snøreliv; hun broderer og begrænses af 1800 tallets kønsrolleforventninger. Således er hun et oplagt bytte for Kjartan Hansens lapsede, verdensmandslignende baron (desværre med en noget utydelig diktion), som både forærer hende en hvid rose, og venter noget til gengæld. Baronen fordufter hurtigt, efter Edgars afsløring, og Mathildes angstfyldte blik, da Lobbyboy (næsten ondskabsfuldt) melder, at ”Papa” er på vej, siger det hele; hun har overtrådt en hustrus beføjelser, og deler nu den brændende hemmelighed med sin søn; en hemmelighed, der kan fælde hende på et øjeblik, hvis Edgar indvier sin far i, hvad der skete i skoven.

 

I Anna Katrin Einarsdóttirs iscenesættelse understreges individets stækkede situation i et nærmest koreografisk stiliseret arrangement. Skuespillerne bevæger sig synkront rundt i labyrintens gange og går fra tid til anden helt i frys; et billede på det jerngreb, Victoriatidens moralkodeks holder mennesket i. Det velfungerende ved iscenesættelsen består først og fremmest i, at udtrykket er så tilbageholdt; vi mærker karakterernes sitrende desperationen efter en forløsning. En desperation der effektfuldt kontrasteres af Lobbyboy, der er skamløst indladende over for såvel karakterer som publikum - mens hun plukker bladene af den hvide rose! Forløsningen er mulig - hvis vi ellers tør give slip.

 

"Følelsernes forvirring", foto: Aarhus Teater

At give slip er også motivet i forestillingens 2. akt, hvor Josephine Eusebius har dramatiseret novellen

”Følelsernes forvirring”, 1927, i en montagedramaturgi, hvor vi dels følger en kronologisk fortælling og dels får den kommenteret af hovedpersonen Roland; en ung universitetsstuderende med hæmningerne uden på sin cardigan. I Sullivan Lloyed Nordrums legende iscenesættelse veksles der mellem det komiske og det indfølte i skildringen af den unge Roland (en velspillende Mansø med lysende øjne og en febrilsk trang til at elske) og hans betagelse af den ældre engelskprofessor, Mr. Smith (som i Hansens fremstilling fremstår både optændt af en flammende passion samt knugende uforløst og længselsfuld). Nordrums iscenesættelse er centreret om relationen mellem Roland og professoren, der mødes på universitet i 1950’erne; begge mærker de en farlig gnist, der antændes. ”Man kender ikke et menneske, før man har set det i sin mest flammende form” siger professoren i sin indledende forelæsning om Shakespeares tragedier; Smiths store passion, der skulle være blevet til et værk i flere bind. Nu tilbyder den renhjertede Roland at hjælpe sit idol med at realisere projektet, de to mænd indgår en symbiose, og derfra er alting ”sat i skred” som Roland siger i sin afslutningsreplik.

 

Mansø og Hansen gennemspiller, med en smuk sårbarhed, hvordan de to mænds gensidige betagelse, og samarbejde om færdiggørelsen af professorens Shakespeares-værk, sætter skred begæret; begge ønsker at blive sat fri, men også her kommer konventionerne på tværs. Med en fin brug af pauser, fysisk tøven, febrilske udbrud og ord, der ikke slår til, skildres de to karakterer, både på manuskript- og iscenesættelsesplan, ganske stærkt.

 

Som et fængsel fremstår den lilleverden, de to befinder sig i, hvilket illustreres via forestillingens kvindelige karakterer; Roland møder professorens kølige hustru, Charlie (en både venligt afmålt og totalt afvisende Juul). Da hun forfører den forvirrede Roland, har man indtrykket af, hun primært vil ramme sin, på flere planer fraværende, husbond ved at lægge sin hånd på hans protegé; jalousi som projektion af sorg og manglende ømhed - Juul spiller det med præcision. Med samme nøjagtighed giver Bødtcher os en vammel værtinde, iført metalfingerbøl, der skaber ubehagelige mislyde fra en verden, hvor mænd ikke må elske hinanden. Bødtcher er endvidere ildevarslende som byens sortklædte, bibelkredsledende frue, der nok ved, hvordan skyld og straf skal fordeles.

 

Da professoren endelig åbenbarer sin fortid for Roland, efter at have afvist ham i desperation og angst for det erotiske i deres relation, forstår vi, at den passionerede Shakespeare-elsker er et menneske, der aldrig har fået lov at udfolde sig fuldt; en forløsning for Roland, der kan spejle sig i Smith, men også en dyb kærlighedstragedie - fint sat i perspektiv af de mange referencer til ”Romeo og Julie”.

 

Forestillingen er dynamisk iscenesat med en velgørende brug af humor, der dygtigt kontrasterer seriøsiteten og styrker udsigelsen; følelsernes forvirring er et grundvilkår, og ydre rammer er snerrende bånd for kærlighedens veje og erotikkens himmelflugt.

 

2. akt er mere energi- og tempofyldt end sin forgænger, men de to forskellige novelle-iscenesættelser spiller smukt sammen og viser os, på tværs af historiske perioder, hvordan tilbageholdte længsler skaber ulykkelige mennesker.

Den velfungerende scenografi, af David Gerth, er, med få ændringer i pausen, den samme i hele forestillingen; den metaforiske labyrint, hvor man så let kan fare vild i sin søgen efter legen, livsglæden og lidenskaben; her mødes kærlighed og lyst, livskraft og konventioner. 

Hvem kan sprænge rammerne? Ifølge Stefan Zweig kan vi alle; hvis blot vi tør….

  

 

 

Anmeldelse: "En plads i solen" - Svalegangen

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen, iscenesættelse: Simon Boberg, dramaturg: Janek Szatkowski, scenografi: Peter Schultz, lyddesign: Anton Bast, lysdesign: Henrik Sloth, Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clara Ellegaard, Morten Vang og Jesper Hyldegaard. Forestillingen set d. 7/11 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Nedtælling i skyggen

Han tror; på noget stort og på absolut ingenting. Kristoffer Helmuths Kaj Henning sidder i fængselscellens skygge og tæller ned. Der er en time til han skal henrettes, og det er tid til at få hold på tankerne og forsøge at lokke en kop kaffe ud af Jesper Hyldegaards på een gang gemytlige og skarpsindige fængselsbetjent; ham som dramatiker Julie Maj Jakobsen lader være vidne til Kaj Hennings gennemspilning af, hvad det var, han søgte i nazismen, terrorismen og i solen.

Sammen med Hyldegaards fængselsbetjent er publikum aktive deltagere i dette stærke drama, som Simon Borberg kløgtigt har iscenesat med en række fortællegreb, der understøtter den episke montagedramaturgi, Jakobsens tekst er bygget op efter. En enkelt rekvisit, en revolver, indgår i spillet; ellers er alt andet fortalt; kostumer, bevægelser, farver, former; det hele skabes med ord i det nøgne, og dog så symbolske, fængselsrum, Peter Schultz har skabt som ramme om forestillingen. Skuespillerne bryder konstant den fjerde væg, og den dynamiske række af stiliserede billeder fremstår på én gang genkendelig og fremmedgjort; ligesom Helmuths rødhårede terrorist. 

Vi følger den unge Kaj Henning Bothildsen Nielsen fra Aarhus, der drømmer om at være frontkæmper under 2. verdenskrig; han vil gøre en forskel, han vil finde mening og han vil have en plads i solen; langt borte fra den skygge i hvilken, han har været holdt hele sin barndom pga. en lungehindebetændelse. Han kasseres til session flere gange; han ydmyges direkte pga. sin svage fysik, sit røde hår og ringe højde. Der er både en vilje og en dyb frustreret bitterhed i Kristoffer Helmuths Kaj Henning, og så er vi der; en terrorist er født som et produkt af desillusion. Ligesom fængselsbetjenten tæller ned til henrettelsen, kan vi som publikum, med tilbageholdt åndedræt, tælle ned til den katastrofe, vi ved vil indtræffe; brandscenen i Guldsmedgade ligger som et flashback-glimt i forestillingens åbning; en umenneskelig gerning begået af et menneske. 

Foto: Svalegangen

Netop terroristens menneskelige ansigt bringes i centrum i Julie Maj Jakobsens dramatiske gendigtning af de historiske begivenheder fra Aarhus under 2. verdenskrig. En begavet tekst, som ikke dømmer, men derimod stiller spørgsmål; Vi følger Kaj Hennings Bothildsen Nielsen på to planer; dels i dialogen med fangevogteren (en glimrende præstation af Jesper Hyldegaard som både er roen selv, men samtidig ender i et desperat udbrud, da han ikke kan vække anger hos sin fange), og dels i de filmiske flashback-sekvenser, hvor Helmuth viser overbevisende spil, når han indledningsvist får lokket hustruen Inger (en hengiven Clara Ellegaard, der i sit spil spænder over et bredt og troværdigt følelsesregister), med til Tyskland, hvor han træder ind i Waffen-SS. Den kærligt støttende hustru må sågar bespise en tysk officer (en klæbrig og uhyggelig Holger Østergaard), mens Kaj Henning går på SS-skole. Hjemsendt til Danmark finder han siden sammen med de gamle venner Ib (Østergaard, der tegner flere præcise figurer, uden at blande dem sammen) og Brøndum (en velartikuleret og hårdkogt Morten Vang), og sammen træder de tre ind i Schalburgkorpset, hvor de aflægger en ed om at tjene Hitler; en sekvens, der styrkes af Maja Juhlins på én gang karikerede og skarptslebne spil som tysk befalingsmand; guddommeligt oplyst og placeret på en høj afsats som var hun føreren selv  - endnu et mesterligt billede i rækken.

Vennerne begår den ene likvidering efter den anden, og gennem samtalerne med fængselsbetjenten afsløres det, at Kaj Henning, gennem engagementet i Schalburgkorpset, har fundet en mening. Helmuth er sitrende intens i sit spil, og hans argumentation for rædslernes rimelighed indeholder på én gang en vild passion og en afgrundsdyb skuffelse over den sol, der aldrig kom til at skinne på ham.

Clara Ellegaards Inger nyder det nye tøj og den benzindrevne bil, familien har fået råd til, qua Kaj Hennings lyssky aktiviteter. Ellegaard er mesterlig i sin nedladende venlighed over for værtinden Fru Nielsen (med en småborgerlig nyfigenhed, som Maja Juhlin rammer lige på kornet), men hendes Inger begynder langsomt at ane, noget er helt galt med de ideer om det tredje riges storhed, Kaj Henning har indprentet i hende. De tre børn sender hun ustandseligt bort til sine forældre, og da Kaj Henning, efter befrielsen, bliver arresteret, med den grusomme mordbrand i bagagen, er der ingen forståelse. Inger kan ikke sidde i cellen og spise æblekage med en mand, der har et sind så fordærvet. Hun går sin vej, og Ellegaard maler her et portræt af en kvinde, der ikke har mere at give af, selvom hun fortsat bærer kærlighed til sin mand; hun kan ganske enkelt ikke følge hans ideer.

Tiden rinder ud for Kaj Henning i fængselscellen, men hans blik søger stadig opad; op mod det lille vindue, hvorfra solens lys falder ind; det lys, Kaj Henning så gerne vil bades i. Imidlertid viser Helmuth os, hvordan nazismens skygger har lagt sig over Kaj Hennings følelser og forstand. Aktionen i Guldsmedgade skulle blot have smadret nogle butiksruder, men de kraftige bomber ender med at sætte hele gaden i flammer. Ib og Brøndum angrer måske, men for Kaj Henning er der ingen tvivl; det må være sådan; det tredje riges ild må lægge marken øde, før de nye afgrøder kan gro, og skæret fra ilden er måske den sol, der endelig skinner på Kaj Henning, med sin morderiske varme; føler han sig endelig set, mens sagesløse beboere brænder inde?

Forestillingens afsluttende henrettelsesscene skildrer, hvordan en desillusioneret mand kan finde livets mening i martyrdøden; hvor tæt den lille mand, med en drøm, og den modbydelige massemorder er på hinanden. Er man født på skyggesiden, er man villig til alt for at mærke solens lys et eneste øjeblik (- både lys og skygge behersker Henrik Sloth fornemt, og forestillingens lysdesign understøtter, sammen med lydsiden, bl.a. de grafiske mordsekvenser på fornem vis.)

Vi kan følge det menneskelige i Kaj Hennings drøm langt hen ad vejen, med da han står på tærsklen til døden, og den nazistiske besættelse ikke vil slippe ham, må vi give fortabt. Her går grænsen mellem menneske og monster; mellem skyggesideskuffelser og terrorismens trosbekendelse.

Det er disse skrøbelige modsætninger, der gør denne forestilling, om anden verdenskrig, så intens - og så skræmmende aktuel; vi fordømmer den overlagte ondskab, men hvem kender ikke til følelsen af skuffelse….