Anmeldelse: "En plads i solen" - Svalegangen

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen, iscenesættelse: Simon Boberg, dramaturg: Janek Szatkowski, scenografi: Peter Schultz, lyddesign: Anton Bast, lysdesign: Henrik Sloth, Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clara Ellegaard, Morten Vang og Jesper Hyldegaard. Forestillingen set d. 7/11 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Nedtælling i skyggen

Han tror; på noget stort og på absolut ingenting. Kristoffer Helmuths Kaj Henning sidder i fængselscellens skygge og tæller ned. Der er en time til han skal henrettes, og det er tid til at få hold på tankerne og forsøge at lokke en kop kaffe ud af Jesper Hyldegaards på een gang gemytlige og skarpsindige fængselsbetjent; ham som dramatiker Julie Maj Jakobsen lader være vidne til Kaj Hennings gennemspilning af, hvad det var, han søgte i nazismen, terrorismen og i solen.

Sammen med Hyldegaards fængselsbetjent er publikum aktive deltagere i dette stærke drama, som Simon Borberg kløgtigt har iscenesat med en række fortællegreb, der understøtter den episke montagedramaturgi, Jakobsens tekst er bygget op efter. En enkelt rekvisit, en revolver, indgår i spillet; ellers er alt andet fortalt; kostumer, bevægelser, farver, former; det hele skabes med ord i det nøgne, og dog så symbolske, fængselsrum, Peter Schultz har skabt som ramme om forestillingen. Skuespillerne bryder konstant den fjerde væg, og den dynamiske række af stiliserede billeder fremstår på én gang genkendelig og fremmedgjort; ligesom Helmuths rødhårede terrorist. 

Vi følger den unge Kaj Henning Bothildsen Nielsen fra Aarhus, der drømmer om at være frontkæmper under 2. verdenskrig; han vil gøre en forskel, han vil finde mening og han vil have en plads i solen; langt borte fra den skygge i hvilken, han har været holdt hele sin barndom pga. en lungehindebetændelse. Han kasseres til session flere gange; han ydmyges direkte pga. sin svage fysik, sit røde hår og ringe højde. Der er både en vilje og en dyb frustreret bitterhed i Kristoffer Helmuths Kaj Henning, og så er vi der; en terrorist er født som et produkt af desillusion. Ligesom fængselsbetjenten tæller ned til henrettelsen, kan vi som publikum, med tilbageholdt åndedræt, tælle ned til den katastrofe, vi ved vil indtræffe; brandscenen i Guldsmedgade ligger som et flashback-glimt i forestillingens åbning; en umenneskelig gerning begået af et menneske. 

Foto: Svalegangen

Netop terroristens menneskelige ansigt bringes i centrum i Julie Maj Jakobsens dramatiske gendigtning af de historiske begivenheder fra Aarhus under 2. verdenskrig. En begavet tekst, som ikke dømmer, men derimod stiller spørgsmål; Vi følger Kaj Hennings Bothildsen Nielsen på to planer; dels i dialogen med fangevogteren (en glimrende præstation af Jesper Hyldegaard som både er roen selv, men samtidig ender i et desperat udbrud, da han ikke kan vække anger hos sin fange), og dels i de filmiske flashback-sekvenser, hvor Helmuth viser overbevisende spil, når han indledningsvist får lokket hustruen Inger (en hengiven Clara Ellegaard, der i sit spil spænder over et bredt og troværdigt følelsesregister), med til Tyskland, hvor han træder ind i Waffen-SS. Den kærligt støttende hustru må sågar bespise en tysk officer (en klæbrig og uhyggelig Holger Østergaard), mens Kaj Henning går på SS-skole. Hjemsendt til Danmark finder han siden sammen med de gamle venner Ib (Østergaard, der tegner flere præcise figurer, uden at blande dem sammen) og Brøndum (en velartikuleret og hårdkogt Morten Vang), og sammen træder de tre ind i Schalburgkorpset, hvor de aflægger en ed om at tjene Hitler; en sekvens, der styrkes af Maja Juhlins på én gang karikerede og skarptslebne spil som tysk befalingsmand; guddommeligt oplyst og placeret på en høj afsats som var hun føreren selv  - endnu et mesterligt billede i rækken.

Vennerne begår den ene likvidering efter den anden, og gennem samtalerne med fængselsbetjenten afsløres det, at Kaj Henning, gennem engagementet i Schalburgkorpset, har fundet en mening. Helmuth er sitrende intens i sit spil, og hans argumentation for rædslernes rimelighed indeholder på én gang en vild passion og en afgrundsdyb skuffelse over den sol, der aldrig kom til at skinne på ham.

Clara Ellegaards Inger nyder det nye tøj og den benzindrevne bil, familien har fået råd til, qua Kaj Hennings lyssky aktiviteter. Ellegaard er mesterlig i sin nedladende venlighed over for værtinden Fru Nielsen (med en småborgerlig nyfigenhed, som Maja Juhlin rammer lige på kornet), men hendes Inger begynder langsomt at ane, noget er helt galt med de ideer om det tredje riges storhed, Kaj Henning har indprentet i hende. De tre børn sender hun ustandseligt bort til sine forældre, og da Kaj Henning, efter befrielsen, bliver arresteret, med den grusomme mordbrand i bagagen, er der ingen forståelse. Inger kan ikke sidde i cellen og spise æblekage med en mand, der har et sind så fordærvet. Hun går sin vej, og Ellegaard maler her et portræt af en kvinde, der ikke har mere at give af, selvom hun fortsat bærer kærlighed til sin mand; hun kan ganske enkelt ikke følge hans ideer.

Tiden rinder ud for Kaj Henning i fængselscellen, men hans blik søger stadig opad; op mod det lille vindue, hvorfra solens lys falder ind; det lys, Kaj Henning så gerne vil bades i. Imidlertid viser Helmuth os, hvordan nazismens skygger har lagt sig over Kaj Hennings følelser og forstand. Aktionen i Guldsmedgade skulle blot have smadret nogle butiksruder, men de kraftige bomber ender med at sætte hele gaden i flammer. Ib og Brøndum angrer måske, men for Kaj Henning er der ingen tvivl; det må være sådan; det tredje riges ild må lægge marken øde, før de nye afgrøder kan gro, og skæret fra ilden er måske den sol, der endelig skinner på Kaj Henning, med sin morderiske varme; føler han sig endelig set, mens sagesløse beboere brænder inde?

Forestillingens afsluttende henrettelsesscene skildrer, hvordan en desillusioneret mand kan finde livets mening i martyrdøden; hvor tæt den lille mand, med en drøm, og den modbydelige massemorder er på hinanden. Er man født på skyggesiden, er man villig til alt for at mærke solens lys et eneste øjeblik (- både lys og skygge behersker Henrik Sloth fornemt, og forestillingens lysdesign understøtter, sammen med lydsiden, bl.a. de grafiske mordsekvenser på fornem vis.)

Vi kan følge det menneskelige i Kaj Hennings drøm langt hen ad vejen, med da han står på tærsklen til døden, og den nazistiske besættelse ikke vil slippe ham, må vi give fortabt. Her går grænsen mellem menneske og monster; mellem skyggesideskuffelser og terrorismens trosbekendelse.

Det er disse skrøbelige modsætninger, der gør denne forestilling, om anden verdenskrig, så intens - og så skræmmende aktuel; vi fordømmer den overlagte ondskab, men hvem kender ikke til følelsen af skuffelse….