Anmeldelse: "Sværdet i stenen" - Louise Schouw Teater

 Dramatiker: Gunvor Reynberg, musik. Sigurd Barett, iscenesættelse: Louise Schouw, scenografi: Niels Secher, lysdesign: Kristian Specht, koreografi: Rebekka Lund. Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Asbjørn Agger, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 18/10 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Når drenge bliver til mennesker

Følg dit hjerte, befri sværdet fra stenen, fuldbyrd din skæbne!

Fortællingen om sværdet i stenen er blevet tolket i adskillige film og teateropsætninger, men hovedmotiverne går igen: det gode besejrer det onde via kærlighed, retfærdighed og venskab, og skæbnen placerer altid én på rette hylde, skønt man først må grueligt meget ondt igennem.  Det er et klassisk eventyr, Louise Schouw Teater her serverer som en musikforestilling for hele familien.

Vi hvirvles ind i et visuelt ridderunivers med trapper og gotiske buer skabt af den garvede scenograf Niels Secher. Sammen med Kristian Sprechts stemningsfulde lysdesign og de eventyrligt dystre toner, komponeret af Sigurd Barett, er stemningen sat; dette her skal være dramatisk! Vi oplever, hvordan kvinden i søen forudsiger, at den lille, forældreløse Arthur vil blive noget særligt, hvordan hun kaster magi over sværdet Excalibur og placerer det i den sagnomspundne sten. 

Det er intenst, stemningsmættet – og forudsigeligt?

Dramatiker Gunvor Reynberg har gendigtet historien på en måde, så hele familien kan være med – hele tiden; de gode er gode, de onde er onde og de følelser, man har, synger man om 1-1. Vel er forestillingen henvendt til børn, men man savner immervæk en tekstside, hvor ikke alt nødvendigvis skal tages for pålydende – og desuden en dramaturgisk beskæring af de lange sangtekster, som er finurlige, men bremser handlingen frem for at bringe den videre.

Men videre vil vi alle, og her melder et spørgsmål sig; hvordan udvikler man sig fra dreng til menneske? Det er et tema, flere af karaktererne slås med. Den unge Arthur (spillet med naivitet, beslutsomhed og sårbarhed af Asbjørn Agger) kan ikke finde sin plads i tilværelsen. Som forældreløs mangler han et maskulint forbillede, skønt troldmanden Merlin (en alfaderlig Morten Bo Koch) forsøger at ruste og skærme ham; Melin ved, hvad der venter Arthur, men kan ikke afsløre det, hvorfor der, mellem de to, må opretholdes en distance. Af andre mulige forbilleder har Arthur sin fosterbror Kaj (Koch som en dumpap af en macho-bøf), hvis ide om en rigtig dreng, er én, der kommer frem i verden ved at træde på de andre. Hos Kaj henslæber Arthur livet som tjener, og identitetskrisen skildres ganske smukt af Agger, der formår at give sin Arthur en troværdig længsel efter bare én ven i verden.

Foto: Mike Reuter

En ven savner også prinsesse Guinevere, der slås med kønsrolleforventningerne, hun påduttes af sin lærerinde, den ondsindede Morgan Le Fay (en rank, kølig og afsindigt velsyngende Lisbeth Kjærulff). Guinevere (kækt spillet af Marianne Bøgelund med nysgerrighed, humor og sårbarhed) vil hellere være en dreng, der ikke tynges af forventningerne til en prinsesse, og nået til den erkendelse forklæder hun sig som stalddreng, med navnet Glen, møder Arthur - og herfra folder historien sig for alvor ud.

Det er netop i scenerne mellem Arthur og Guinevere, de følelsesmæssige nuancer kommer til udtryk; Guinevere, der må agere dreng for at føle frihed, mens Arthur, på sin side, ser op til Glen, som praler med sin påtagede maskulinitet, men samtidig, på diskret vis, tiltrækkes af ham. Der leges fint med kønsrollestereotyperne i spillet mellem Agger og Bøgelund; en leg, Kochs bøffede Kaj er med til at sætte i perspektiv, når han, i forestillingens bedste sang i 80’er stil, blotlægger, hvordan rigtige mænd udelukkende består af muskler; en helt i egen optik, men som publikum ved vi bedre!

Vi følger de to sande heltes færd i skoven, hvor Guinevere viser mod og dræber en berygtet drage (og hvilket skræmmende uhyre, Secher har fremtryllet!), vi mærker Arthur glædes over at have fået en loyal ven, men da han senere opdager, hun er en pige og har snydt ham, oplever vi hans følelse af svigt og ensomhed; følelser som Agger gennemspiller fint og troværdigt.

Også skæbnen spiller sit spil med Arthur, og da han mangler et sværd til fosterbroder Kaj, der selv ønsker at blive konge og at gifte sig med Guinevere, trækker han Excalibur fri fra stenen. Med sin godhed og sit hjerte beskyttes Arthur mod det afsluttende angreb fra Morgan La Fay, hvis halvbror han viser sig at være (en lidt kompliceret sidehistorie, som teksten aldrig helt formår at gøre troværdig). Sværdets magiske kraft beskytter Arthur og besejler hans skæbne som konge af England. Arthur forenes med sin Guinevere, der ikke længere behøver klæde sig som dreng, da hun, gennem venskabet med, og kærligheden, til Arthur, er vokset til et menneske; forrest går hjertet og loyaliteten – at Kochs Merlin afslutningsvis inviterer Kjærulffs La Fay på middag, er en herlig lille gave til de voksne blandt publikum; forsoning på flere planer!     

Musikken, der anvendes til de få og hurtigt afviklede sceneskift, giver associationer til et stumfilmunivers a la Chaplin, og instruktør Louise Schouw har øjensynligt ladet sig inspirere af såvel stum- som tegnefilmsgenren; en række veltimede fysiske sekvenser, som når diverse riddere forsøger at trække sværdet fri af stenen, sætter fortælletempoet op og kalder på vores latter. Skuespillerne udviser en fin spilleglæde, når de får lov at levere disse commedia dell arte inspirerede gags, hvorimod de, i de dialogbårne scener, har tendens til at blive lidt stive i deres spil, hvilket nok bør tilskrives den lidt forklarende og højstemte tone i teksten.

Kontrastvirkningen mellem den tegneserieagtige spillestil og det mere følelsesmæssigt nuancerede spil kommer bedst til udtryk i forestillingens anden halvdel, hvor dialogerne glider lettere og musikken understøtter handlingen frem for at bremse den. Baretts musik skaber stemning, ja, men bliver, som teksten, for insisterende på at skulle tages for pålydende. Begge dele savner en anelse mere selvironi for helt at slå igennem -  skønt Baretts 80’er sang til Kochs Kaj er lige i skabet!

Forestillingen appellerer til både børn og voksne med sit budskab om, at muskler ikke gør det alene, og at venskab og kærlighed er de værdier, man bør bygge livet på, hvis man vil gå fra dreng (eller pige) til menneske og fuldbyrde sin skæbne. Det er jo i sig selv en anelse højstemt, men skuespillerne gør en habil indsats for at få en velgørende humor og ironisk distance bragt til torvs -  når teksten og musikken ellers ikke står dem i vejen.