Anmeldelse: "Den gerrige" - Folketeatret

Dramatiker: Moliére, oversættelse: Jesper Kjær, iscenesættelse og bearbejdelse: Geir Sveaass, scenografi: Marianne Nilsson, staging: Jeanette Binderup-Schultz, medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mads Reuter, Mette Horn, Troels Malling, Kristian Boland, Alexander Mayah Larsen, Jacob Weble, Mathilde Arcel Fock og Sofia Mileva Cukic. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 17/10-2020    

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fedtsyl i farver

Scenografien er lilla – en farve, der både symboliserer rigdom og uro. Et par stejle ramper og en bagvæg; plettede som havde en streetart-kunstner lagt vejen forbi. Festligt og faretruende på samme tid. I forgrunden står en lille blomsterkasse med et par halvdøde grene, og i dette knastøre blomsterbed gemmer Monsieur Harpagon sin formue.

 

Lige så plettet som scenografien er Kristian Holm Joensens Harpagon; både hvad angår sind og påklædning. Med en gangart præget af duknakkethed og et let fremskudt underliv, lange fedtede lokker og en konstant sitrende uro i kroppen, på vagt ift., om nogen vil stjæle hans formue, er Holm Joensen den perfekte nar i denne Moliére-komedie om nærighed, som Geir Sveaas elegant har iscenesat med legende lethed og fart over feltet i Folketeatrets turnéudgave. 

 

Handlingen følger Moliéres faste komedieskabelon; den besatte hovedkarakter har et projekt, som husets øvrige beboere agter at forpurre, for at komediens unge elskende par kan få hinanden og galskaben fordrives. Her er det enkemanden Harpagons nærighed, der går både hans to voksne børn og de hårdt prøvede tjenere på nerverne; Husets dater Elise (en charmerende mut Mathilde Arcel Fock) er forelsket i den unge Valére, der har taget arbejde som hushovmester hos Harpagon for at være tæt på sin elskede (Alexander M. Larsen er adræt og iderig i førsteelskerrollen, og han har både god diktion og fornemmelse for komisk timing). Harpagon har naturligvis lovet datteren bort til en anden end Valére, hvad der jo kan være slemt nok, men hovedproblemet opstår, da sønnen Cléante (en på én gang barnlig, krukket og hengiven Mads Reuther) erfarer, at faderen har i sinde at gifte sig med den unge Mariane (en kyllingegul og betuttet, men dog snarrådig Sofia Mileva Cukic), som Cléante er dødeligt forelsket i.

 

Herfra er der lagt i kakkelovnen til en klassisk Moliére-intrige, hvor forklædninger, forviklinger og forvirring tilsammen danner en velsmagende gryderet, vi nyder med velbehag. Geir Sveaass fokuserer klogt på situationskomikken i sin iscenesættelse, og i modsætning til en række af Folketeatrets øvrige klassikeropsætninger, hvor det meste helst skal trækkes ned under bæltestedet (og gerne ramme den allerlaveste fællesnævner - med Holbergs ”Den politiske Kandestøber” som et nyligt og grufuldt eksempel) er Sveaass tro mod komediegenren; fokus ligger på karaktererne, situationerne og Sveaass får komikken til at blomstre i både sprog og fysik. Her bistås han dygtigt af Jeanette Binderup- Schultz, der har forestået en   staging gennemsyret af virtuos musikalitet 

 

Her er tale om en kyndig personinstruktør, der formår at få garvede skuespillere som Kristian Boland (henrivende vims og koket i rollen som Cléantes tjener La Fléche) og Jacob Weble (der i rollen som Harpagons kok og kusk udviser kongenial komik bl.a. på sin alenlange løbetur som mægler mellem far og søn) til at funkle i deres biroller. I endnu en velplaceret birolle fremstår Troels Malling fin og troværdig, når han, i rollen som en greve med hemmeligheder, til slut samler trådene og løser konflikterne – skønt lykken er noget postuleret fra Moliéres hånd.  

 

Sidst men ikke mindst udruller Mette Horn hele sit komiske repertoire i rollen som den intrigante Madame Frosine, der bistår de unge i udførelsen af intrigen. Horn spiller med den blanding af det beregnende og det småforvirrende, hun behersker så godt, hendes mimik er vild som en lørdagskylling på kogepunktet, og sprogligt er hun enestående; dels når hun forsøger at indynde sig hos Harpagon ved at komplimentere ham, og dels i det korte moment, hvor hun giver den som udenlandsk grevinde (så man mindes hendes overdådige Madame La Fleche i forrygende gyngende samspil med Søren Sætter Lassens Jean de France på Det Kongelige Teater i begyndelsen af 00’erne). Der er ikke et øje tørt i salen; et sandt komisk festfyrværkeri.

 

Festfyrværkeriet får vi også i Marianne Nilssons pangfarvede kostumer, der parafraserer 1600 tallets Moliére-mode men her kombineres med sneaks og bling. Et vidnesbyrd om livsglæden hos forestillingens karakterer, som trues af pletterne af nærighed, der pryder scenografien og Harpagon – hvilken gnier!

 

Aftenens store nummer er Kristian Holm Joensen i titelrollen. Denne skuespiller, der standhaftigt har prydet teaterscener og tv-serier med en række præcist tegnede biroller, har her, for én gangs skyld, fået en hovedrolle, og han løfter den med en kraft, et vid og en sproglig finesse, der fejer benene væk under os. Holm Joensens Harpagon er slesk, selvglad, snotforvirret og skrubhysterisk; stoler ikke på nogen – dårligt nok på sig selv – og i hvert fald slet ikke på publikum; han er sågar klar til at hænge hele menneskeheden, da han tror, formuen er blevet ham frarøvet. Der er både afmagt og smerte, lilla pletter og sorte huller i denne lille sære mandsling, som, i Kristian Holm Joensens skikkelse, vokser ud af Molières narre-stereotyp og bliver et rigtigt menneske; nok karikeret med sin duknakkede holdning og hoppende gangart, og dog alligevel genkendelig.

 

Er nærigheden og grådigheden ikke iboende hos os endnu i dag? Denne grimme parasit personificeret i Monsieur Harpagon, der begraver sine penge i haven; i øvrigt i et blomsterbed der, I Marianne Nilssons scenografi, mest ligner et hjørne af en kirkgård; symbolikken er til at tage og føle på.

 

Vi griner så tårerne triller, mens Folketeatrets vellykkede opsætning af ”Den gerrige” ruller over scenen. Der er fart på, og det er festligt. Skuespillerne bobler af spilleglæde og udviser timing og ordekvilibrisme, så man frydes. En farverig fedtsyl, hvis kvaler ender med dobbeltbryllup for hans børn, som en anden storsindet tilbyder at betale, da Harpagon har valgt sine penge og skænket Mariane til sin søn -  og så levede de lykkeligt til deres dages ende, som det sig hør og bør i en komedie.      

 

Men der sidder så til slut Kristian Holm Joensens Harpagon alene tilbage. Lyset bliver grønt, pengene i kisten skinner op i hans ansigt, hvor et grådigt og dæmonisk blik i øjnene fordriver latteren og fylder os med en sitrende rædsel. Er penge virkelig så vigtige?

 

Holm Joensens Harpagon er ikke i tvivl, og dermed bliver denne ufarlige Moliére-klovn pludselig til et skræmmende - og helt moderne – menneske!

  

En sejr for Folketeatret – og en sejr for Kristian Holm Joensen!