Anmeldelse: "Hamlet" - Det Kongelige Teater

 Dramatiker: William Shakespeare, bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Kirkskov, scenografi: Philipp Fürhofer, kostumedesign: Karin Betz, lysdesign: Ulrik Gad, lyddesign: Joas Vest, koreografi: Signe Fabricius, stagefight: Kristoffer Jørgensen, oversættelse: Niels Brunse. Medvirkende: Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Alvin Odil Bursøe, Stine Schrøder Jensen, Anton Hjejle, Laus Høybye, Mads Rømer Brolin-Tani mfl. Forestillingen set på Værket i Randers, d. 3/10-2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

I sjælens spejl

Esben Smeds Hamlet har et spørgsmål, der trænger sig på; hvad vil det sige at være menneske? Der er lys på publikum og en spejlvæg bag den sortklædte prins, som han står dér, foran os, i forestillingens åbning. Han kaster straks monologen om at være eller ikke i hovedet på os med en insisterende lethed; vi inviteres til at spejle os sammen med ham; først og fremmest i os selv. Det er et symbolsk rum, vi befinder os i; vi ser os selv i sjælens spejl.  

Instruktør Morten Kirkskov fokuserer på de eksistentielle temaer i Shakespeares berømte tragedie om prinsen, der skal hævne sin døde far, mens han kæmper mod sine indre dæmoner, dømmes som gal og dør med sit hoved på tavshedens pude. I denne opsætning med hovedet i skødet på sin elskede Ofelia, og netop de to unges kærlighed er, ligesom Hamlets søgen efter eksistentiel mening, kardinalpunktet i opsætningen; det er velfungerende, velgørende – og velklingende.

Klangen af Shakespeares ord er, i Niels Brunses begavede nyoversættelse, en fryd for øret. Shakespeares vers fremstår rensede for unødvendige guirlander men stadig på en klangbund af den 1600 tals-verden, som forestillingen parafraserer i Karin Betzs stilsikre kostumer og Philipp Fürhofers imposante scenografi; et symbolsk rum, der på én gang viser os store, spejlbeklædte flader og i næste nu et roterende virvar af grålige hjørner på slottet i Helsingør. De store vinduesrammer anvendes skræmmende effektfuldt, og Kirkskov får de enkelte tableauer til, med stærke fængselsassociationer, at skrige af indestængt længsel og spøgelsesagtig ensomhed

Et spøgelse sparker handlingen i gang for alvor; Jacob Lohmann i en kort entre som Hamlets døde far, der opfordrer sin søn til at hævne sig, og så er vi ved at være der: ved Hamlet.

Esben Smed er sublim i titelrollen; drenget forskræmt over synet af faderens ånd, maskulin i sit (ganske poetiske) erotiske møde med Ofelia i forestillings åbning, provokerende og køligt manipulerende, når han flytter de øvrige karakterer rundt som skakbrikker, fortabelseslysten og rådvild, når han bliver i tvivl om, hvorvidt han virkelig er ved at blive gal, ekstatisk som en beruset teenager til en tysk tekno-fest, når han farer omkring på scenen, sammen med vennen Horatio, og sidst men ikke mindst skrøbeligt og insisterende refleksiv, når han henvender sig til publikum.

Smed mestrer alle Hamlets nuancer; fra såret faderløs søn, svimlende forskelet i sin Ofelia, men ude af stand til at håndtere sorgen, over begavet manipulerende, da han har fået til opgave at hævne sig på onkel Claudius, der har dræbt hans far og arvet både kone og krone. I forestillingens første del er Smeds Hamlet konstant på scenen; enten i konkret samspil eller med symbolsk nærvær; Hamlet er i alles tanker; denne magre unge prins med ild i øjnene og en stemme, der svinger mellem det inderlige, skarpheden fra en ragekniv, olympisk vrede og afmagtens smerteskrig; så enkelt og så stort.

Efter pausen viser Hamlet sig mere og mere som en begavet manipulator, da han afslører stedfar Claudius’ mordplan, og i stedet får sine illoyale venner, Rosenkrands og Gyldenstjerne, sendt til skafottet. Sympatien for denne Hamlet mister vi dog aldrig, for under det manipulerene, (lege)syge og frustrerede lag i figuren, giver Smed sin Hamlet en ren og sårbar længsel efter at forstå; forstå hvad et menneske egentlig er; men hvordan skal man kunne forstå sig selv i en grå verden befolket af ødelagte individer?

Foto: Emilia Therese

Forestillingen er først og fremmest Hamlets, og Smed bærer den dygtigt. Dette betyder imidlertid, at de øvrige medvirkende snarere fremstår som brikker i Hamlets selvforståelsesprojekt end som psykologisk nuancerede karakterer; En solid Jacob Lohmann leverer den selvsikre, men dog tvivlende, kong Claudius, mens Iben Hjejles dronning Gertrud er skøn at skue i Betzs pragtfulde purpurrøde kostume. Hjejle skildrer fint en usikker moder, hustru og kvinde, der ikke forstår det spil, hun er en del af. Stine Schrøder Jensen er en spændende fru Polonius, hvis selvsikkerhed hviler på en sokkel af glas; konstant nervesitrende som var hun en fjern kusine til Frøken Jørgensen i ”Matador”. Det er præcist og ganske morsomt. Alvin Bursøe er en renhjertet og troværdig Laertes, mens Laus Høybye og Mads Rømer-Brolin-Tani fjoller sig begavet gennem partierne som Rosenkrands og Gyldenstjerne; skabede, sleske, fulde af selvtillid – fulde af angst! Schrøder, Høybye og Brolin-Tani er desuden fine som graverne (spillet som var de importeret fra Becketts absurde teater), mens Anton Hjejle ikke får meget ud af sin Horatio; klædt i lyserødt fremstår han vag og uden den fornuftens stemme, teksten lægger op til. Hjejle begrænses her af et instruktørvalg, der antyder en homoseksuel længsel fra Horatio mod Hamlet, men lader det stå som en ufokuseret antydning, der ikke er gennemført.

Gennemført er til gengæld Sara Viktoria Bjerregaards fremstilling af Hamlets elskede, Ofelia; på én gang alfeagtig og erotisk leverer hun både sødme og et skræmmende vanvid, da hun, efter Hamlets mord på Polinius, bliver gal og synger sin smerte ud, så hårene rejser sig. Bjerregaard giver Smeds Hamlet forestillingens stærkeste modspil, og da hun, med symbolsk tilstedeværelse efter den afsluttende fægtekamp, lader Hamlet dø med hovedet i sit skød, er det en smuk kærlighedsforening, om end i døden, af to sjæle, der var for gode til en betændt verden; for der er noget råddent i Danmarks rige!

Råddenskaben sættes over for grundlæggende menneskelige følelser som kærlighed, angst og ensomhed, og forestillingen fremstår på én gang klassik og moderne; tro mod sit forlæg og tro mod sin samtid - ja, vi ser endda et par mundbind på scenen. Med dramatisk nerve, og en fin afbalanceret humor, fremstilles Hamlet her som et rigtigt menneske hvis eksistentielle overvejelser, vi kan spejle os i.

Hvad vil det sige at være menneske? Et stort spørgsmål, forestillingen ikke har besvaret, da den lader sin Hamlet dø med et ”Resten er tavshed”. Hvad kommer efter tavshed; refleksion?

Smeds Hamlet har ægget os til at reflektere videre; til at spejle os selv i sjælens spejl.