Anmeldelse: "Den vægelsindede" - Aarhus Teater

Dramatiker: Ludvig Holberg, iscenesættelse: Laurent Chétouane, scenografi: David Gehrt, kostumedesign: Sanna Dembowski, Lysdesign: Kasper Daugberg. Medvirkende: Anne Plauborg, Simon Kongsted, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Mathias Flint. Violinist: Toke Hansinius. Forestillingen set, d. 29/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Vægelsind og vådeskud

Foto: Aarhus Teater/ Rumle Skafte

Ludvig Holbergs komedie om den vægelsindede fru Lucretia er ikke blandt hans bedste; en vægelsindet hovedkarakter er et glimrende påfund, men selve komedien bæres mere af en opvisning i Lucretias humørskift end af en velfungerende intrige; karaktererne bliver aldrig udfoldede i samme grad som i Holbergs andre store karakterkomedier; flere af dem er forvist til at spille en letvægterrolle, hvor de entrerer lettere umotiveret, afleverer en pointe og forsvinder igen.

”De lystige koner i Windsor” hører heller ikke til blandt William Shakespeares mest åndfulde komedier, men Folketeatret gjorde, for nogle år siden, et kækt forsøg på at gøre komedien opførelsesværdig ved at rykke hele herligheden til det vilde vesten, hvor forestillingen blev en letbenet og lystig opvisning i pistolskyderi, lårswing og røgfyldt saloonstemning. Ikke at det havde meget med Shakespeare at gøre, men udliciteringen til det vilde vesten var gennemført.

Gennemført er desværre uendelig lidt i Aarhus Teaters opsætning af Holberg-komedien om den humørsyge galanterikræmmerske; det skulle da lige være manglen på stil og retning.
Tekstsiden er Holbergs, universet er et løseligt optegnet Westernmiljø, med en kønsløs pindebrænde-husfacade som scenografisk ramme, og spillestilen er et sammenkog af råben og mumlen, fysiske gags (der som noget af det eneste faktisk er veludført) og ikke mindst en overdreven brug af pauser mellem ordene og de fysiske handlinger, som får de tre timer i teatersalen til at føles som en ørkenvandring – med eller uden mundbind; en meget umorsom affære.

Intrigen er ellers morsom nok; enken Lucretia sidder i sin krambod dagen lang men skifter humør som vejrhanen drejer; dette går i særlig grad ud over hendes tjenestefolk, Henrik og Pernille, men også over et par borgerskabsfrøkener, Helene og Leonore, som hhv. trakteres med stor uforskammethed og en grænseoverskridende venlighed. For at straffe Lucretia, sender de to frøkener deres giftelystne brødre, Apicius og Eraste, på visit i kramboden, hvor de begge ræddes over Lucretias hhv. raseri og tungsindighed. En tredje bejler er den regelrette magister Petronius, der sågar møder op under fruens vindue med serenade og spillemænd, men må tage til takke med indholdet af Lucretias natpotte. Alle herrerne forventer, at Lucretia skal leve op til deres respektive drøm om en kvinde, men fruens utæmmelige vægelsind er ikke sådan at sætte skik på. Til slut, efter Apicius og Eraste har udfordret hinanden til duel, ender det hele med bryllup, da de to frøkener ægter hinandens brødre. Magister Petronius tilbyder Lucretia ægteskab, men fruen afslår; hun fornemmer nok, vægelsind og ægteskab ikke er skabt for hinanden; ligesom Holberg og det vilde vesten.

Westernuniverset, på Aarhus Teater, fremstår umotiveret og Holbergs tekst, som spillerne, med undtagelse af den garvede Anders Baggesen, ikke helt evner at håndtere, forholder sig slet ikke til de nye omgivelser; der tales fortsat om at trække sin kårde, og Holbergs København omtales som det mest naturlige, selvom forestillingens ydre ramme emmer lige så meget af Holbergs København som Lars Løkke Rasmussen af afbalanceret accept af tingenes tilstand – det er med andre ord umotiveret og uelegant.

Pudsig fremstår også instruktørens, den tyske Laurent Chétouane, faible for pauser. Man forstår godt, forestillingen varer tre timer, for der er plads til at læse op til flere akter af Holbergs komedie, inden de medvirkende får lov at sige en ny replik eller tage et skridt frem eller tilbage. Holbergs manuskriptet optræder i øvrigt fysisk på scenen, når flere af skuespillerne (med en noget forceret autenticitet) frekventerer dette, fordi de ikke kan huske deres replikker. Replikker, der desværre sjældent kan høres, fordi der generelt mumles og tales så lavt (bl.a. af de to ellers glimrende skuespillere Mette Døssing og Kjartan Hansen), at ordene langt hen ad vejen går tabt.
Tabt går også meningen, når de medvirkende, i en afslappet stil, driver rundt omkring på scenen under hele spillet; de får grineflip, giver hinanden stikord, rydder op efter hinanden, når et voldsomt fysisk stunt har efterladt et morads af campingborde og tørrestativer, og et stort spørgsmål melder sig: Hvorfor?  - og det er desværre det spørgsmål, den samle forestilling rejser. Man vil udfordre publikum, og det kundgør instruktøren fyndigt i programinterviewet, men er det begrundelse for at skabe noget, der mere er én (lang) dekonstruktion af en teaterforestilling end en egentlig forestilling?     

Det er ikke fordi, de medvirkende ikke kæmper bravt; både Christian Hetland og Viktor Pascoe Medom (i rollerne som hhv. Lucretias tjener Henrik og den forelskede Apicius) viser gode Holberg-anlæg, og formår (foruden Baggesen og den unge Mette Klakstein Wiberg, der syder af talent og spilleglæde de få øjeblikke, hun får lov at være på scenen) at formidle teksten troværdigt. Desværre er det Holbergske ords finesse, ligesom karakterernes nuancer, ikke let at opdyrke i Laurent Chétouanes lystmord på Holberg og komediegenren. Som et lyspunkt, fuld af elegant underspil, fremstår musiker Toke Hansenius, som akkompagnerer vanviddet med både charme og timingsfornemmelse.

”Den vægelsindede”?; Anne Plauborgs Lucretia når aldrig at sætte sig igennem som et centrum i forestillingen; Plauborg gør, hvad hun kan, og har god sans for både timing og stemningsskift, men hun frarøves opmærksomheden af al den larmende staffage, Chétouane synes at have som koncept for sin iscenesættelse; en staffage, der emmer af modsigelser og inkonsekvens. Er iscenesættelsen den sande vægelsindede?

Pistolerne trækkes i forestillingens slutning – skønt, der tales om en duel på kårder. Dog synes det eneste skud, der denne aften blev affyret på Aarhus Teaters Scala Scene, at være et vådeskud.   

På Aarhus Teaters hjemmeside anfører teaterchef Trine Thomsen, at man på forhånd vidste, der var tale om en instruktør med faible for kontroversielle valg; men hvad hjælper det?

Én ting er at drage til det vilde vesten -  værre er det, når pointen flyver sydover.