Anmeldelse: Hedda Gabler - Aalborg Teater

”Hedda Gabler” af Henrik Ibsen, iscenesættelse: Hans Henriksen, scenograf: Nicolaj Spangaa, lysdesign: Kasper Daugberg, oversættelse og modernisering: Jens Christian Lauenstein Led. Medvirkende: Bolette Nørgaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Line Nørholt, Marcus Gad Johansen og Martin Ringsmose. Forestillingen set ved forpremieren, d. 24 september 2020.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Med næsen mod ruden

Hun tænder og hun slukker; for udsigten til efterårsløvet, for mændenes begær og for sine egne følelser. Henrik Ibsens Hedda Gabler-skikkelse er inden for de seneste år blevet tolket i flere forskellige retninger på danske scener; af Johanne Louise Schmidt i Det Kgl. Teaters hedengangne Røde Rum, af Marie Louise Wille på Aarhus Teater og nu af den talentfulde Bolette Nørgaard Bang på Aalborg Teater. Bangs Hedda tænder for lyset i et efterårs-miniaturelandskab ved forestillingens begyndelse og hun slukker for sig selv, med hjælp fra en pistol, da vi når slutningen. Blodet sprøjter op på glasset; det glas, Hedda ser igennem; det glas, der afskærmer hende fra verden.

Scenografen Nicolaj Spangaa har skabt et stiliseret og minimalistisk rum, der ligger langt fra Ibsens klunkestue, men samtidig fastholder ideen om den udsigt, den nygifte Hedda aldrig bevæger sig ud i. De store vinduespartier, udformet som et glasbur, fungerer som en symbolsk afspejling af Hedda Gablers indre konflikt; Hun er udstillet som et sjældent dyr i zoologisk have. Sat til skue som prydsgenstand i liebhavervillaen, hun altid har drømt om, med tomheden og ensomheden som daglige gæster. Elegant og selvbevidst færdes hun i det tomme rum, men som den eneste af forestillingens karakterer forlader hun ikke dette bur; Hedda er afskåret, og når hun trykker næsen flad mod ruden, med barnlig iver, mærker vi længslen og afmagten hos den kvinde, alle forstår er særlig, men ingen forstår i særlig grad.

I centrum af spillet står Bolette Nørgaard Bangs Hedda; fremragende fortolket som en kvinde, der på overfladen oser af selvsikkerhed, mens hun flirter og manipulerer sig legende og elegant gennem Ibsens dagligestuedialoger. Bang formår samtidig at vise afmagten og den dybe afgrund, der lurer under overfladen, når hun vha. af videoprojektionernes nærbilleder, med små sommerfuglesitrende, mimiske udtryk, lader os forstå, at Heddas ydre og indre står i et brændende modsætningsforhold til hinanden. I flammer står også det manuskript, Heddas hemmelige kærlighed, Ejlert Løvborg, har skrevet, mens han i øvrigt kandiderer til den samme professorstilling, som Heddas ægtemand, Jørgen Tesman. Heddas veninde Thea Elvsted har hjulpet Løvborg, som hun forguder, og ser manuskriptet som et kærlighedsbarn, hun og Ejlert har skabt sammen -  men også Thea indhylles i Heddas fintmaskede net af fortrængte følelser. Er Hedda jaloux på sin veninde? Nyder hun at destruere andres liv fra sin plads i dagligstuen, hvor hun, som en edderkop, indfanger andre i sit spind? Bolette Nørgaard Bang lader spørgsmålene være uafklarede, men hendes afmagtsreaktion og rasering af stuens kunstige blomster i et smerteskrig, der er hentet op fra en fortvivlet kvindes allerdybeste smertekrater, gør et uudsletteligt indtryk.  

Rundt om Hedda er de øvrige karakterer placeret i trekantsrelationer fra Ibsens side, og disse trekanter dyrker instruktøren Hans Henriksen med varierende intensitet. Heddas relation med dels sin mand, Jørgen (en bedårende akademiker-forvirret Ferdinand Falsen Hiis, der lader dæmonien skinne igennem i små skarpe glimt, når han beruset kommer hjem fra fest, men hurtigt finder tilbage til sin professordistræte tone, i hvilken den småborgerlige Tesman trods alt er mest tryg; seksualiteten er nok trods alt for stort et emne at forholde sig til.) og husvennen Dommer Brack (en skarptsleben og veltalende Martin Ringsmose, der fylder sine pauser med erotisk længsel og manipulation, som man fyldte indkøbsposerne d. 11. marts) er særdeles fængende, og denne står som forestillingens egentlige centrum; forstadsfruen, der længes, men alligevel ikke tør give sig hen til livet; hun lever det bedst gennem andre, og hendes flirt med Brack (mesterligt spillet af Bang og Ringsmose) emmer af undertrykt desperation; Brack forstår hende et stykke af vejen, men er, når det kommer til stykket, lige så manipulerende som Hedda selv; et farligt magtspil med den godtroende Jørgen Tesman som en intetanende tredjepart.

Imidlertid er trekantrelationen mellem Hedda, Ejlert Løvborg og veninden Thea Elvsted svagere tegnet op i forestillingen. Skuespillerne Marcus Gad Johansen og Line Nørholt, der tappert forsvarer de to sidstnævnte karakterer, mangler plads til at folde deres figurer ud; ikke fra Ibsens hånd, men fra instruktørens. Nørholts godhjertede men forvirret klynkende Thea Elvsted og Johansens sympatiske og undskyldende tvivler af en Ejlert Løvborg, uden den erotiske farlighed, som kan indfange en Hedda Gabler, stod her ved forpremieren for svagt i sammenhængen, når de skal spille op mod relationen mellem Hedda, Brack og Tesman. Farligheden, fortvivlelsen og ikke mindst forelskelsen i dette trekantsdrama underspilles med det resultat, at forestillingens klimaks, omkring Løvborgs død, kommer til at fremstå som et postulat; har Hedda virkelig så mange følelser investeret i Ejlert?; Dommer Brack virker mere dragende på hende end Løvborg. Man kan håbe, at trekantsdramaet, med Løvborg i centrum, får mere vægt i forestillingen som spilleperioden skrider frem.

Samlet set er forestillingen dog et stærkt bud på en nutidig Ibsen-fortolkning. Jens Christian Lauenstein Led har nænsomt oversat og moderniseret teksten, og Hans Henriksens iscenesættelse dyrker dygtigt kontrasterne mellem realisme og stilisering, drama og humor, understøttet af et smagfuldt symbolladet lysdesign af Kasper Daugberg og en stærk, stemningsskabende lydside.

Hvem er hun, Hedda Gabler?; en mystisk – og næsten mytisk -  hvidklædt kvindeskikkelse, der i forestillingens åbning taler om efterårets gule blade; måske en metafor for hendes eget sind?  En meltalt falmet skønhed, der venter på at blive visket helt væk, når mørket uafvendeligt indfinder sig. 

Bangs Hedda viser i glimt, hun stadig er fuld af liv og længsel, men hvem kan overleve i et udstillingsvindue – selv med næsen mod ruden?