Anmeldelse: "Forræder" - Randers Teater

Manuskript: Andreas Dawe, instruktion: Kurt Bremerstent, scenografi: Claus Helbo, musik og lysdesign: Claus Carlsen. Medvirkende: Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg og Caspar Juel Berg. Forestillingen set på Randers Teater, d. 25/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fra den lukkede skuffe

Han åbner skuffen; den gamle Carl i Erik Viinbergs skikkelse. Op tager han en soldaterhue og andre rekvisitter, der indgår i den historie, han, i et langsomt, nærmest faretruende, tempo, opruller for publikum. Denne ældre mand er tydeligvis i færd med en oprydning; på hylderne i scenografiens brune reol ligger stakke af papirer. De er ikke sirligt anbragt, men dog sorteret. Reolen suppleres af diverse mindre møbler med en række skuffer – lukkede vel at mærke! Er det som om, der er noget, den gamle Carl vil holde skjult?

Der er noget med tænderne hos Viinbergs Carl, der fungerer som forestillingens fortæller, og da forestillingen er spillet til ende forstår vi, at disse tænder, der stadig i alderdommen volder ham vanskeligheder, er synonym for den grufulde oplevelse, han har haft som tysk soldat ved den russiske front under 2. verdenskrig; en oplevelse, en ældre mand i livets efterår modstræbende må tage frem og se på; fra den lukkede skuffe.

Forestillingen etablerer med indføling og sårbarhed sin fortæller, så vi får lyst til at lytte; denne mand har noget på hjerte.

Bankende hjerter – og adrenalin i kroppen – får vi endvidere bragt på scenen, når gamle Carl lader hukommelsen hvirvle tilbage til sin ungdom, og pludselig fremstår for os på to planer; dels som den livserfarne, men også uforløste, mand, og dels som den unge, livslystne, men også eftertænksomme knøs fra Randers. En ung mand, der af sin bedste ven opfordres til at melde sig i tysk krigstjeneste hos Waffen ss.

Den unge Carl (dygtigt spillet af Mathias Hedegaard Andersen med lige dele ungdommelig glæde og voksende tvivl, som var han Hamlet på jagt efter en fadermorder.) lader sig snildt forføre af opfordringen fra vennen Mikkel (spillet af Caspar Juel Berg som et råt macho-brød, mere styret af lyst og drift end af empati og refleksion), der selv er forført; dels af (vist indtil flere)kønne piger fra Randers, men også af sin far (Viinberg som en livsfarlig besnakkende professortype), der har set et lys i Hitlers projekt.

Den unge Carl må tage et hårdt opgør med sin gårdmandsfar (Viinberg i rørende spil som en følelsesforkrampet mandsling med en afdød hustru og en spillevende angst for, hvem der skal passe gården, hvis Carl forsvinder).  Her introduceres forestillingens overordnede spørgsmål; hvad vil det sige at være forræder? Er det at svigte sine nærmeste eller er det at svigte sig selv? Carl vælger eventyret med bonkammeraten frem for hjemstavsforventningerne.

Forestillingen opruller derpå, i et veladministreret roligt fremadskridende tempo, hvordan de to unge mænd rejser først til Tyskland, hvor de oplæres som soldater, og siden til den russiske front. Undervejs støder de på skikkelser, man helst ville have efterladt i den mørkeste afkrog af den lukkede skuffe (Viinberg er mesterlig som bl.a. iskold tysk officer, med stemme som en guillotine, og som en forhutlet togpassager, hentet direkte ud af det tredje riges frygt og elendighed; en mand, der ved, hvad der venter de to unge knøse. Han bruger ikke mange ord, men mimik og betoning siger det hele).

Den unge Carl bliver undervejs mere og mere i tvivl om, hvorvidt, hans beslutning var rigtig; er det Hitlers Tyskland, der er den store forræder? Da han efter sjælskradsende overvejelser vælger at sige stop, kommer det til et eksistentielt opgør med vennen Mikkel, for er de ikke uadskillelige venner? Skulle de to ikke holde sammen for altid? For den sårede og nærmest dyriske Mikkel (i en mesterlig opgørsscene, hvor Berg viser sig som en fin følelsesformidler) er der ingen tvivl; Carl er en forræder, Mikkel hellere vil dø end at modtage en hjælpende hånd fra. For Carl derimod er Mikkel måske nok en forræder, der har forført ham til den helvedes forgård, fronten er, men som Carl alligevel har så stærkt et venskab med, at han vender tilbage for at redde ham.

Men er det muligt at redde et menneske fra sig selv?

Den gamle Carl fungerer som kommenterende fortæller, og det er ham, der er forestillingens centrum. Viinberg er en ø af skuespilkunst, når han, med den gamle herres sårbarhed, tvivl og fortrængninger, genoplever dette helvede, der gennemspillede sig med tusindvis af danske unge mænd som magtesløse statister. Får han det svar, han så brændende ønsker sig? Hvem var egentlig forræderen? Man kan ordne, sortere og lægge i bunker, men findes der ting i den lukkede skuffe, der er for smertefulde til fuldt og helt at kunne fattes?

Sammen spænder de tre mandlige skuespillere over et helt klaviatur af følelsesmæssige udtryk – Det er gravalvorligt, men kalder heldigvis også af og til på et grin; Det er ganske enkelt gribende!

Instruktør Kurt Bremerstent har, med sikker hånd, drysset en række af det episke teaters fortællende virkemidler ud over forestillingen; præcis som i sin Reumertnominerede forestilling ”Hesten” skaber han, med få virkemidler i Claus Helbos virkningsfulde hylde- og skuffescenografi, rystende billeder af en støvet og forvrænget krigsramt verden, hvor kærlighed og venskab er under angreb. Claus Carlsens stemningsfulde lysdesign understøtter de enkelte tableauer stærkt; det samme gør lydsiden. Små virkemidler, der udvider sig til stort teater.  

Hvornår forråder man andre og hvornår forråder man så sig selv? Hvordan går man fra at være en flødeskumsdreng til at stå med blod på hænderne, og kan man forråde den ven, man har blandet blod med?

Én ting er sikkert: Da Viinberg har åbnet gamle Carls fortrængnings-skuffe, lader den sig ikke lukke igen!