Anmeldelse: "Kærlighedens forrykte former" - Aarhus Teater

 Forfatter: Stefan Zweig, dramatisering: Johanne Petrine Reynberg/Josephine Eusebius, iscenesættelse: Anna Katrin Einarsdóttir/Sullivan Lloyd Nordrum, scenografi: David Gerth, lysdesign: Kasper Daugberg, lyddesign: Kim Engelbredt, medvirkende: Nanna Bødtcher, Frederik Mansø, Kjartan Hansen og Ane Stengaard Juul. Produceret af Aarhus Teater i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole. Forestillingen set, d. 10/11-2020

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

 I lidenskabens labyrint

 

En labyrint danner en metaforisk ramme om Aarhus Teaters opsætning af to noveller af østrigske Stefan Zweig. Mellem store metalrammer og halvt gennemsigtige skærme gennemspilles to simple fortællinger om komplicerede relationer; om vilde følelser og om den erotik, der ikke vil gemmes bag stivede skørter eller akademisk konversation. Rummet fremstår sort og hvidt; karaktererne i fortrængt fuldfarve. De to Zweig-noveller er dramatiseret og iscenesat af hver sit hold af talenter fra Den Danske Scenekunstskole. To forskellige udtryk, samme motiv og helt igennem æggende. 

 

I forestillingens 1. akt har Anna Katrin Einarsdóttir iscenesat novellen ”Brændende hemmelighed”, 1911, som er begavet dramatiseret af Johane Petrine Reynberg. En lineær fortælling om en forsømt hustru, der ferierer på et ensomt hotel i Schweiz med sin tolvårige søn, Edgar. Drengen skal rekreere sig efter en sygdom, og får en ny ven i hotellets nye, interessante gæst; en ung baron. Baronen er dog primært interesseret i Edgars mor, som han snart lokker i seksuelt fordærv. Mor Mathilde er let at friste, med ægtemanden ude af syne, og som den androgyne Lobbyboy siger det: ”Der er vist aldrig nogen, der har spurgt, hvad De har lyst til?!” - (Ane Stengaard Juul er suveræn som en venligt indbydende og beregnende iagttagerskikkelse; ikke mand, ikke kvinde, men sitrede af humor, lyst og afventende vildskab). Her ledes gæsterne sammen i en følelsesmæssig orkan; et nydelsesfyldt moralsk forfald.

 

"Brændende hemmelighed", foto: Aarhus Teater 

Frederik Mansø er glimrende som Edgar, der, iført stift matrostøj, fascineres af Baronens historier om

kampen med en tiger; her er en rigtig mand at se op til. Mansø spiller rollen med både drenget naivitet, sprudlende livsglæde og sydende jalousi; sidstnævnte aktiveres, da moderen beslaglægger Baronen, og bringes til eksplosivt udbrud, da Edgar opdager sin Mamas natlige samvær med Baronen i skoven (et abstrakt og uhyggeligt rum skabt med Kim Gluds videoprojektioner). Som Edgars mor er Nanna Bødtcher rank og følelsesmæssigt stækket – fint illustreret med kjolens stramme snøreliv; hun broderer og begrænses af 1800 tallets kønsrolleforventninger. Således er hun et oplagt bytte for Kjartan Hansens lapsede, verdensmandslignende baron (desværre med en noget utydelig diktion), som både forærer hende en hvid rose, og venter noget til gengæld. Baronen fordufter hurtigt, efter Edgars afsløring, og Mathildes angstfyldte blik, da Lobbyboy (næsten ondskabsfuldt) melder, at ”Papa” er på vej, siger det hele; hun har overtrådt en hustrus beføjelser, og deler nu den brændende hemmelighed med sin søn; en hemmelighed, der kan fælde hende på et øjeblik, hvis Edgar indvier sin far i, hvad der skete i skoven.

 

I Anna Katrin Einarsdóttirs iscenesættelse understreges individets stækkede situation i et nærmest koreografisk stiliseret arrangement. Skuespillerne bevæger sig synkront rundt i labyrintens gange og går fra tid til anden helt i frys; et billede på det jerngreb, Victoriatidens moralkodeks holder mennesket i. Det velfungerende ved iscenesættelsen består først og fremmest i, at udtrykket er så tilbageholdt; vi mærker karakterernes sitrende desperationen efter en forløsning. En desperation der effektfuldt kontrasteres af Lobbyboy, der er skamløst indladende over for såvel karakterer som publikum - mens hun plukker bladene af den hvide rose! Forløsningen er mulig - hvis vi ellers tør give slip.

 

"Følelsernes forvirring", foto: Aarhus Teater

At give slip er også motivet i forestillingens 2. akt, hvor Josephine Eusebius har dramatiseret novellen

”Følelsernes forvirring”, 1927, i en montagedramaturgi, hvor vi dels følger en kronologisk fortælling og dels får den kommenteret af hovedpersonen Roland; en ung universitetsstuderende med hæmningerne uden på sin cardigan. I Sullivan Lloyed Nordrums legende iscenesættelse veksles der mellem det komiske og det indfølte i skildringen af den unge Roland (en velspillende Mansø med lysende øjne og en febrilsk trang til at elske) og hans betagelse af den ældre engelskprofessor, Mr. Smith (som i Hansens fremstilling fremstår både optændt af en flammende passion samt knugende uforløst og længselsfuld). Nordrums iscenesættelse er centreret om relationen mellem Roland og professoren, der mødes på universitet i 1950’erne; begge mærker de en farlig gnist, der antændes. ”Man kender ikke et menneske, før man har set det i sin mest flammende form” siger professoren i sin indledende forelæsning om Shakespeares tragedier; Smiths store passion, der skulle være blevet til et værk i flere bind. Nu tilbyder den renhjertede Roland at hjælpe sit idol med at realisere projektet, de to mænd indgår en symbiose, og derfra er alting ”sat i skred” som Roland siger i sin afslutningsreplik.

 

Mansø og Hansen gennemspiller, med en smuk sårbarhed, hvordan de to mænds gensidige betagelse, og samarbejde om færdiggørelsen af professorens Shakespeares-værk, sætter skred begæret; begge ønsker at blive sat fri, men også her kommer konventionerne på tværs. Med en fin brug af pauser, fysisk tøven, febrilske udbrud og ord, der ikke slår til, skildres de to karakterer, både på manuskript- og iscenesættelsesplan, ganske stærkt.

 

Som et fængsel fremstår den lilleverden, de to befinder sig i, hvilket illustreres via forestillingens kvindelige karakterer; Roland møder professorens kølige hustru, Charlie (en både venligt afmålt og totalt afvisende Juul). Da hun forfører den forvirrede Roland, har man indtrykket af, hun primært vil ramme sin, på flere planer fraværende, husbond ved at lægge sin hånd på hans protegé; jalousi som projektion af sorg og manglende ømhed - Juul spiller det med præcision. Med samme nøjagtighed giver Bødtcher os en vammel værtinde, iført metalfingerbøl, der skaber ubehagelige mislyde fra en verden, hvor mænd ikke må elske hinanden. Bødtcher er endvidere ildevarslende som byens sortklædte, bibelkredsledende frue, der nok ved, hvordan skyld og straf skal fordeles.

 

Da professoren endelig åbenbarer sin fortid for Roland, efter at have afvist ham i desperation og angst for det erotiske i deres relation, forstår vi, at den passionerede Shakespeare-elsker er et menneske, der aldrig har fået lov at udfolde sig fuldt; en forløsning for Roland, der kan spejle sig i Smith, men også en dyb kærlighedstragedie - fint sat i perspektiv af de mange referencer til ”Romeo og Julie”.

 

Forestillingen er dynamisk iscenesat med en velgørende brug af humor, der dygtigt kontrasterer seriøsiteten og styrker udsigelsen; følelsernes forvirring er et grundvilkår, og ydre rammer er snerrende bånd for kærlighedens veje og erotikkens himmelflugt.

 

2. akt er mere energi- og tempofyldt end sin forgænger, men de to forskellige novelle-iscenesættelser spiller smukt sammen og viser os, på tværs af historiske perioder, hvordan tilbageholdte længsler skaber ulykkelige mennesker.

Den velfungerende scenografi, af David Gerth, er, med få ændringer i pausen, den samme i hele forestillingen; den metaforiske labyrint, hvor man så let kan fare vild i sin søgen efter legen, livsglæden og lidenskaben; her mødes kærlighed og lyst, livskraft og konventioner. 

Hvem kan sprænge rammerne? Ifølge Stefan Zweig kan vi alle; hvis blot vi tør….