Anmeldelse: "Romeo og Julie" - Aalborg Teater

Forfatter: William Shakespeare, oversættelse: Niels Brunse, instruktion: Hans Henriksen, scenografi: Markus Karner. Forestillingen set d. 15/9 2017.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Kærlighed på brakmarken

Kærligheden overvinder alt. Det vil vi mennesker i hvert fald gerne tro på, selv når omstændighederne er kærlighedens direkte modstandere.

Krig, had og evig mistro har raseret det engang smukke og harmoniske Verona i Aalborg Teaters opsætning. Scenografien er gold og afpillet som en krigshærget egn i Afghanistan; en ensom husfacade, et benet stilads, en græsklædt bakke og et metalklædt bagtæppe, der giver associationer til brynjer, skarpe klinger og skrigende kulde. Der er ikke meget menneskelig varme at komme efter i instruktør Hans Henriksens Verona.

I disse rammer forsøger fyrsten - en eftertænksom og veltalende Martin Ringsmose -  at opfordre til fred. I en indledende monolog prøver han at mane til besindighed, men igen er omstændighederne i vejen. Denne fredstale leveres af en mand, der står i et trangt bur af en talerstol, som er beklædt med blå teltdug – antageligvis af den skudsikre slags; han virker ikke tryg, og da alle medvirkende får udleveret en pistol af fyrsten efter fredstalen, er forestillings grundlæggende modsætning lagt fast; vi ønsker at leve i fred og gensidig tillid, men færdes altid med mistroen og et skarpladt våben som følgesvend. Pistolskuddene brager løs! Det er højt, det er stærkt og det er intenst – Verona er ikke noget rart sted!

I disse rammer - og med de skarpladte våben i hånden på alle medvirkende – udfolder sig nu det kærlighedsdrama, der måske kunne have fordrevet kulden. Den unge Romeo er rastløs og hvirvler rundt i overfladiske forelskelser, som hans venner, Benvolio og Mercutio, dels forstår og dels skoser ham for - det er hhv. Stanley Bakar, Christian Gade Bjerrum og Ferdinand Falsen Hiis i en herlig og velspillet bromancerelation – men pistolerne sidder limet til hænderne, for kan man egentlig stole på andre end sig selv?

Shakespeares tekst fyger gennem luften som pile, og det er kendetegnende for hele forestillingen, at de medvirkende behersker sprogtonen, versene og får teksten til at leve. Her må man igen se på forestillingens grundlæggende modsætning; Shakespeare virtuose, billedrige og poetisk blomstrende tekst sat op mod den visuelle brakmark, der kaldes Verona. Det er et modigt valg af instruktør Hans Henriksen at gå så rendyrket efter kontrastvirkningen mellem det smukke og det raserede, men det er velvalgt og teksten kommer til at virke særdeles stærk; den afleveres i omgivelser med skønhed og harmoni i bakspejlet, og sproget fører sin egen kamp mod kulde og foragt. Det er et modigt og velfungerende instruktørvalg

Begivenhederne tager fart, da Romeo forelsker sig i Julie, datter af den slægt, hans egen slægt ligger i krig med. Nanna Skaarup Voss er skiftevis alfeagtig poetisk, rådvild, stærk og svimlende afmægtig i sin forelskelse i Romeo og i samspillet med Bakar får hun luften til at stå stille, når deres mest intense og ømme replikker afleveres til hinanden pr mikrofon på stiladsbalkonen. Kun pr mikrofon kan de elskende udtrykke det, der findes allerinderst i deres frådende indre, og ægte kærlighed tager ikke hensyn til, at det krigshærgede Veronas bedste bud på en balkon er stiladsudgaven. Igen dyrkes kontrasterne med held; det skrabede visuelle udtryk mod de smukke ord og de lidenskabelige følelser. Dog beholder både Romeo og Julie pistolerne i hænderne; det sværeste er at slippe sin mistro i en verden, hvor mistro er hverdagskost. Da Julie endelig, i slutningen af forestillingen, lader sin amme – en sublimt spillende Kathrine Høj Andersen, der er både geskæftig, pragmatisk og omsorgsfuld -  overbringe Romeo sin pistol som kærlighedspant, tror man på, at der er tale om total hengivelse, for hvornår vover man ellers at give afkald på muligheden for at beskytte sig selv?

Som bekendt lider Romeo og hans Julie en krank skæbne; Romeo myrder Julies fætter Tybalt - en hårdkogt Lars Topp Thomsen – som hævn for, at han har myrdet Romeos ven Mercutio (Ferdinand Hiis’ dødsscene er endnu et eksempel på den stiliserede poesi, som forestillingen behersker så fornemt og som er en fin kontrast til scenerummets krigszone.) Romeo erklæres fredløs og nu er det kun den indsigtsfulde fyrste, der kan føre de to unge elskende sammen og frelse Julie fra det ægteskab, hendes forældre har arrangeret. Jørgen W. Larsen og Marion Reuter leverer som hr og fru Capulet et på overfladen empatisk forældrepar, der dog viser sig som fuldstændig følelsesmæssigt afstumpede. Med Larsens gemytligt nedladende far og Reuters småalkoholiserede og utilnærmelige forstadsfrue af en mor, forstår man godt, Julie ønsker sig væk – meget kærlighed har hun næppe mødt, før hun fandt sin Romeo.

Hendes frier, Paris - en sympatisk Sebastian Aagaard-Williams, der kynisk misbrugens i slægtens magtspil – finder imidlertid sin kommende brud død i sovekammeret på deres bryllupsmorgen, for Julie har drukket en væske, der har bragt hende i en dødlignende søvn, hun vil vågne af efter to døgn, hvorefter hun kan flygte med sin Romeo – problemet er blot, at Romeo ikke får besked om planen. Han finder sin Julie død og tager livet af sig selv af sorg. Julie vågner, ser sin døde elskede og tager livet af sig selv. Stive og afmægtige sidder Skaarup og Bakar i sluttableauet mens forestillingens øvrige medvirkende er placeret bag dem som et publikum.  Fyrsten leverer en afsluttende salve til publikum om, at man bør tage ved lære af det ulykkelige, der her er sket. Kærligheden overlevede ikke sin vandretur over brakmarken og man kan have sin tvivl om, hvorvidt Verona står til at redde.

Instruktøren Hans Henriksen har taget radikale valg i sin iscenesættelse, men enkeltelementerne går, med meget få undtagelser (som f.eks. de to selvmord til slut, hvor man savner en konkret aktion i stiliseringen) op i en højere enhed. Der skabes rystende billeder af, hvad der sker med kærligheden, når hadet og mistroen hersker. Scenografiens slagmark og Shakespeares smukke ord komplimenterer hinanden på bedste vis, og at en pistol omtales som en kårde, understreger fint, at der i Verona findes en grundlæggende uoverensstemmelse mellem drømmen og fred og poesi kontra den barske virkelighed, hvor alle er bevæbnede og selv nære venner sigter på hinanden med et skarpladt våben – man ved jo aldrig….

Forestillingens skuespillere yder alle flotte præstationer i deres respektive roller. Der er hele tiden noget på spil og der er i det velfungerende arrangement en forfriskende vekselvirkning mellem fysisk komik og alvor og navnlig hos Skaarup og Bakar som de unge elskende en fin vekselvirkning mellem ydre og indre energi.

Foretrækker man en Shakespeareopsætning med lut, pibekraver, og fjer i baretten skal man ikke se ”Romeo og Julie” på Aalborg Teater. Hvis man derimod ønsker at lade sig røre af en fortælling om store følelser i trange kår og går ind på den præmis, Hans Henriksen har instrueret sin forestilling på, kan man ikke undgå at blive rørt ved mødet med den berusende kærlighed, der står som en viljestærk men enlig blomst på Veronas brakmark.