”Du kører bil med lukkede
øjne, men du tør ikke gå ind til far”. Sådan siger den retskafne og ordentlige August
til sin noget mere anløbne bror, Christian i begyndelsen af afsnittet. De to
brødre, August, der er præst, og Christian, der netop har afleveret sit
speciale på CBS, er på vej til en afslutningsdebat, hvor deres far, Johannes,
skal forsøge at sælge sig selv som kommende biskop til Københavns stift. På én af
tilhørerbænkede sidder drengenes mor, Elisabeth. På én gang stolt af sin
karismatiske ægtemand og foruroliget over de spændinger mellem sine tre mænd
hun fornemmer. Hun bevarer roen – også da Johannes ikke bliver valgt til biskop;
det samme kan man ikke sige om Johannes selv.
Seriens første afsnit
fænger ved præsentationen af sine fire hovedkarakterer Johannes, Elisabeth,
August og Christian. Tilsyneladende er det de tre mænds respektive historier,
vi følger: to brødre der elsker hinanden, men hvis relation også er præget af
jalousi. Familiens sorte får, Christian, der temmelig forgæves kæmper for sin
fars anerkendelse, kan måle sig mod sin bror August, der er en vellidt præst –
ikke engang rundet de 30 år - , er gift og har gjort det hele på den, i faders
øjne, rette måde. Men også sødmælksdrengen, har sit at slås med. Han drømmer om
at blive udsendt som feltpræst, og pludselig byder chancen sig. Samtidig bliver
han opfordret til at søge en stilling som præst ved Marmorkirken, og hvem siger
nej til det? Jo, tvivlen nager begge brødre Hvordan skal lyst og pligt afvejes
ift. hinanden og først og sidst; hvilken rolle skal faderen spille i de to unge
mænds liv? Serien lancerer denne faderskikkelse på to niveauer; den himmelske
far, Vorherre, og den jordiske far; Johannes – begge imposante skikkelser.
Provsten Johannes Krogh
er den mest centrale figur i afsnittet. Vi følger hans sejrssikre vej mod
bispesædet, og vi er vidne til hans raseri og afmagt, da planen ikke lykkes. En
mand, der kan være en sand engel i sin kærlige og rene tro, som det ses i den smukke
scene med et sognebarn, der er bange for døden, som er kærlig over for sin
kone, er en imødekommende arbejdsgiver og har respekt for dem, der står ham
nær. Men englene flankeres af en flok dæmoner, der slippes fri, da bispevalget
ikke falder ud til Johannes’ fordel. Han forsvinder på én af sine ”ture, som
hans kone Elisabeth øjensynligt har oplevet før; han turer rundt i byen om
natten, drikker sig fra sans og samling, har sex med en kvindelig ansat i sin
kirke – vist heller ikke for første gang – og råber sin afmagt op til den
natmørke himmel; et råb til den himmelske far, som Johannes både elsker og
hader; som han det ene øjeblik takker for alt det gode og det næste øjeblik
skoser for at have svigtet ham. Når der på væggene hænger aneportrætter af 250
års præsteslægt, så synes der imidlertid ikke at være andre muligheder end at
bide tænderne sammen og følge herrens veje! Johannes slås med sine dæmoner og
det vanvid, der bor i hans sind – og som sønnen Christian løfter en flig af
sløret for, da han under en bytur fortæller sin vens kæreste om Grundtvig, der
gæstede familien Krogh i 1800-hvidkål og pludselig lå i høet med husets frue.
En Grundtvig der – med Christians ord - var maniodepressiv; noget der lader til
at være nedarvet i slægten.
Serien præsenterer en
mængde temaer i sit første afsnit; forholdet mellem Gud og præst, mellem far og
sønner (måske to sider af samme dag), søskendejalousi, tvivl, kærlighed og skam.
Alt centreret om provsten Johannes og hans to sønner, mens mor Elisabeth er ser
til og medierer; på én gang foruroliget, kærligt overbærende, pragmatisk og
knuget.
Adam Prices manuskript
formår på fin vis at introducere et (heldigvis overskueligt) persongalleri, der
har troen (den religiøse eller den eksistentielle) som fælles knudpunkt. Dialogerne
er velskrevne og handlingen er sandsynlig (om end den hønefulde Johannes’
bisættelse af et sognebarn, der ender med, at præsten selv falder i graven,
måske er på kanten – pointen var allerede klar; når pligten – og Vorherre-
kalder, er der ingen kære mor.
Spillet er holdt i en
realistisk stil, hvor instruktøren giver plads til velgørende pauser, der i
denne episode er lige så sigende som ordene. Lars Mikkelsen er på én gang
elskværdig og ganske skræmmende som Johannes – provsten der nages af sine egne
ambitioner og hele tiden må slås med stemmer fra hhv. engle og dæmoner. En
kompliceret (og farlig) mand, der støttes af Ann Eleonora Jørgensens hustru,
Elisabeth. På overfladen fast som en klippe, men følelsesmæssigt hærget af at
skulle holde sammen på en familie med tre splittede mænd. Loyal til fingerspidserne
men sitrende af indre spændinger, når hun plukker æbler i præstegårdshaven. Det
er stærkt spil. Simon Sears’ Christian deler det komplekse sind med sin far,
Johannes, og er tynget af sit stempel som familiens sorte får, for hvem intet
går som en leg. Det er velspillet og det bliver interessant at følge denne
karakters udvikling både i forholdet til sin far og til sin bror. Som
afsnittets absolut mest renhjertede og sympatiske karakter er Morten Hee
Andersens August fanget mellem sit ønske om at gøre det gode for andre og en
spirende tvivl om, hvordan han kan gøre det gode for sig selv. En søn, der er
opdraget til at gøre alle tilfredse og har indfriet sin fars ambitioner, men
som måske fik noget at tænke over, da hans far stak ham én på hovedet lige før
en begravelse, den hjælpsomme August tilbød at tage for sin skidefulde far. Der
er masser af spændende udviklingspotentiale i alle fire figurer, og vi kan kun
glæde os til at se, hvordan historien fortsætter næste søndag.
Samtidig vil vi se frem
til at få uddybet, hvad der var galt med Augusts farfar (en sløret Stig
Hoffmeyer i seriens indledning) og hvilken symbolik, vi skal lægge i den lille
fugl, Elisabeth fandt død, men som genopstår af mulden ved afsnittes slutning.
Alt i alt et vellykket og
interessant anslag til en dramaserie om, hvad tro og tvivl gør ved mennesker,
og hvordan engle og dæmoner altid følges ad; for det er ikke nær så skræmmende
at køre bil med lukkede øjne, som det er at skulle stå til ansigt til ansigt
med sin gud – eller med sin far!
”Herrens
Veje”, en dramaserie af Adam Price, instrueret af Kaspar Munk, første afsnit
sendt på DR1 søndag, d. 24/9 2017
Ingen kommentarer:
Send en kommentar