Et surt opstød om tv-tendenser...

Halløj! Så er der nye store tanker i de små sko! Denne gang vakt til live af den transmission af Hr. Møllers jordefærd, som DR1 og TV2 simultant blænder op for i dag.

Jeg vil ikke her kaste mig ud i en diskussion af, hvorvidt den gamle kæmpes sidste rejse er relevant at rydde sendefladen for, eller om det er passende, at begge kanaler dækker begivenheden. Det er der sikkert andre kloge hoveder, der vil belyse på fineste vis. Derimod synes jeg, man passende kan benytte lejligheden til at reflektere lidt over, hvad tv’et egentlig tilbyder os, når vi uforvarende åbner for det i håb om at blive oplyste, underholdte eller hvad man nu ellers måtte ligge inde med af forventninger.

Som udgangspunkt er jeg stødt på to problematiske tv-kategorier. Det første kan vi kalde mærkedags-tv. Denne kategori omfatter alt fra kongelige bryllupper, fødselsdage, jubilæer ect til folketingsvalg, diverse sportsbegivenheder eller dagens afsked med Hr. Møller. Begivenheder som automatisk har alle mediers bevågenhed, og hvor DR1 og TV2 meget passende kan konkurrere om, hvem af dem, som kan gafle flest seere. Man kan lige så godt lade være at ærgre sig over, at begge kanaler rydder sendefladen, for det gør de nu engang, og jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det! Mærkedags-tv kan man således kun komme udenom på én måde: Ved at slukke for fjollekassen, og gå en lang tur i skoven, tage på stranden, læse en bog eller ringe til efter en ven.

Det er jo vigtigt at skrive sig bag øret, at vi alle sammen interesserer os for noget forskelligt, og heldigvis for det! (Ellers ville jeg jo allerede nu skulle lægge mig i kø udenfor ”Fona” for at være sikker på at få et eksemplar af ”Lykke-2 sæson”-boksen.) Nogle vil se Tour de France mens andre vil se Reumert-uddeling, men pointen er blot: Når der er mærkedags-tv, man helst vil være fri for, kan man nemt holde sig fra skærmen!

Derimod må man græmmes over kategorien, man kunne kalde ”Opdragelses-tv”, som efterhånden fylder det meste af sendefladen ugen igennem. Luk op for kassen en vilkårlig hverdag, og straks bliver du bombarderet med råd om, hvordan du skal leve dit liv. Et godt eksempel er det engang så fine Go’ Morgen Danmark. I Michael Meyerheims tid var programmet optaget af politiske debatter, samtaler med skarpe samfundsdebattører og aktuelle reportager fra det ganske land. Seriøst og oplysende om end der også var plads til hygge, når der blev lavet mad eller spillet ”Hugo”. Lukker man op for Go’ Morgen Danmark i dag rammes man af en syndflod af råd om, hvordan man kan leve sundt, klæde sig moderigtigt og samtidig billigt på, opdrage sine børn, træne sin hund, smøre sin madpakke, fri til sin kæreste, arrangere den perfekte påskefrokost, finde de billigste økologiske råvarer, den bedste vin, den rigtige partner, den fedeste mobiltelefon, de rigtige grillkul og den rigtige film at aktivere ungerne med i efterårsferien – hvis det hele da ikke lige krydres med et besøg af Danmarks mest tatoverede bedstemor. Kære TV2, jeg kan rent faktisk godt tænke selv!

Jeg er ved ikke, hvad det er for en tendens til folkeopdragelse, der er ude at gå i vores tid, men sikket er det i hvert fald, at jeg nødigt ville være én af de ”helt almindelige danskere” (nyt spændende synonym for ”særligt castede typer”), som siddende i et smart pude-arrangement opstillet på et random torv i Danmark, får gode råd om alt mellem himmel og jord af kendte danskere i programmet "Skriftestolen" på TV2. Jeg er sikker på, at Nikolaj Koppel er fremragende til det job, han bestrider, men hvis jeg ville have gode råd om, hvordan jeg bliver sundere og kommer i form, ville jeg da nok foretrække at spørge Christian Bitz, som dog samtidig var travlt optaget et andet sted (var det på Stændertorvet i Roskilde?) med at rådgive en ung kvinde om, hvorvidt hun og kæresten skulle tage et lån til et kæmpebryllup, eller vente til de havde sparet pengene sammen. Ak ja! Det er åbenbart skammeligt at kunne tænke selv, når nu disse kendis-orakler er klart til at rådgive os alle.  

Og ja – det kan man i princippet også bare slukke for, hvis man finder det anstrengende, men opdragelses-tv breder sig efterhånden så meget, at det er svært at undgå.

Det er bestemt ikke sådan, at jeg synes, alt tv skal være ”fornuftigt”. Jeg elsker både ”Paradise Hotel”, ”X-factor”, ”Gift dig med en gås” (eller ”Dagens mand” som andre kalder det) og klichefyldte komedieserier. Her vælger jeg imidlertid selv at se noget dumt, hvor jeg ikke skal tænke. Det vil jeg hellere end at blive gjort dum par excellence. Lad os nu som udgangspunkt tænke selv! Det kan vi faktisk godt!

Og så vil jeg i øvrigt vende tilbage til tv’s fine og bevægende farvel til Hr. Møller, mens andre, som har fået nok af begge hovedkanalers dobbeltdækning, sikkert for længst har slukket og fundet på noget bedre at lave - præcis som jeg vil gøre i aften, når tv-skærmen overmales med "El Clasico"!

Go' lørdag :-)

/Thycho       

Påskelyrik

En påskekyllings fremkomst

Stilhed!

Det er mørkt! Shit, det’ mørk!

Jeg mærker noget blødt – dun? – Seriøst??

Jeg åbner munden. Vil råbe. Jeg pipper?

Jeg tager mig til munden – næbbet – Seriøst??

Jeg banker på døren, væggen, skallen?

Lys! Jeg er gul!

Seriøst??

Hjælp!

Det sprækker!

Lyset bliver stærkere. Gult lys!

Jeg er gul. Gult lys og gule mig med gule dun!

Jeg – en påskekylling! – SERIØST??

Forfatternote:

Jeg vil lige slå én ting fast: Digtet handler ikke om påske! Det er en fejlagtig kliche-læsning, som jeg kraftigt må tage afstand fra! Hvis det virkelig handlede om en påskekyllings fremkomst, ville det være urimeligt nemt at aflæse, og min kunstneriske integritet som lyriker ville være det samme værd som et kryds sat hos SF! DET HANDLER FUCKING IKKE OM PÅSKE! Digtet handler helt åbenlyst om en familie på fem personer, som køber ind ved grænsen inden de skal i Legoland!

Metaforen ”æg” er brugt som et billede på den psykiske tilstand, det enkelte familiemedlem befinder sig i. De føler sig alle indelukkede i en hård skal af kulde og ufølsomhed og drømmer om varmen (symboliseret ved lyset, der bryder gennem skallen). Mørket på sin side symboliserer ganske klart den lange kø af mennesker, som bare står og venter på, at det bliver deres tur, uden at smile til hinanden, mens ordet ”Seriøst” er en sammentrækning af ”ser i øst”. Østen er stedet, hvor alle levende væsner venter at se solen stige op som et tegn på en ny og bedre tid. Lyset og de bløde dun er tegn på noget varmt, fint og sensitivt, men da den gule farve (falskheden) dominerer, er lys og dun kun et løgnagtigt drømmesyn. Vi ser i øst, men alt er håbløst og mennesket er dømt til et evigt fangenskab i en eksistentiel krise!

Digtets form (æg og æggebæger) symboliserer IKKE noget, der handler om påske!! Hvorfor tror folk altid, at ordet ”Påskekylling” har noget med påske at gøre? Hold kæft hvor er jeg træt af det! Det er en snæversynet holdning og en måde, hvorpå man forsøger at sætte alle os påskekyllinger i bås! Vi er faktisk også dyr med dybe følelser og kunstneriske ambitioner, som en degradering af os til sæsonbestemte pyntegenstande kun er med til at nedbryde i et alt for hastigt tempo! Digtets form er et symbol på livet, individet og håbløsheden, mens udråbstegnene symboliserer de nåle, som mennesket konstant føler sig gennembordet af.

Derudover rummer digtet mange læsningsmuligheder, men lad nu være at overfortolke! Og det handler IK’ om påske!! – ja bevares, ordet ”påskekylling” forekommer da, men det er bare en blanding mellem en metafor og en tom plads!! Pip!

(Uddrag fra den aldrig publicerede digtsamling: ”Med æg som væg” af anonym påskekylling)

/Thycho 

Fra påskekylling til antihelt.

Lørdag, d. 31 marts var der varslet demonstrationer i Aarhus fra to sider. Dels fra Danish Defence League og dels fra Aarhus for mangfoldighed. Lad mig sige det med det samme: Jeg synes ytringsfriheden er en meget vigtig ting, og de, som vil lufte deres meninger i det offentlige rum, skal bestemt have lov at gøre det. De, der gik med i moddemonstrationen, var både gode og heltemodige!

Som gennemsnitlig kortbenet småborger, uden nogen former for helteambitioner og med hang til overdrivelse, blev jeg imidlertid opfyldt af en mængde (relativt) relevante spørgsmål: Ville hele byen blive politiafspærret? Mon nogle ville kaste med brosten og sætte ild til biler i netop min gade? Ville situationen være så tilspidset, at der ikke var mulighed for at komme i Føtex om eftermiddagen?

Flere venlige sjæle påpegede, at jeg burde være i sikkerhed, da demonstrationen ville finde sted halvanden kilometer fra min hoveddør, og at jeg næppe ville være demonstranternes hovedmål, men som salig Kirsten Hüttemeier altid sagde: ”Man kan aldrig vide, hvornår lysten melder sig.” (Se, der har vi Freud igen – og demonstranter har vel også et id!). Jeg kunne se for mig, hvordan jeg på mine korte ben iført blommefarvede bukser måtte løbe for livet gennem Aarhus, fordi jeg havde vovet mig i Føtex på et forkert tidspunkt! En hob vrede demonstranter ville forfølge mig, mens de kastede med brosten, og det hele ville blive fulgt af News-helikopteren. (Måske nok en anelse hypotetisk, ville nogle sige, men man kan jo aldrig vide …)

Jeg tog i hvert fald mine forholdsregler: Kl. 9.00 spænede jeg i Føtex og fik indkøbt den nødvendige beholdning af bl.a. Kellogg’s frosties, som var nødvendige for at overleve weekenden. (Det kunne jo være, at gadeuordenen og afbrændingen af tilfældige biler ville fortsætte søndagen med).          

Demonstrationen var varslet til at begynde kl. 13.00, så kl. 9.30 var jeg hjemme igen, låste porten ud til gaden grundigt og satte dvd’en med første sæson af ”Downton Abby” på. Omkring kl. 15.00 kunne jeg på tekst-tv læse: ”Kaos ved demonstration”. Ha! Min beslutning om at forskanse mig indenfor var rigtig.

Imidlertid blev jeg bragt i et voldsomt dilemma, da en bekendt ringede og spurgte, om jeg ville med i biografen. Turde jeg bringe mig selv i den faretruende situation, det ville være at gå op ad strøget ved 20.00-tiden med risiko for at blive jagtet af de vrede elefanthuer med brosten og overvåget af News-helikopteren! Efter nogen overvejelse var svaret: JA! Slut med at være påskekylling! Nu ville jeg være heltemodig og trodse faren!

Men ak, det er svært at være profet i sin egen by. Kl. 17.00 var demonstrationerne opløst, politiet kørt hjem til kaffen og citronmånen på stationen og strøget i Aarhus så idyllisk som en solopgang over Øresund (hvad det i øvrigt havde været hele dagen! – demonstranter er åbenbart mere ihærdige på Nørrebro!), så da jeg gik af sted ved 20.00-tiden var det snarere som en noget skuffet antihelt (som dog er bedre end påskekyllingen, som bare er fej, mens antihelten har selverkendelse nok til at sige: ”Helt! Det er ikke noget for mig”.)

Set i bakspejlet var mine forholdsregler forud for lørdagens demonstration måske nok lidt vel grundige, men nu skal det også være slut. Næste skridt er at gå fra antihelt til helt, og kunne jeg ændre på drømmen, hvor jeg bliver jagtet gennem en fyrreskov af et emsigt pindsvin, der er iført grønne smækbukser og kører på en rød trehjulet cykel med hvidt lad og først standser, når jeg kaster en cd med Rasmus Seebach hen til den, vil jeg i stedet standse op, vende mig mod udyret og sige: ”Du kan få en flad skive med Medina dit møgdyr!” (– hvorefter pindsvinet højst sandsynligt stiger af cyklen og flænser mig i småstykker med sine skjulte superkræfter, så jeg bittert vil fortryde, at jeg skulle lege helt i stedet for at kende mine begrænsninger og se ”Downton Abby” færdig!)

/Thycho