Anmeldelse: "Den vægelsindede" - Aarhus Teater

Dramatiker: Ludvig Holberg, iscenesættelse: Laurent Chétouane, scenografi: David Gehrt, kostumedesign: Sanna Dembowski, Lysdesign: Kasper Daugberg. Medvirkende: Anne Plauborg, Simon Kongsted, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Mathias Flint. Violinist: Toke Hansinius. Forestillingen set, d. 29/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Vægelsind og vådeskud

Foto: Aarhus Teater/ Rumle Skafte

Ludvig Holbergs komedie om den vægelsindede fru Lucretia er ikke blandt hans bedste; en vægelsindet hovedkarakter er et glimrende påfund, men selve komedien bæres mere af en opvisning i Lucretias humørskift end af en velfungerende intrige; karaktererne bliver aldrig udfoldede i samme grad som i Holbergs andre store karakterkomedier; flere af dem er forvist til at spille en letvægterrolle, hvor de entrerer lettere umotiveret, afleverer en pointe og forsvinder igen.

”De lystige koner i Windsor” hører heller ikke til blandt William Shakespeares mest åndfulde komedier, men Folketeatret gjorde, for nogle år siden, et kækt forsøg på at gøre komedien opførelsesværdig ved at rykke hele herligheden til det vilde vesten, hvor forestillingen blev en letbenet og lystig opvisning i pistolskyderi, lårswing og røgfyldt saloonstemning. Ikke at det havde meget med Shakespeare at gøre, men udliciteringen til det vilde vesten var gennemført.

Gennemført er desværre uendelig lidt i Aarhus Teaters opsætning af Holberg-komedien om den humørsyge galanterikræmmerske; det skulle da lige være manglen på stil og retning.
Tekstsiden er Holbergs, universet er et løseligt optegnet Westernmiljø, med en kønsløs pindebrænde-husfacade som scenografisk ramme, og spillestilen er et sammenkog af råben og mumlen, fysiske gags (der som noget af det eneste faktisk er veludført) og ikke mindst en overdreven brug af pauser mellem ordene og de fysiske handlinger, som får de tre timer i teatersalen til at føles som en ørkenvandring – med eller uden mundbind; en meget umorsom affære.

Intrigen er ellers morsom nok; enken Lucretia sidder i sin krambod dagen lang men skifter humør som vejrhanen drejer; dette går i særlig grad ud over hendes tjenestefolk, Henrik og Pernille, men også over et par borgerskabsfrøkener, Helene og Leonore, som hhv. trakteres med stor uforskammethed og en grænseoverskridende venlighed. For at straffe Lucretia, sender de to frøkener deres giftelystne brødre, Apicius og Eraste, på visit i kramboden, hvor de begge ræddes over Lucretias hhv. raseri og tungsindighed. En tredje bejler er den regelrette magister Petronius, der sågar møder op under fruens vindue med serenade og spillemænd, men må tage til takke med indholdet af Lucretias natpotte. Alle herrerne forventer, at Lucretia skal leve op til deres respektive drøm om en kvinde, men fruens utæmmelige vægelsind er ikke sådan at sætte skik på. Til slut, efter Apicius og Eraste har udfordret hinanden til duel, ender det hele med bryllup, da de to frøkener ægter hinandens brødre. Magister Petronius tilbyder Lucretia ægteskab, men fruen afslår; hun fornemmer nok, vægelsind og ægteskab ikke er skabt for hinanden; ligesom Holberg og det vilde vesten.

Westernuniverset, på Aarhus Teater, fremstår umotiveret og Holbergs tekst, som spillerne, med undtagelse af den garvede Anders Baggesen, ikke helt evner at håndtere, forholder sig slet ikke til de nye omgivelser; der tales fortsat om at trække sin kårde, og Holbergs København omtales som det mest naturlige, selvom forestillingens ydre ramme emmer lige så meget af Holbergs København som Lars Løkke Rasmussen af afbalanceret accept af tingenes tilstand – det er med andre ord umotiveret og uelegant.

Pudsig fremstår også instruktørens, den tyske Laurent Chétouane, faible for pauser. Man forstår godt, forestillingen varer tre timer, for der er plads til at læse op til flere akter af Holbergs komedie, inden de medvirkende får lov at sige en ny replik eller tage et skridt frem eller tilbage. Holbergs manuskriptet optræder i øvrigt fysisk på scenen, når flere af skuespillerne (med en noget forceret autenticitet) frekventerer dette, fordi de ikke kan huske deres replikker. Replikker, der desværre sjældent kan høres, fordi der generelt mumles og tales så lavt (bl.a. af de to ellers glimrende skuespillere Mette Døssing og Kjartan Hansen), at ordene langt hen ad vejen går tabt.
Tabt går også meningen, når de medvirkende, i en afslappet stil, driver rundt omkring på scenen under hele spillet; de får grineflip, giver hinanden stikord, rydder op efter hinanden, når et voldsomt fysisk stunt har efterladt et morads af campingborde og tørrestativer, og et stort spørgsmål melder sig: Hvorfor?  - og det er desværre det spørgsmål, den samle forestilling rejser. Man vil udfordre publikum, og det kundgør instruktøren fyndigt i programinterviewet, men er det begrundelse for at skabe noget, der mere er én (lang) dekonstruktion af en teaterforestilling end en egentlig forestilling?     

Det er ikke fordi, de medvirkende ikke kæmper bravt; både Christian Hetland og Viktor Pascoe Medom (i rollerne som hhv. Lucretias tjener Henrik og den forelskede Apicius) viser gode Holberg-anlæg, og formår (foruden Baggesen og den unge Mette Klakstein Wiberg, der syder af talent og spilleglæde de få øjeblikke, hun får lov at være på scenen) at formidle teksten troværdigt. Desværre er det Holbergske ords finesse, ligesom karakterernes nuancer, ikke let at opdyrke i Laurent Chétouanes lystmord på Holberg og komediegenren. Som et lyspunkt, fuld af elegant underspil, fremstår musiker Toke Hansenius, som akkompagnerer vanviddet med både charme og timingsfornemmelse.

”Den vægelsindede”?; Anne Plauborgs Lucretia når aldrig at sætte sig igennem som et centrum i forestillingen; Plauborg gør, hvad hun kan, og har god sans for både timing og stemningsskift, men hun frarøves opmærksomheden af al den larmende staffage, Chétouane synes at have som koncept for sin iscenesættelse; en staffage, der emmer af modsigelser og inkonsekvens. Er iscenesættelsen den sande vægelsindede?

Pistolerne trækkes i forestillingens slutning – skønt, der tales om en duel på kårder. Dog synes det eneste skud, der denne aften blev affyret på Aarhus Teaters Scala Scene, at være et vådeskud.   

På Aarhus Teaters hjemmeside anfører teaterchef Trine Thomsen, at man på forhånd vidste, der var tale om en instruktør med faible for kontroversielle valg; men hvad hjælper det?

Én ting er at drage til det vilde vesten -  værre er det, når pointen flyver sydover.

Anmeldelse: "Forræder" - Randers Teater

Manuskript: Andreas Dawe, instruktion: Kurt Bremerstent, scenografi: Claus Helbo, musik og lysdesign: Claus Carlsen. Medvirkende: Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg og Caspar Juel Berg. Forestillingen set på Randers Teater, d. 25/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fra den lukkede skuffe

Han åbner skuffen; den gamle Carl i Erik Viinbergs skikkelse. Op tager han en soldaterhue og andre rekvisitter, der indgår i den historie, han, i et langsomt, nærmest faretruende, tempo, opruller for publikum. Denne ældre mand er tydeligvis i færd med en oprydning; på hylderne i scenografiens brune reol ligger stakke af papirer. De er ikke sirligt anbragt, men dog sorteret. Reolen suppleres af diverse mindre møbler med en række skuffer – lukkede vel at mærke! Er det som om, der er noget, den gamle Carl vil holde skjult?

Der er noget med tænderne hos Viinbergs Carl, der fungerer som forestillingens fortæller, og da forestillingen er spillet til ende forstår vi, at disse tænder, der stadig i alderdommen volder ham vanskeligheder, er synonym for den grufulde oplevelse, han har haft som tysk soldat ved den russiske front under 2. verdenskrig; en oplevelse, en ældre mand i livets efterår modstræbende må tage frem og se på; fra den lukkede skuffe.

Forestillingen etablerer med indføling og sårbarhed sin fortæller, så vi får lyst til at lytte; denne mand har noget på hjerte.

Bankende hjerter – og adrenalin i kroppen – får vi endvidere bragt på scenen, når gamle Carl lader hukommelsen hvirvle tilbage til sin ungdom, og pludselig fremstår for os på to planer; dels som den livserfarne, men også uforløste, mand, og dels som den unge, livslystne, men også eftertænksomme knøs fra Randers. En ung mand, der af sin bedste ven opfordres til at melde sig i tysk krigstjeneste hos Waffen ss.

Den unge Carl (dygtigt spillet af Mathias Hedegaard Andersen med lige dele ungdommelig glæde og voksende tvivl, som var han Hamlet på jagt efter en fadermorder.) lader sig snildt forføre af opfordringen fra vennen Mikkel (spillet af Caspar Juel Berg som et råt macho-brød, mere styret af lyst og drift end af empati og refleksion), der selv er forført; dels af (vist indtil flere)kønne piger fra Randers, men også af sin far (Viinberg som en livsfarlig besnakkende professortype), der har set et lys i Hitlers projekt.

Den unge Carl må tage et hårdt opgør med sin gårdmandsfar (Viinberg i rørende spil som en følelsesforkrampet mandsling med en afdød hustru og en spillevende angst for, hvem der skal passe gården, hvis Carl forsvinder).  Her introduceres forestillingens overordnede spørgsmål; hvad vil det sige at være forræder? Er det at svigte sine nærmeste eller er det at svigte sig selv? Carl vælger eventyret med bonkammeraten frem for hjemstavsforventningerne.

Forestillingen opruller derpå, i et veladministreret roligt fremadskridende tempo, hvordan de to unge mænd rejser først til Tyskland, hvor de oplæres som soldater, og siden til den russiske front. Undervejs støder de på skikkelser, man helst ville have efterladt i den mørkeste afkrog af den lukkede skuffe (Viinberg er mesterlig som bl.a. iskold tysk officer, med stemme som en guillotine, og som en forhutlet togpassager, hentet direkte ud af det tredje riges frygt og elendighed; en mand, der ved, hvad der venter de to unge knøse. Han bruger ikke mange ord, men mimik og betoning siger det hele).

Den unge Carl bliver undervejs mere og mere i tvivl om, hvorvidt, hans beslutning var rigtig; er det Hitlers Tyskland, der er den store forræder? Da han efter sjælskradsende overvejelser vælger at sige stop, kommer det til et eksistentielt opgør med vennen Mikkel, for er de ikke uadskillelige venner? Skulle de to ikke holde sammen for altid? For den sårede og nærmest dyriske Mikkel (i en mesterlig opgørsscene, hvor Berg viser sig som en fin følelsesformidler) er der ingen tvivl; Carl er en forræder, Mikkel hellere vil dø end at modtage en hjælpende hånd fra. For Carl derimod er Mikkel måske nok en forræder, der har forført ham til den helvedes forgård, fronten er, men som Carl alligevel har så stærkt et venskab med, at han vender tilbage for at redde ham.

Men er det muligt at redde et menneske fra sig selv?

Den gamle Carl fungerer som kommenterende fortæller, og det er ham, der er forestillingens centrum. Viinberg er en ø af skuespilkunst, når han, med den gamle herres sårbarhed, tvivl og fortrængninger, genoplever dette helvede, der gennemspillede sig med tusindvis af danske unge mænd som magtesløse statister. Får han det svar, han så brændende ønsker sig? Hvem var egentlig forræderen? Man kan ordne, sortere og lægge i bunker, men findes der ting i den lukkede skuffe, der er for smertefulde til fuldt og helt at kunne fattes?

Sammen spænder de tre mandlige skuespillere over et helt klaviatur af følelsesmæssige udtryk – Det er gravalvorligt, men kalder heldigvis også af og til på et grin; Det er ganske enkelt gribende!

Instruktør Kurt Bremerstent har, med sikker hånd, drysset en række af det episke teaters fortællende virkemidler ud over forestillingen; præcis som i sin Reumertnominerede forestilling ”Hesten” skaber han, med få virkemidler i Claus Helbos virkningsfulde hylde- og skuffescenografi, rystende billeder af en støvet og forvrænget krigsramt verden, hvor kærlighed og venskab er under angreb. Claus Carlsens stemningsfulde lysdesign understøtter de enkelte tableauer stærkt; det samme gør lydsiden. Små virkemidler, der udvider sig til stort teater.  

Hvornår forråder man andre og hvornår forråder man så sig selv? Hvordan går man fra at være en flødeskumsdreng til at stå med blod på hænderne, og kan man forråde den ven, man har blandet blod med?

Én ting er sikkert: Da Viinberg har åbnet gamle Carls fortrængnings-skuffe, lader den sig ikke lukke igen!   

            

              

 

 

 

 

Anmeldelse: Hedda Gabler - Aalborg Teater

”Hedda Gabler” af Henrik Ibsen, iscenesættelse: Hans Henriksen, scenograf: Nicolaj Spangaa, lysdesign: Kasper Daugberg, oversættelse og modernisering: Jens Christian Lauenstein Led. Medvirkende: Bolette Nørgaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Line Nørholt, Marcus Gad Johansen og Martin Ringsmose. Forestillingen set ved forpremieren, d. 24 september 2020.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Med næsen mod ruden

Hun tænder og hun slukker; for udsigten til efterårsløvet, for mændenes begær og for sine egne følelser. Henrik Ibsens Hedda Gabler-skikkelse er inden for de seneste år blevet tolket i flere forskellige retninger på danske scener; af Johanne Louise Schmidt i Det Kgl. Teaters hedengangne Røde Rum, af Marie Louise Wille på Aarhus Teater og nu af den talentfulde Bolette Nørgaard Bang på Aalborg Teater. Bangs Hedda tænder for lyset i et efterårs-miniaturelandskab ved forestillingens begyndelse og hun slukker for sig selv, med hjælp fra en pistol, da vi når slutningen. Blodet sprøjter op på glasset; det glas, Hedda ser igennem; det glas, der afskærmer hende fra verden.

Scenografen Nicolaj Spangaa har skabt et stiliseret og minimalistisk rum, der ligger langt fra Ibsens klunkestue, men samtidig fastholder ideen om den udsigt, den nygifte Hedda aldrig bevæger sig ud i. De store vinduespartier, udformet som et glasbur, fungerer som en symbolsk afspejling af Hedda Gablers indre konflikt; Hun er udstillet som et sjældent dyr i zoologisk have. Sat til skue som prydsgenstand i liebhavervillaen, hun altid har drømt om, med tomheden og ensomheden som daglige gæster. Elegant og selvbevidst færdes hun i det tomme rum, men som den eneste af forestillingens karakterer forlader hun ikke dette bur; Hedda er afskåret, og når hun trykker næsen flad mod ruden, med barnlig iver, mærker vi længslen og afmagten hos den kvinde, alle forstår er særlig, men ingen forstår i særlig grad.

I centrum af spillet står Bolette Nørgaard Bangs Hedda; fremragende fortolket som en kvinde, der på overfladen oser af selvsikkerhed, mens hun flirter og manipulerer sig legende og elegant gennem Ibsens dagligestuedialoger. Bang formår samtidig at vise afmagten og den dybe afgrund, der lurer under overfladen, når hun vha. af videoprojektionernes nærbilleder, med små sommerfuglesitrende, mimiske udtryk, lader os forstå, at Heddas ydre og indre står i et brændende modsætningsforhold til hinanden. I flammer står også det manuskript, Heddas hemmelige kærlighed, Ejlert Løvborg, har skrevet, mens han i øvrigt kandiderer til den samme professorstilling, som Heddas ægtemand, Jørgen Tesman. Heddas veninde Thea Elvsted har hjulpet Løvborg, som hun forguder, og ser manuskriptet som et kærlighedsbarn, hun og Ejlert har skabt sammen -  men også Thea indhylles i Heddas fintmaskede net af fortrængte følelser. Er Hedda jaloux på sin veninde? Nyder hun at destruere andres liv fra sin plads i dagligstuen, hvor hun, som en edderkop, indfanger andre i sit spind? Bolette Nørgaard Bang lader spørgsmålene være uafklarede, men hendes afmagtsreaktion og rasering af stuens kunstige blomster i et smerteskrig, der er hentet op fra en fortvivlet kvindes allerdybeste smertekrater, gør et uudsletteligt indtryk.  

Rundt om Hedda er de øvrige karakterer placeret i trekantsrelationer fra Ibsens side, og disse trekanter dyrker instruktøren Hans Henriksen med varierende intensitet. Heddas relation med dels sin mand, Jørgen (en bedårende akademiker-forvirret Ferdinand Falsen Hiis, der lader dæmonien skinne igennem i små skarpe glimt, når han beruset kommer hjem fra fest, men hurtigt finder tilbage til sin professordistræte tone, i hvilken den småborgerlige Tesman trods alt er mest tryg; seksualiteten er nok trods alt for stort et emne at forholde sig til.) og husvennen Dommer Brack (en skarptsleben og veltalende Martin Ringsmose, der fylder sine pauser med erotisk længsel og manipulation, som man fyldte indkøbsposerne d. 11. marts) er særdeles fængende, og denne står som forestillingens egentlige centrum; forstadsfruen, der længes, men alligevel ikke tør give sig hen til livet; hun lever det bedst gennem andre, og hendes flirt med Brack (mesterligt spillet af Bang og Ringsmose) emmer af undertrykt desperation; Brack forstår hende et stykke af vejen, men er, når det kommer til stykket, lige så manipulerende som Hedda selv; et farligt magtspil med den godtroende Jørgen Tesman som en intetanende tredjepart.

Imidlertid er trekantrelationen mellem Hedda, Ejlert Løvborg og veninden Thea Elvsted svagere tegnet op i forestillingen. Skuespillerne Marcus Gad Johansen og Line Nørholt, der tappert forsvarer de to sidstnævnte karakterer, mangler plads til at folde deres figurer ud; ikke fra Ibsens hånd, men fra instruktørens. Nørholts godhjertede men forvirret klynkende Thea Elvsted og Johansens sympatiske og undskyldende tvivler af en Ejlert Løvborg, uden den erotiske farlighed, som kan indfange en Hedda Gabler, stod her ved forpremieren for svagt i sammenhængen, når de skal spille op mod relationen mellem Hedda, Brack og Tesman. Farligheden, fortvivlelsen og ikke mindst forelskelsen i dette trekantsdrama underspilles med det resultat, at forestillingens klimaks, omkring Løvborgs død, kommer til at fremstå som et postulat; har Hedda virkelig så mange følelser investeret i Ejlert?; Dommer Brack virker mere dragende på hende end Løvborg. Man kan håbe, at trekantsdramaet, med Løvborg i centrum, får mere vægt i forestillingen som spilleperioden skrider frem.

Samlet set er forestillingen dog et stærkt bud på en nutidig Ibsen-fortolkning. Jens Christian Lauenstein Led har nænsomt oversat og moderniseret teksten, og Hans Henriksens iscenesættelse dyrker dygtigt kontrasterne mellem realisme og stilisering, drama og humor, understøttet af et smagfuldt symbolladet lysdesign af Kasper Daugberg og en stærk, stemningsskabende lydside.

Hvem er hun, Hedda Gabler?; en mystisk – og næsten mytisk -  hvidklædt kvindeskikkelse, der i forestillingens åbning taler om efterårets gule blade; måske en metafor for hendes eget sind?  En meltalt falmet skønhed, der venter på at blive visket helt væk, når mørket uafvendeligt indfinder sig. 

Bangs Hedda viser i glimt, hun stadig er fuld af liv og længsel, men hvem kan overleve i et udstillingsvindue – selv med næsen mod ruden?