Anmeldelse: "Sværdet i stenen" - Louise Schouw Teater

 Dramatiker: Gunvor Reynberg, musik. Sigurd Barett, iscenesættelse: Louise Schouw, scenografi: Niels Secher, lysdesign: Kristian Specht, koreografi: Rebekka Lund. Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Asbjørn Agger, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 18/10 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Når drenge bliver til mennesker

Følg dit hjerte, befri sværdet fra stenen, fuldbyrd din skæbne!

Fortællingen om sværdet i stenen er blevet tolket i adskillige film og teateropsætninger, men hovedmotiverne går igen: det gode besejrer det onde via kærlighed, retfærdighed og venskab, og skæbnen placerer altid én på rette hylde, skønt man først må grueligt meget ondt igennem.  Det er et klassisk eventyr, Louise Schouw Teater her serverer som en musikforestilling for hele familien.

Vi hvirvles ind i et visuelt ridderunivers med trapper og gotiske buer skabt af den garvede scenograf Niels Secher. Sammen med Kristian Sprechts stemningsfulde lysdesign og de eventyrligt dystre toner, komponeret af Sigurd Barett, er stemningen sat; dette her skal være dramatisk! Vi oplever, hvordan kvinden i søen forudsiger, at den lille, forældreløse Arthur vil blive noget særligt, hvordan hun kaster magi over sværdet Excalibur og placerer det i den sagnomspundne sten. 

Det er intenst, stemningsmættet – og forudsigeligt?

Dramatiker Gunvor Reynberg har gendigtet historien på en måde, så hele familien kan være med – hele tiden; de gode er gode, de onde er onde og de følelser, man har, synger man om 1-1. Vel er forestillingen henvendt til børn, men man savner immervæk en tekstside, hvor ikke alt nødvendigvis skal tages for pålydende – og desuden en dramaturgisk beskæring af de lange sangtekster, som er finurlige, men bremser handlingen frem for at bringe den videre.

Men videre vil vi alle, og her melder et spørgsmål sig; hvordan udvikler man sig fra dreng til menneske? Det er et tema, flere af karaktererne slås med. Den unge Arthur (spillet med naivitet, beslutsomhed og sårbarhed af Asbjørn Agger) kan ikke finde sin plads i tilværelsen. Som forældreløs mangler han et maskulint forbillede, skønt troldmanden Merlin (en alfaderlig Morten Bo Koch) forsøger at ruste og skærme ham; Melin ved, hvad der venter Arthur, men kan ikke afsløre det, hvorfor der, mellem de to, må opretholdes en distance. Af andre mulige forbilleder har Arthur sin fosterbror Kaj (Koch som en dumpap af en macho-bøf), hvis ide om en rigtig dreng, er én, der kommer frem i verden ved at træde på de andre. Hos Kaj henslæber Arthur livet som tjener, og identitetskrisen skildres ganske smukt af Agger, der formår at give sin Arthur en troværdig længsel efter bare én ven i verden.

Foto: Mike Reuter

En ven savner også prinsesse Guinevere, der slås med kønsrolleforventningerne, hun påduttes af sin lærerinde, den ondsindede Morgan Le Fay (en rank, kølig og afsindigt velsyngende Lisbeth Kjærulff). Guinevere (kækt spillet af Marianne Bøgelund med nysgerrighed, humor og sårbarhed) vil hellere være en dreng, der ikke tynges af forventningerne til en prinsesse, og nået til den erkendelse forklæder hun sig som stalddreng, med navnet Glen, møder Arthur - og herfra folder historien sig for alvor ud.

Det er netop i scenerne mellem Arthur og Guinevere, de følelsesmæssige nuancer kommer til udtryk; Guinevere, der må agere dreng for at føle frihed, mens Arthur, på sin side, ser op til Glen, som praler med sin påtagede maskulinitet, men samtidig, på diskret vis, tiltrækkes af ham. Der leges fint med kønsrollestereotyperne i spillet mellem Agger og Bøgelund; en leg, Kochs bøffede Kaj er med til at sætte i perspektiv, når han, i forestillingens bedste sang i 80’er stil, blotlægger, hvordan rigtige mænd udelukkende består af muskler; en helt i egen optik, men som publikum ved vi bedre!

Vi følger de to sande heltes færd i skoven, hvor Guinevere viser mod og dræber en berygtet drage (og hvilket skræmmende uhyre, Secher har fremtryllet!), vi mærker Arthur glædes over at have fået en loyal ven, men da han senere opdager, hun er en pige og har snydt ham, oplever vi hans følelse af svigt og ensomhed; følelser som Agger gennemspiller fint og troværdigt.

Også skæbnen spiller sit spil med Arthur, og da han mangler et sværd til fosterbroder Kaj, der selv ønsker at blive konge og at gifte sig med Guinevere, trækker han Excalibur fri fra stenen. Med sin godhed og sit hjerte beskyttes Arthur mod det afsluttende angreb fra Morgan La Fay, hvis halvbror han viser sig at være (en lidt kompliceret sidehistorie, som teksten aldrig helt formår at gøre troværdig). Sværdets magiske kraft beskytter Arthur og besejler hans skæbne som konge af England. Arthur forenes med sin Guinevere, der ikke længere behøver klæde sig som dreng, da hun, gennem venskabet med, og kærligheden, til Arthur, er vokset til et menneske; forrest går hjertet og loyaliteten – at Kochs Merlin afslutningsvis inviterer Kjærulffs La Fay på middag, er en herlig lille gave til de voksne blandt publikum; forsoning på flere planer!     

Musikken, der anvendes til de få og hurtigt afviklede sceneskift, giver associationer til et stumfilmunivers a la Chaplin, og instruktør Louise Schouw har øjensynligt ladet sig inspirere af såvel stum- som tegnefilmsgenren; en række veltimede fysiske sekvenser, som når diverse riddere forsøger at trække sværdet fri af stenen, sætter fortælletempoet op og kalder på vores latter. Skuespillerne udviser en fin spilleglæde, når de får lov at levere disse commedia dell arte inspirerede gags, hvorimod de, i de dialogbårne scener, har tendens til at blive lidt stive i deres spil, hvilket nok bør tilskrives den lidt forklarende og højstemte tone i teksten.

Kontrastvirkningen mellem den tegneserieagtige spillestil og det mere følelsesmæssigt nuancerede spil kommer bedst til udtryk i forestillingens anden halvdel, hvor dialogerne glider lettere og musikken understøtter handlingen frem for at bremse den. Baretts musik skaber stemning, ja, men bliver, som teksten, for insisterende på at skulle tages for pålydende. Begge dele savner en anelse mere selvironi for helt at slå igennem -  skønt Baretts 80’er sang til Kochs Kaj er lige i skabet!

Forestillingen appellerer til både børn og voksne med sit budskab om, at muskler ikke gør det alene, og at venskab og kærlighed er de værdier, man bør bygge livet på, hvis man vil gå fra dreng (eller pige) til menneske og fuldbyrde sin skæbne. Det er jo i sig selv en anelse højstemt, men skuespillerne gør en habil indsats for at få en velgørende humor og ironisk distance bragt til torvs -  når teksten og musikken ellers ikke står dem i vejen.   

 

 

                

  

Anmeldelse: "Den gerrige" - Folketeatret

Dramatiker: Moliére, oversættelse: Jesper Kjær, iscenesættelse og bearbejdelse: Geir Sveaass, scenografi: Marianne Nilsson, staging: Jeanette Binderup-Schultz, medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mads Reuter, Mette Horn, Troels Malling, Kristian Boland, Alexander Mayah Larsen, Jacob Weble, Mathilde Arcel Fock og Sofia Mileva Cukic. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 17/10-2020    

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fedtsyl i farver

Scenografien er lilla – en farve, der både symboliserer rigdom og uro. Et par stejle ramper og en bagvæg; plettede som havde en streetart-kunstner lagt vejen forbi. Festligt og faretruende på samme tid. I forgrunden står en lille blomsterkasse med et par halvdøde grene, og i dette knastøre blomsterbed gemmer Monsieur Harpagon sin formue.

 

Lige så plettet som scenografien er Kristian Holm Joensens Harpagon; både hvad angår sind og påklædning. Med en gangart præget af duknakkethed og et let fremskudt underliv, lange fedtede lokker og en konstant sitrende uro i kroppen, på vagt ift., om nogen vil stjæle hans formue, er Holm Joensen den perfekte nar i denne Moliére-komedie om nærighed, som Geir Sveaas elegant har iscenesat med legende lethed og fart over feltet i Folketeatrets turnéudgave. 

 

Handlingen følger Moliéres faste komedieskabelon; den besatte hovedkarakter har et projekt, som husets øvrige beboere agter at forpurre, for at komediens unge elskende par kan få hinanden og galskaben fordrives. Her er det enkemanden Harpagons nærighed, der går både hans to voksne børn og de hårdt prøvede tjenere på nerverne; Husets dater Elise (en charmerende mut Mathilde Arcel Fock) er forelsket i den unge Valére, der har taget arbejde som hushovmester hos Harpagon for at være tæt på sin elskede (Alexander M. Larsen er adræt og iderig i førsteelskerrollen, og han har både god diktion og fornemmelse for komisk timing). Harpagon har naturligvis lovet datteren bort til en anden end Valére, hvad der jo kan være slemt nok, men hovedproblemet opstår, da sønnen Cléante (en på én gang barnlig, krukket og hengiven Mads Reuther) erfarer, at faderen har i sinde at gifte sig med den unge Mariane (en kyllingegul og betuttet, men dog snarrådig Sofia Mileva Cukic), som Cléante er dødeligt forelsket i.

 

Herfra er der lagt i kakkelovnen til en klassisk Moliére-intrige, hvor forklædninger, forviklinger og forvirring tilsammen danner en velsmagende gryderet, vi nyder med velbehag. Geir Sveaass fokuserer klogt på situationskomikken i sin iscenesættelse, og i modsætning til en række af Folketeatrets øvrige klassikeropsætninger, hvor det meste helst skal trækkes ned under bæltestedet (og gerne ramme den allerlaveste fællesnævner - med Holbergs ”Den politiske Kandestøber” som et nyligt og grufuldt eksempel) er Sveaass tro mod komediegenren; fokus ligger på karaktererne, situationerne og Sveaass får komikken til at blomstre i både sprog og fysik. Her bistås han dygtigt af Jeanette Binderup- Schultz, der har forestået en   staging gennemsyret af virtuos musikalitet 

 

Her er tale om en kyndig personinstruktør, der formår at få garvede skuespillere som Kristian Boland (henrivende vims og koket i rollen som Cléantes tjener La Fléche) og Jacob Weble (der i rollen som Harpagons kok og kusk udviser kongenial komik bl.a. på sin alenlange løbetur som mægler mellem far og søn) til at funkle i deres biroller. I endnu en velplaceret birolle fremstår Troels Malling fin og troværdig, når han, i rollen som en greve med hemmeligheder, til slut samler trådene og løser konflikterne – skønt lykken er noget postuleret fra Moliéres hånd.  

 

Sidst men ikke mindst udruller Mette Horn hele sit komiske repertoire i rollen som den intrigante Madame Frosine, der bistår de unge i udførelsen af intrigen. Horn spiller med den blanding af det beregnende og det småforvirrende, hun behersker så godt, hendes mimik er vild som en lørdagskylling på kogepunktet, og sprogligt er hun enestående; dels når hun forsøger at indynde sig hos Harpagon ved at komplimentere ham, og dels i det korte moment, hvor hun giver den som udenlandsk grevinde (så man mindes hendes overdådige Madame La Fleche i forrygende gyngende samspil med Søren Sætter Lassens Jean de France på Det Kongelige Teater i begyndelsen af 00’erne). Der er ikke et øje tørt i salen; et sandt komisk festfyrværkeri.

 

Festfyrværkeriet får vi også i Marianne Nilssons pangfarvede kostumer, der parafraserer 1600 tallets Moliére-mode men her kombineres med sneaks og bling. Et vidnesbyrd om livsglæden hos forestillingens karakterer, som trues af pletterne af nærighed, der pryder scenografien og Harpagon – hvilken gnier!

 

Aftenens store nummer er Kristian Holm Joensen i titelrollen. Denne skuespiller, der standhaftigt har prydet teaterscener og tv-serier med en række præcist tegnede biroller, har her, for én gangs skyld, fået en hovedrolle, og han løfter den med en kraft, et vid og en sproglig finesse, der fejer benene væk under os. Holm Joensens Harpagon er slesk, selvglad, snotforvirret og skrubhysterisk; stoler ikke på nogen – dårligt nok på sig selv – og i hvert fald slet ikke på publikum; han er sågar klar til at hænge hele menneskeheden, da han tror, formuen er blevet ham frarøvet. Der er både afmagt og smerte, lilla pletter og sorte huller i denne lille sære mandsling, som, i Kristian Holm Joensens skikkelse, vokser ud af Molières narre-stereotyp og bliver et rigtigt menneske; nok karikeret med sin duknakkede holdning og hoppende gangart, og dog alligevel genkendelig.

 

Er nærigheden og grådigheden ikke iboende hos os endnu i dag? Denne grimme parasit personificeret i Monsieur Harpagon, der begraver sine penge i haven; i øvrigt i et blomsterbed der, I Marianne Nilssons scenografi, mest ligner et hjørne af en kirkgård; symbolikken er til at tage og føle på.

 

Vi griner så tårerne triller, mens Folketeatrets vellykkede opsætning af ”Den gerrige” ruller over scenen. Der er fart på, og det er festligt. Skuespillerne bobler af spilleglæde og udviser timing og ordekvilibrisme, så man frydes. En farverig fedtsyl, hvis kvaler ender med dobbeltbryllup for hans børn, som en anden storsindet tilbyder at betale, da Harpagon har valgt sine penge og skænket Mariane til sin søn -  og så levede de lykkeligt til deres dages ende, som det sig hør og bør i en komedie.      

 

Men der sidder så til slut Kristian Holm Joensens Harpagon alene tilbage. Lyset bliver grønt, pengene i kisten skinner op i hans ansigt, hvor et grådigt og dæmonisk blik i øjnene fordriver latteren og fylder os med en sitrende rædsel. Er penge virkelig så vigtige?

 

Holm Joensens Harpagon er ikke i tvivl, og dermed bliver denne ufarlige Moliére-klovn pludselig til et skræmmende - og helt moderne – menneske!

  

En sejr for Folketeatret – og en sejr for Kristian Holm Joensen!  

Anmeldelse: "Hamlet" - Det Kongelige Teater

 Dramatiker: William Shakespeare, bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Kirkskov, scenografi: Philipp Fürhofer, kostumedesign: Karin Betz, lysdesign: Ulrik Gad, lyddesign: Joas Vest, koreografi: Signe Fabricius, stagefight: Kristoffer Jørgensen, oversættelse: Niels Brunse. Medvirkende: Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Alvin Odil Bursøe, Stine Schrøder Jensen, Anton Hjejle, Laus Høybye, Mads Rømer Brolin-Tani mfl. Forestillingen set på Værket i Randers, d. 3/10-2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

I sjælens spejl

Esben Smeds Hamlet har et spørgsmål, der trænger sig på; hvad vil det sige at være menneske? Der er lys på publikum og en spejlvæg bag den sortklædte prins, som han står dér, foran os, i forestillingens åbning. Han kaster straks monologen om at være eller ikke i hovedet på os med en insisterende lethed; vi inviteres til at spejle os sammen med ham; først og fremmest i os selv. Det er et symbolsk rum, vi befinder os i; vi ser os selv i sjælens spejl.  

Instruktør Morten Kirkskov fokuserer på de eksistentielle temaer i Shakespeares berømte tragedie om prinsen, der skal hævne sin døde far, mens han kæmper mod sine indre dæmoner, dømmes som gal og dør med sit hoved på tavshedens pude. I denne opsætning med hovedet i skødet på sin elskede Ofelia, og netop de to unges kærlighed er, ligesom Hamlets søgen efter eksistentiel mening, kardinalpunktet i opsætningen; det er velfungerende, velgørende – og velklingende.

Klangen af Shakespeares ord er, i Niels Brunses begavede nyoversættelse, en fryd for øret. Shakespeares vers fremstår rensede for unødvendige guirlander men stadig på en klangbund af den 1600 tals-verden, som forestillingen parafraserer i Karin Betzs stilsikre kostumer og Philipp Fürhofers imposante scenografi; et symbolsk rum, der på én gang viser os store, spejlbeklædte flader og i næste nu et roterende virvar af grålige hjørner på slottet i Helsingør. De store vinduesrammer anvendes skræmmende effektfuldt, og Kirkskov får de enkelte tableauer til, med stærke fængselsassociationer, at skrige af indestængt længsel og spøgelsesagtig ensomhed

Et spøgelse sparker handlingen i gang for alvor; Jacob Lohmann i en kort entre som Hamlets døde far, der opfordrer sin søn til at hævne sig, og så er vi ved at være der: ved Hamlet.

Esben Smed er sublim i titelrollen; drenget forskræmt over synet af faderens ånd, maskulin i sit (ganske poetiske) erotiske møde med Ofelia i forestillings åbning, provokerende og køligt manipulerende, når han flytter de øvrige karakterer rundt som skakbrikker, fortabelseslysten og rådvild, når han bliver i tvivl om, hvorvidt han virkelig er ved at blive gal, ekstatisk som en beruset teenager til en tysk tekno-fest, når han farer omkring på scenen, sammen med vennen Horatio, og sidst men ikke mindst skrøbeligt og insisterende refleksiv, når han henvender sig til publikum.

Smed mestrer alle Hamlets nuancer; fra såret faderløs søn, svimlende forskelet i sin Ofelia, men ude af stand til at håndtere sorgen, over begavet manipulerende, da han har fået til opgave at hævne sig på onkel Claudius, der har dræbt hans far og arvet både kone og krone. I forestillingens første del er Smeds Hamlet konstant på scenen; enten i konkret samspil eller med symbolsk nærvær; Hamlet er i alles tanker; denne magre unge prins med ild i øjnene og en stemme, der svinger mellem det inderlige, skarpheden fra en ragekniv, olympisk vrede og afmagtens smerteskrig; så enkelt og så stort.

Efter pausen viser Hamlet sig mere og mere som en begavet manipulator, da han afslører stedfar Claudius’ mordplan, og i stedet får sine illoyale venner, Rosenkrands og Gyldenstjerne, sendt til skafottet. Sympatien for denne Hamlet mister vi dog aldrig, for under det manipulerene, (lege)syge og frustrerede lag i figuren, giver Smed sin Hamlet en ren og sårbar længsel efter at forstå; forstå hvad et menneske egentlig er; men hvordan skal man kunne forstå sig selv i en grå verden befolket af ødelagte individer?

Foto: Emilia Therese

Forestillingen er først og fremmest Hamlets, og Smed bærer den dygtigt. Dette betyder imidlertid, at de øvrige medvirkende snarere fremstår som brikker i Hamlets selvforståelsesprojekt end som psykologisk nuancerede karakterer; En solid Jacob Lohmann leverer den selvsikre, men dog tvivlende, kong Claudius, mens Iben Hjejles dronning Gertrud er skøn at skue i Betzs pragtfulde purpurrøde kostume. Hjejle skildrer fint en usikker moder, hustru og kvinde, der ikke forstår det spil, hun er en del af. Stine Schrøder Jensen er en spændende fru Polonius, hvis selvsikkerhed hviler på en sokkel af glas; konstant nervesitrende som var hun en fjern kusine til Frøken Jørgensen i ”Matador”. Det er præcist og ganske morsomt. Alvin Bursøe er en renhjertet og troværdig Laertes, mens Laus Høybye og Mads Rømer-Brolin-Tani fjoller sig begavet gennem partierne som Rosenkrands og Gyldenstjerne; skabede, sleske, fulde af selvtillid – fulde af angst! Schrøder, Høybye og Brolin-Tani er desuden fine som graverne (spillet som var de importeret fra Becketts absurde teater), mens Anton Hjejle ikke får meget ud af sin Horatio; klædt i lyserødt fremstår han vag og uden den fornuftens stemme, teksten lægger op til. Hjejle begrænses her af et instruktørvalg, der antyder en homoseksuel længsel fra Horatio mod Hamlet, men lader det stå som en ufokuseret antydning, der ikke er gennemført.

Gennemført er til gengæld Sara Viktoria Bjerregaards fremstilling af Hamlets elskede, Ofelia; på én gang alfeagtig og erotisk leverer hun både sødme og et skræmmende vanvid, da hun, efter Hamlets mord på Polinius, bliver gal og synger sin smerte ud, så hårene rejser sig. Bjerregaard giver Smeds Hamlet forestillingens stærkeste modspil, og da hun, med symbolsk tilstedeværelse efter den afsluttende fægtekamp, lader Hamlet dø med hovedet i sit skød, er det en smuk kærlighedsforening, om end i døden, af to sjæle, der var for gode til en betændt verden; for der er noget råddent i Danmarks rige!

Råddenskaben sættes over for grundlæggende menneskelige følelser som kærlighed, angst og ensomhed, og forestillingen fremstår på én gang klassik og moderne; tro mod sit forlæg og tro mod sin samtid - ja, vi ser endda et par mundbind på scenen. Med dramatisk nerve, og en fin afbalanceret humor, fremstilles Hamlet her som et rigtigt menneske hvis eksistentielle overvejelser, vi kan spejle os i.

Hvad vil det sige at være menneske? Et stort spørgsmål, forestillingen ikke har besvaret, da den lader sin Hamlet dø med et ”Resten er tavshed”. Hvad kommer efter tavshed; refleksion?

Smeds Hamlet har ægget os til at reflektere videre; til at spejle os selv i sjælens spejl.