af Thyge Cosedis Holting
Jeg var 29 år, da jeg begyndte at sige fra; at sige "NEJ!". Eller rettere; da jeg begyndte at øve mig i det.
Dette at sige "Nej" er netop ikke noget, der kommer af sig selv; ikke noget, der er let. Hvorfor egentlig ikke, når det er så forbandet let at sige ja?
At ville være den bedste udgave af mig selv betød i mange år, at jeg bar på den opfattelse, at alt, jeg gjorde, skulle være perfekt.
Som sikkert mange andre, var mantraet "Bare du ved, du har gjort dit bedste!" pakket dybt ned i min tidligste bagage. At stræbe efter perfektion kan være yderst motiverende, når noget er vigtigt, men alt kan vel ikke være lige vigtigt hele tiden? Hvis det er, stiller vi vel umenneskeligt høje krav til os selv!
Den dårlige samvittighed, jeg kender fra mig selv - den indre stemme, der siger "Du er kun god nok, hvis...." - er en frygtelig indpisker. Hvem vil skuffe? Hvem vil være "den svage", der skal tages hensyn til?
Den, der risikerer at blive set skævt til på jobbet, i familie- eller vennekredsen, til fritidsaktiviteten, på de sociale medier - den der vover at vælge sig selv til ved at følge sine indre signaler og sige "Nej".
Som 29 årig talte jeg med en begavet psykolog, der sagde: "Du kan ikke gøre andre tilfredse, men du kan tilstræbe at gøre dig selv tilfreds!".
Det begyndte jeg at øve mig på, og efter en barndom og ungdom farvet af "Ja", ofte drevet af skam, dårlig samvittighed og angst for at være "forkert", var der noget at indhente.
Siden 2014 har min øvelse i at sige nej kostet smertefulde slagsmål på både privat- og arbejdsfronten. Situationer, hvor jeg har skullet afvikle telefonsamtaler, mens jeg holdt godt fast i en bordkant, formulere mails på kanten af en knivsæg, har skullet tro på, at det er ok at lytte til mig selv, selvom over-jeg'et skriger: "Det KAN du da ikke; hvad er du for et grimt menneske?!"
At sige nej er ikke for tøsedrenge, har jeg erfaret. Derfor blev jeg så utrolig stolt, da en ældre, yderst anerkendt tidligere kollega for nogle år siden, da jeg havde sagt nej til en arbejdsopgave på et, for arbejdspladsen, yderst upassende tidspunkt, sagde: "Det var modigt, det havde jeg ikke turdet gøre!".
Ordet "nej" er en lille låge til frihed, og nye låger skal der tro og mod til at åbne!
Jeg øver mig fortsat.
Den vigtige fodnote:
Efter en forelskelsesfase i relation til ordet "Nej", har jeg opdaget, at et "Nej", ud over at kunne gøre mig aldeles høj, kan påvirke mennesker, jeg holder af. Med mantraet: "Jeg må melde afbud til hvad jeg vil, når jeg vil, for jeg rummer altid, når andre gør det samme!" har jeg såret gode venner, jeg sætter højt, mere end jeg var klar over.. At gøre andre vrede, med et "Nej", lever jeg med. At såre venner, der er vigtige for mig, har smertet mig. Heldigvis har de sagt det til mig!
Ordet "Nej" er ikke konsekvensfrit, og må, som ordet "Ja", bruges fuldstændig når jeg lyster - men gerne med omtanke; en omtanke, der vel også er en del af at være tro mod mig selv; at mærke hvad og hvem, der er vigtigt/vigtige!
Som allerede nævnt: Jeg øver mig!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar