Tal om tabuet - 5: STÅ VED

 af Thyge Cosedis Holting

D. 22 juni 2019 lyttede jeg, som så mange andre lørdage, til det daværende "Mads og Monopolet" på P4. Livsvisdom serveret med varme, humor og bid! Denne dag udtalte én af mine yndlingsmonopolister til alle tider, komikeren Jan Gintberg sig om noget, jeg har øvet mig i siden 2014: AT STÅ VED MIG SELV:

"Alle havde gang i det liv, som jeg gik og drømte om. Jeg følte mig som et totalt nul. Der er intet andet at sige til det end, stå ved, hvor du er i livet, det kommer til at flytte sig."  - Jan Gintberg

Så sandt, så enkelt og så vanskeligt.

Det seneste år, har jeg i den grad fået lov at øve mig i at stå ved; efter en fyring og en opgave med at skabe en ny tilværelse; hvor intet er på plads, hvor alting, mere eller mindre, er kastet op i luften og hvor tvivlen er en fast ledsager. 

Det er denne bagage, jeg har øvet mig i at stå ved; det uperfekte! 

På sine tidspunkter har det kunnet lade sig gøre, hvilket har affødt en fantastisk sejrsrus indeni. At blæse på skammen, smile til verden og sige: "Jeg er lige her, lige nu. Jeg har ikke styr på en pind, hvilket er frustrerende til tider, men jeg er nysgerrig på tilværelsen og taknemmelig for alt det gode, der findes!". 

Andre dage er intentionen om at stå ved mig selv fortsat den allerbedste  -og alligevel kikser det, fordi skammen, usikkerheden og tvivlen bliver for stor. Disse dage, kan man måske kalde stå af-dage; når man ikke evner at stå ved, skønt man så uendeligt gerne vil.

Et par stå af-eksempler:

Juleaften, 2021, var jeg inviteret til at fejre hos en kærlig og klog veninde, hendes mand børn samt et lille udvalg af hendes øvrige familie, som ikke er mig fremmed; gode, varme mennesker! Jeg havde købt gaver, skrevet kort - og alligevel måtte jeg stå af d. 23 december, hvor jeg meldte afbud; af skam over at skulle sidde hos en anden familie og risikere at være "ham den mærkelige uden hverken arbejde eller sin egen husstand og familie." - en skam som fortalte mig, at jeg egentlig ikke havde lov at være; ikke var okay! En sådan stå af-dag er aldrig rar at gennemleve, og for mig føltes det som en fiasko. 

Jeg ved ikke, om jeg er den eneste, der indimellem ryger så meget op i mit eget hoved, at jeg bevæger mig for langt væk fra mig selv, men bevidstheden om, at jeg gør det, (at stå ved, når jeg står af?) er dog en begyndelse...

I går havde jeg muligheden for at deltage i et arrangement, jeg gerne ville! Et arrangement, hvor jeg ikke kendte mange - men det kunne jeg jo være heldig at komme til via interesse, smil og åbenhed! Jeg havde fundet den brune habit - og 1960-er slipset indkøbt i Reykjavik, strøget skjorten, pudset skoene, besluttet mig aktivt for at udfordre mig selv, ved ikke at springe fra - men alligevel turde jeg ikke, og ændrede planen i sidste øjeblik. 

Snød jeg mig selv for en rigtig god og konstruktiv oplevelse; med garanti. Var årsagen skabt i mit eget hoved; udelukkende: "Hvad nu, hvis jeg ikke kan finde nogen at snakke med?". "Hvad nu, hvis jeg bare sidder og er tavs og akavet?". "Hvad nu, hvis jeg bliver fuld og pinlig". "Hvad nu hvis jeg skal indrømme, jeg har tusind store, vilde drømme, er 36 år men alligevel stadig "kun" er på vej og ikke i mål i modsætning til "alle andre"?". 

Goddag til hovedet - farvel til muligheden for en rar oplevelse. 

Hvis blot man altid kunne have en Gintberg for sit indre øre og stå ved, hvor man er i livet, ville meget være lettere! 

Jeg øver mig. 

I dag er en post-stå af dag, med stille jazz og en ekstra god kop kaffe, hvor jeg ærgrer mig, men prøver at rumme, modet ikke slog til, i visheden om, der er en ny dag i morgen; måske endda med sol! Jeg skal i morgen undervise en 8. klasse i drama, og hver gang, jeg har undervist, fyldes jeg med glæde og stolthed, for jeg er altid en anelse spændt/nervøs på forhånd. 

"Undervisning er en del af showbizz!", som en åndfuld tidligere kollega engang sagde til mig, og i det at stille sig op foran andre, ligger der, for mig, altid en skrøbelighed; er der kontakt eller ej? Møder du medspillere eller modspillede og vil modtageren udvise accept eller misbilligelse over for dig som formidler? 

Når jeg oplever kontakt og gensidig lyst til kommunikation i en undervisningssituation, fyldes jeg med glæde; det, jeg møder op med, er jo - alt andet lige - mig selv - altid med risikoen for at blive afvist. 

Når det lykkes mig at fange mine modtagere, ja måske endda få dem til at reflektere eller blot at føle, de forlader lokalet med en positiv oplevelse på kontoen, så er det lykkedes at STÅ VED! Og for at citere en anden yndlingsmonopolist: 

"Glimmer på og op på kaminhylden"- Hella Joof.      

STÅ VED, hvor du er, også når du er kommet for langt væk fra dig selv - f.eks. op i knolden! Så er der nemlig en mulighed for at komme tilbage til centrum igen!