Det er ganske vist... - om universiteter, pladsproblemer og en lille fjer.

Det rekordstore optag af nye studerende på landets universiteter – og de deraf følgende pladsproblemer med at huse dem - får mig til at bringe denne lille omskrivning af H.C. Andersens eventyr ”Det er ganske vist”, som jeg oprindeligt skrev til revyen på det nu hedengangne Nordisk Institut ved Aarhus Universitet. Teksten er fra 2011, men åbenbart stadig aktuel… og det er ganske vist!

”Det er en frygtelig historie!” sagde en studerende, og det på den kant af universitetet, hvor historien ikke var passeret. ”Det er en frygtelig historie på Nordisk Sprog og Litteratur!” Og så fortalte hun så hårene rejste sig på de tilhørende. Det er ganske vist. Men vi vil begynde med begyndelsen, og det var på en anden kant af universitetet; i Nobelparken! Det var først på eftermiddagen og solen stod højt på himmelen. En kvindelig studerende kom gående ud fra Nordisk Instituts bygning med en stol, og satte sig udenfor for at nyde solen. Med et lille smil sagde hun til en pige, der stod i nærheden: ”Her er nu mere behageligt end indendørs”.               

Den anden pige smilede venligt tilbage men gik straks ned mod kantinen og sagde til sin veninde: ”Hørte du hvad der blev sagt? Jeg nævner ingen navne, men der er en pige fra Nordisk, som måtte tage sin stol med udenfor, fordi hun ikke kan holde ud at være indendørs!”.

Og der udenfor kantinen stod en gruppe studerende, som rullede med øjnene og sagde: ”Hørte I, hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne ører! På Nordisk er der ikke plads til de studerende indendørs, så de må sætte sig udendørs. De har i den grad glemt hvad der sømmer sig for et institut!”.

”Det må jeg fortælle til min kammerat.” sagde én af drengene og løb ind i kantinen og brølede til sin ven: ”Har du hørt det? Har du hørt det? De optager så mange studerende, at der ikke er plads til dem i klasselokalerne!”. ”Hvor?” spurgte vennen? ”På Nordisk. Jeg har så godt som selv set det. Det er næsten en upassende historie at fortælle videre, men det er ganske vist!” .

”Jeg tror hvert eneste ord”, sagde kammeraten, og så løb han over i sprogbiblioteket og råbte: ”Der er to studerende på Nordisk, ja nogle siger, at der er ti, som har måttet forlade undervisningen. De stuver så mange ind i klasselokalerne, at der slet ikke er plads til dem. Det er forskrækkeligt. De kunne jo svede ihjel. Ruderne dugger allerede!”.

”Har man hørt magen!” sagde bibliotekaren og ringede over i Stakladen og sagde: ”Der er ti studerende fra Nordisk, der er døde af overophedningen i et klasselokale. Og yderligere tyve blev mast ihjel. Der er så mange studerende i lokalerne, at de må stå oven på hinanden. Det er en fæl historie. Jeg vil ikke beholde den selv. Lad gå videre.”. ”Lad gå videre” råbte folk i Stakladens kantine, og så løb historien fra studerende til studerende, og til sidst tilbage til stedet, hvorfra den egentlig var gået ud.

”Der er en hel årgang” sagde man ”som alle sammen forsøgte at flygte ud af den samme dør på én gang. De kunne ikke holde ud, at der skulle være 50 studerende i hvert lokale. De, der ikke allerede var blevet klæbet fast til kinderne på hinanden, forsøgte alle febrilsk at komme ud, ingen kunne komme nogen vegne, og så slog de hinanden til blods og faldt om - til stort tab for underviseren og til stor skam for instituttet!”

 Og den kvindelige studerende, der havde sat sin stol ud i solen foran Nordisk Institut, kendte naturligvis ikke sin egen historie igen, og da hun var en respektabel ung dame så sagde hun: ”Jeg foragter det institut, men der er flere af den slags, og det skal man ikke fortie. Jeg vil gøre mit til, at den historie kommer i avisen, så det kan gå landet over. Det har det institut fortjent!”

 Og det kom i avisen, og det blev trykt og det er ganske vist – Hvis man tror, der kan være 50 studerende i et klasselokale, så har man nok en lille fjer på!

/Thycho

            

At rejse er at...

Så har feriesæsonen for alvor fået sit tag i Danmark, men vejret synes ikke at have registreret, at danskerne længes efter grillaftner på terrassen, dage ved den solbeskinnede strand eller en lun travetur i mark og vang. Det meste af dagen står regnen ned i fede stråler og udsigten fra vinduet ligner mere oktober end juli. Det får så være, men hvordan man forholder sig til det middelmådige sommervejr er straks en anden sag..     

Mange opdateringer på Facebook handler i tiden om, hvor stor en trang folk har til at rejse langt bort til fjerne himmelstrøg, så de kan undslå sig det elendige juli-vejr. Afbudsrejser søges, man praler med sin snarlige tur til et eksotisk sted og selv en afstikker til noget ganske nærliggende, kan få fanerne til at veje – så længe det er uden for Danmark. (”Om det så er Tyskland, tager jeg derned for din skyld”, som Kristen Skjern sagde til Elisabeth Friis i ”Matador”) Dette at rejse er altså – forståeligt nok - en passion for mange… andre end mig!  

”At rejse er at leve” skrev den gæve H.C. Andersen (i et af de klare øjeblikke, hvor han ikke tegnede snirkler i sin dagbog.). Et udsagn, som jeg aldrig har følt trang til at sætte min autograf under. Dette at rejse har for mig ofte været forbundet med flere irritationsmomenter end glæder. Bevares – det er da ikke fordi, jeg aldrig har været ude at rejse. Som barn har man været på den obligatoriske campingferie til Italien, som teenager en charterferie til Korfu, hvor guiderne sang karaoke til John Mogensens ”Så længe jeg lever”, de obligatoriske skolerejser til Bornholm, London og Paris, studietur til Dublin i 2g og for nylig en tur til London – (to år siden – jo jo – men jeg oplever det som værende for nylig – alt er jo relativt.)

Man kan opleve mange spændende ting, når man rejser udenlands; museer, gamle bygninger, kogekunst ect. ect. ect. – og det kan da bestemt have sin charme, men så melder spørgsmålet sig: Hvorfor skal det absolut foregå i udlandet? For mig har der altid været noget grundlæggende irriterende i at skulle væk hjemmefra alt for længe, og hvis jeg f.eks. har været af sted en uge, har jeg hver dag tænkt: ”Nu skal jeg kun sove seks gange, før jeg skal hjem”, ”Nu skal jeg kun sove fem gange, før jeg skal hjem” og så fremdeles. Glæden ved det, man kan opleve i udlandet, er altid, helt naturligt, blevet overskygget af glæden ved udsigten til at komme hjem. Hjemme har man sine egne ting, sine film, bøger, sit tøj, man forstår sproget, man kender den valuta, der handles med, og sidst men ikke mindst kan man sove i sin egen seng. – jeg har sågar prøvet at medbringe et lille ark, hvor man hver dag kan klippe et stykke af, for at se, hvor få dage der er til ens hjemrejse. Men på turens start bliver det næsten for sørgmodigt, når man ser, hvor mange dage, der er tilbage af ferien.

Men ”Frisk mod Jeronimus – det driver over!” som salig Holberg skrev: Man finder på små ting, som kan forøge glæden, når man så endelig returnerer til de kendte himmelstrøg. Man kan, inden sin afrejse, lægge en lille seddel inden for døren til sin lejlighed, hvor der står ”Velkommen hjem”, man kan have lagt den biografi frem, man skal i gang med at læse eller man kan have købt en lille gave til sig selv, som står klar, når man kommer hjem. Jo jo – der er mange måder, hvorpå man kan motivere sig selv til at holde ud, mens man aftjener sin rejse-pligt.

Tænker man efter er der da ikke noget mere vindunderligt end en regnfuld sommer i Danmark, hvor man kan hygge sig med lige præcis det, man ikke får tid til i hverdagen; man kan læse bøger på sofaen, man kan besøge bekendte, der har en overdækket terrasse, hvor man kan sidde og drikke rødvin i tørvejr, mens regnen står ned rundt om én, eller man kan drikke te og få set afsnit 1-24 af ”Matador” i fred og ro. Man behøver slet ikke, at implicere udlandet! Jeg gør i hvert fald ikke!

For som der står på side 16 i det tillæg til begrædelserne over årets sommervejr, som aldrig blev udgivet: ”At rejse er - at længes hjem!”

(PS: En dag går snildt med 1. og 2. sæson af ”Downton Abby” (+ juleafsnittet), 1 sæson af ”Lykke” eller et gensyn med gode gamle danske film. Ak ja! Ude godt, hjemme bedst! – og jeg er i øvrigt slet ikke sikker på, at man ville kunne fremskaffe et dvd-eksemplar af ”Baronessen fra Benzintanken” på Kreta!)

/Thycho          

Om kunsten at punktere andres udsagn....

Jeg holder meget af at sige ting, der kommer lige ud af min krøllede hjerne. Sjove ting, skøre ting og skæve ting, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en given kontekst. I en lille blå lommebog har jeg nedfældet omkring 50 vittigheder/ordspil a la: ”Kan man kalde en linedanser computernørd, fordi hun er så meget online?” eller ”Hvis en stor sort fugl er meget aktiv på arbejdsmarkedet, er det så en erhvervsskade?”. Resultater af mine krøllede tanker, som måske er dumme, men sjove – synes jeg i hvert fald selv!

Så er der nogle mennesker, som har en anden humor end jeg og fred være med det! Det er ikke det, der ærgrer mig. Derimod kan man blive så træt, når disse ordkværulanter begynder at punktere mine vittigheder. Bedst som man har fyret en kommentar af, man selv synes er sjov kommer der én og prikker hul på ballonen.

Et eksempel:

Mig: ”Hvis en viking kalder sine venner sammen omkring kl. 14.00, bruger han så sin eftermiddagslur?”

Tilhører til joke: ”EN LUR ER ALTSÅ ET BRONZEALDERINSTRUMENT!!”

Bevares!

Et andet eksempel:

Mig: ””Hov hov”, som den ene hest sagde til den anden, da den anden spurgte den ene hvilken type sko den foretrak!”

Tilhører til joke: ”SKOEN SIDDER JO FAKTISK UNDER HOVEN!!”

Bevares!!       

Et tredje eksempel:

Mig: ”Kan en sentimentalt anlagt hakkebøf karakteriseres som rørt fars?”

Tilhører: EN BØF ER JO IKKE LÆNGERE FARS – MED MINDRE DET ER TARTAR!!”

BEVARES!!!

Hvad er det for en trang til at punktere min form for humor, som er ude at gå her? Humor hverken bør eller skal være underlagt historisk korrekthed! Fantasi bør ikke hæmmes af trivielle kendsgerninger.

Det er ligesom når jeg begejstret fortæller, at jeg har mødt spøgelset på Randers Statsskole (i form af en dør der bevægede sig en mørk aften, uden at nogen havde rørt den) og bliver mødt med kommentaren: ”Har du hørt om luft der forskubbes?”. Ak ja! Fantasien har trange kår nu om stunder!!

Men jeg bliver tappert ved med at lade min fantasi råde, og give sig udslag i krøllede udsagn. Med tiden kan man måske være heldig, at disse afsindigt faktafikserede tilhørere vil nøjes med at rulle med øjnene, i stedet for at tage nålen frem og punktere det sagte. Blot et spagt håb!

Vi prøver lige:

”Hvis man læser på universitetet og er karseklippet, er ens frisure så studiekort?”.

Grin eller lad være alt efter behag!

(Her kunne man selvfølgelig fristes til at spørge, om det så også var en uberettiget punktering, da jeg i 6. klasse, for at opnå lidt respekt, fandt på at sige, at jeg den foregående aften havde været i biografen og se premieren på ”Titanic”, hvorpå en klassekammerat, efter jeg har solet mig i anerkendende kommentarer et par minutter, venligt prikker mig på skulderen og siger: ”Jeg vil bare lige gøre dig opmærksom på, at den først har premiere i aften!”)

/Thycho

Et surt opstød om tv-tendenser...

Halløj! Så er der nye store tanker i de små sko! Denne gang vakt til live af den transmission af Hr. Møllers jordefærd, som DR1 og TV2 simultant blænder op for i dag.

Jeg vil ikke her kaste mig ud i en diskussion af, hvorvidt den gamle kæmpes sidste rejse er relevant at rydde sendefladen for, eller om det er passende, at begge kanaler dækker begivenheden. Det er der sikkert andre kloge hoveder, der vil belyse på fineste vis. Derimod synes jeg, man passende kan benytte lejligheden til at reflektere lidt over, hvad tv’et egentlig tilbyder os, når vi uforvarende åbner for det i håb om at blive oplyste, underholdte eller hvad man nu ellers måtte ligge inde med af forventninger.

Som udgangspunkt er jeg stødt på to problematiske tv-kategorier. Det første kan vi kalde mærkedags-tv. Denne kategori omfatter alt fra kongelige bryllupper, fødselsdage, jubilæer ect til folketingsvalg, diverse sportsbegivenheder eller dagens afsked med Hr. Møller. Begivenheder som automatisk har alle mediers bevågenhed, og hvor DR1 og TV2 meget passende kan konkurrere om, hvem af dem, som kan gafle flest seere. Man kan lige så godt lade være at ærgre sig over, at begge kanaler rydder sendefladen, for det gør de nu engang, og jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det! Mærkedags-tv kan man således kun komme udenom på én måde: Ved at slukke for fjollekassen, og gå en lang tur i skoven, tage på stranden, læse en bog eller ringe til efter en ven.

Det er jo vigtigt at skrive sig bag øret, at vi alle sammen interesserer os for noget forskelligt, og heldigvis for det! (Ellers ville jeg jo allerede nu skulle lægge mig i kø udenfor ”Fona” for at være sikker på at få et eksemplar af ”Lykke-2 sæson”-boksen.) Nogle vil se Tour de France mens andre vil se Reumert-uddeling, men pointen er blot: Når der er mærkedags-tv, man helst vil være fri for, kan man nemt holde sig fra skærmen!

Derimod må man græmmes over kategorien, man kunne kalde ”Opdragelses-tv”, som efterhånden fylder det meste af sendefladen ugen igennem. Luk op for kassen en vilkårlig hverdag, og straks bliver du bombarderet med råd om, hvordan du skal leve dit liv. Et godt eksempel er det engang så fine Go’ Morgen Danmark. I Michael Meyerheims tid var programmet optaget af politiske debatter, samtaler med skarpe samfundsdebattører og aktuelle reportager fra det ganske land. Seriøst og oplysende om end der også var plads til hygge, når der blev lavet mad eller spillet ”Hugo”. Lukker man op for Go’ Morgen Danmark i dag rammes man af en syndflod af råd om, hvordan man kan leve sundt, klæde sig moderigtigt og samtidig billigt på, opdrage sine børn, træne sin hund, smøre sin madpakke, fri til sin kæreste, arrangere den perfekte påskefrokost, finde de billigste økologiske råvarer, den bedste vin, den rigtige partner, den fedeste mobiltelefon, de rigtige grillkul og den rigtige film at aktivere ungerne med i efterårsferien – hvis det hele da ikke lige krydres med et besøg af Danmarks mest tatoverede bedstemor. Kære TV2, jeg kan rent faktisk godt tænke selv!

Jeg er ved ikke, hvad det er for en tendens til folkeopdragelse, der er ude at gå i vores tid, men sikket er det i hvert fald, at jeg nødigt ville være én af de ”helt almindelige danskere” (nyt spændende synonym for ”særligt castede typer”), som siddende i et smart pude-arrangement opstillet på et random torv i Danmark, får gode råd om alt mellem himmel og jord af kendte danskere i programmet "Skriftestolen" på TV2. Jeg er sikker på, at Nikolaj Koppel er fremragende til det job, han bestrider, men hvis jeg ville have gode råd om, hvordan jeg bliver sundere og kommer i form, ville jeg da nok foretrække at spørge Christian Bitz, som dog samtidig var travlt optaget et andet sted (var det på Stændertorvet i Roskilde?) med at rådgive en ung kvinde om, hvorvidt hun og kæresten skulle tage et lån til et kæmpebryllup, eller vente til de havde sparet pengene sammen. Ak ja! Det er åbenbart skammeligt at kunne tænke selv, når nu disse kendis-orakler er klart til at rådgive os alle.  

Og ja – det kan man i princippet også bare slukke for, hvis man finder det anstrengende, men opdragelses-tv breder sig efterhånden så meget, at det er svært at undgå.

Det er bestemt ikke sådan, at jeg synes, alt tv skal være ”fornuftigt”. Jeg elsker både ”Paradise Hotel”, ”X-factor”, ”Gift dig med en gås” (eller ”Dagens mand” som andre kalder det) og klichefyldte komedieserier. Her vælger jeg imidlertid selv at se noget dumt, hvor jeg ikke skal tænke. Det vil jeg hellere end at blive gjort dum par excellence. Lad os nu som udgangspunkt tænke selv! Det kan vi faktisk godt!

Og så vil jeg i øvrigt vende tilbage til tv’s fine og bevægende farvel til Hr. Møller, mens andre, som har fået nok af begge hovedkanalers dobbeltdækning, sikkert for længst har slukket og fundet på noget bedre at lave - præcis som jeg vil gøre i aften, når tv-skærmen overmales med "El Clasico"!

Go' lørdag :-)

/Thycho       

Påskelyrik

En påskekyllings fremkomst

Stilhed!

Det er mørkt! Shit, det’ mørk!

Jeg mærker noget blødt – dun? – Seriøst??

Jeg åbner munden. Vil råbe. Jeg pipper?

Jeg tager mig til munden – næbbet – Seriøst??

Jeg banker på døren, væggen, skallen?

Lys! Jeg er gul!

Seriøst??

Hjælp!

Det sprækker!

Lyset bliver stærkere. Gult lys!

Jeg er gul. Gult lys og gule mig med gule dun!

Jeg – en påskekylling! – SERIØST??

Forfatternote:

Jeg vil lige slå én ting fast: Digtet handler ikke om påske! Det er en fejlagtig kliche-læsning, som jeg kraftigt må tage afstand fra! Hvis det virkelig handlede om en påskekyllings fremkomst, ville det være urimeligt nemt at aflæse, og min kunstneriske integritet som lyriker ville være det samme værd som et kryds sat hos SF! DET HANDLER FUCKING IKKE OM PÅSKE! Digtet handler helt åbenlyst om en familie på fem personer, som køber ind ved grænsen inden de skal i Legoland!

Metaforen ”æg” er brugt som et billede på den psykiske tilstand, det enkelte familiemedlem befinder sig i. De føler sig alle indelukkede i en hård skal af kulde og ufølsomhed og drømmer om varmen (symboliseret ved lyset, der bryder gennem skallen). Mørket på sin side symboliserer ganske klart den lange kø af mennesker, som bare står og venter på, at det bliver deres tur, uden at smile til hinanden, mens ordet ”Seriøst” er en sammentrækning af ”ser i øst”. Østen er stedet, hvor alle levende væsner venter at se solen stige op som et tegn på en ny og bedre tid. Lyset og de bløde dun er tegn på noget varmt, fint og sensitivt, men da den gule farve (falskheden) dominerer, er lys og dun kun et løgnagtigt drømmesyn. Vi ser i øst, men alt er håbløst og mennesket er dømt til et evigt fangenskab i en eksistentiel krise!

Digtets form (æg og æggebæger) symboliserer IKKE noget, der handler om påske!! Hvorfor tror folk altid, at ordet ”Påskekylling” har noget med påske at gøre? Hold kæft hvor er jeg træt af det! Det er en snæversynet holdning og en måde, hvorpå man forsøger at sætte alle os påskekyllinger i bås! Vi er faktisk også dyr med dybe følelser og kunstneriske ambitioner, som en degradering af os til sæsonbestemte pyntegenstande kun er med til at nedbryde i et alt for hastigt tempo! Digtets form er et symbol på livet, individet og håbløsheden, mens udråbstegnene symboliserer de nåle, som mennesket konstant føler sig gennembordet af.

Derudover rummer digtet mange læsningsmuligheder, men lad nu være at overfortolke! Og det handler IK’ om påske!! – ja bevares, ordet ”påskekylling” forekommer da, men det er bare en blanding mellem en metafor og en tom plads!! Pip!

(Uddrag fra den aldrig publicerede digtsamling: ”Med æg som væg” af anonym påskekylling)

/Thycho 

Fra påskekylling til antihelt.

Lørdag, d. 31 marts var der varslet demonstrationer i Aarhus fra to sider. Dels fra Danish Defence League og dels fra Aarhus for mangfoldighed. Lad mig sige det med det samme: Jeg synes ytringsfriheden er en meget vigtig ting, og de, som vil lufte deres meninger i det offentlige rum, skal bestemt have lov at gøre det. De, der gik med i moddemonstrationen, var både gode og heltemodige!

Som gennemsnitlig kortbenet småborger, uden nogen former for helteambitioner og med hang til overdrivelse, blev jeg imidlertid opfyldt af en mængde (relativt) relevante spørgsmål: Ville hele byen blive politiafspærret? Mon nogle ville kaste med brosten og sætte ild til biler i netop min gade? Ville situationen være så tilspidset, at der ikke var mulighed for at komme i Føtex om eftermiddagen?

Flere venlige sjæle påpegede, at jeg burde være i sikkerhed, da demonstrationen ville finde sted halvanden kilometer fra min hoveddør, og at jeg næppe ville være demonstranternes hovedmål, men som salig Kirsten Hüttemeier altid sagde: ”Man kan aldrig vide, hvornår lysten melder sig.” (Se, der har vi Freud igen – og demonstranter har vel også et id!). Jeg kunne se for mig, hvordan jeg på mine korte ben iført blommefarvede bukser måtte løbe for livet gennem Aarhus, fordi jeg havde vovet mig i Føtex på et forkert tidspunkt! En hob vrede demonstranter ville forfølge mig, mens de kastede med brosten, og det hele ville blive fulgt af News-helikopteren. (Måske nok en anelse hypotetisk, ville nogle sige, men man kan jo aldrig vide …)

Jeg tog i hvert fald mine forholdsregler: Kl. 9.00 spænede jeg i Føtex og fik indkøbt den nødvendige beholdning af bl.a. Kellogg’s frosties, som var nødvendige for at overleve weekenden. (Det kunne jo være, at gadeuordenen og afbrændingen af tilfældige biler ville fortsætte søndagen med).          

Demonstrationen var varslet til at begynde kl. 13.00, så kl. 9.30 var jeg hjemme igen, låste porten ud til gaden grundigt og satte dvd’en med første sæson af ”Downton Abby” på. Omkring kl. 15.00 kunne jeg på tekst-tv læse: ”Kaos ved demonstration”. Ha! Min beslutning om at forskanse mig indenfor var rigtig.

Imidlertid blev jeg bragt i et voldsomt dilemma, da en bekendt ringede og spurgte, om jeg ville med i biografen. Turde jeg bringe mig selv i den faretruende situation, det ville være at gå op ad strøget ved 20.00-tiden med risiko for at blive jagtet af de vrede elefanthuer med brosten og overvåget af News-helikopteren! Efter nogen overvejelse var svaret: JA! Slut med at være påskekylling! Nu ville jeg være heltemodig og trodse faren!

Men ak, det er svært at være profet i sin egen by. Kl. 17.00 var demonstrationerne opløst, politiet kørt hjem til kaffen og citronmånen på stationen og strøget i Aarhus så idyllisk som en solopgang over Øresund (hvad det i øvrigt havde været hele dagen! – demonstranter er åbenbart mere ihærdige på Nørrebro!), så da jeg gik af sted ved 20.00-tiden var det snarere som en noget skuffet antihelt (som dog er bedre end påskekyllingen, som bare er fej, mens antihelten har selverkendelse nok til at sige: ”Helt! Det er ikke noget for mig”.)

Set i bakspejlet var mine forholdsregler forud for lørdagens demonstration måske nok lidt vel grundige, men nu skal det også være slut. Næste skridt er at gå fra antihelt til helt, og kunne jeg ændre på drømmen, hvor jeg bliver jagtet gennem en fyrreskov af et emsigt pindsvin, der er iført grønne smækbukser og kører på en rød trehjulet cykel med hvidt lad og først standser, når jeg kaster en cd med Rasmus Seebach hen til den, vil jeg i stedet standse op, vende mig mod udyret og sige: ”Du kan få en flad skive med Medina dit møgdyr!” (– hvorefter pindsvinet højst sandsynligt stiger af cyklen og flænser mig i småstykker med sine skjulte superkræfter, så jeg bittert vil fortryde, at jeg skulle lege helt i stedet for at kende mine begrænsninger og se ”Downton Abby” færdig!)

/Thycho

En dansklærers tanker om monarki og folkeeventyr.

Lad mig sige det med det samme: Jeg er fuldblodsroyalist. Jeg synes kongehuset er et fantastisk lille stykke eventyr, der, på sin egen krøllede måde, har overlevet på trods af, at tiden er mindst to jordomsejlinger og et hestehoved foran. Jeg synes monarkiet er en kilde til fantastisk underholdning. Lidt ligesom ”Paradise Hotel” – bortset fra, at kongehuset har en fast aftale med tv om, at kameraet slukkes, mens man spiser! 

Nå, men altså: Når man i hverdagen slår sine folder som gymnasielærer i bl.a. dansk, og lige for tiden arbejder med folkeeventyr, er det svært ikke at blive fristet til at trække nogle linjer mellem tingene. Hvorfor gider vi se på en transmission fra middagen for prins Charles og Camilla, hertuginde af Cornwall, når man meget let kunne slukke for fjollekassen og foretage sig noget mere fornuftigt? Hvad er det ved monarkiet, som fanger moderne menneskers opmærksomhed? (For republikanernes vedkommende er det irritationen over at betale til noget, man synes er uinteressant. Nåååå - tag en kiks og se det som en form for licens (– som du i øvrigt slipper for selv at skulle indbetale! Får du måske samme service fra DR?!)    

Vi hopper indledningsvis en tur tilbage i tiden: I middelalderen, hvor folkeeventyrene allerede fløj frejdigt fra mund til mund, repræsenterede fortællingerne almuens drøm om en solid plads i det sociale hierarki. Eventyrene var hverdagshistorier fra almuens liv, som var iklædt symbolsk dragt. Kongen symboliserede bonden, dronningen madmor, prinsen og prinsessen deres rødkindede børn og kongeslottet var bondegården, hvor kongen/bonden uddelegerede opgaverne. Når en prins vandt prinsessen og det halve kongerige, var det et symbol på, at en ung bondeknøs med halm i træskoene og jord i hovedet fandt en pige, giftede sig med hende, fik sin egen gård og dermed løsrev sig fra sine forældre. En drøm om at blive herre i eget hus (uden hjælp fra Pelle Hvenegaard) med egne rettigheder og et selvstændigt liv.

Kan vi bruge det til noget i dag? Hvordan betragter vi den kongelige familie? ”De er jo bare almindelige mennesker som om andre!”(vrænge vrænge) – jamen hov!! Er det måske dér, vi har forklaringen på fascinationen? En helt almindelig familie i en flottere indpakning: Større parcelhus, større øse og større husholdningsbudget! Vort eget liv spejlet i et symbolsk univers. Jeg aner en sammenhæng! Når alt kommer til alt, ved vi jo ikke noget bedre end at høre om os selv!       

Jeg tror jeg, i min næste dansktime, vil begynde med følgende eventyr:

Der var engang en kronprins i et lille land i det kolde nord, (en dude fra Fredericia ved navn Torsten, som arbejde i en iskiosk), der var klog og proper. (han havde fået 10 klasse og var ret swag.) Han ville så forfærdelig gerne finde en prinsesse. (han manglede seriøst noget ... modspil). Skønt han havde rejst i hele verden, og endog på hundeslæde over indlandsisen, havde den rette ikke vist sig (han havde endda taget en kigger på ”Chaplin” i Silkeborg, men det gav ingenting!) Prinsen kom hjem til sin mor, dronningen, der netop var i gang med at brodere en messehagel, og var led og ked af det. (Han havde nedern på og tog hjem, men hans mor sagde: ”Fuck nu af! Jeg strikker lige!”). Men endelig en smuk oktoberdag kunne prinsen for hele rigets befolkning offentliggøre, at han havde fundet en smuk pige fra Australien, som havde lige det, der skulle til. (iskiosken fik en praktikant, som var pige, fra Ølst - og single!) Prinsen og den australske pige blev gift og flyttede ind i deres helt eget nyistandsatte palæ (egentlig statens, men who cares!), fik fire børn og en skatteyderbetalt luksustilværelse, (Torsten og praktikanten blev kærester og chillede sammen både når på arbejde og hjemme,) og de levede lykkeligt til deres dages ende (men de har nu nok slået op siden….)

Vort eget liv set i en lidt mere pompøs spejling! Det er vel ikke så ringe endda! Om folkeeventyr og monarki hænger sådan sammen (og om der overhovedet er en sammenhæng), ved jeg ikke – men det er i hvert fald et bud. Både kongehuset og eventyret kan til stadighed være kilder til fortsat undren, analyse og fortolkning. Heldigvis!

(I øvrigt minder jeg om, at når ulven spiser den lille Rødhætte, er det et symbol på, at de dyrker dyrisk oralsex grundet Rødhættes symbolske svaghed for behårede og dystre fremmede, hun møder i skoven! Det siger Freud! Jeg ved ikke om det passer. Ulven bad også om at få kameraet slukket, mens han spiste.)    

/Thycho                

Om køkultur...

Jeg kan som udgangspunkt godt lide ”Baresso”! En hurtig kop kaffe, en frisk replik fra ekspedienten, et stempel, et smil og så af sted igen. Overfladiskhed på en hyggelig måde. Det er kun ”Baresso”, som kan få mig til at føle mig som Aarhus-hipster en grå tirsdag eftermiddag, hvor man lige er hoppet af bussen efter endt arbejdsdag, skoene klemmer, hårdagen er dårlig og kontoen er udmagret. Altså: Jeg kan som udgangspunkt godt lide ”Baresso”.

Om det var længslen efter ”Jeg - en hipster” - følelsen eller bare regulær tørst, der havde samlet kaskader af forårsklædte på en tilfældig ”Baresso” i Aarhus lørdag eftermiddag, skal jeg ikke kunne sige. Det var varmt udenfor - og det blev varmt indenfor! Iceblends med chokolade, espresso og meget andet godt, blev langet over disken i en fart, der kun bliver overgået af taletempoet i den nyligt opførte udgave af ”Jeppe på Bjerget” på Aarhus Teater, eller farten med hvilken Anne Linnets sange kan kvæle det gode humør i en tilhører! (hvilket afgjort er hurtigere, end politiet tillader). ”Iceblend!”, ”Ja. Til at ta’ med?”, ”Ja!”, ”44!”. ”Sådan!”, ”Værsgo! Hej hej”. ”Hej!”, ”Iceblend”, ”Ja. Til at ta’ med?” – ak nej!  Klik, klik, klik…… og en masse mennesker, der ser på det samme ur over disken!

Det velkendte hurtige tempo var denne lørdag eftermiddag skiftet ud med en langsomhed i serveringen, som stod i bitter kontrast til tempoet (og stressniveauet) hos de arme ansatte, der i et væld af kander, kaffemaskiner og kundehenvendte udglattende smil kæmpede med at få gjort diverse bestillinger færdige, så de 30 minutters ventetid i hvert fald ikke skulle bevæge sig op på 31! Respekt! De knoklede – og det giver mig anledning til at sige følgende:

Hvorfor tror folk, at ventetiden bliver kortere, hvis de puffer til hinanden, er uforskammede og smækker deres kvitteringer op i hovedet af den sagesløse ekspedient, som sikkert i samme øjeblik drømmer sig væk til en stille tropeø med udsigt til bølgerne og det azurblå hav, hvor freden kun generes af en let brise. Den bitre sandhed var imidlertid, at brisen skyldtes ånden fra en rødhåret madam, hvis rasende krøller, med lidt god vilje, godt kunne minde om et hav (ganske vist med lidt mere oprørte vande).

Ja, der var 30 minutters ventetid, folkene bag disken svedte endnu mere end man gjorde i køen foran den! OG HVAD SÅ?! (Jeg spekulerer pludselig på, at man burde sætte ”Køkultur” på listen over fag, der mangler i folkeskolen! Det kan nok lige klemmes ind mellem ”Medmenneskelighed” og ”Holberg for begyndere!”. Nogle burde give medarbejderne på denne ”Baresso” en medalje (eller bare et enkelt smil) og dem i køen et los i røven!

Go’ søndag!          

/Thycho