Anmeldelse: "Kærlighedens forrykte former" - Aarhus Teater

 Forfatter: Stefan Zweig, dramatisering: Johanne Petrine Reynberg/Josephine Eusebius, iscenesættelse: Anna Katrin Einarsdóttir/Sullivan Lloyd Nordrum, scenografi: David Gerth, lysdesign: Kasper Daugberg, lyddesign: Kim Engelbredt, medvirkende: Nanna Bødtcher, Frederik Mansø, Kjartan Hansen og Ane Stengaard Juul. Produceret af Aarhus Teater i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole. Forestillingen set, d. 10/11-2020

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

 I lidenskabens labyrint

 

En labyrint danner en metaforisk ramme om Aarhus Teaters opsætning af to noveller af østrigske Stefan Zweig. Mellem store metalrammer og halvt gennemsigtige skærme gennemspilles to simple fortællinger om komplicerede relationer; om vilde følelser og om den erotik, der ikke vil gemmes bag stivede skørter eller akademisk konversation. Rummet fremstår sort og hvidt; karaktererne i fortrængt fuldfarve. De to Zweig-noveller er dramatiseret og iscenesat af hver sit hold af talenter fra Den Danske Scenekunstskole. To forskellige udtryk, samme motiv og helt igennem æggende. 

 

I forestillingens 1. akt har Anna Katrin Einarsdóttir iscenesat novellen ”Brændende hemmelighed”, 1911, som er begavet dramatiseret af Johane Petrine Reynberg. En lineær fortælling om en forsømt hustru, der ferierer på et ensomt hotel i Schweiz med sin tolvårige søn, Edgar. Drengen skal rekreere sig efter en sygdom, og får en ny ven i hotellets nye, interessante gæst; en ung baron. Baronen er dog primært interesseret i Edgars mor, som han snart lokker i seksuelt fordærv. Mor Mathilde er let at friste, med ægtemanden ude af syne, og som den androgyne Lobbyboy siger det: ”Der er vist aldrig nogen, der har spurgt, hvad De har lyst til?!” - (Ane Stengaard Juul er suveræn som en venligt indbydende og beregnende iagttagerskikkelse; ikke mand, ikke kvinde, men sitrede af humor, lyst og afventende vildskab). Her ledes gæsterne sammen i en følelsesmæssig orkan; et nydelsesfyldt moralsk forfald.

 

"Brændende hemmelighed", foto: Aarhus Teater 

Frederik Mansø er glimrende som Edgar, der, iført stift matrostøj, fascineres af Baronens historier om

kampen med en tiger; her er en rigtig mand at se op til. Mansø spiller rollen med både drenget naivitet, sprudlende livsglæde og sydende jalousi; sidstnævnte aktiveres, da moderen beslaglægger Baronen, og bringes til eksplosivt udbrud, da Edgar opdager sin Mamas natlige samvær med Baronen i skoven (et abstrakt og uhyggeligt rum skabt med Kim Gluds videoprojektioner). Som Edgars mor er Nanna Bødtcher rank og følelsesmæssigt stækket – fint illustreret med kjolens stramme snøreliv; hun broderer og begrænses af 1800 tallets kønsrolleforventninger. Således er hun et oplagt bytte for Kjartan Hansens lapsede, verdensmandslignende baron (desværre med en noget utydelig diktion), som både forærer hende en hvid rose, og venter noget til gengæld. Baronen fordufter hurtigt, efter Edgars afsløring, og Mathildes angstfyldte blik, da Lobbyboy (næsten ondskabsfuldt) melder, at ”Papa” er på vej, siger det hele; hun har overtrådt en hustrus beføjelser, og deler nu den brændende hemmelighed med sin søn; en hemmelighed, der kan fælde hende på et øjeblik, hvis Edgar indvier sin far i, hvad der skete i skoven.

 

I Anna Katrin Einarsdóttirs iscenesættelse understreges individets stækkede situation i et nærmest koreografisk stiliseret arrangement. Skuespillerne bevæger sig synkront rundt i labyrintens gange og går fra tid til anden helt i frys; et billede på det jerngreb, Victoriatidens moralkodeks holder mennesket i. Det velfungerende ved iscenesættelsen består først og fremmest i, at udtrykket er så tilbageholdt; vi mærker karakterernes sitrende desperationen efter en forløsning. En desperation der effektfuldt kontrasteres af Lobbyboy, der er skamløst indladende over for såvel karakterer som publikum - mens hun plukker bladene af den hvide rose! Forløsningen er mulig - hvis vi ellers tør give slip.

 

"Følelsernes forvirring", foto: Aarhus Teater

At give slip er også motivet i forestillingens 2. akt, hvor Josephine Eusebius har dramatiseret novellen

”Følelsernes forvirring”, 1927, i en montagedramaturgi, hvor vi dels følger en kronologisk fortælling og dels får den kommenteret af hovedpersonen Roland; en ung universitetsstuderende med hæmningerne uden på sin cardigan. I Sullivan Lloyed Nordrums legende iscenesættelse veksles der mellem det komiske og det indfølte i skildringen af den unge Roland (en velspillende Mansø med lysende øjne og en febrilsk trang til at elske) og hans betagelse af den ældre engelskprofessor, Mr. Smith (som i Hansens fremstilling fremstår både optændt af en flammende passion samt knugende uforløst og længselsfuld). Nordrums iscenesættelse er centreret om relationen mellem Roland og professoren, der mødes på universitet i 1950’erne; begge mærker de en farlig gnist, der antændes. ”Man kender ikke et menneske, før man har set det i sin mest flammende form” siger professoren i sin indledende forelæsning om Shakespeares tragedier; Smiths store passion, der skulle være blevet til et værk i flere bind. Nu tilbyder den renhjertede Roland at hjælpe sit idol med at realisere projektet, de to mænd indgår en symbiose, og derfra er alting ”sat i skred” som Roland siger i sin afslutningsreplik.

 

Mansø og Hansen gennemspiller, med en smuk sårbarhed, hvordan de to mænds gensidige betagelse, og samarbejde om færdiggørelsen af professorens Shakespeares-værk, sætter skred begæret; begge ønsker at blive sat fri, men også her kommer konventionerne på tværs. Med en fin brug af pauser, fysisk tøven, febrilske udbrud og ord, der ikke slår til, skildres de to karakterer, både på manuskript- og iscenesættelsesplan, ganske stærkt.

 

Som et fængsel fremstår den lilleverden, de to befinder sig i, hvilket illustreres via forestillingens kvindelige karakterer; Roland møder professorens kølige hustru, Charlie (en både venligt afmålt og totalt afvisende Juul). Da hun forfører den forvirrede Roland, har man indtrykket af, hun primært vil ramme sin, på flere planer fraværende, husbond ved at lægge sin hånd på hans protegé; jalousi som projektion af sorg og manglende ømhed - Juul spiller det med præcision. Med samme nøjagtighed giver Bødtcher os en vammel værtinde, iført metalfingerbøl, der skaber ubehagelige mislyde fra en verden, hvor mænd ikke må elske hinanden. Bødtcher er endvidere ildevarslende som byens sortklædte, bibelkredsledende frue, der nok ved, hvordan skyld og straf skal fordeles.

 

Da professoren endelig åbenbarer sin fortid for Roland, efter at have afvist ham i desperation og angst for det erotiske i deres relation, forstår vi, at den passionerede Shakespeare-elsker er et menneske, der aldrig har fået lov at udfolde sig fuldt; en forløsning for Roland, der kan spejle sig i Smith, men også en dyb kærlighedstragedie - fint sat i perspektiv af de mange referencer til ”Romeo og Julie”.

 

Forestillingen er dynamisk iscenesat med en velgørende brug af humor, der dygtigt kontrasterer seriøsiteten og styrker udsigelsen; følelsernes forvirring er et grundvilkår, og ydre rammer er snerrende bånd for kærlighedens veje og erotikkens himmelflugt.

 

2. akt er mere energi- og tempofyldt end sin forgænger, men de to forskellige novelle-iscenesættelser spiller smukt sammen og viser os, på tværs af historiske perioder, hvordan tilbageholdte længsler skaber ulykkelige mennesker.

Den velfungerende scenografi, af David Gerth, er, med få ændringer i pausen, den samme i hele forestillingen; den metaforiske labyrint, hvor man så let kan fare vild i sin søgen efter legen, livsglæden og lidenskaben; her mødes kærlighed og lyst, livskraft og konventioner. 

Hvem kan sprænge rammerne? Ifølge Stefan Zweig kan vi alle; hvis blot vi tør….

  

 

 

Anmeldelse: "En plads i solen" - Svalegangen

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen, iscenesættelse: Simon Boberg, dramaturg: Janek Szatkowski, scenografi: Peter Schultz, lyddesign: Anton Bast, lysdesign: Henrik Sloth, Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clara Ellegaard, Morten Vang og Jesper Hyldegaard. Forestillingen set d. 7/11 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Nedtælling i skyggen

Han tror; på noget stort og på absolut ingenting. Kristoffer Helmuths Kaj Henning sidder i fængselscellens skygge og tæller ned. Der er en time til han skal henrettes, og det er tid til at få hold på tankerne og forsøge at lokke en kop kaffe ud af Jesper Hyldegaards på een gang gemytlige og skarpsindige fængselsbetjent; ham som dramatiker Julie Maj Jakobsen lader være vidne til Kaj Hennings gennemspilning af, hvad det var, han søgte i nazismen, terrorismen og i solen.

Sammen med Hyldegaards fængselsbetjent er publikum aktive deltagere i dette stærke drama, som Simon Borberg kløgtigt har iscenesat med en række fortællegreb, der understøtter den episke montagedramaturgi, Jakobsens tekst er bygget op efter. En enkelt rekvisit, en revolver, indgår i spillet; ellers er alt andet fortalt; kostumer, bevægelser, farver, former; det hele skabes med ord i det nøgne, og dog så symbolske, fængselsrum, Peter Schultz har skabt som ramme om forestillingen. Skuespillerne bryder konstant den fjerde væg, og den dynamiske række af stiliserede billeder fremstår på én gang genkendelig og fremmedgjort; ligesom Helmuths rødhårede terrorist. 

Vi følger den unge Kaj Henning Bothildsen Nielsen fra Aarhus, der drømmer om at være frontkæmper under 2. verdenskrig; han vil gøre en forskel, han vil finde mening og han vil have en plads i solen; langt borte fra den skygge i hvilken, han har været holdt hele sin barndom pga. en lungehindebetændelse. Han kasseres til session flere gange; han ydmyges direkte pga. sin svage fysik, sit røde hår og ringe højde. Der er både en vilje og en dyb frustreret bitterhed i Kristoffer Helmuths Kaj Henning, og så er vi der; en terrorist er født som et produkt af desillusion. Ligesom fængselsbetjenten tæller ned til henrettelsen, kan vi som publikum, med tilbageholdt åndedræt, tælle ned til den katastrofe, vi ved vil indtræffe; brandscenen i Guldsmedgade ligger som et flashback-glimt i forestillingens åbning; en umenneskelig gerning begået af et menneske. 

Foto: Svalegangen

Netop terroristens menneskelige ansigt bringes i centrum i Julie Maj Jakobsens dramatiske gendigtning af de historiske begivenheder fra Aarhus under 2. verdenskrig. En begavet tekst, som ikke dømmer, men derimod stiller spørgsmål; Vi følger Kaj Hennings Bothildsen Nielsen på to planer; dels i dialogen med fangevogteren (en glimrende præstation af Jesper Hyldegaard som både er roen selv, men samtidig ender i et desperat udbrud, da han ikke kan vække anger hos sin fange), og dels i de filmiske flashback-sekvenser, hvor Helmuth viser overbevisende spil, når han indledningsvist får lokket hustruen Inger (en hengiven Clara Ellegaard, der i sit spil spænder over et bredt og troværdigt følelsesregister), med til Tyskland, hvor han træder ind i Waffen-SS. Den kærligt støttende hustru må sågar bespise en tysk officer (en klæbrig og uhyggelig Holger Østergaard), mens Kaj Henning går på SS-skole. Hjemsendt til Danmark finder han siden sammen med de gamle venner Ib (Østergaard, der tegner flere præcise figurer, uden at blande dem sammen) og Brøndum (en velartikuleret og hårdkogt Morten Vang), og sammen træder de tre ind i Schalburgkorpset, hvor de aflægger en ed om at tjene Hitler; en sekvens, der styrkes af Maja Juhlins på én gang karikerede og skarptslebne spil som tysk befalingsmand; guddommeligt oplyst og placeret på en høj afsats som var hun føreren selv  - endnu et mesterligt billede i rækken.

Vennerne begår den ene likvidering efter den anden, og gennem samtalerne med fængselsbetjenten afsløres det, at Kaj Henning, gennem engagementet i Schalburgkorpset, har fundet en mening. Helmuth er sitrende intens i sit spil, og hans argumentation for rædslernes rimelighed indeholder på én gang en vild passion og en afgrundsdyb skuffelse over den sol, der aldrig kom til at skinne på ham.

Clara Ellegaards Inger nyder det nye tøj og den benzindrevne bil, familien har fået råd til, qua Kaj Hennings lyssky aktiviteter. Ellegaard er mesterlig i sin nedladende venlighed over for værtinden Fru Nielsen (med en småborgerlig nyfigenhed, som Maja Juhlin rammer lige på kornet), men hendes Inger begynder langsomt at ane, noget er helt galt med de ideer om det tredje riges storhed, Kaj Henning har indprentet i hende. De tre børn sender hun ustandseligt bort til sine forældre, og da Kaj Henning, efter befrielsen, bliver arresteret, med den grusomme mordbrand i bagagen, er der ingen forståelse. Inger kan ikke sidde i cellen og spise æblekage med en mand, der har et sind så fordærvet. Hun går sin vej, og Ellegaard maler her et portræt af en kvinde, der ikke har mere at give af, selvom hun fortsat bærer kærlighed til sin mand; hun kan ganske enkelt ikke følge hans ideer.

Tiden rinder ud for Kaj Henning i fængselscellen, men hans blik søger stadig opad; op mod det lille vindue, hvorfra solens lys falder ind; det lys, Kaj Henning så gerne vil bades i. Imidlertid viser Helmuth os, hvordan nazismens skygger har lagt sig over Kaj Hennings følelser og forstand. Aktionen i Guldsmedgade skulle blot have smadret nogle butiksruder, men de kraftige bomber ender med at sætte hele gaden i flammer. Ib og Brøndum angrer måske, men for Kaj Henning er der ingen tvivl; det må være sådan; det tredje riges ild må lægge marken øde, før de nye afgrøder kan gro, og skæret fra ilden er måske den sol, der endelig skinner på Kaj Henning, med sin morderiske varme; føler han sig endelig set, mens sagesløse beboere brænder inde?

Forestillingens afsluttende henrettelsesscene skildrer, hvordan en desillusioneret mand kan finde livets mening i martyrdøden; hvor tæt den lille mand, med en drøm, og den modbydelige massemorder er på hinanden. Er man født på skyggesiden, er man villig til alt for at mærke solens lys et eneste øjeblik (- både lys og skygge behersker Henrik Sloth fornemt, og forestillingens lysdesign understøtter, sammen med lydsiden, bl.a. de grafiske mordsekvenser på fornem vis.)

Vi kan følge det menneskelige i Kaj Hennings drøm langt hen ad vejen, med da han står på tærsklen til døden, og den nazistiske besættelse ikke vil slippe ham, må vi give fortabt. Her går grænsen mellem menneske og monster; mellem skyggesideskuffelser og terrorismens trosbekendelse.

Det er disse skrøbelige modsætninger, der gør denne forestilling, om anden verdenskrig, så intens - og så skræmmende aktuel; vi fordømmer den overlagte ondskab, men hvem kender ikke til følelsen af skuffelse….        

Anmeldelse: "Sværdet i stenen" - Louise Schouw Teater

 Dramatiker: Gunvor Reynberg, musik. Sigurd Barett, iscenesættelse: Louise Schouw, scenografi: Niels Secher, lysdesign: Kristian Specht, koreografi: Rebekka Lund. Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Asbjørn Agger, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 18/10 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Når drenge bliver til mennesker

Følg dit hjerte, befri sværdet fra stenen, fuldbyrd din skæbne!

Fortællingen om sværdet i stenen er blevet tolket i adskillige film og teateropsætninger, men hovedmotiverne går igen: det gode besejrer det onde via kærlighed, retfærdighed og venskab, og skæbnen placerer altid én på rette hylde, skønt man først må grueligt meget ondt igennem.  Det er et klassisk eventyr, Louise Schouw Teater her serverer som en musikforestilling for hele familien.

Vi hvirvles ind i et visuelt ridderunivers med trapper og gotiske buer skabt af den garvede scenograf Niels Secher. Sammen med Kristian Sprechts stemningsfulde lysdesign og de eventyrligt dystre toner, komponeret af Sigurd Barett, er stemningen sat; dette her skal være dramatisk! Vi oplever, hvordan kvinden i søen forudsiger, at den lille, forældreløse Arthur vil blive noget særligt, hvordan hun kaster magi over sværdet Excalibur og placerer det i den sagnomspundne sten. 

Det er intenst, stemningsmættet – og forudsigeligt?

Dramatiker Gunvor Reynberg har gendigtet historien på en måde, så hele familien kan være med – hele tiden; de gode er gode, de onde er onde og de følelser, man har, synger man om 1-1. Vel er forestillingen henvendt til børn, men man savner immervæk en tekstside, hvor ikke alt nødvendigvis skal tages for pålydende – og desuden en dramaturgisk beskæring af de lange sangtekster, som er finurlige, men bremser handlingen frem for at bringe den videre.

Men videre vil vi alle, og her melder et spørgsmål sig; hvordan udvikler man sig fra dreng til menneske? Det er et tema, flere af karaktererne slås med. Den unge Arthur (spillet med naivitet, beslutsomhed og sårbarhed af Asbjørn Agger) kan ikke finde sin plads i tilværelsen. Som forældreløs mangler han et maskulint forbillede, skønt troldmanden Merlin (en alfaderlig Morten Bo Koch) forsøger at ruste og skærme ham; Melin ved, hvad der venter Arthur, men kan ikke afsløre det, hvorfor der, mellem de to, må opretholdes en distance. Af andre mulige forbilleder har Arthur sin fosterbror Kaj (Koch som en dumpap af en macho-bøf), hvis ide om en rigtig dreng, er én, der kommer frem i verden ved at træde på de andre. Hos Kaj henslæber Arthur livet som tjener, og identitetskrisen skildres ganske smukt af Agger, der formår at give sin Arthur en troværdig længsel efter bare én ven i verden.

Foto: Mike Reuter

En ven savner også prinsesse Guinevere, der slås med kønsrolleforventningerne, hun påduttes af sin lærerinde, den ondsindede Morgan Le Fay (en rank, kølig og afsindigt velsyngende Lisbeth Kjærulff). Guinevere (kækt spillet af Marianne Bøgelund med nysgerrighed, humor og sårbarhed) vil hellere være en dreng, der ikke tynges af forventningerne til en prinsesse, og nået til den erkendelse forklæder hun sig som stalddreng, med navnet Glen, møder Arthur - og herfra folder historien sig for alvor ud.

Det er netop i scenerne mellem Arthur og Guinevere, de følelsesmæssige nuancer kommer til udtryk; Guinevere, der må agere dreng for at føle frihed, mens Arthur, på sin side, ser op til Glen, som praler med sin påtagede maskulinitet, men samtidig, på diskret vis, tiltrækkes af ham. Der leges fint med kønsrollestereotyperne i spillet mellem Agger og Bøgelund; en leg, Kochs bøffede Kaj er med til at sætte i perspektiv, når han, i forestillingens bedste sang i 80’er stil, blotlægger, hvordan rigtige mænd udelukkende består af muskler; en helt i egen optik, men som publikum ved vi bedre!

Vi følger de to sande heltes færd i skoven, hvor Guinevere viser mod og dræber en berygtet drage (og hvilket skræmmende uhyre, Secher har fremtryllet!), vi mærker Arthur glædes over at have fået en loyal ven, men da han senere opdager, hun er en pige og har snydt ham, oplever vi hans følelse af svigt og ensomhed; følelser som Agger gennemspiller fint og troværdigt.

Også skæbnen spiller sit spil med Arthur, og da han mangler et sværd til fosterbroder Kaj, der selv ønsker at blive konge og at gifte sig med Guinevere, trækker han Excalibur fri fra stenen. Med sin godhed og sit hjerte beskyttes Arthur mod det afsluttende angreb fra Morgan La Fay, hvis halvbror han viser sig at være (en lidt kompliceret sidehistorie, som teksten aldrig helt formår at gøre troværdig). Sværdets magiske kraft beskytter Arthur og besejler hans skæbne som konge af England. Arthur forenes med sin Guinevere, der ikke længere behøver klæde sig som dreng, da hun, gennem venskabet med, og kærligheden, til Arthur, er vokset til et menneske; forrest går hjertet og loyaliteten – at Kochs Merlin afslutningsvis inviterer Kjærulffs La Fay på middag, er en herlig lille gave til de voksne blandt publikum; forsoning på flere planer!     

Musikken, der anvendes til de få og hurtigt afviklede sceneskift, giver associationer til et stumfilmunivers a la Chaplin, og instruktør Louise Schouw har øjensynligt ladet sig inspirere af såvel stum- som tegnefilmsgenren; en række veltimede fysiske sekvenser, som når diverse riddere forsøger at trække sværdet fri af stenen, sætter fortælletempoet op og kalder på vores latter. Skuespillerne udviser en fin spilleglæde, når de får lov at levere disse commedia dell arte inspirerede gags, hvorimod de, i de dialogbårne scener, har tendens til at blive lidt stive i deres spil, hvilket nok bør tilskrives den lidt forklarende og højstemte tone i teksten.

Kontrastvirkningen mellem den tegneserieagtige spillestil og det mere følelsesmæssigt nuancerede spil kommer bedst til udtryk i forestillingens anden halvdel, hvor dialogerne glider lettere og musikken understøtter handlingen frem for at bremse den. Baretts musik skaber stemning, ja, men bliver, som teksten, for insisterende på at skulle tages for pålydende. Begge dele savner en anelse mere selvironi for helt at slå igennem -  skønt Baretts 80’er sang til Kochs Kaj er lige i skabet!

Forestillingen appellerer til både børn og voksne med sit budskab om, at muskler ikke gør det alene, og at venskab og kærlighed er de værdier, man bør bygge livet på, hvis man vil gå fra dreng (eller pige) til menneske og fuldbyrde sin skæbne. Det er jo i sig selv en anelse højstemt, men skuespillerne gør en habil indsats for at få en velgørende humor og ironisk distance bragt til torvs -  når teksten og musikken ellers ikke står dem i vejen.   

 

 

                

  

Anmeldelse: "Den gerrige" - Folketeatret

Dramatiker: Moliére, oversættelse: Jesper Kjær, iscenesættelse og bearbejdelse: Geir Sveaass, scenografi: Marianne Nilsson, staging: Jeanette Binderup-Schultz, medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mads Reuter, Mette Horn, Troels Malling, Kristian Boland, Alexander Mayah Larsen, Jacob Weble, Mathilde Arcel Fock og Sofia Mileva Cukic. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 17/10-2020    

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fedtsyl i farver

Scenografien er lilla – en farve, der både symboliserer rigdom og uro. Et par stejle ramper og en bagvæg; plettede som havde en streetart-kunstner lagt vejen forbi. Festligt og faretruende på samme tid. I forgrunden står en lille blomsterkasse med et par halvdøde grene, og i dette knastøre blomsterbed gemmer Monsieur Harpagon sin formue.

 

Lige så plettet som scenografien er Kristian Holm Joensens Harpagon; både hvad angår sind og påklædning. Med en gangart præget af duknakkethed og et let fremskudt underliv, lange fedtede lokker og en konstant sitrende uro i kroppen, på vagt ift., om nogen vil stjæle hans formue, er Holm Joensen den perfekte nar i denne Moliére-komedie om nærighed, som Geir Sveaas elegant har iscenesat med legende lethed og fart over feltet i Folketeatrets turnéudgave. 

 

Handlingen følger Moliéres faste komedieskabelon; den besatte hovedkarakter har et projekt, som husets øvrige beboere agter at forpurre, for at komediens unge elskende par kan få hinanden og galskaben fordrives. Her er det enkemanden Harpagons nærighed, der går både hans to voksne børn og de hårdt prøvede tjenere på nerverne; Husets dater Elise (en charmerende mut Mathilde Arcel Fock) er forelsket i den unge Valére, der har taget arbejde som hushovmester hos Harpagon for at være tæt på sin elskede (Alexander M. Larsen er adræt og iderig i førsteelskerrollen, og han har både god diktion og fornemmelse for komisk timing). Harpagon har naturligvis lovet datteren bort til en anden end Valére, hvad der jo kan være slemt nok, men hovedproblemet opstår, da sønnen Cléante (en på én gang barnlig, krukket og hengiven Mads Reuther) erfarer, at faderen har i sinde at gifte sig med den unge Mariane (en kyllingegul og betuttet, men dog snarrådig Sofia Mileva Cukic), som Cléante er dødeligt forelsket i.

 

Herfra er der lagt i kakkelovnen til en klassisk Moliére-intrige, hvor forklædninger, forviklinger og forvirring tilsammen danner en velsmagende gryderet, vi nyder med velbehag. Geir Sveaass fokuserer klogt på situationskomikken i sin iscenesættelse, og i modsætning til en række af Folketeatrets øvrige klassikeropsætninger, hvor det meste helst skal trækkes ned under bæltestedet (og gerne ramme den allerlaveste fællesnævner - med Holbergs ”Den politiske Kandestøber” som et nyligt og grufuldt eksempel) er Sveaass tro mod komediegenren; fokus ligger på karaktererne, situationerne og Sveaass får komikken til at blomstre i både sprog og fysik. Her bistås han dygtigt af Jeanette Binderup- Schultz, der har forestået en   staging gennemsyret af virtuos musikalitet 

 

Her er tale om en kyndig personinstruktør, der formår at få garvede skuespillere som Kristian Boland (henrivende vims og koket i rollen som Cléantes tjener La Fléche) og Jacob Weble (der i rollen som Harpagons kok og kusk udviser kongenial komik bl.a. på sin alenlange løbetur som mægler mellem far og søn) til at funkle i deres biroller. I endnu en velplaceret birolle fremstår Troels Malling fin og troværdig, når han, i rollen som en greve med hemmeligheder, til slut samler trådene og løser konflikterne – skønt lykken er noget postuleret fra Moliéres hånd.  

 

Sidst men ikke mindst udruller Mette Horn hele sit komiske repertoire i rollen som den intrigante Madame Frosine, der bistår de unge i udførelsen af intrigen. Horn spiller med den blanding af det beregnende og det småforvirrende, hun behersker så godt, hendes mimik er vild som en lørdagskylling på kogepunktet, og sprogligt er hun enestående; dels når hun forsøger at indynde sig hos Harpagon ved at komplimentere ham, og dels i det korte moment, hvor hun giver den som udenlandsk grevinde (så man mindes hendes overdådige Madame La Fleche i forrygende gyngende samspil med Søren Sætter Lassens Jean de France på Det Kongelige Teater i begyndelsen af 00’erne). Der er ikke et øje tørt i salen; et sandt komisk festfyrværkeri.

 

Festfyrværkeriet får vi også i Marianne Nilssons pangfarvede kostumer, der parafraserer 1600 tallets Moliére-mode men her kombineres med sneaks og bling. Et vidnesbyrd om livsglæden hos forestillingens karakterer, som trues af pletterne af nærighed, der pryder scenografien og Harpagon – hvilken gnier!

 

Aftenens store nummer er Kristian Holm Joensen i titelrollen. Denne skuespiller, der standhaftigt har prydet teaterscener og tv-serier med en række præcist tegnede biroller, har her, for én gangs skyld, fået en hovedrolle, og han løfter den med en kraft, et vid og en sproglig finesse, der fejer benene væk under os. Holm Joensens Harpagon er slesk, selvglad, snotforvirret og skrubhysterisk; stoler ikke på nogen – dårligt nok på sig selv – og i hvert fald slet ikke på publikum; han er sågar klar til at hænge hele menneskeheden, da han tror, formuen er blevet ham frarøvet. Der er både afmagt og smerte, lilla pletter og sorte huller i denne lille sære mandsling, som, i Kristian Holm Joensens skikkelse, vokser ud af Molières narre-stereotyp og bliver et rigtigt menneske; nok karikeret med sin duknakkede holdning og hoppende gangart, og dog alligevel genkendelig.

 

Er nærigheden og grådigheden ikke iboende hos os endnu i dag? Denne grimme parasit personificeret i Monsieur Harpagon, der begraver sine penge i haven; i øvrigt i et blomsterbed der, I Marianne Nilssons scenografi, mest ligner et hjørne af en kirkgård; symbolikken er til at tage og føle på.

 

Vi griner så tårerne triller, mens Folketeatrets vellykkede opsætning af ”Den gerrige” ruller over scenen. Der er fart på, og det er festligt. Skuespillerne bobler af spilleglæde og udviser timing og ordekvilibrisme, så man frydes. En farverig fedtsyl, hvis kvaler ender med dobbeltbryllup for hans børn, som en anden storsindet tilbyder at betale, da Harpagon har valgt sine penge og skænket Mariane til sin søn -  og så levede de lykkeligt til deres dages ende, som det sig hør og bør i en komedie.      

 

Men der sidder så til slut Kristian Holm Joensens Harpagon alene tilbage. Lyset bliver grønt, pengene i kisten skinner op i hans ansigt, hvor et grådigt og dæmonisk blik i øjnene fordriver latteren og fylder os med en sitrende rædsel. Er penge virkelig så vigtige?

 

Holm Joensens Harpagon er ikke i tvivl, og dermed bliver denne ufarlige Moliére-klovn pludselig til et skræmmende - og helt moderne – menneske!

  

En sejr for Folketeatret – og en sejr for Kristian Holm Joensen!  

Anmeldelse: "Hamlet" - Det Kongelige Teater

 Dramatiker: William Shakespeare, bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Kirkskov, scenografi: Philipp Fürhofer, kostumedesign: Karin Betz, lysdesign: Ulrik Gad, lyddesign: Joas Vest, koreografi: Signe Fabricius, stagefight: Kristoffer Jørgensen, oversættelse: Niels Brunse. Medvirkende: Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Alvin Odil Bursøe, Stine Schrøder Jensen, Anton Hjejle, Laus Høybye, Mads Rømer Brolin-Tani mfl. Forestillingen set på Værket i Randers, d. 3/10-2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

I sjælens spejl

Esben Smeds Hamlet har et spørgsmål, der trænger sig på; hvad vil det sige at være menneske? Der er lys på publikum og en spejlvæg bag den sortklædte prins, som han står dér, foran os, i forestillingens åbning. Han kaster straks monologen om at være eller ikke i hovedet på os med en insisterende lethed; vi inviteres til at spejle os sammen med ham; først og fremmest i os selv. Det er et symbolsk rum, vi befinder os i; vi ser os selv i sjælens spejl.  

Instruktør Morten Kirkskov fokuserer på de eksistentielle temaer i Shakespeares berømte tragedie om prinsen, der skal hævne sin døde far, mens han kæmper mod sine indre dæmoner, dømmes som gal og dør med sit hoved på tavshedens pude. I denne opsætning med hovedet i skødet på sin elskede Ofelia, og netop de to unges kærlighed er, ligesom Hamlets søgen efter eksistentiel mening, kardinalpunktet i opsætningen; det er velfungerende, velgørende – og velklingende.

Klangen af Shakespeares ord er, i Niels Brunses begavede nyoversættelse, en fryd for øret. Shakespeares vers fremstår rensede for unødvendige guirlander men stadig på en klangbund af den 1600 tals-verden, som forestillingen parafraserer i Karin Betzs stilsikre kostumer og Philipp Fürhofers imposante scenografi; et symbolsk rum, der på én gang viser os store, spejlbeklædte flader og i næste nu et roterende virvar af grålige hjørner på slottet i Helsingør. De store vinduesrammer anvendes skræmmende effektfuldt, og Kirkskov får de enkelte tableauer til, med stærke fængselsassociationer, at skrige af indestængt længsel og spøgelsesagtig ensomhed

Et spøgelse sparker handlingen i gang for alvor; Jacob Lohmann i en kort entre som Hamlets døde far, der opfordrer sin søn til at hævne sig, og så er vi ved at være der: ved Hamlet.

Esben Smed er sublim i titelrollen; drenget forskræmt over synet af faderens ånd, maskulin i sit (ganske poetiske) erotiske møde med Ofelia i forestillings åbning, provokerende og køligt manipulerende, når han flytter de øvrige karakterer rundt som skakbrikker, fortabelseslysten og rådvild, når han bliver i tvivl om, hvorvidt han virkelig er ved at blive gal, ekstatisk som en beruset teenager til en tysk tekno-fest, når han farer omkring på scenen, sammen med vennen Horatio, og sidst men ikke mindst skrøbeligt og insisterende refleksiv, når han henvender sig til publikum.

Smed mestrer alle Hamlets nuancer; fra såret faderløs søn, svimlende forskelet i sin Ofelia, men ude af stand til at håndtere sorgen, over begavet manipulerende, da han har fået til opgave at hævne sig på onkel Claudius, der har dræbt hans far og arvet både kone og krone. I forestillingens første del er Smeds Hamlet konstant på scenen; enten i konkret samspil eller med symbolsk nærvær; Hamlet er i alles tanker; denne magre unge prins med ild i øjnene og en stemme, der svinger mellem det inderlige, skarpheden fra en ragekniv, olympisk vrede og afmagtens smerteskrig; så enkelt og så stort.

Efter pausen viser Hamlet sig mere og mere som en begavet manipulator, da han afslører stedfar Claudius’ mordplan, og i stedet får sine illoyale venner, Rosenkrands og Gyldenstjerne, sendt til skafottet. Sympatien for denne Hamlet mister vi dog aldrig, for under det manipulerene, (lege)syge og frustrerede lag i figuren, giver Smed sin Hamlet en ren og sårbar længsel efter at forstå; forstå hvad et menneske egentlig er; men hvordan skal man kunne forstå sig selv i en grå verden befolket af ødelagte individer?

Foto: Emilia Therese

Forestillingen er først og fremmest Hamlets, og Smed bærer den dygtigt. Dette betyder imidlertid, at de øvrige medvirkende snarere fremstår som brikker i Hamlets selvforståelsesprojekt end som psykologisk nuancerede karakterer; En solid Jacob Lohmann leverer den selvsikre, men dog tvivlende, kong Claudius, mens Iben Hjejles dronning Gertrud er skøn at skue i Betzs pragtfulde purpurrøde kostume. Hjejle skildrer fint en usikker moder, hustru og kvinde, der ikke forstår det spil, hun er en del af. Stine Schrøder Jensen er en spændende fru Polonius, hvis selvsikkerhed hviler på en sokkel af glas; konstant nervesitrende som var hun en fjern kusine til Frøken Jørgensen i ”Matador”. Det er præcist og ganske morsomt. Alvin Bursøe er en renhjertet og troværdig Laertes, mens Laus Høybye og Mads Rømer-Brolin-Tani fjoller sig begavet gennem partierne som Rosenkrands og Gyldenstjerne; skabede, sleske, fulde af selvtillid – fulde af angst! Schrøder, Høybye og Brolin-Tani er desuden fine som graverne (spillet som var de importeret fra Becketts absurde teater), mens Anton Hjejle ikke får meget ud af sin Horatio; klædt i lyserødt fremstår han vag og uden den fornuftens stemme, teksten lægger op til. Hjejle begrænses her af et instruktørvalg, der antyder en homoseksuel længsel fra Horatio mod Hamlet, men lader det stå som en ufokuseret antydning, der ikke er gennemført.

Gennemført er til gengæld Sara Viktoria Bjerregaards fremstilling af Hamlets elskede, Ofelia; på én gang alfeagtig og erotisk leverer hun både sødme og et skræmmende vanvid, da hun, efter Hamlets mord på Polinius, bliver gal og synger sin smerte ud, så hårene rejser sig. Bjerregaard giver Smeds Hamlet forestillingens stærkeste modspil, og da hun, med symbolsk tilstedeværelse efter den afsluttende fægtekamp, lader Hamlet dø med hovedet i sit skød, er det en smuk kærlighedsforening, om end i døden, af to sjæle, der var for gode til en betændt verden; for der er noget råddent i Danmarks rige!

Råddenskaben sættes over for grundlæggende menneskelige følelser som kærlighed, angst og ensomhed, og forestillingen fremstår på én gang klassik og moderne; tro mod sit forlæg og tro mod sin samtid - ja, vi ser endda et par mundbind på scenen. Med dramatisk nerve, og en fin afbalanceret humor, fremstilles Hamlet her som et rigtigt menneske hvis eksistentielle overvejelser, vi kan spejle os i.

Hvad vil det sige at være menneske? Et stort spørgsmål, forestillingen ikke har besvaret, da den lader sin Hamlet dø med et ”Resten er tavshed”. Hvad kommer efter tavshed; refleksion?

Smeds Hamlet har ægget os til at reflektere videre; til at spejle os selv i sjælens spejl.                                           

Anmeldelse: "Den vægelsindede" - Aarhus Teater

Dramatiker: Ludvig Holberg, iscenesættelse: Laurent Chétouane, scenografi: David Gehrt, kostumedesign: Sanna Dembowski, Lysdesign: Kasper Daugberg. Medvirkende: Anne Plauborg, Simon Kongsted, Mette Døssing, Mette Klakstein Wiberg, Kjartan Hansen, Viktor Pascoe Medom, Christian Hetland, Nanna Bøttcher, Anders Baggesen, Mathias Flint. Violinist: Toke Hansinius. Forestillingen set, d. 29/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Vægelsind og vådeskud

Foto: Aarhus Teater/ Rumle Skafte

Ludvig Holbergs komedie om den vægelsindede fru Lucretia er ikke blandt hans bedste; en vægelsindet hovedkarakter er et glimrende påfund, men selve komedien bæres mere af en opvisning i Lucretias humørskift end af en velfungerende intrige; karaktererne bliver aldrig udfoldede i samme grad som i Holbergs andre store karakterkomedier; flere af dem er forvist til at spille en letvægterrolle, hvor de entrerer lettere umotiveret, afleverer en pointe og forsvinder igen.

”De lystige koner i Windsor” hører heller ikke til blandt William Shakespeares mest åndfulde komedier, men Folketeatret gjorde, for nogle år siden, et kækt forsøg på at gøre komedien opførelsesværdig ved at rykke hele herligheden til det vilde vesten, hvor forestillingen blev en letbenet og lystig opvisning i pistolskyderi, lårswing og røgfyldt saloonstemning. Ikke at det havde meget med Shakespeare at gøre, men udliciteringen til det vilde vesten var gennemført.

Gennemført er desværre uendelig lidt i Aarhus Teaters opsætning af Holberg-komedien om den humørsyge galanterikræmmerske; det skulle da lige være manglen på stil og retning.
Tekstsiden er Holbergs, universet er et løseligt optegnet Westernmiljø, med en kønsløs pindebrænde-husfacade som scenografisk ramme, og spillestilen er et sammenkog af råben og mumlen, fysiske gags (der som noget af det eneste faktisk er veludført) og ikke mindst en overdreven brug af pauser mellem ordene og de fysiske handlinger, som får de tre timer i teatersalen til at føles som en ørkenvandring – med eller uden mundbind; en meget umorsom affære.

Intrigen er ellers morsom nok; enken Lucretia sidder i sin krambod dagen lang men skifter humør som vejrhanen drejer; dette går i særlig grad ud over hendes tjenestefolk, Henrik og Pernille, men også over et par borgerskabsfrøkener, Helene og Leonore, som hhv. trakteres med stor uforskammethed og en grænseoverskridende venlighed. For at straffe Lucretia, sender de to frøkener deres giftelystne brødre, Apicius og Eraste, på visit i kramboden, hvor de begge ræddes over Lucretias hhv. raseri og tungsindighed. En tredje bejler er den regelrette magister Petronius, der sågar møder op under fruens vindue med serenade og spillemænd, men må tage til takke med indholdet af Lucretias natpotte. Alle herrerne forventer, at Lucretia skal leve op til deres respektive drøm om en kvinde, men fruens utæmmelige vægelsind er ikke sådan at sætte skik på. Til slut, efter Apicius og Eraste har udfordret hinanden til duel, ender det hele med bryllup, da de to frøkener ægter hinandens brødre. Magister Petronius tilbyder Lucretia ægteskab, men fruen afslår; hun fornemmer nok, vægelsind og ægteskab ikke er skabt for hinanden; ligesom Holberg og det vilde vesten.

Westernuniverset, på Aarhus Teater, fremstår umotiveret og Holbergs tekst, som spillerne, med undtagelse af den garvede Anders Baggesen, ikke helt evner at håndtere, forholder sig slet ikke til de nye omgivelser; der tales fortsat om at trække sin kårde, og Holbergs København omtales som det mest naturlige, selvom forestillingens ydre ramme emmer lige så meget af Holbergs København som Lars Løkke Rasmussen af afbalanceret accept af tingenes tilstand – det er med andre ord umotiveret og uelegant.

Pudsig fremstår også instruktørens, den tyske Laurent Chétouane, faible for pauser. Man forstår godt, forestillingen varer tre timer, for der er plads til at læse op til flere akter af Holbergs komedie, inden de medvirkende får lov at sige en ny replik eller tage et skridt frem eller tilbage. Holbergs manuskriptet optræder i øvrigt fysisk på scenen, når flere af skuespillerne (med en noget forceret autenticitet) frekventerer dette, fordi de ikke kan huske deres replikker. Replikker, der desværre sjældent kan høres, fordi der generelt mumles og tales så lavt (bl.a. af de to ellers glimrende skuespillere Mette Døssing og Kjartan Hansen), at ordene langt hen ad vejen går tabt.
Tabt går også meningen, når de medvirkende, i en afslappet stil, driver rundt omkring på scenen under hele spillet; de får grineflip, giver hinanden stikord, rydder op efter hinanden, når et voldsomt fysisk stunt har efterladt et morads af campingborde og tørrestativer, og et stort spørgsmål melder sig: Hvorfor?  - og det er desværre det spørgsmål, den samle forestilling rejser. Man vil udfordre publikum, og det kundgør instruktøren fyndigt i programinterviewet, men er det begrundelse for at skabe noget, der mere er én (lang) dekonstruktion af en teaterforestilling end en egentlig forestilling?     

Det er ikke fordi, de medvirkende ikke kæmper bravt; både Christian Hetland og Viktor Pascoe Medom (i rollerne som hhv. Lucretias tjener Henrik og den forelskede Apicius) viser gode Holberg-anlæg, og formår (foruden Baggesen og den unge Mette Klakstein Wiberg, der syder af talent og spilleglæde de få øjeblikke, hun får lov at være på scenen) at formidle teksten troværdigt. Desværre er det Holbergske ords finesse, ligesom karakterernes nuancer, ikke let at opdyrke i Laurent Chétouanes lystmord på Holberg og komediegenren. Som et lyspunkt, fuld af elegant underspil, fremstår musiker Toke Hansenius, som akkompagnerer vanviddet med både charme og timingsfornemmelse.

”Den vægelsindede”?; Anne Plauborgs Lucretia når aldrig at sætte sig igennem som et centrum i forestillingen; Plauborg gør, hvad hun kan, og har god sans for både timing og stemningsskift, men hun frarøves opmærksomheden af al den larmende staffage, Chétouane synes at have som koncept for sin iscenesættelse; en staffage, der emmer af modsigelser og inkonsekvens. Er iscenesættelsen den sande vægelsindede?

Pistolerne trækkes i forestillingens slutning – skønt, der tales om en duel på kårder. Dog synes det eneste skud, der denne aften blev affyret på Aarhus Teaters Scala Scene, at være et vådeskud.   

På Aarhus Teaters hjemmeside anfører teaterchef Trine Thomsen, at man på forhånd vidste, der var tale om en instruktør med faible for kontroversielle valg; men hvad hjælper det?

Én ting er at drage til det vilde vesten -  værre er det, når pointen flyver sydover.

Anmeldelse: "Forræder" - Randers Teater

Manuskript: Andreas Dawe, instruktion: Kurt Bremerstent, scenografi: Claus Helbo, musik og lysdesign: Claus Carlsen. Medvirkende: Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg og Caspar Juel Berg. Forestillingen set på Randers Teater, d. 25/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fra den lukkede skuffe

Han åbner skuffen; den gamle Carl i Erik Viinbergs skikkelse. Op tager han en soldaterhue og andre rekvisitter, der indgår i den historie, han, i et langsomt, nærmest faretruende, tempo, opruller for publikum. Denne ældre mand er tydeligvis i færd med en oprydning; på hylderne i scenografiens brune reol ligger stakke af papirer. De er ikke sirligt anbragt, men dog sorteret. Reolen suppleres af diverse mindre møbler med en række skuffer – lukkede vel at mærke! Er det som om, der er noget, den gamle Carl vil holde skjult?

Der er noget med tænderne hos Viinbergs Carl, der fungerer som forestillingens fortæller, og da forestillingen er spillet til ende forstår vi, at disse tænder, der stadig i alderdommen volder ham vanskeligheder, er synonym for den grufulde oplevelse, han har haft som tysk soldat ved den russiske front under 2. verdenskrig; en oplevelse, en ældre mand i livets efterår modstræbende må tage frem og se på; fra den lukkede skuffe.

Forestillingen etablerer med indføling og sårbarhed sin fortæller, så vi får lyst til at lytte; denne mand har noget på hjerte.

Bankende hjerter – og adrenalin i kroppen – får vi endvidere bragt på scenen, når gamle Carl lader hukommelsen hvirvle tilbage til sin ungdom, og pludselig fremstår for os på to planer; dels som den livserfarne, men også uforløste, mand, og dels som den unge, livslystne, men også eftertænksomme knøs fra Randers. En ung mand, der af sin bedste ven opfordres til at melde sig i tysk krigstjeneste hos Waffen ss.

Den unge Carl (dygtigt spillet af Mathias Hedegaard Andersen med lige dele ungdommelig glæde og voksende tvivl, som var han Hamlet på jagt efter en fadermorder.) lader sig snildt forføre af opfordringen fra vennen Mikkel (spillet af Caspar Juel Berg som et råt macho-brød, mere styret af lyst og drift end af empati og refleksion), der selv er forført; dels af (vist indtil flere)kønne piger fra Randers, men også af sin far (Viinberg som en livsfarlig besnakkende professortype), der har set et lys i Hitlers projekt.

Den unge Carl må tage et hårdt opgør med sin gårdmandsfar (Viinberg i rørende spil som en følelsesforkrampet mandsling med en afdød hustru og en spillevende angst for, hvem der skal passe gården, hvis Carl forsvinder).  Her introduceres forestillingens overordnede spørgsmål; hvad vil det sige at være forræder? Er det at svigte sine nærmeste eller er det at svigte sig selv? Carl vælger eventyret med bonkammeraten frem for hjemstavsforventningerne.

Forestillingen opruller derpå, i et veladministreret roligt fremadskridende tempo, hvordan de to unge mænd rejser først til Tyskland, hvor de oplæres som soldater, og siden til den russiske front. Undervejs støder de på skikkelser, man helst ville have efterladt i den mørkeste afkrog af den lukkede skuffe (Viinberg er mesterlig som bl.a. iskold tysk officer, med stemme som en guillotine, og som en forhutlet togpassager, hentet direkte ud af det tredje riges frygt og elendighed; en mand, der ved, hvad der venter de to unge knøse. Han bruger ikke mange ord, men mimik og betoning siger det hele).

Den unge Carl bliver undervejs mere og mere i tvivl om, hvorvidt, hans beslutning var rigtig; er det Hitlers Tyskland, der er den store forræder? Da han efter sjælskradsende overvejelser vælger at sige stop, kommer det til et eksistentielt opgør med vennen Mikkel, for er de ikke uadskillelige venner? Skulle de to ikke holde sammen for altid? For den sårede og nærmest dyriske Mikkel (i en mesterlig opgørsscene, hvor Berg viser sig som en fin følelsesformidler) er der ingen tvivl; Carl er en forræder, Mikkel hellere vil dø end at modtage en hjælpende hånd fra. For Carl derimod er Mikkel måske nok en forræder, der har forført ham til den helvedes forgård, fronten er, men som Carl alligevel har så stærkt et venskab med, at han vender tilbage for at redde ham.

Men er det muligt at redde et menneske fra sig selv?

Den gamle Carl fungerer som kommenterende fortæller, og det er ham, der er forestillingens centrum. Viinberg er en ø af skuespilkunst, når han, med den gamle herres sårbarhed, tvivl og fortrængninger, genoplever dette helvede, der gennemspillede sig med tusindvis af danske unge mænd som magtesløse statister. Får han det svar, han så brændende ønsker sig? Hvem var egentlig forræderen? Man kan ordne, sortere og lægge i bunker, men findes der ting i den lukkede skuffe, der er for smertefulde til fuldt og helt at kunne fattes?

Sammen spænder de tre mandlige skuespillere over et helt klaviatur af følelsesmæssige udtryk – Det er gravalvorligt, men kalder heldigvis også af og til på et grin; Det er ganske enkelt gribende!

Instruktør Kurt Bremerstent har, med sikker hånd, drysset en række af det episke teaters fortællende virkemidler ud over forestillingen; præcis som i sin Reumertnominerede forestilling ”Hesten” skaber han, med få virkemidler i Claus Helbos virkningsfulde hylde- og skuffescenografi, rystende billeder af en støvet og forvrænget krigsramt verden, hvor kærlighed og venskab er under angreb. Claus Carlsens stemningsfulde lysdesign understøtter de enkelte tableauer stærkt; det samme gør lydsiden. Små virkemidler, der udvider sig til stort teater.  

Hvornår forråder man andre og hvornår forråder man så sig selv? Hvordan går man fra at være en flødeskumsdreng til at stå med blod på hænderne, og kan man forråde den ven, man har blandet blod med?

Én ting er sikkert: Da Viinberg har åbnet gamle Carls fortrængnings-skuffe, lader den sig ikke lukke igen!   

            

              

 

 

 

 

Anmeldelse: Hedda Gabler - Aalborg Teater

”Hedda Gabler” af Henrik Ibsen, iscenesættelse: Hans Henriksen, scenograf: Nicolaj Spangaa, lysdesign: Kasper Daugberg, oversættelse og modernisering: Jens Christian Lauenstein Led. Medvirkende: Bolette Nørgaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Line Nørholt, Marcus Gad Johansen og Martin Ringsmose. Forestillingen set ved forpremieren, d. 24 september 2020.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Med næsen mod ruden

Hun tænder og hun slukker; for udsigten til efterårsløvet, for mændenes begær og for sine egne følelser. Henrik Ibsens Hedda Gabler-skikkelse er inden for de seneste år blevet tolket i flere forskellige retninger på danske scener; af Johanne Louise Schmidt i Det Kgl. Teaters hedengangne Røde Rum, af Marie Louise Wille på Aarhus Teater og nu af den talentfulde Bolette Nørgaard Bang på Aalborg Teater. Bangs Hedda tænder for lyset i et efterårs-miniaturelandskab ved forestillingens begyndelse og hun slukker for sig selv, med hjælp fra en pistol, da vi når slutningen. Blodet sprøjter op på glasset; det glas, Hedda ser igennem; det glas, der afskærmer hende fra verden.

Scenografen Nicolaj Spangaa har skabt et stiliseret og minimalistisk rum, der ligger langt fra Ibsens klunkestue, men samtidig fastholder ideen om den udsigt, den nygifte Hedda aldrig bevæger sig ud i. De store vinduespartier, udformet som et glasbur, fungerer som en symbolsk afspejling af Hedda Gablers indre konflikt; Hun er udstillet som et sjældent dyr i zoologisk have. Sat til skue som prydsgenstand i liebhavervillaen, hun altid har drømt om, med tomheden og ensomheden som daglige gæster. Elegant og selvbevidst færdes hun i det tomme rum, men som den eneste af forestillingens karakterer forlader hun ikke dette bur; Hedda er afskåret, og når hun trykker næsen flad mod ruden, med barnlig iver, mærker vi længslen og afmagten hos den kvinde, alle forstår er særlig, men ingen forstår i særlig grad.

I centrum af spillet står Bolette Nørgaard Bangs Hedda; fremragende fortolket som en kvinde, der på overfladen oser af selvsikkerhed, mens hun flirter og manipulerer sig legende og elegant gennem Ibsens dagligestuedialoger. Bang formår samtidig at vise afmagten og den dybe afgrund, der lurer under overfladen, når hun vha. af videoprojektionernes nærbilleder, med små sommerfuglesitrende, mimiske udtryk, lader os forstå, at Heddas ydre og indre står i et brændende modsætningsforhold til hinanden. I flammer står også det manuskript, Heddas hemmelige kærlighed, Ejlert Løvborg, har skrevet, mens han i øvrigt kandiderer til den samme professorstilling, som Heddas ægtemand, Jørgen Tesman. Heddas veninde Thea Elvsted har hjulpet Løvborg, som hun forguder, og ser manuskriptet som et kærlighedsbarn, hun og Ejlert har skabt sammen -  men også Thea indhylles i Heddas fintmaskede net af fortrængte følelser. Er Hedda jaloux på sin veninde? Nyder hun at destruere andres liv fra sin plads i dagligstuen, hvor hun, som en edderkop, indfanger andre i sit spind? Bolette Nørgaard Bang lader spørgsmålene være uafklarede, men hendes afmagtsreaktion og rasering af stuens kunstige blomster i et smerteskrig, der er hentet op fra en fortvivlet kvindes allerdybeste smertekrater, gør et uudsletteligt indtryk.  

Rundt om Hedda er de øvrige karakterer placeret i trekantsrelationer fra Ibsens side, og disse trekanter dyrker instruktøren Hans Henriksen med varierende intensitet. Heddas relation med dels sin mand, Jørgen (en bedårende akademiker-forvirret Ferdinand Falsen Hiis, der lader dæmonien skinne igennem i små skarpe glimt, når han beruset kommer hjem fra fest, men hurtigt finder tilbage til sin professordistræte tone, i hvilken den småborgerlige Tesman trods alt er mest tryg; seksualiteten er nok trods alt for stort et emne at forholde sig til.) og husvennen Dommer Brack (en skarptsleben og veltalende Martin Ringsmose, der fylder sine pauser med erotisk længsel og manipulation, som man fyldte indkøbsposerne d. 11. marts) er særdeles fængende, og denne står som forestillingens egentlige centrum; forstadsfruen, der længes, men alligevel ikke tør give sig hen til livet; hun lever det bedst gennem andre, og hendes flirt med Brack (mesterligt spillet af Bang og Ringsmose) emmer af undertrykt desperation; Brack forstår hende et stykke af vejen, men er, når det kommer til stykket, lige så manipulerende som Hedda selv; et farligt magtspil med den godtroende Jørgen Tesman som en intetanende tredjepart.

Imidlertid er trekantrelationen mellem Hedda, Ejlert Løvborg og veninden Thea Elvsted svagere tegnet op i forestillingen. Skuespillerne Marcus Gad Johansen og Line Nørholt, der tappert forsvarer de to sidstnævnte karakterer, mangler plads til at folde deres figurer ud; ikke fra Ibsens hånd, men fra instruktørens. Nørholts godhjertede men forvirret klynkende Thea Elvsted og Johansens sympatiske og undskyldende tvivler af en Ejlert Løvborg, uden den erotiske farlighed, som kan indfange en Hedda Gabler, stod her ved forpremieren for svagt i sammenhængen, når de skal spille op mod relationen mellem Hedda, Brack og Tesman. Farligheden, fortvivlelsen og ikke mindst forelskelsen i dette trekantsdrama underspilles med det resultat, at forestillingens klimaks, omkring Løvborgs død, kommer til at fremstå som et postulat; har Hedda virkelig så mange følelser investeret i Ejlert?; Dommer Brack virker mere dragende på hende end Løvborg. Man kan håbe, at trekantsdramaet, med Løvborg i centrum, får mere vægt i forestillingen som spilleperioden skrider frem.

Samlet set er forestillingen dog et stærkt bud på en nutidig Ibsen-fortolkning. Jens Christian Lauenstein Led har nænsomt oversat og moderniseret teksten, og Hans Henriksens iscenesættelse dyrker dygtigt kontrasterne mellem realisme og stilisering, drama og humor, understøttet af et smagfuldt symbolladet lysdesign af Kasper Daugberg og en stærk, stemningsskabende lydside.

Hvem er hun, Hedda Gabler?; en mystisk – og næsten mytisk -  hvidklædt kvindeskikkelse, der i forestillingens åbning taler om efterårets gule blade; måske en metafor for hendes eget sind?  En meltalt falmet skønhed, der venter på at blive visket helt væk, når mørket uafvendeligt indfinder sig. 

Bangs Hedda viser i glimt, hun stadig er fuld af liv og længsel, men hvem kan overleve i et udstillingsvindue – selv med næsen mod ruden?