Fra alle os til alle jer - om sæsonpremieren på "Vild med dans"

”Vild med dans” minder mig på mange måder om Disneys Juleshow. Kendte toner, gammelkendte figurer, nogen der danser og noget der glimter. Det elskede underholdningsprogram rullede i aften over skærmen med sin tiende sæsonpremiere og ganske som juleshowet, har programmet sit trofaste publikum, som man ikke skal skuffe. Der er ganske bestemte forventninger om både varme, vid og genkendelighed – dog med plads til den årlige overraskelse – som det sig hør og bør. Lad os for stund holde fast i sammenligningen:

Det velkendte tema lyder: ”Fra alle os til alle jer, de bedste juleønsker” med Mickey Mouse på flygel - her erstattet af vanlige latinorytmer fra the Antonelli Orchestra. Så er vi i gang. Jesper Fårekylling byder velkommen med smil og stil – programmets nye værtinde, Sarah Grünewald klarer sin ”Vild med dans”- debut med både charme og naturlighed, og hun har os i sin hule hånd. Claus Elming gemmer vi lidt – det er så sjældent man har den mulighed!

Efter velkomsten fortsætter det gode gamle forløb, og alle de kendte figurer myldrer frem på skærmen: Bambi og Stampe og alle de andre venner – gode gamle bekendtskaber. I ”Vild med dans” er udvalgte dansere blevet fast inventar: En Thomas Evers, en Michael Olesen, en Mads Vad og en Claudia Rex (som i øvrigt, i sit parløb med Basim for et par år siden, blev omtalt som ”Minnie Mouse”). Vi glædes ved gensynet.      

Nye ansigter er der også mange af, men heldigvis falder de smukt ind i omgivelserne. F.eks. kunne en flok mus med skrædderblod i årerne såmænd godt have leveret kjolen til den dansende kagebagerske, Mette Blomsterberg, og Claes Kasper Bang kunne meget vel minde os om en på én gang flirtende og kejtet Vagabond i tete-a-tete med sin Lady over den dampende italienske frilufts-spaghetti. Vi ser frem til Snehvide med Dumpe, den dansende dværg – Uffe Holms solodans er gemt til næste uge – men mon ikke det bliver både festligt og rørende!  

Dommerne må vi ikke glemme: Glamouren tilføres af den statelige Anne Laxholm og elegancen af den korrekte Jens Verner, mens en stilfærdig Nikolaj Hübbe forhåbentlig folder sig mere ud i næste program. Imidlertid giver firkløverets vulkan, Britt Bendixen, associationer til Chip og Chap i vildt parløb mellem grenene i Anders Ands juletræ. Energien og tempoet er som altid forrygende, brillerne på plads, og de sproglige blomster ligeså. ”Det var dansepolitiet der talte – De bliver løsladt i morgen” – og så er der ikke et øje tørt i studiet. Vi ville ikke være foruden de fantastiske fire bag dommerbordet, selvom vi ved, deres kritik nok skal blive hård (Claes Bang forbereder allerede sig med et bedende: ”Sig noget pænt for helvede!” – han ved, hvad der venter.)   

Lidt vand i øjenkrogen skal vi også have, og ganske som Disneys Jesper Fårekylling får os til at knibe en tårer over sit stjerneskud, skråler nationalskjalden Rasmus Seebach, midt på dansegulvet, en velklingende popserenade til Olivia. Der er skam ingen smalle steder i Bredgade!

Det første par stemmes ud i næste uge, men indtil da kan vi andre glæde os over en dejlig sæsonpremiere med glimmer, fest og farver. Publikum fik kravene opfyldt – de var der alle sammen. Om det er Mickey Mouse bag sit flygel eller tonerne fra Antonellis. Det tegner til et dejligt gensyn – måske med et par fede overraskelser.    

”HOPLA, PING PONG og PINGELING” – som Britt Bendixen sagde! Jeg glæder mig til næste fredag!

Og mht. Claus Elming …… tja – den glatte is lader til at være Bambis uafvendelige skæbne…

 

/Thycho

"Brudstykker af en gymnasielærers dagbog" - i overenskomstens skygge.

Vi tager en ganske fiktiv gymnasielærer – lad os kalde ham X- fra en ganske fiktiv by i Danmark – lad os kalde den X-by - og herunder tager vi nogle brudstykker af hans dagbog, som den - fiktivt -kunne se ud, for skoleåret 2014/2015, hvor han er velsignet med ny overenskomst og tidsregistrering.

Mandag, d. 11.august. 2014: ”Så er et nyt skoleår er startet. Da klokken er 9.00 slår vi vores timetæller-App’s til, via vores telefoner, og går i gang med dagens forberedende møder. Jeg kommer til at spørge flere kolleger om, hvad de har lavet i deres ferier. De minder mig om, jeg kun må stille den slags spørgsmål, hvis jeg har slået min timetæller-app fra inden. Jeg siger undskyld, men den app er altså lige noget, man skal vænne sig til”

Tirsdag, d. 2. september 2014: ”Årets første faggruppemøde for mit vedkommende. Første punkt er, at vi skal aftale en akkord (faggruppe-intern naturligvis) for, hvor længe vi skal bruge på at rette opgaver. Alle har forskellige præferencer, men det er vigtigt, vi bliver enige, da vi ellers kan ende i konkurrence mod hinanden om, hvem der hurtigst retter opgaver og dermed er den bedste medarbejder. Vi aftaler 13 minutter pr. stil. Puha – jeg plejer at bruge 25 …”

 Onsdag, d. 15. oktober 2014: ”Tyve minutter til at forberede én lektion…. Det skal man lige vænne sig til. Én af mine klasser skal de næste fire lektioner arbejde med Helle Helles seneste roman  -  den er på 225 sider… Det kan jeg altså ikke nå på 80 minutter + at der skal laves arbejdsspørgsmål, planlægges CL-øvelser og oplæg til gennemgangen. Men at bruge længere tid end jeg må ….. Nej! Så er jeg jo ikke effektiv nok! Nej, det går ikke.. og dog…. Jeg vil også gerne være godt forberedt – dilemma! Jeg er en rebel! Jeg slukker min app efter de 80 minutter – og gør mit arbejde færdigt i hemmelighed. Bør jeg have dårlig samvittighed?”

 Torsdag, d. 7. november. 2014: ”Fællesmøde på lærerværelset. Ledelsen udråber sidste måneds medarbejder. Hun bliver stolt! Hun har været den mest effektive af os, og har klaret sine pålagte opgaver på mindre tid end den fastsatte. Imponerende – og hvor sidder man dog her og bliver flov over, at man ikke har det dér fantastiske timeregnskab, vi alle nu skal stræbe efter. Senere på dagen møder jeg månedens medarbejder igen. Nu er hun tvær. Hun har fået pålagt samtlige brobyggerhold i sit fag resten af året, da hun løst sine pålagte opgaver så hurtigt, at der nu er uforudset luft i hendes skema. Hun mumler noget bistert og går…”    

Fredag, d. 19. december. 2014: Nu har jeg fået styr på det med stilene. På 13. minutter kan jeg lige nå at læse en enkelt, hvis jeg undlader at rette stavefejl og tilføjer én af følgende kommentarer:

YES!

Mnjooh…!

Tjoooh…

DOH!!       

 Mandag, d. 12. januar 2015: ”Overhører to kolleger tale sammen i kopirummet.

Kollega 1: Pssst!

Kollega 2: Hvad?

Kollega 1: Ikke så højt! Kom herhen.. Jeg har gjort noget frygteligt…

Kollega 2: Hvad?

Kollega 1: Jeg har hjulpet én af de nye med at lave et forløb!

Kollega 2: Er du tosset! Det er da ikke én af dine pålagte opgaver!

Kollega 1: Jeg ville bare hjælpe hende!

Kollega 2: Sørg for guds skyld for at dit gode hjerte ikke løber af med dig en anden gang!

Kollega 1: Jamen…

Kollega 2: Åh shit! Se nu dér! Jeg må slet ikke snakke med dig, mens jeg har min app tændt!”

Tirsdag, d. 24. februar 2015: ”Jeg har lyst til at melde mig til et udvalg på skolen, der skal arrangere næste års introaktiviteter for 1g. Men nu er der ikke længere timer for overarbejde, så mon jeg skal… mon der overhovedet er nogen, der melder sig… Ideen er jo spændende, men hvis jeg samtidig skal nå at løse mine andre opgaver på minuttal… ”

Onsdag, d. 25. februar 2015: ”Udvalgsposterne blev besat men dem, der havde været effektive, og løst deres opgaver hurtigere end beregnet. Paradoksalt nok virker det pludselig som om, man skal straffes for at være effektiv..”

Torsdag, d. 5.marts 2015: ”I en time beder en elev om tid til at snakke om nogle private forhold. Jeg kan se vedkommende har det skidt, men jeg har ikke tid – min app er jo slået til!”

Fredag, d. 17.april 2015: ”Jeg skriver fyldige kommentarer til min klasses dansk-historie opgaver -  i smug! Shhhhhhh!!!”

 Mandag, d. 25. maj 2015: ”Har fået at vide, hvilke hold, der skal til eksamen, og det skal gøres ordentligt. Jeg laver helt nye eksamensspørgsmål og registrerer den tid, det faktisk tager! Jeg vil simpelthen ikke undskyld for min lyst til at gøre mit arbejde ordentligt eller lyve om, hvor lang tid jeg bruger, for at virke mere effektiv. Det kan da ikke være timer og minutter der tæller, når det handler om at gøre en indsats mht. kundskaberne hos den unge generation!!”.

Fredag d. 26. juni 2015: ”Blev kaldt ind til ledelsen. ”Du er simpelthen alt for grundig og samvittighedsfuld i den måde, du udfører dit arbejde på. Vi kommer til at savne dig!”… AK, HVOR FORANDRET!”  

Et er et søkort at forstå; et andet skib at føre…

/Thycho

Det er ganske vist... - om universiteter, pladsproblemer og en lille fjer.

Det rekordstore optag af nye studerende på landets universiteter – og de deraf følgende pladsproblemer med at huse dem - får mig til at bringe denne lille omskrivning af H.C. Andersens eventyr ”Det er ganske vist”, som jeg oprindeligt skrev til revyen på det nu hedengangne Nordisk Institut ved Aarhus Universitet. Teksten er fra 2011, men åbenbart stadig aktuel… og det er ganske vist!

”Det er en frygtelig historie!” sagde en studerende, og det på den kant af universitetet, hvor historien ikke var passeret. ”Det er en frygtelig historie på Nordisk Sprog og Litteratur!” Og så fortalte hun så hårene rejste sig på de tilhørende. Det er ganske vist. Men vi vil begynde med begyndelsen, og det var på en anden kant af universitetet; i Nobelparken! Det var først på eftermiddagen og solen stod højt på himmelen. En kvindelig studerende kom gående ud fra Nordisk Instituts bygning med en stol, og satte sig udenfor for at nyde solen. Med et lille smil sagde hun til en pige, der stod i nærheden: ”Her er nu mere behageligt end indendørs”.               

Den anden pige smilede venligt tilbage men gik straks ned mod kantinen og sagde til sin veninde: ”Hørte du hvad der blev sagt? Jeg nævner ingen navne, men der er en pige fra Nordisk, som måtte tage sin stol med udenfor, fordi hun ikke kan holde ud at være indendørs!”.

Og der udenfor kantinen stod en gruppe studerende, som rullede med øjnene og sagde: ”Hørte I, hvad der blev sagt? Jeg hørte det med mine egne ører! På Nordisk er der ikke plads til de studerende indendørs, så de må sætte sig udendørs. De har i den grad glemt hvad der sømmer sig for et institut!”.

”Det må jeg fortælle til min kammerat.” sagde én af drengene og løb ind i kantinen og brølede til sin ven: ”Har du hørt det? Har du hørt det? De optager så mange studerende, at der ikke er plads til dem i klasselokalerne!”. ”Hvor?” spurgte vennen? ”På Nordisk. Jeg har så godt som selv set det. Det er næsten en upassende historie at fortælle videre, men det er ganske vist!” .

”Jeg tror hvert eneste ord”, sagde kammeraten, og så løb han over i sprogbiblioteket og råbte: ”Der er to studerende på Nordisk, ja nogle siger, at der er ti, som har måttet forlade undervisningen. De stuver så mange ind i klasselokalerne, at der slet ikke er plads til dem. Det er forskrækkeligt. De kunne jo svede ihjel. Ruderne dugger allerede!”.

”Har man hørt magen!” sagde bibliotekaren og ringede over i Stakladen og sagde: ”Der er ti studerende fra Nordisk, der er døde af overophedningen i et klasselokale. Og yderligere tyve blev mast ihjel. Der er så mange studerende i lokalerne, at de må stå oven på hinanden. Det er en fæl historie. Jeg vil ikke beholde den selv. Lad gå videre.”. ”Lad gå videre” råbte folk i Stakladens kantine, og så løb historien fra studerende til studerende, og til sidst tilbage til stedet, hvorfra den egentlig var gået ud.

”Der er en hel årgang” sagde man ”som alle sammen forsøgte at flygte ud af den samme dør på én gang. De kunne ikke holde ud, at der skulle være 50 studerende i hvert lokale. De, der ikke allerede var blevet klæbet fast til kinderne på hinanden, forsøgte alle febrilsk at komme ud, ingen kunne komme nogen vegne, og så slog de hinanden til blods og faldt om - til stort tab for underviseren og til stor skam for instituttet!”

 Og den kvindelige studerende, der havde sat sin stol ud i solen foran Nordisk Institut, kendte naturligvis ikke sin egen historie igen, og da hun var en respektabel ung dame så sagde hun: ”Jeg foragter det institut, men der er flere af den slags, og det skal man ikke fortie. Jeg vil gøre mit til, at den historie kommer i avisen, så det kan gå landet over. Det har det institut fortjent!”

 Og det kom i avisen, og det blev trykt og det er ganske vist – Hvis man tror, der kan være 50 studerende i et klasselokale, så har man nok en lille fjer på!

/Thycho

            

At rejse er at...

Så har feriesæsonen for alvor fået sit tag i Danmark, men vejret synes ikke at have registreret, at danskerne længes efter grillaftner på terrassen, dage ved den solbeskinnede strand eller en lun travetur i mark og vang. Det meste af dagen står regnen ned i fede stråler og udsigten fra vinduet ligner mere oktober end juli. Det får så være, men hvordan man forholder sig til det middelmådige sommervejr er straks en anden sag..     

Mange opdateringer på Facebook handler i tiden om, hvor stor en trang folk har til at rejse langt bort til fjerne himmelstrøg, så de kan undslå sig det elendige juli-vejr. Afbudsrejser søges, man praler med sin snarlige tur til et eksotisk sted og selv en afstikker til noget ganske nærliggende, kan få fanerne til at veje – så længe det er uden for Danmark. (”Om det så er Tyskland, tager jeg derned for din skyld”, som Kristen Skjern sagde til Elisabeth Friis i ”Matador”) Dette at rejse er altså – forståeligt nok - en passion for mange… andre end mig!  

”At rejse er at leve” skrev den gæve H.C. Andersen (i et af de klare øjeblikke, hvor han ikke tegnede snirkler i sin dagbog.). Et udsagn, som jeg aldrig har følt trang til at sætte min autograf under. Dette at rejse har for mig ofte været forbundet med flere irritationsmomenter end glæder. Bevares – det er da ikke fordi, jeg aldrig har været ude at rejse. Som barn har man været på den obligatoriske campingferie til Italien, som teenager en charterferie til Korfu, hvor guiderne sang karaoke til John Mogensens ”Så længe jeg lever”, de obligatoriske skolerejser til Bornholm, London og Paris, studietur til Dublin i 2g og for nylig en tur til London – (to år siden – jo jo – men jeg oplever det som værende for nylig – alt er jo relativt.)

Man kan opleve mange spændende ting, når man rejser udenlands; museer, gamle bygninger, kogekunst ect. ect. ect. – og det kan da bestemt have sin charme, men så melder spørgsmålet sig: Hvorfor skal det absolut foregå i udlandet? For mig har der altid været noget grundlæggende irriterende i at skulle væk hjemmefra alt for længe, og hvis jeg f.eks. har været af sted en uge, har jeg hver dag tænkt: ”Nu skal jeg kun sove seks gange, før jeg skal hjem”, ”Nu skal jeg kun sove fem gange, før jeg skal hjem” og så fremdeles. Glæden ved det, man kan opleve i udlandet, er altid, helt naturligt, blevet overskygget af glæden ved udsigten til at komme hjem. Hjemme har man sine egne ting, sine film, bøger, sit tøj, man forstår sproget, man kender den valuta, der handles med, og sidst men ikke mindst kan man sove i sin egen seng. – jeg har sågar prøvet at medbringe et lille ark, hvor man hver dag kan klippe et stykke af, for at se, hvor få dage der er til ens hjemrejse. Men på turens start bliver det næsten for sørgmodigt, når man ser, hvor mange dage, der er tilbage af ferien.

Men ”Frisk mod Jeronimus – det driver over!” som salig Holberg skrev: Man finder på små ting, som kan forøge glæden, når man så endelig returnerer til de kendte himmelstrøg. Man kan, inden sin afrejse, lægge en lille seddel inden for døren til sin lejlighed, hvor der står ”Velkommen hjem”, man kan have lagt den biografi frem, man skal i gang med at læse eller man kan have købt en lille gave til sig selv, som står klar, når man kommer hjem. Jo jo – der er mange måder, hvorpå man kan motivere sig selv til at holde ud, mens man aftjener sin rejse-pligt.

Tænker man efter er der da ikke noget mere vindunderligt end en regnfuld sommer i Danmark, hvor man kan hygge sig med lige præcis det, man ikke får tid til i hverdagen; man kan læse bøger på sofaen, man kan besøge bekendte, der har en overdækket terrasse, hvor man kan sidde og drikke rødvin i tørvejr, mens regnen står ned rundt om én, eller man kan drikke te og få set afsnit 1-24 af ”Matador” i fred og ro. Man behøver slet ikke, at implicere udlandet! Jeg gør i hvert fald ikke!

For som der står på side 16 i det tillæg til begrædelserne over årets sommervejr, som aldrig blev udgivet: ”At rejse er - at længes hjem!”

(PS: En dag går snildt med 1. og 2. sæson af ”Downton Abby” (+ juleafsnittet), 1 sæson af ”Lykke” eller et gensyn med gode gamle danske film. Ak ja! Ude godt, hjemme bedst! – og jeg er i øvrigt slet ikke sikker på, at man ville kunne fremskaffe et dvd-eksemplar af ”Baronessen fra Benzintanken” på Kreta!)

/Thycho          

Om kunsten at punktere andres udsagn....

Jeg holder meget af at sige ting, der kommer lige ud af min krøllede hjerne. Sjove ting, skøre ting og skæve ting, som ikke nødvendigvis hænger sammen med en given kontekst. I en lille blå lommebog har jeg nedfældet omkring 50 vittigheder/ordspil a la: ”Kan man kalde en linedanser computernørd, fordi hun er så meget online?” eller ”Hvis en stor sort fugl er meget aktiv på arbejdsmarkedet, er det så en erhvervsskade?”. Resultater af mine krøllede tanker, som måske er dumme, men sjove – synes jeg i hvert fald selv!

Så er der nogle mennesker, som har en anden humor end jeg og fred være med det! Det er ikke det, der ærgrer mig. Derimod kan man blive så træt, når disse ordkværulanter begynder at punktere mine vittigheder. Bedst som man har fyret en kommentar af, man selv synes er sjov kommer der én og prikker hul på ballonen.

Et eksempel:

Mig: ”Hvis en viking kalder sine venner sammen omkring kl. 14.00, bruger han så sin eftermiddagslur?”

Tilhører til joke: ”EN LUR ER ALTSÅ ET BRONZEALDERINSTRUMENT!!”

Bevares!

Et andet eksempel:

Mig: ””Hov hov”, som den ene hest sagde til den anden, da den anden spurgte den ene hvilken type sko den foretrak!”

Tilhører til joke: ”SKOEN SIDDER JO FAKTISK UNDER HOVEN!!”

Bevares!!       

Et tredje eksempel:

Mig: ”Kan en sentimentalt anlagt hakkebøf karakteriseres som rørt fars?”

Tilhører: EN BØF ER JO IKKE LÆNGERE FARS – MED MINDRE DET ER TARTAR!!”

BEVARES!!!

Hvad er det for en trang til at punktere min form for humor, som er ude at gå her? Humor hverken bør eller skal være underlagt historisk korrekthed! Fantasi bør ikke hæmmes af trivielle kendsgerninger.

Det er ligesom når jeg begejstret fortæller, at jeg har mødt spøgelset på Randers Statsskole (i form af en dør der bevægede sig en mørk aften, uden at nogen havde rørt den) og bliver mødt med kommentaren: ”Har du hørt om luft der forskubbes?”. Ak ja! Fantasien har trange kår nu om stunder!!

Men jeg bliver tappert ved med at lade min fantasi råde, og give sig udslag i krøllede udsagn. Med tiden kan man måske være heldig, at disse afsindigt faktafikserede tilhørere vil nøjes med at rulle med øjnene, i stedet for at tage nålen frem og punktere det sagte. Blot et spagt håb!

Vi prøver lige:

”Hvis man læser på universitetet og er karseklippet, er ens frisure så studiekort?”.

Grin eller lad være alt efter behag!

(Her kunne man selvfølgelig fristes til at spørge, om det så også var en uberettiget punktering, da jeg i 6. klasse, for at opnå lidt respekt, fandt på at sige, at jeg den foregående aften havde været i biografen og se premieren på ”Titanic”, hvorpå en klassekammerat, efter jeg har solet mig i anerkendende kommentarer et par minutter, venligt prikker mig på skulderen og siger: ”Jeg vil bare lige gøre dig opmærksom på, at den først har premiere i aften!”)

/Thycho

Et surt opstød om tv-tendenser...

Halløj! Så er der nye store tanker i de små sko! Denne gang vakt til live af den transmission af Hr. Møllers jordefærd, som DR1 og TV2 simultant blænder op for i dag.

Jeg vil ikke her kaste mig ud i en diskussion af, hvorvidt den gamle kæmpes sidste rejse er relevant at rydde sendefladen for, eller om det er passende, at begge kanaler dækker begivenheden. Det er der sikkert andre kloge hoveder, der vil belyse på fineste vis. Derimod synes jeg, man passende kan benytte lejligheden til at reflektere lidt over, hvad tv’et egentlig tilbyder os, når vi uforvarende åbner for det i håb om at blive oplyste, underholdte eller hvad man nu ellers måtte ligge inde med af forventninger.

Som udgangspunkt er jeg stødt på to problematiske tv-kategorier. Det første kan vi kalde mærkedags-tv. Denne kategori omfatter alt fra kongelige bryllupper, fødselsdage, jubilæer ect til folketingsvalg, diverse sportsbegivenheder eller dagens afsked med Hr. Møller. Begivenheder som automatisk har alle mediers bevågenhed, og hvor DR1 og TV2 meget passende kan konkurrere om, hvem af dem, som kan gafle flest seere. Man kan lige så godt lade være at ærgre sig over, at begge kanaler rydder sendefladen, for det gør de nu engang, og jeg tror ikke, der er noget at gøre ved det! Mærkedags-tv kan man således kun komme udenom på én måde: Ved at slukke for fjollekassen, og gå en lang tur i skoven, tage på stranden, læse en bog eller ringe til efter en ven.

Det er jo vigtigt at skrive sig bag øret, at vi alle sammen interesserer os for noget forskelligt, og heldigvis for det! (Ellers ville jeg jo allerede nu skulle lægge mig i kø udenfor ”Fona” for at være sikker på at få et eksemplar af ”Lykke-2 sæson”-boksen.) Nogle vil se Tour de France mens andre vil se Reumert-uddeling, men pointen er blot: Når der er mærkedags-tv, man helst vil være fri for, kan man nemt holde sig fra skærmen!

Derimod må man græmmes over kategorien, man kunne kalde ”Opdragelses-tv”, som efterhånden fylder det meste af sendefladen ugen igennem. Luk op for kassen en vilkårlig hverdag, og straks bliver du bombarderet med råd om, hvordan du skal leve dit liv. Et godt eksempel er det engang så fine Go’ Morgen Danmark. I Michael Meyerheims tid var programmet optaget af politiske debatter, samtaler med skarpe samfundsdebattører og aktuelle reportager fra det ganske land. Seriøst og oplysende om end der også var plads til hygge, når der blev lavet mad eller spillet ”Hugo”. Lukker man op for Go’ Morgen Danmark i dag rammes man af en syndflod af råd om, hvordan man kan leve sundt, klæde sig moderigtigt og samtidig billigt på, opdrage sine børn, træne sin hund, smøre sin madpakke, fri til sin kæreste, arrangere den perfekte påskefrokost, finde de billigste økologiske råvarer, den bedste vin, den rigtige partner, den fedeste mobiltelefon, de rigtige grillkul og den rigtige film at aktivere ungerne med i efterårsferien – hvis det hele da ikke lige krydres med et besøg af Danmarks mest tatoverede bedstemor. Kære TV2, jeg kan rent faktisk godt tænke selv!

Jeg er ved ikke, hvad det er for en tendens til folkeopdragelse, der er ude at gå i vores tid, men sikket er det i hvert fald, at jeg nødigt ville være én af de ”helt almindelige danskere” (nyt spændende synonym for ”særligt castede typer”), som siddende i et smart pude-arrangement opstillet på et random torv i Danmark, får gode råd om alt mellem himmel og jord af kendte danskere i programmet "Skriftestolen" på TV2. Jeg er sikker på, at Nikolaj Koppel er fremragende til det job, han bestrider, men hvis jeg ville have gode råd om, hvordan jeg bliver sundere og kommer i form, ville jeg da nok foretrække at spørge Christian Bitz, som dog samtidig var travlt optaget et andet sted (var det på Stændertorvet i Roskilde?) med at rådgive en ung kvinde om, hvorvidt hun og kæresten skulle tage et lån til et kæmpebryllup, eller vente til de havde sparet pengene sammen. Ak ja! Det er åbenbart skammeligt at kunne tænke selv, når nu disse kendis-orakler er klart til at rådgive os alle.  

Og ja – det kan man i princippet også bare slukke for, hvis man finder det anstrengende, men opdragelses-tv breder sig efterhånden så meget, at det er svært at undgå.

Det er bestemt ikke sådan, at jeg synes, alt tv skal være ”fornuftigt”. Jeg elsker både ”Paradise Hotel”, ”X-factor”, ”Gift dig med en gås” (eller ”Dagens mand” som andre kalder det) og klichefyldte komedieserier. Her vælger jeg imidlertid selv at se noget dumt, hvor jeg ikke skal tænke. Det vil jeg hellere end at blive gjort dum par excellence. Lad os nu som udgangspunkt tænke selv! Det kan vi faktisk godt!

Og så vil jeg i øvrigt vende tilbage til tv’s fine og bevægende farvel til Hr. Møller, mens andre, som har fået nok af begge hovedkanalers dobbeltdækning, sikkert for længst har slukket og fundet på noget bedre at lave - præcis som jeg vil gøre i aften, når tv-skærmen overmales med "El Clasico"!

Go' lørdag :-)

/Thycho       

Påskelyrik

En påskekyllings fremkomst

Stilhed!

Det er mørkt! Shit, det’ mørk!

Jeg mærker noget blødt – dun? – Seriøst??

Jeg åbner munden. Vil råbe. Jeg pipper?

Jeg tager mig til munden – næbbet – Seriøst??

Jeg banker på døren, væggen, skallen?

Lys! Jeg er gul!

Seriøst??

Hjælp!

Det sprækker!

Lyset bliver stærkere. Gult lys!

Jeg er gul. Gult lys og gule mig med gule dun!

Jeg – en påskekylling! – SERIØST??

Forfatternote:

Jeg vil lige slå én ting fast: Digtet handler ikke om påske! Det er en fejlagtig kliche-læsning, som jeg kraftigt må tage afstand fra! Hvis det virkelig handlede om en påskekyllings fremkomst, ville det være urimeligt nemt at aflæse, og min kunstneriske integritet som lyriker ville være det samme værd som et kryds sat hos SF! DET HANDLER FUCKING IKKE OM PÅSKE! Digtet handler helt åbenlyst om en familie på fem personer, som køber ind ved grænsen inden de skal i Legoland!

Metaforen ”æg” er brugt som et billede på den psykiske tilstand, det enkelte familiemedlem befinder sig i. De føler sig alle indelukkede i en hård skal af kulde og ufølsomhed og drømmer om varmen (symboliseret ved lyset, der bryder gennem skallen). Mørket på sin side symboliserer ganske klart den lange kø af mennesker, som bare står og venter på, at det bliver deres tur, uden at smile til hinanden, mens ordet ”Seriøst” er en sammentrækning af ”ser i øst”. Østen er stedet, hvor alle levende væsner venter at se solen stige op som et tegn på en ny og bedre tid. Lyset og de bløde dun er tegn på noget varmt, fint og sensitivt, men da den gule farve (falskheden) dominerer, er lys og dun kun et løgnagtigt drømmesyn. Vi ser i øst, men alt er håbløst og mennesket er dømt til et evigt fangenskab i en eksistentiel krise!

Digtets form (æg og æggebæger) symboliserer IKKE noget, der handler om påske!! Hvorfor tror folk altid, at ordet ”Påskekylling” har noget med påske at gøre? Hold kæft hvor er jeg træt af det! Det er en snæversynet holdning og en måde, hvorpå man forsøger at sætte alle os påskekyllinger i bås! Vi er faktisk også dyr med dybe følelser og kunstneriske ambitioner, som en degradering af os til sæsonbestemte pyntegenstande kun er med til at nedbryde i et alt for hastigt tempo! Digtets form er et symbol på livet, individet og håbløsheden, mens udråbstegnene symboliserer de nåle, som mennesket konstant føler sig gennembordet af.

Derudover rummer digtet mange læsningsmuligheder, men lad nu være at overfortolke! Og det handler IK’ om påske!! – ja bevares, ordet ”påskekylling” forekommer da, men det er bare en blanding mellem en metafor og en tom plads!! Pip!

(Uddrag fra den aldrig publicerede digtsamling: ”Med æg som væg” af anonym påskekylling)

/Thycho