søndag den 24. september 2017

Mellem engle og dæmoner – en anmeldelse af DRs dramaserie ”Herrens Veje”, 1. afs.

”Du kører bil med lukkede øjne, men du tør ikke gå ind til far”. Sådan siger den retskafne og ordentlige August til sin noget mere anløbne bror, Christian i begyndelsen af afsnittet. De to brødre, August, der er præst, og Christian, der netop har afleveret sit speciale på CBS, er på vej til en afslutningsdebat, hvor deres far, Johannes, skal forsøge at sælge sig selv som kommende biskop til Københavns stift. På én af tilhørerbænkede sidder drengenes mor, Elisabeth. På én gang stolt af sin karismatiske ægtemand og foruroliget over de spændinger mellem sine tre mænd hun fornemmer. Hun bevarer roen – også da Johannes ikke bliver valgt til biskop; det samme kan man ikke sige om Johannes selv. 

Seriens første afsnit fænger ved præsentationen af sine fire hovedkarakterer Johannes, Elisabeth, August og Christian. Tilsyneladende er det de tre mænds respektive historier, vi følger: to brødre der elsker hinanden, men hvis relation også er præget af jalousi. Familiens sorte får, Christian, der temmelig forgæves kæmper for sin fars anerkendelse, kan måle sig mod sin bror August, der er en vellidt præst – ikke engang rundet de 30 år - , er gift og har gjort det hele på den, i faders øjne, rette måde. Men også sødmælksdrengen, har sit at slås med. Han drømmer om at blive udsendt som feltpræst, og pludselig byder chancen sig. Samtidig bliver han opfordret til at søge en stilling som præst ved Marmorkirken, og hvem siger nej til det? Jo, tvivlen nager begge brødre Hvordan skal lyst og pligt afvejes ift. hinanden og først og sidst; hvilken rolle skal faderen spille i de to unge mænds liv? Serien lancerer denne faderskikkelse på to niveauer; den himmelske far, Vorherre, og den jordiske far; Johannes – begge imposante skikkelser.
Provsten Johannes Krogh er den mest centrale figur i afsnittet. Vi følger hans sejrssikre vej mod bispesædet, og vi er vidne til hans raseri og afmagt, da planen ikke lykkes. En mand, der kan være en sand engel i sin kærlige og rene tro, som det ses i den smukke scene med et sognebarn, der er bange for døden, som er kærlig over for sin kone, er en imødekommende arbejdsgiver og har respekt for dem, der står ham nær. Men englene flankeres af en flok dæmoner, der slippes fri, da bispevalget ikke falder ud til Johannes’ fordel. Han forsvinder på én af sine ”ture, som hans kone Elisabeth øjensynligt har oplevet før; han turer rundt i byen om natten, drikker sig fra sans og samling, har sex med en kvindelig ansat i sin kirke – vist heller ikke for første gang – og råber sin afmagt op til den natmørke himmel; et råb til den himmelske far, som Johannes både elsker og hader; som han det ene øjeblik takker for alt det gode og det næste øjeblik skoser for at have svigtet ham. Når der på væggene hænger aneportrætter af 250 års præsteslægt, så synes der imidlertid ikke at være andre muligheder end at bide tænderne sammen og følge herrens veje! Johannes slås med sine dæmoner og det vanvid, der bor i hans sind – og som sønnen Christian løfter en flig af sløret for, da han under en bytur fortæller sin vens kæreste om Grundtvig, der gæstede familien Krogh i 1800-hvidkål og pludselig lå i høet med husets frue. En Grundtvig der – med Christians ord - var maniodepressiv; noget der lader til at være nedarvet i slægten.
Serien præsenterer en mængde temaer i sit første afsnit; forholdet mellem Gud og præst, mellem far og sønner (måske to sider af samme dag), søskendejalousi, tvivl, kærlighed og skam. Alt centreret om provsten Johannes og hans to sønner, mens mor Elisabeth er ser til og medierer; på én gang foruroliget, kærligt overbærende, pragmatisk og knuget.
Adam Prices manuskript formår på fin vis at introducere et (heldigvis overskueligt) persongalleri, der har troen (den religiøse eller den eksistentielle) som fælles knudpunkt. Dialogerne er velskrevne og handlingen er sandsynlig (om end den hønefulde Johannes’ bisættelse af et sognebarn, der ender med, at præsten selv falder i graven, måske er på kanten – pointen var allerede klar; når pligten – og Vorherre- kalder, er der ingen kære mor.
Spillet er holdt i en realistisk stil, hvor instruktøren giver plads til velgørende pauser, der i denne episode er lige så sigende som ordene. Lars Mikkelsen er på én gang elskværdig og ganske skræmmende som Johannes – provsten der nages af sine egne ambitioner og hele tiden må slås med stemmer fra hhv. engle og dæmoner. En kompliceret (og farlig) mand, der støttes af Ann Eleonora Jørgensens hustru, Elisabeth. På overfladen fast som en klippe, men følelsesmæssigt hærget af at skulle holde sammen på en familie med tre splittede mænd. Loyal til fingerspidserne men sitrende af indre spændinger, når hun plukker æbler i præstegårdshaven. Det er stærkt spil. Simon Sears’ Christian deler det komplekse sind med sin far, Johannes, og er tynget af sit stempel som familiens sorte får, for hvem intet går som en leg. Det er velspillet og det bliver interessant at følge denne karakters udvikling både i forholdet til sin far og til sin bror. Som afsnittets absolut mest renhjertede og sympatiske karakter er Morten Hee Andersens August fanget mellem sit ønske om at gøre det gode for andre og en spirende tvivl om, hvordan han kan gøre det gode for sig selv. En søn, der er opdraget til at gøre alle tilfredse og har indfriet sin fars ambitioner, men som måske fik noget at tænke over, da hans far stak ham én på hovedet lige før en begravelse, den hjælpsomme August tilbød at tage for sin skidefulde far. Der er masser af spændende udviklingspotentiale i alle fire figurer, og vi kan kun glæde os til at se, hvordan historien fortsætter næste søndag.
Samtidig vil vi se frem til at få uddybet, hvad der var galt med Augusts farfar (en sløret Stig Hoffmeyer i seriens indledning) og hvilken symbolik, vi skal lægge i den lille fugl, Elisabeth fandt død, men som genopstår af mulden ved afsnittes slutning.
Alt i alt et vellykket og interessant anslag til en dramaserie om, hvad tro og tvivl gør ved mennesker, og hvordan engle og dæmoner altid følges ad; for det er ikke nær så skræmmende at køre bil med lukkede øjne, som det er at skulle stå til ansigt til ansigt med sin gud – eller med sin far!

”Herrens Veje”, en dramaserie af Adam Price, instrueret af Kaspar Munk, første afsnit sendt på DR1 søndag, d. 24/9 2017

lørdag den 16. september 2017

Anmeldelse: "Romeo og Julie" - Aalborg Teater

Forfatter: William Shakespeare, oversættelse: Niels Brunse, instruktion: Hans Henriksen, scenografi: Markus Karner. Forestillingen set d. 15/9 2017.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Kærlighed på brakmarken


Kærligheden overvinder alt. Det vil vi mennesker i hvert fald gerne tro på, selv når omstændighederne er kærlighedens direkte modstandere.

Krig, had og evig mistro har raseret det engang smukke og harmoniske Verona i Aalborg Teaters opsætning. Scenografien er gold og afpillet som en krigshærget egn i Afghanistan; en ensom husfacade, et benet stilads, en græsklædt bakke og et metalklædt bagtæppe, der giver associationer til brynjer, skarpe klinger og skrigende kulde. Der er ikke meget menneskelig varme at komme efter i instruktør Hans Henriksens Verona.

I disse rammer forsøger fyrsten - en eftertænksom og veltalende Martin Ringsmose -  at opfordre til fred. I en indledende monolog prøver han at mane til besindighed, men igen er omstændighederne i vejen. Denne fredstale leveres af en mand, der står i et trangt bur af en talerstol, som er beklædt med blå teltdug – antageligvis af den skudsikre slags; han virker ikke tryg, og da alle medvirkende får udleveret en pistol af fyrsten efter fredstalen, er forestillings grundlæggende modsætning lagt fast; vi ønsker at leve i fred og gensidig tillid, men færdes altid med mistroen og et skarpladt våben som følgesvend. Pistolskuddene brager løs! Det er højt, det er stærkt og det er intenst – Verona er ikke noget rart sted!

I disse rammer - og med de skarpladte våben i hånden på alle medvirkende – udfolder sig nu det kærlighedsdrama, der måske kunne have fordrevet kulden. Den unge Romeo er rastløs og hvirvler rundt i overfladiske forelskelser, som hans venner, Benvolio og Mercutio, dels forstår og dels skoser ham for - det er hhv. Stanley Bakar, Christian Gade Bjerrum og Ferdinand Falsen Hiis i en herlig og velspillet bromancerelation – men pistolerne sidder limet til hænderne, for kan man egentlig stole på andre end sig selv?

Shakespeares tekst fyger gennem luften som pile, og det er kendetegnende for hele forestillingen, at de medvirkende behersker sprogtonen, versene og får teksten til at leve. Her må man igen se på forestillingens grundlæggende modsætning; Shakespeare virtuose, billedrige og poetisk blomstrende tekst sat op mod den visuelle brakmark, der kaldes Verona. Det er et modigt valg af instruktør Hans Henriksen at gå så rendyrket efter kontrastvirkningen mellem det smukke og det raserede, men det er velvalgt og teksten kommer til at virke særdeles stærk; den afleveres i omgivelser med skønhed og harmoni i bakspejlet, og sproget fører sin egen kamp mod kulde og foragt. Det er et modigt og velfungerende instruktørvalg

Begivenhederne tager fart, da Romeo forelsker sig i Julie, datter af den slægt, hans egen slægt ligger i krig med. Nanna Skaarup Voss er skiftevis alfeagtig poetisk, rådvild, stærk og svimlende afmægtig i sin forelskelse i Romeo og i samspillet med Bakar får hun luften til at stå stille, når deres mest intense og ømme replikker afleveres til hinanden pr mikrofon på stiladsbalkonen. Kun pr mikrofon kan de elskende udtrykke det, der findes allerinderst i deres frådende indre, og ægte kærlighed tager ikke hensyn til, at det krigshærgede Veronas bedste bud på en balkon er stiladsudgaven. Igen dyrkes kontrasterne med held; det skrabede visuelle udtryk mod de smukke ord og de lidenskabelige følelser. Dog beholder både Romeo og Julie pistolerne i hænderne; det sværeste er at slippe sin mistro i en verden, hvor mistro er hverdagskost. Da Julie endelig, i slutningen af forestillingen, lader sin amme – en sublimt spillende Kathrine Høj Andersen, der er både geskæftig, pragmatisk og omsorgsfuld -  overbringe Romeo sin pistol som kærlighedspant, tror man på, at der er tale om total hengivelse, for hvornår vover man ellers at give afkald på muligheden for at beskytte sig selv?

Som bekendt lider Romeo og hans Julie en krank skæbne; Romeo myrder Julies fætter Tybalt - en hårdkogt Lars Topp Thomsen – som hævn for, at han har myrdet Romeos ven Mercutio (Ferdinand Hiis’ dødsscene er endnu et eksempel på den stiliserede poesi, som forestillingen behersker så fornemt og som er en fin kontrast til scenerummets krigszone.) Romeo erklæres fredløs og nu er det kun den indsigtsfulde fyrste, der kan føre de to unge elskende sammen og frelse Julie fra det ægteskab, hendes forældre har arrangeret. Jørgen W. Larsen og Marion Reuter leverer som hr og fru Capulet et på overfladen empatisk forældrepar, der dog viser sig som fuldstændig følelsesmæssigt afstumpede. Med Larsens gemytligt nedladende far og Reuters småalkoholiserede og utilnærmelige forstadsfrue af en mor, forstår man godt, Julie ønsker sig væk – meget kærlighed har hun næppe mødt, før hun fandt sin Romeo.

Hendes frier, Paris - en sympatisk Sebastian Aagaard-Williams, der kynisk misbrugens i slægtens magtspil – finder imidlertid sin kommende brud død i sovekammeret på deres bryllupsmorgen, for Julie har drukket en væske, der har bragt hende i en dødlignende søvn, hun vil vågne af efter to døgn, hvorefter hun kan flygte med sin Romeo – problemet er blot, at Romeo ikke får besked om planen. Han finder sin Julie død og tager livet af sig selv af sorg. Julie vågner, ser sin døde elskede og tager livet af sig selv. Stive og afmægtige sidder Skaarup og Bakar i sluttableauet mens forestillingens øvrige medvirkende er placeret bag dem som et publikum.  Fyrsten leverer en afsluttende salve til publikum om, at man bør tage ved lære af det ulykkelige, der her er sket. Kærligheden overlevede ikke sin vandretur over brakmarken og man kan have sin tvivl om, hvorvidt Verona står til at redde.

Instruktøren Hans Henriksen har taget radikale valg i sin iscenesættelse, men enkeltelementerne går, med meget få undtagelser (som f.eks. de to selvmord til slut, hvor man savner en konkret aktion i stiliseringen) op i en højere enhed. Der skabes rystende billeder af, hvad der sker med kærligheden, når hadet og mistroen hersker. Scenografiens slagmark og Shakespeares smukke ord komplimenterer hinanden på bedste vis, og at en pistol omtales som en kårde, understreger fint, at der i Verona findes en grundlæggende uoverensstemmelse mellem drømmen og fred og poesi kontra den barske virkelighed, hvor alle er bevæbnede og selv nære venner sigter på hinanden med et skarpladt våben – man ved jo aldrig….

Forestillingens skuespillere yder alle flotte præstationer i deres respektive roller. Der er hele tiden noget på spil og der er i det velfungerende arrangement en forfriskende vekselvirkning mellem fysisk komik og alvor og navnlig hos Skaarup og Bakar som de unge elskende en fin vekselvirkning mellem ydre og indre energi.

Foretrækker man en Shakespeareopsætning med lut, pibekraver, og fjer i baretten skal man ikke se ”Romeo og Julie” på Aalborg Teater. Hvis man derimod ønsker at lade sig røre af en fortælling om store følelser i trange kår og går ind på den præmis, Hans Henriksen har instrueret sin forestilling på, kan man ikke undgå at blive rørt ved mødet med den berusende kærlighed, der står som en viljestærk men enlig blomst på Veronas brakmark.       

                           

mandag den 27. februar 2017

Anmeldelse: "Erasmus Montanus" - Aarhus Teater

"Erasmus Montanus" af Ludvig Holberg. Gendigtet og iscenesat af Christian Lollike på Aarhus Teater, 2017

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Guds lys i sort/hvid
Det ligner et dukketeater: Bagtæppe med himmel, sidekulisser med træer og lave bondehuse, sætstykker med høns og grise og sågar sofitter med gemytlige lammeskyer, som svæver over scenen. Alt i pap og to dimensioner. I scenens baggrund på toppen af de trin, Aarhus Teaters scene består af til denne iscenesættelse af Holbergs gamle komedie om bondestudenten, der har læst sig latterlig i hovedstaden, troner landsbykirken; kridhvid mens alt andet er holdt i grå farvenuancer. På bagtæppets himmel falder sollyset i hvide stråler ned mellem de grå skyer. Det minder om et maleri fra barokken; lad Guds klare lys skinne over de fortabte og lede dem. Det ligner et dukketeater, men hyggeligt er det ikke.

Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Holbergs komedie sætter religionen i fokus på en konfronterende og provokerende måde og distancerer sig allerede ved åbningsbilledet fra det Kongelige Teaters opsætning for et par år siden; her var Erasmus den hvidklædte frelser, der kæmpede sig frem i en landsby med staffage og farveeksplosion i de oppustede rokokokostumer. Et fyrværkeri af latterlighed og skaberi, den arme Erasmus ikke kunne bekæmpe. Christian Lollike går en anden vej:

På Aarhus teater glider personerne ind fra siderne som dukketeaterfigurer ført på stænger af en hånd udefra (eller ovenfra?) Et kor foran kirken synger en salme – det gør de jævnligt forestillingen igennem. Tempoet i sang og bevægelse er langsomt og faretruende. Det daglige arbejde udført under Guds strenge opsyn, hvad enten det er at spise, køre en trillebør eller bære en gris i pap over scenen. Jo, alt er af pap – og den tredje dimension findes ikke – i mere end én forstand.

 Jeppe Berg, Erasmus far, har fået et brev fra sønnen i København. Det er skrevet på latin og der må hentes hjælp til at kommunikere familiens medlemmer imellem. Far Jeppe og Mor Nille (Anders Baggesen og Lotte Andersen i evig underdanig og apatisk undren) er placeret frontalt ud mod publikum, og henvender sig aldrig fysisk til hinanden – det gør de øvrige personer heller ikke. Alle taler ud i luften med forstenede ansigter og en gestik og mimik, der indimellem fastfryses i rystende billeder af manglende kontakt mennesker imellem.

Per Degn er gudskelov på bjerget endnu (Lars Brygmand i selvhøjtidelig afstumpethed) og skal nok vide at sætte Erasmus til vægs, thi han har studeret latin og for folkene på bjerget er han den åndelige vejleder og Guds direkte talerør. Tilmed taler han stadig latin og når ”panis gravis” betyder grovbrød og ”anal” betyder kordreng (og ”oral” da i øvrigt det samme) er publikum nok med på, af hvilken kvalitet Per Degns lærdom er. Men hvem skulle sige ham imod i et lille indspist bondesamfund, hvor alt er styret en næsten pietistisk gudstro? Der er ingen nuancer. Alt er sort og hvidt. Skuespillere, scenografi og lydbilledet med den ildevarselende salmesang, lydeffekterne der akkompagnerer de daglige gøremål, som var det en tegnefilm. Ingen har deres egen frie vilje.

Undtagen Erasmus!

Erasmus Montanus (i Andreas Jebros tårnhøje skikkelse) springer ned fra logen og lægger sin barndomsby i ruiner – bogstavelig talt! Jebros fremstilling af Montanus er mangefacetteret; Han fører sig frem som en Jean de France; storskrydende og pyntesyg, men er samtidig indtrængende og nærmest snusfornuftig, når han tager publikum med som vidner på det, der foregår. ”Prøv lige at se dem” er hans allerførste replik fra logen, henvendt til publikum, før han stiger ned på scenen. Erasmus er helt klar over, den er gal i hans hjemby. Jebros Erasmus har noget meget sympatisk over sig. Dels fordi det akademiske praleri og de latinske gloser er nedtonet fra Lollikes hånd, men også fordi Erasmus’ projekt om at få kontakt med dem derhjemme (inklusive bror og forældre) mislykkes – der er ingen der vil se på ham. De glor alle sammen ligeud i luften, som var de dukketeaterfigurer skåret ud i pap. Erasmus drejer deres hoveder mod sit eget, og de vender sig atter og glor ud i intetheden. Det er hårde odds!

Den eneste fysiske kontakt er mellem Erasmus og hans mor Nille, som tager ham på skødet, nusser ham og tungekysser ham. Et væmmeligt billede på, at der nok er kærlighed fra mor til søn, men at hun på ingen måder ser ham som den voksne mand, han er, og at han heller ikke evner at slippe fri af hjemegnens religiøse tyranni. En ganske kort scene, der bliver hængende i errindringen.  

Erasmus er forlovet med den, temmelig lystne, Lisbet, der desværre er underlagt en hustyran af en far, den gamle Jeronimus, der vandrer rundt med geværet i hænderne, parat til at nedlægge alle urostiftede (Sofia Nolsø og Ole Thestrup suppleret af Nanna Bøttcher som mor Magdelone). I Jeronimus’ hus er der kæft, trit og retning og et noget middelalderligt syn på kønsroller: Lisbet og hendes mor skal holde kæft, og når de ikke gør det, får de tæsk med det faderlige gevær. Et slag i maven og i hovedet, så damerne går i gulvet – så er husfreden sikret! En gammeltestamentelig patriark, der bryster sig af, at Danmark er et kristent land. Jacta est alea!

Erasmus diskvalificerer imidlertid sig selv som svigerfars drøm, når han bebyrder, råbende for at overdøve det indtrængende salmeafsyngende kor, at Danmark ikke er et kristent land men i stedet bygget på ideer, der stammer fra oplysningstiden, og at jorden da i øvrigt er rund! Vel er han latterlig, når han med falske syllogismer forvandler mor Nille til en sten og Per Degn til en hane (under sidste optrin viser en pap-hane så stor som et hus sig i øvrigt i kongesiden, så det er såmænd nok Lollikes syn på sagen, at Per ER en hane!). Erasmus har i arrigskab væltet paphusene og smadret både papfår og papko (med replikken ”Det er jo bare pap for helvede!” til publikum – intet er ægte og det hjemmelige bjerg er en flad kliche). Brygmands Per Degn trykker sig op af det sidste tilbagestående hus, mens Jesper Ridefoged (en religiøst hjernevasket og stammende fyr i Simon Matthews skikkelse) er gået til grunde under den første sidekulisse, der væltede.

Erasmus’ projekt hos Lollike er at få sandheden frem og at dekonstruere det kristne hykleri, der stortrives på bjerget. Han lægger scenen øde, han flår papirparykkerne af sine medspillere, han trykker sågar på en knap, så hele scenografien svæver op i loftet, og der kun er bagtæppet tilbage - og sætstykket med den skræmmende hvide kirke. Erasmus er oplyst, men bjerget ligger hen i den allermørkeste kristendoms skygge og uanset hvor meget han river og flår i sig selv, kan han ikke opgive sin tro på, at jorden er rund og at Danmark ikke er et kristent land - selv ikke for sin elskede Lisbets skyld. Lisbet prøver med kvindelist – og selvmordstrusler, der indebærer både jagtgevær og en seance, hvor hun hælder benzin ud over sig – at omvende ham, men Erasmus nægter; han må stå ved sin overbevisning!

Alle har vendt ham ryggen; selv broder Jacob, der ellers var en gemytlig, ufarlig og liderlig dumrian ved stykkets begyndelse. Fra sin papscooter erklærer Jacob (det er Zaki Youssef med en skræmmende gennemslagskraft) at Erasmus’ ideer ingenting er værd. Sådan!

Der står så Jebros Erasmus med sin vandflakse af plastic (tidligere har han forsøgt at drikke vand af mor Nilles rekvisit-papkrus, men uden held – nu drikker han som en desperat af sin lille flaske). En pigegarde klædt i rødt og hvidt invaderer scenen og Løjtnanten (Andreas Nikolai Petersen som skræmmende regimeleder) banker Erasmus på plads, klæder ham af og lader ham splitternøgen ligge på forscenen, mens han trues af spader og høtyve, der giver allusioner til både middelalderlige heksejagter og den væmmeligste tortur. Presset er for stort. Erasmus går ind på de vilkår, at Danmark er et kristent land og at jorden er flad! Høtyve og spader forvandles til et espalier, og den afklædte og torturerede Erasmus, må vandre til bestemmelsesstedet; kirken med sin Lisbet ved hånden - (eller som en Jesus mod Golgata?). Imens lyder salmesangen:

”Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse”

Og vi fornemmer, at Bjergets mørke gudstro har trumfet både fornuft og oplysning. Erasmus og Lisbet er placeret bag en enorm papfigur af et brudepar, så kun deres ansigter ses over kjole og smoking. Men så lyder til sidst med én enkelt klar kvindestemme:

”Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller”

Er der så alligevel håb for Erasmus? Var det kampen værd? Er det det, der er denne opsætnings udsigelse? Det er i hvert fald et spørgsmål, der hænger i luften, da forestillingen er spillet til ende. Og hvilken forestilling!

Christian Lollike rejser spørgsmålet om religionens magt over vores forstand og sender en burkaklædt kvinde og en rød oppustelig dinosaurus i løb over scenen. Måske umiddelbart en spøg, men når de suppleres af en kæmpe oppustelig moske i scenens baggrund, der rejser sig skråsikkert men falder sammen igen, da salmesangen sætter ind, er der andet og mere ude at gå end en gemytlig historie om en fjollet bondeknægt. Lollikes bearbejdelse er temmelig tro mod Holbergs originale tekst og det geniale i opsætningen ligger i iscenesættelsen; i spillestilen og i scenografien. Der var ikke så dejligt ude på landet, som salig H.C. Andersen skrev. Der var hjernevask, siger Lollike!

Med vold og magt bliver Erasmus tvunget til at opgive sin fornuft. Han har ret, men på Bjerget har man ikke ret, hvis man står alene mod et flertal med en anden holdning. Det er ætsende samfundskritik og den sidder lige mellem øjnene. Selvom opsætningen også giver anledning til at få rørt lattermusklerne, fordi det groteske, voldsomme og absurde er flittigt brugte virkemidler i sproget og i det fysiske udtryk, er forestillingen nært beslægtet med tragedien.

En ganske uhyggelig fortælling om, hvor galt det går, når nuancerne er borte og Gudsherrens lys gengiver både hjemstavn og hjerner i sort/hvid!   



    

lørdag den 24. december 2016

Arbejdsglæde for begyndere - 24. december: "Hjertet"


Om morgenen d. 24 december lå Rudolf og hverdagsLeif stadig bundet i tårnet. Rudolf var nu fuldstændig overbevist om, at julemanden havde snydt dem, og at det ville blive en jul, der udviklede sig til en total katastrofe. HverdagsLeif på sin side var meget trist over, at de ikke havde fået skrevet deres bog om arbejdsglæde – endsige fundet en god bogtitel til den. Det var simpelthen den rene elendighed tænkte de to i tårnet. Pludselig lød en velkendt stemme uden for vinduet: ”Hvad laver I derinde?”

……

Minimusen og Boris, den identitetsrøvende snemand, gik og smågrinede, mens de gjorde sig klar til den store finale på deres plan; at sprænge tårnet med Rudolf og HverdagsLeif i luften! Nu hvor de havde julemanden på deres side, var det hele så let som at klø sig i nakken. Pludselig lagde Minimusen mærke til, at der stod en stor pakke i et hjørne. ”Til Minimusen” stod der. ”Åh” udbrød Minimusen ”Det må være en gave fra én af mine utallige gode venner!” (Minimusen havde i år ønsket sig en ny stegepande, fordi han – i et øjebliks letsindighed – var kommet til at brænde noget ost på – og derfor havde han en vis anelse om, hvad pakken indeholdt) ”Men først skal du åbne bogen, du har fået af julemanden” sagde Boris (selv en identitetstyv kan jo have et barnligt sind).

Minimusen åbnede bogen og kiggede overrasket i den; Der var intet andet end blanke sider. Han bladrede alle siderne igennem og fandt intet – før han kom til midtersiden, hvor der på den ene side var tegnet et hjerte. På den modstående side lå et hjerte i rødt karton, man kunne tage ud af bogen. ”Hvad er det her?” råbte Minimusen vredt – han foretrak tal, grafer og ting, der kunne sættes i skemaer. Boris lignede et stort spørgsmålstegn (og overvejede et øjeblik, om det mon var en julegave til en kirurg, der var blevet afleveret forkert)

I samme øjeblik gik låget på den store julegave op, og ud kom Rudolf, hverdagsLeif og ingen ringere end julegåsen Flemming (der slet ikke var blevet mast af Ulddrengens fly, men derimod blot havde skiftet kurs, og først lagt mærke til Rudolfs fravær, da den var kommet til Danmark og havde konstateret, at JYSK gåsen kun fandtes som et logo for en større butikskæde. Ak ja – illusionen længe leve). ”Se” råbte hverdagsLeif ”Den bog handler om, hvad arbejdsglæde er. Det hele starter med kærligheden til den, du er, og det, du gør. Andet behøver du ikke! Ikke engang en bogtitel! Hjertet er nok.”. Rudolf nikkede!



Da blev det for meget for den grumme Minimus, som knugede det lille kartonhjerte ind til sig og brast i gråd. Alle hans fortrængte traumatiske oplevelser fra en barndom, hvor han lidt for tit havde fået at vide, han havde både mus i knæende og rotter på loftet, kom ud. Hans tårer ramte snemanden Boris, som smeltede derved, så kun gulerodsnæsen lå tilbage. ”Undskyld, jeg har været så ond” sagde Minimusen. Jeg kan godt se, hvad I mener, og nu bør jeg virkelig arbejde lidt mere reflekteret med min egen psyke. Rudolf og Leif nikkede – det var der jo aldrig nogen, der havde taget skade af. Julemanden stak Minimusen et visitkort til sin psykolog – og en stegepande – hvorpå han hoppede i kanen og fløj ud for at uddele gaver til alle. ”Tak fordi, I hjalp mig med at genfinde min arbejdsglæde” råbte han.

Rudolf, Flemming og hverdagsLeif vinkede farvel til ham, og så holdt de jul med Minimusen og Ulddreng (Burhane G blev til en fortræffelig julehovedret – mange havde længe ment, hans musik alligevel var lige lovlig klichefyldt og fløde-agtig). Minimusen begyndte efter nytår at holde foredrag om glæden ved at arbejde med sig selv, Rudolf tog en lur, Flemming overvejede om han kunne få sit ansigt på sin helt egen reklamekampagne og hverdagsLeif skrev en fængslende biografi om sine oplevelser i denne december.

Titlen blev: ”Arbejdsglæde for begyndere” – for det VAR faktisk en god bogtitel.

fredag den 23. december 2016

Arbejdsglæde for begyndere - 23. december: "Bogen"


Hele natten havde hverdagsLeif brugt på at beskrive for sig selv, hvad arbejdsglæde var. Inspireret af den drøm, han havde haft, var han pludselig fyr og flamme, og da julemanden og Rudolf vågnede, fortalte Leif dem begejstret, hvordan han oplevede begrebet arbejdsglæde. Det fik julemanden til at lyse op i et stort smil og før man kunne nå at sige ”algoritme”, havde julemanden snoet sig ud af det reb, han var bundet med, og var parat til at tage fat på ny. ”Det er meget fint alt sammen” sagde Rudolf ”men du må altså lige huske på, at vi er oppe imod en ravgal snemand, der stjæler andres titler og en mus, der hader følelser – og ordspil -, som vil ødelægge julen! Dem er vi nødt til at standse, før du kan blive julemand igen. Men hip hurra for, du har genfundet din arbejdsglæde – så kan det være, du vil trække min fyring tilbage?”. Julemanden kommenterede ikke på det sidste, og Rudolf lod det stå hen i det uvisse – man skal jo heller ikke presse citronen i upassende grad.

Julemanden sagde, han havde en ide og pludselig var han ude af tårnet. Rudolf og hverdagsLeif råbte efter ham - de var stadigvæk bundet og kunne ikke røre på sig, forstås. Var julemanden måske egentlig i ledtog med Minimusen? Ingen vidste det, men nu havde han i hvert fald efterladt dem! 
Julemanden tittede frem over muren ind til julemandens terrasse (altså sin egen, forstås), hvor Minimusen og snemanden Boris stod og var skumle i fællesskab. ”Halløj” råbte julemanden. Minimusen stirrede olmt på ham og spurgte, hvordan han var sluppet ud af tårnet. Julemanden forklarede, hvordan han havde indset, at Minimusen og Boris havde ret i, at julen var noget skidt. Julemanden ville gerne afstå sin titel til Boris, og ydermere ville julemanden hjælpe de to banditter med at rydde Rudolf og hverdagsLeif af vejen. Ja faktisk havde julemanden en gave til Minimusen, som han først måtte åbne juleaften, men som han ganske afgjort ville sætte stor pris på! Minimusen tog mod bogen med en lumsk mine. Havde han vidst, hvad bogen indeholdt, havde han nok tænkt sig om en ekstra gang. Hvad bogen indeholdt – og hvorfor visse firmalogoer leder til stor grad af desillusion – skulle vi sidenhen høre mere om.  

torsdag den 22. december 2016

Arbejdsglæde for begyndere - 22. december: "Kvinden på månen"


Leif havde altid ment, at drømme kunne afsløre et og andet. Lige siden sin barndom, hvor han havde haft en tilbagevendende drøm om at han fløj over skyerne og så pludselig faldt og faldt og faldt – hvilket en erfaren drømmetyder havde tolket som om, at Leif ikke tillod sig selv at være glad og svævende -, havde Leif aldrig tudet at ignorere de drømme, han havde. Natten mellem den 21 og 22. december havde han igen en drøm; én, han fortalte de andre om, da han vågnede, og som vi derfor - vha. denne julekalenders vekslende, indre, ydre og ekstremt alvidende fortællersynsvinkel – også skal have indblik i.

Leif drømte, han så på en stjerneklar himmel, hvor månen skinnede smukt. På kanten af månen sad en ung kvinde, der sagde, hun var arbejdsglæden, hvilket Leif umiddelbart syntes var lidt underligt – han havde altid forestillet sig arbejdsglæden som lidt mere udslidt… I drømmen havde Leif set sig selv stå med papir og pennefjer, og han havde spurgt, om man virkelig ikke kunne sættes ord på arbejdsglæden. Han havde prøvet og prøvet at skrive noget ned, men intet ville lykkes for ham. Arbejdsglæden så på ham med sine milde øjne og sagde, at Leif blot skulle føle sig som den forfatter, han gerne ville være. Måske en H.C. Andersen, måske en Shakespeare, måske en Ib Michael, måske Helle Helle, eller måske en forfatter i toga (hvilket åbnede muligheden for alt fra Platon til Knud Romer.) Leif skulle blot forestille sig, han rådede over alle ord i verden, og at han kunne beskrive arbejdsglæden med lige præcis de ord, han ville. ”Tænk på mig” sagde arbejdsglæden og beskriv så, hvad du ser. Hvis jeg nu var en kvinde (hvilket hun rent faktisk manifesterede sig som, hvorfor det hypotetiske element i sætningen var lidt ejendommeligt), hvordan ville du så beskrive mig? Tænk på det og gør det – og husk at jeg ikke gider at høre om mine poser under øjnene. Ingen er jo fuldkommen og det meste er relativt!”

Med disse ord vågnede hverdagsLeif med et sæt og tænkte, at nu havde han fat i noget. Skønt han var bundet på hænder og fødder, begyndte han hviskende at beskrive arbejdsglæden i skikkelse af kvinden, han havde set i drømmen. Hvad der kom ud af det – og hvorfor drømmetydning indimellem er en omdiskuteret størrelse – skulle vi sidenhed høre mere om.   
     

onsdag den 21. december 2016

Arbejdsglæde for begyndere - 21. december: "Nettet strammes"


Rudolf gjorde anstalter til at slippe sit tag i flyveren, som nu svævede ind over julemandens hovedkvarter. Burhane G og Ulddreng ville lige lande flyet og høre, hvor de skulle give deres koncert. Derefter ville de finde Rudolf og hjælpe ham med at finde ud af, hvad der var sket med hverdagsLeif. Rudolf sprag af flyet, og landede på hovedkvarterets tårn. Himlen var grå og sneen faldt stille. Det virkede fredfyldt – faretruende fredfyldt, syntes Rudolf.

Pludselig så han én af julemandens nisser, i den karakteristiske grønne dragt, stå neden for tårnet og råbe op til ham: ”Rudolf” råbte nissen ”Jeg ved, hvor hverdagsLeif er, og hvad der er sket med julemanden. Hjælp mig op, og så skal jeg fortælle dig det hele.”. Rudolf hev et tov frem fra – bare frem – og kastede det ned til nissen, som adræt sprag op og begyndte at kravle op mod Rudolf. Halvt oppe af rebet vendte nissen sit ansigt op mod Rudolf, som fik et chok! Det var nemlig ingen ringere end den grumme Minimus i forklædning, der hang i rebet med et ondskabsfuldt smil om munden. Rudolf skreg og ville slippe rebet, men Minimusen var hurtig som lynet, og før Rudolf kunne nå at sige ”Restaurationskøkken”, stod Minimusen på toppen af tårnet og så triumferende på Rudolf.



”Spillet er ude, Rudolf” sagde den rigide gnaver. ”Julemanden er fanget, hverdagsLeif er fanget og nu er du også fanget”. Minimusen bandt lynhurtigt Rudolf med rebet. ”Boris og jeg har en grum plan og juleaften, mens Ulddreng og Burhane G spiller koncert for alle nisserne i julemandens værksted, vil vi sprænge dig, Leif og julemanden i luften! BANG! – og så skal snemanden Boris være en ny ond julemand, som afskaffer julen! MUHAHAHA!”. Rudolf kunne ikke tro sine egne ører. Så ond kunne ingen være. ”Jamen hvad med alle de små børn, der har glædet sig” råbte han. ”Har I da ingen medfølelse?”. ”Følelser! AD!” brølede Minimusen ”Følelser er for dem, der ikke har andet at gå op i. Næ, hård kynisme er vejen frem og det er derfor du og Leif og Julemanden skal skaffes af vejen. Og nu har jeg desværre ikke tid til mere smalltalk. Det var den mussamtale!!”. Hurtigt åbnede Minimusen vinduet ind til tårnet og skubbede Rudolf indenfor, hvor julemanden og hverdagsLeif allerede lå og var bundet på hænder og fødder. Nu så det sort ud, tænkte Rudolf.