Julekoden - 6.afs.

Om morgenen svævede julemandens kane ind over Huebæk; hovedstaden i nissernes land. Sneen dalede blidt og lagde sig som en tyk dyne over byens tage (Alfred syntes, det lignede de postkort, han i flere sæsoner, til fordel for 3N, havde vandret rundt med fra dør til dør og forsøgt at sælge til intetanende husmødre). Julemanden fløjtede landets nationalmelodi og Rudolf, der havde taget sig en lur bag i kanen, begyndte i søvne at trække Alfred i huen i den tro, at han dermed aktiverede snooze-funktionen. ”Det elendige kræ” vrissede Alfred, mens julemanden elegant landede kanen lige uden for byens rådhus. Det magelige rensdyr var nu også vågnet op til dåd og alle tre undrede sig over, hvorfor der, i alle byens huse, var skodder for vinduerne. Det var som om et eller andet skulle holdes ude (frosten, vildfarne duer, skattevæsnet eller en fritgående svigermor – der kunne jo være flere oplagte forklaringer).

Julemanden foreslog, at de startede på rådhuset, hvor byens borgmester holdt til. Han hed Birger og var julemandens gamle klassekammerat fra nisseskolen. Selv da de to venners karrierer havde bevæget sig i hver sin retning, havde de stadig holdt kontakten, og nu håbede julemanden, at Birger kunne være behjælpelig med et tip om, hvor de skulle lede for at skaffe en egnet kode til computeren, der lå forsvarligt i kanen.

De blev venligt modtaget og vist ind på borgmesterkontoret, hvor nissen Birger, en rund og munter politiker med pletter på skjorten og fiduser i baglommen, diskede op med rådhuspandekager og valgflæsk, mens hans sekretær indebrændt hviskede noget om en tynd kop te. Julemanden fortalte sin gamle ven, hvad der var fat, og mens Rudolf og Alfred skovlede i sig, forklarede Birger, at der var tre steder i nissernes land, hvor mysterier normalt blev løst. ”Hvis I går op i de store bjerge bag byen, kan I prøve at opsøge først tandfeen, så troldene og til sidst pindsvinet med de grønne smækbukser. Prøv jer frem og se, om I kan lokke noget ud af dem, men pas på, for det er nogle bidske bæster. Andet tør jeg ikke sige. Alle i nissernes land har hørt om den forsvundne kode, og alle er bange for at blive blandet ind i det – endsige beskyldt for noget”. ”Det er derfor, alle har skoddet deres vinduer til!”, mumlede julemanden konstaterende…

De tre venner takkede for god behandling og ledsaget af de varmeste ønsker for deres færd, - samt luftige løfter om bedre velfærd, en motorvej og lysere sommeraftener, tog de plads i kanen og fløj op i bjergene    

 (at de tilskoddede vinduer skyldtes noget ganske andet, skulle vi - og de - siden høre mere om…)               

Julekoden - 5. afs.

Kanen susede afsted gennem luften, mens nisser og andet godtfolk kiggede mod himmelen og undrede sig over, at julemanden åbenbart havde fremskyndet sin årlige optræden som sæsonorienteret husven i verdens villakvarterer. På nattehimmelen hang selveste månen, og så gnavent på de tre, der var på vej i det højtflyvende transportmiddel. ”Ja, nu er det jo ikke fordi jeg har nogen ret til at blande mig.” begyndte månen ”men er det nu ikke lidt tideligt på måneden til den slags udsvævelser?”. Julemanden slog en høj latter op ”Er det dig, dit sure løg?!” grinede han ”Det er en nødsituation, og vi har travlt”. Månen gryntede misfornøjet (den var af princip indigneret, fordi den følte sig overset og var træt af at være omgivet af stjerner, når den nu aldrig selv havde forløst sit potentiale, og i det dulgte måtte dulme sine sorger med en lille én – med fare for fuldmåne, forstås)

Den ville egentlig have sagt noget mere, men i det samme blev de højere luftlag for meget for Alfred, som vendte sig væk og afleverede sin middagsmad ud over kanekanten. Stjernerne fnisede og Rudolf tørrede Alfred om munden med en side af sin biografi (han havde slæbt adskillige – signerede- eksemplarer med i kanen). Julemanden lo hjerteligt mens Alfred rødmede og kanen gled hen over himmelen, indtil månen ikke længere kunne få øje på den. Månen sukkede og reciterede med teatralsk stemme et digt fra den digtsamling, den barslede med; ”Mellem stjerner – af en fuld månes bekendelser”

”En stjerne falder.

En stjerne falder

En stjerne falder

Jeg hænger her endnu”

(Med Rudolfs biografi - og Yahya Hassan - in mente, måtte der jo være et marked for selv det værste…)     

Julekoden - 4. afs.

Om morgenen vågnede julemanden, Rudolf og Alfred med et stadig uløst problem – og et mindre hold i nakken efter at have sovet i ubekvemme stillinger på kontoret hele natten. Julemanden fik hurtigt organiseret en café latte og en skål risengrød til hver – Rudolf betakkede sig dog, mens han lystfyldt gumlede på en side af sin biografi, og julemanden hvislede noget lavmælt, der blandt andet indeholdt ordene ”infam”, ”påskehare” og ”køledisk”.

Imens var nisserne fra værkstedet, 3N-medlemmerne, begyndt at samle sig uden for kontoret for at høre, hvad der var på færde. Alfred foreslog noget med en fællessang, men julemanden tog en dyb indånding og fortalte med klar stemme, hvad der var sket; at julen var i fare, fordi Ragnhild var rejst til Bahamas og havde glemt koden til den så vigtige computer, der styrede hele julens logistiske afvikling. Nisserne var blege, enkelte var rasende over udsigten til ikke at kunne beklage sig over merarbejde hele december og en enkelt ældre nisse mumlede noget om et klagebrev til Kronprinsesse Mary. Julemanden tog sig tålmodigt tid til at svare på de mange spørgsmål, og da Alfred i et forsøg på at dæmpe gemytterne satte i med første vers af ”En nisse er en arbejdsmand”, ventede julemanden med en opgivende mine til den i dur noterede hymne var afsunget.

Ved aftenstide myldrede værkstedsnisserne ud på den sneklædte plads foran julemandens gård for at vinke farvel til julemanden, Alfred og Rudolf, der var ved at tage plads i kanen. Julemanden havde besluttet, at de tre sammen skulle drage til nissernes land, for at se om koden til computeren mon skulle være til at støve op blandt de væsner – primært nisser – der boede dér. Sammen måtte de kunne finde ud af et og andet; julemanden med sin lune folkelighed, Alfred med sin sans for tal og præcision og Rudolf med sin …. ja…  - han havde i hvert fald behændigt unddraget sig at blive spændt for kanen og sad nu og tronede på bagsædet (og et eller andet måtte han jo kunne bidrage med).

Julemanden lagde den bærbare computer forsigtigt ned i kanen og bad en stille bøn til, at koden – og sandheden – var derude. Derpå hoppede han elegant op i kanen og råbte til rensdyrene, der øjeblikkelig satte i løb og et øjeblik efter fløj op på aftenhimmelen med kanen, indeholdende den umage trio, på slæb.
Nisserne på pladsen vinkede og håbede på det bedste. Samtidig overvejede de, hvad de nu skulle få december til at gå med …. Hvad var deres rettigheder egentlig, når deres arbejdsgiver ikke havde arbejde til dem? – skulle de alligevel rette en henvendelse til 3N?     

Julekoden - 3.afs.

Den 3. december burde der være travlt i gaveværkstedet hos julemanden i Østgrønland. Det vidste Alfred fra sidste år. Gavemaskinen skulle køre på højtryk og nisser skulle pile frem og tilbage med pakker, der var klar til at blive lagt i kanen. Men sådan var det ikke i år. I lyset fra en enlig pære stod Alfred alene i gaveværkstedet og vred sine hænder. Det, der skulle have været et givende og udfordrende job som førstemand i gaveværkstedet, var måske også en fejlagtig beslutning? Med til historien hører, at Alfred, den gråhårede og spidsnæsede nisse, i mange år havde været beskæftiget som formand i 3N, fagforeningen for de arbejdende nisser i Østgrønland. For to år siden havde han dog følt sig så udbrændt, at der måtte ske en radikal ændring. Den kærlighed, der strømmede 3N i møde, havde i mange år været til at overse, og medlemmerne, heriblandt en god del af Alfreds nuværende kolleger hos julemanden, havde været konstant utilfredse – selv da Alfred, på vegne af sine medlemmer, med julemanden havde forhandlet en ny overenskomst på plads, som indebar både lønstigning og café latte maskine. Men det havde ikke været tilfredsstillende, og Alfred havde taget springet fra fagforeningsboss til lønslave og var faktisk rigtig glad for byttet. Nu kunne han hygge sig med at overvåge gaveproduktionen og lægge særdeles præcise vagtplaner for de andre nisser i værkstedet (- en krakilsk omgang med tal var et levn fra hans tid som fagforeningsmand).

Det var meget godt alt sammen, men denne december var ganske anderledes. Der kom ingen bestillinger ind til gavemaskinen, og alt stod stille. Efter at han nu havde ventet på besked i to dage, tog Alfred et fast greb i dørhåndtaget og gik ud i kulden og over mod julemandens kontor. Han måtte dog lige tilbage for at sikre sig, at han havde slukket lyset i det tomme gaveværksted. Det skulle jo nødig hedde sig…             

 Alfred trådte ind på julemandens kontor, hvor selv samme sad og talte i telefon med et computerfirma, som ikke kunne hjælpe ham med at få adgang til Ragnhilds computer. I hjørnet sad Rudolf og smilede selvtilfreds (– måske var det antallet af signerede biografier, der var steget ham til hovedet). Julemanden smed telefonrøret fra sig og da han så Alfred, begyndte han med store armbevægelser at fortælle om, hvorfor gaveværkstedet lå øde hen. Alfred blev mere og mere bleg, og da julemanden sluttede af med at bede ham om et godt råd, blev han helt panisk. ”Vi stemmer om det!!” udbrød Alfred (- gammel vane, forstås) – men metoden var ikke rigtig gangbar i dette tilfælde. Alfred havde ikke altid været begejstret for julemanden, som han førhen havde anset for at være en ondsindet kapitalist, men i deres nye relation til hinanden som hhv. chef og ansat, havde Alfred besluttet, at alt gammelt nag skulle være glemt. Derfor lagde han nu sin hjerne i blød for at hjælpe ham.

Da én af de andre nisser lidt senere kiggede ind på kontoret for at se, om de manglede kaffe, lå både julemanden og Alfred og sov hen over skrivebordet. De havde diskuteret så heftigt, at de var blevet ganske udkørte, så der lader vi dem ligge til i morgen. (Rudolf var også faldet i søvn i sit hjørne – der er jo trods alt en grænse for, hvor meget selvglæde et rensdyr kan rumme i vågen tilstand)    

Julekoden - 2.afs.

Julemanden havde gennem mange år i branchen lært, at det var vigtigt at bevare det kølige overblik.  Uanset hvor slemt det var, kunne der altid findes en løsning (Ja, der var selvfølgelig dengang, der havde været en frygtelig blæst juleaften, og kanen havde slingret i sådan en grad, at en pakke med to dvd-bokse med Linje 3 og ”Matador”, var røget ud over kanten. Men hvad – den teenager, der havde ønsket sig dem, måtte afgjort trænge til nogle mere nutidige interesser, så det var sikkert til det bedre.) I dag var det nu alligevel svært for ham ikke at være lidt mut. Ikke at julemanden var vild med at bruge unødig tid på teknik, men koden til computeren var han nødt til at få støvet op, så ønskelisterne kunne registreres, så gaverne kunne produceres og ruten lagt for kanekørslen julenat. Et sted måtte julemanden starte sin søgen, og derfor gik han over i rensdyrstalden for at slå en sludder af med Rudolf. Han havde ikke set Rudolf de sidste 11 måneder, fordi det fra sangen så kendte rensdyr havde trængt til lidt luftforandring, men nu skulle Rudolf gerne være mødt ind og være klar til at hjælpe sin kære gamle arbejdsgiver.

 Da julemanden trådte ind i stalden, var der et vældigt postyr. Alle rensdyrene stod på nakken af hinanden og gloede på noget, julemanden ikke kunne se, hvad var. Ved hjælp af sine nævers kraft, sin viljestyrke – og trusler om, at samtlige rensdyr skulle på løbebånd en time hver morgen for at forbedre formen - fik han banet sig vej frem til det, der havde fanget rensdyrenes interesse; Rudolf.

 Med en yderst veltilfreds mine sad Rudolf foran en stak bøger med pistaciegrønt omslag. Det viste sig at være hans biografi ”Med næsen som våben”, som han havde brugt de seneste 11 måneder (hvor han jo alligevel altid var arbejdsløs) på at forfatte, og på baggrund af hvilken, Rudolf efter jul ville påbegynde en længere foredragsturne som skulle have sit helt eget hashtag Julemanden skuelede indebrændt til Rudolf, greb den øverste biografi i bunken og læste forordet:

 ”Bag enhver stærk mand står et stærkt rensdyr. Overset af sin arbejdsgiver – måske en gang imellem ligefrem med vilje – men aldrig uden troen på, at netop han gør en forskel, at netop han har en evne til at lyse op, at netop han er grunden til, at det også bliver jul i år. Ikke fordi jeg er typen der fordrer opmærksomhed, men i al ydmyg stilfærdighed har jeg her nedfældet mine memoirer, som et vidnesbyrd om, at ingen jul bliver til uden det rødnæsede rensdyr, som kun kan håbe på engang, at blive anerkendt – I have a dream!”

 Julemanden prøvede at beherske sig, men da Rudolf med en endnu mere selvtilfreds mine halede en fyldepen frem i den tro, at julemanden ville hav ham til at signere biografien, røg proppen af.

 

 

”Hvad I alverden tænker du på” brølede julemanden” og kylede sine træsko gennem luften, mens han hoppede op og ned af vrede. ”Vi står her med et problem, et MEGA problem. Der bliver ingen jul i år, for Ragnhild har glemt koden til computeren. Kan du høre hvad jeg siger? Ingen kode! Ingen ønsker, ingen gaver, ingen kanetur. Og så kan du ellers pakke din dig-selv-i-centrum-placerende biografi meget langt væk, for så er der ingen jul, du kan tage æren for. ”I have a dream!!” Vorherre bevares!! Du kan komme over på kontoret, når du har fået næsen ned fra skyerne igen!” Og med de ord gik julemanden ud af stalden og smækkede med døren.

 Rudolf kunne godt se sagens alvor og var egentlig på vej til at følge efter julemanden, men da der atter formede sig en kø foran ham af forventningsfulde rensdyr, der gerne ville have en signeret biografi – og endda spurgte om turnéplanen for hans foredrag – kunne julemanden vel godt vente et kvarters tid – så var der også en chance for, han havde kølet af!

Julekoden - 1. afs.

I al stilfærdighed tænkte julemanden, at det måtte være en straf. Han vidste jo godt, det var forkert. Kåringen som årets julemand 1982 var en stor begivenhed, men måske han havde kogt lidt for meget suppe på det. I hvert fald føltes det, der var sket i dag, som en straf. Julemanden repeterede hændelsen for sig selv, og måtte starte fra morgenstunden:

Frank og fro sprang han ud af sengen i anledning af denne glædelige dato, hvor en ny sæson begyndte. Han tændte for radioen, og hans yndlingssang "Hvad kanen gemte" strømmede ham i møde. Vel til mode gik julemanden derpå en runde ind omkring værkstedsnissernes personalestue og sagde "Godmorgen mine kære! Er I klar til en ny sæson?!". Han blev mødt af nogle misfornøjede grynt, og et enkelt "Man skal jo stå i kø et kvarter for at få en café latte på det her sted!", der blev fremsagt hen over kaffen og pebernødderne. (Julemanden burde aldrig have investeret i den Nespresso maskine. I gamle dage, da der var sort kaffe og tynd solbærsaft, var der en helt anden arbejdsglæde og taknemmelighed...)

Således opløftet gik julemanden videre over mod kontoret for at sige godmorgen til sin sekretær Ragnhild, som sikkert allerede var i gang med at scanne de ønskelister, hun havde modtaget indtil videre. Men nej - Ragnhild sad bøjet ind over sit skrivebord foran computeren. Ansigtet var begravet i hænderne og hun hulkede voldsomt. "Jamen Ragnhild. Op med humøret. Den datetingprofil skal da nok give resultat før eller siden" forsøgte julemanden sig (Ragnhild var en gråhåret nisse på 214 år med knold i nakken og en svaghed for korssting og Barbara Cartland, så datingprojektet havde efterhånden nogle år på bagen) - men der viste sig at være en helt anden årsag til Ragnhilds hulken. Stress forårsaget af middelmådige arbejdsbetingelser! (Bevares! - de elleve måneders ferie, hun holdt på Bahamas hvert år, var åbenbart ikke nok til at lade op til én måneds intenst arbejde!) Men for at gøre en lang historie kort: Ragnhild kunne ikke overskue noget som helst - andet end at bestille det første fly tilbage til Bahamas - og spurgte, om julemanden ville ringe efter en taxa, der kunne køre hende til lufthavnen.

Da Ragnhild - tårevædet og med sin puddelhund Jan på armen – steg ind i taxaen, slog en tanke ned i julemanden. "Ragnhild!” råbte han. ”Jeg skal jo have koden til computeren. Den styrer jo både ønskelisterne, gavemaskinen og ruteplanlægningen for udbringningen". Ragnhild snøftede og knugede Jan ind til sig. "Jamen det er jo det" hulkede hun "Jeg har glemt den! Det er stress, og den lønforhøjelse, jeg aldrig fik... og den ergonomisk korrekte kontorstol, du har lovet og lovet … Jeg kan ikke gøre for det ....- jeg kan ikke huske den kode længere" - og hun skyndte sig ind i taxaen uden så meget som at sige "Glædelig jul".

 I al stilfærdighed tænkte julemanden, det måtte være en straf. Nemesis om man ville. "Årets julemand 1982" var ikke noget, han skulle have pralet så meget af.

 

 

    

Anmeldelse: "Den stundesløse" - Folketeatret.

Forfatter: Ludvig Holberg, gendigtning: Thor Bjørn Krebs, iscenesættelse: Søren Iversen, scenografi: Camilla Bjørnvad,. Medvirkende: Henrik Kofoed, Cecilie Stenspil, Tom Jensen, Sonja Oppenhagen, Søren Hauch Fausbøll, Nikolaj Bjørn Andersen mfl.

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Nu kan I se, hvad I gik glip af.

Der er gang i den. For hulan hvor der er gang i den i "Den stundesløse" på Folketeatret. Ludvig Holbergs komedie fra 1723 om en mand, der har travlt med at have travlt og folkene omkring ham, der har travlt med at stoppe de skader, hans travlhed frembringer, er en klassiker i det danske repertoire og fyres her afsted med en frækhed, et humør og et tempo, som er imponerende og dejligt overraskende. For overrasket blev jeg af "Den stundesløse", selvom jeg troede, jeg kendte denne Holbergs perlende vittige komedie ud og ind. Jeg har læst stykket mange gange, gennemgået det med tre gymnasieklasser, hørt den gamle 1948-optagelse med Bodil Kjer som Pernille, set den sort/ hvide 1972-tv-udgave med Ghita Nørby som Pernille, og på Grønnegårds Teatret set den trælsomme 2009-udgave med Ditte Gråbøl som Pernille. Jeg kender sgu godt den forestilling - vel gør jeg ej!

Det som Folketeatrets opsætning vinder ved er først og fremmest en strålende tekstbearbejdelse foretaget af dramatikeren Thor Bjørn Krebs. Klassisk Holberg-jargon kogt sammen med slang, nutidsdansk og et syndigt sammenkog af referencer: Filmcitater, slogans og sangtekst-stumper. Det kunne lyde som et af de vanlige rædselsfulde forsøg på at give en klassiker nyt liv, og det er det vel streng taget også. Forskellen er blot, at det her er gjort så stilmæssigt elegant, at det faktisk fungerer. Bearbejdelsen er tro mod historien og Pernille er stadig en "Laptaske" i den fortravlede hr. Vielgeschreys afsluttende brandtale. Tro mod sit sproglige ophav, kan opdateringen samtidig sagtens forsvare, at Vielgeschrey bryder ud i den fra Olsen Banden så elskede: "Hundehoveder og hængerøve. Lusede amatører osv osv..." til sine skriverkarle, at Magdelone lige gør os opmærksom på, at hendes 300 opsparede rigsdaler i dag ville svare til 500.000 kr. eller at Cecilie Stenspils Pernille pointerer, at en publikummer på balkonen skal se at få slukket sin iPhone, så hun ikke skal glo på, at skærmene lys rammer loftet. Det er både vittigt og vedkommende.

 Komedien i komedien i komedien. Alle spiller komedie. For os, for hinanden og for sig selv. Glem alt om naturalisme i denne opsætning, for vi - og skuespillerne - er ganske klar over, vi er i teatret. Pernilles klassiske monolog i 1 akt leveres rapt af Cecilie Stenspil, som samtidig anlægger det metasyn på komedien, som fortsætter hele vejen igennem. "Ja, det her er noget gammelt lort, men måske kan det også sige os noget i dag. Kom og leg med" - og det gør vi gerne, for historien er yderst vittigt iscenesat af Søren Iversen i Camilla Bjørnvads dreje-scenografi, hvor rum og møbler konstant er i bevægelse og vel afspejler det virvar og kaos, der findes i den stakkels hr. Vielgeschreys hoved - og med et vidunderligt tilflugtsted for Vielgeschrey; det lille hus med hjertet på døren. Ikke engang der, kan han få fred, den stakkel.

Og en stakkel er han - denne Vielgeschrey- i Henrik Koefoeds rørende fortolkning. En lille mandsling, som er besat at ideen om at have travlt. Som nok ønsker at være en god husbond og en kærlig far - måske også en skønne dag en acceptabel elsker - men som bare ikke har tid, fordi han har så travlt - med at have travlt. Han fatter ikke en brik af, hvad der foregår omkring ham. Ynkværdig i sin barnlige irritation over småfejl i sit regnskab og skræmmende i sin totale afmagt, da komplottet mod ham er tilendebragt. Hans datter har vendt ham ryggen til fordel for manden, hun elsker (Vielgeschrey accepterer det nødtvunget, for hvad skulle han ellers..-ægteskabet er velsignet ovenfra) og den faste støtte, Pernille, ender også med at gå sin vej. Slutbilledet af Koefoeds Vielgeschrey helt alene og fortabt, er faktisk ganske rystende - nu kan han se, hvad han er gået glip af.

For ja- endelig er der en instruktør der tør gå uden om den klichefyldte slutning, hvor Pernille og Vielgeschrey finder sammen(som ikke er Holbergs, men en tildigtning, mange instruktører af uvisse årsager finder nødvendig). Her stikker hun af fra den synkende skude - oven købet med en anden! Man forstår hende godt, for sådan som Cecilie Stenspil former sin Pernille, fræk, fandenivoldsk, listigt manipulerende, benhård og charmerende, kan den lille Vielgeschrey umuligt være hende nok. Hun leger med ham, fordi Leonora har brug for hjælp til at få sin elskede, men også fordi, hun synes, det er sjovt. Eminent er scenen, hvor hun ligger på bordet og demonstrerer for sine medskyldige med skrivesager, glas og andre remedier, hvordan de forskellige skal spille deres roller. En ren Egon Olsen udi planlægning af et kup og en femme fatale, når det kommer til mænd - det er egentlig synd, Vielgeschrey ikke får hende - men sådan kan det gå, når man kun kan se to cm frem for sig. Pernille er skarp som en ragekniv - og Vielgeschrey skal og må skære sig!

Mange gode skuespilpræstationer kunne endvidere nævnes i forestillingen: en elegant og morsom Nikolaj Bjørn-Andersen som Leander, en saftig Ole Thestrup som bogholder Erich Madsen ("For satan det' sort!") og en raffineret komisk Søren Hauch-Fausbøll som hans ynkelige afkom af en bogholdersøn (helt vidunderlig i frierscenen med Magdelone), Henrik Weel, Morten Christensen og Anders Heinrichsen i blomstrende småroller - blandt andet som de fjollede skriverkarle, og endelig en Sonja Oppenhagen, der er ganske enkelt fremragende som Magdelone. En drævende hverdagstristesse (støvkosten anvendes med en uimodståelig langsommelighed) og samtidig en glødende utæmmet lyst, der får frit løb i selskab med Søren Hauchs bogholder. Stemmen tynd og fin, så dyb og brovtende og mimikken og gestikken dels som en spidsmus midt i "Svanesøen" og dels som Shrek i et mudderbad. Hun skal nu nok forplante bogholderiet!

Aftenens hovednummer leveres dog af revyrotten Tom Jensen, der som fupmageren Oldfux har det ene originalt morsomme nummer efter det andet. Han lærer Leander at optræde som lærd bogholder midt på bordet, på tåspidser og med "Jeg plukker fløjlsgræs" på læben, han går i hakkende selvsving som en bedaget LP, da han optræder som Leanders fætter Jonas, han er forrygende som budbringer, studeret advokat og splittergal tysker, der har studeret både i Nürnberg, Anthon-Berg og Steff Houl-Berg. Det ene revynummer efter det andet. Ordene flyver fra ham som farverige nytårsraketter og den ene forklædning, og tilhørende gestik, er mere vanvittig end den anden. Der er ikke et øje tørt i salen. Han er en laban denne Oldfux. En optrædemand af en anden verden, men samtidig helt afdæmpet og intens i sin flirt med Pernille - han overrasker os hele tiden - ligesom forestillingen.

 For man kender overhovedet ikke den forestilling, før den er spillet til ende, og det er just det fine ved det. Alt er desuden perfekt timet og meget velspillet. Måske skulle pausen have ligget 10 minutter før, - man trænger til den, da den endelig kommer. Men det er småting. Se den forestilling, når den om lidt drager på Danmarksturne. Det er en fryd.

Gå ikke glip af den, som Vielgeschrey går glip af glæden, og af den Pernille, der til slut skrider med sin lyserøde kuffert, mens hun tillader os at tænde vores mobiler, så vi kan se, hvad vi er gået glip af (eller måske netop ikke er gået glip af) i de to timer og seksogtyve minutter, vi har været i teatret - en ganske tankevækkende kommentar at slutte af med.