Julekoden - 3.afs.

Den 3. december burde der være travlt i gaveværkstedet hos julemanden i Østgrønland. Det vidste Alfred fra sidste år. Gavemaskinen skulle køre på højtryk og nisser skulle pile frem og tilbage med pakker, der var klar til at blive lagt i kanen. Men sådan var det ikke i år. I lyset fra en enlig pære stod Alfred alene i gaveværkstedet og vred sine hænder. Det, der skulle have været et givende og udfordrende job som førstemand i gaveværkstedet, var måske også en fejlagtig beslutning? Med til historien hører, at Alfred, den gråhårede og spidsnæsede nisse, i mange år havde været beskæftiget som formand i 3N, fagforeningen for de arbejdende nisser i Østgrønland. For to år siden havde han dog følt sig så udbrændt, at der måtte ske en radikal ændring. Den kærlighed, der strømmede 3N i møde, havde i mange år været til at overse, og medlemmerne, heriblandt en god del af Alfreds nuværende kolleger hos julemanden, havde været konstant utilfredse – selv da Alfred, på vegne af sine medlemmer, med julemanden havde forhandlet en ny overenskomst på plads, som indebar både lønstigning og café latte maskine. Men det havde ikke været tilfredsstillende, og Alfred havde taget springet fra fagforeningsboss til lønslave og var faktisk rigtig glad for byttet. Nu kunne han hygge sig med at overvåge gaveproduktionen og lægge særdeles præcise vagtplaner for de andre nisser i værkstedet (- en krakilsk omgang med tal var et levn fra hans tid som fagforeningsmand).

Det var meget godt alt sammen, men denne december var ganske anderledes. Der kom ingen bestillinger ind til gavemaskinen, og alt stod stille. Efter at han nu havde ventet på besked i to dage, tog Alfred et fast greb i dørhåndtaget og gik ud i kulden og over mod julemandens kontor. Han måtte dog lige tilbage for at sikre sig, at han havde slukket lyset i det tomme gaveværksted. Det skulle jo nødig hedde sig…             

 Alfred trådte ind på julemandens kontor, hvor selv samme sad og talte i telefon med et computerfirma, som ikke kunne hjælpe ham med at få adgang til Ragnhilds computer. I hjørnet sad Rudolf og smilede selvtilfreds (– måske var det antallet af signerede biografier, der var steget ham til hovedet). Julemanden smed telefonrøret fra sig og da han så Alfred, begyndte han med store armbevægelser at fortælle om, hvorfor gaveværkstedet lå øde hen. Alfred blev mere og mere bleg, og da julemanden sluttede af med at bede ham om et godt råd, blev han helt panisk. ”Vi stemmer om det!!” udbrød Alfred (- gammel vane, forstås) – men metoden var ikke rigtig gangbar i dette tilfælde. Alfred havde ikke altid været begejstret for julemanden, som han førhen havde anset for at være en ondsindet kapitalist, men i deres nye relation til hinanden som hhv. chef og ansat, havde Alfred besluttet, at alt gammelt nag skulle være glemt. Derfor lagde han nu sin hjerne i blød for at hjælpe ham.

Da én af de andre nisser lidt senere kiggede ind på kontoret for at se, om de manglede kaffe, lå både julemanden og Alfred og sov hen over skrivebordet. De havde diskuteret så heftigt, at de var blevet ganske udkørte, så der lader vi dem ligge til i morgen. (Rudolf var også faldet i søvn i sit hjørne – der er jo trods alt en grænse for, hvor meget selvglæde et rensdyr kan rumme i vågen tilstand)