Julekoden - 7. afs.

Julemanden steg, som den sidste, ud af kanen, der netop var landet i en granskov i udkanten af den bjergegn, hvor de tilsyneladende skulle kunne finde koden (– hvis de altså overhovedet kunne sætte deres lid til en tandfe, nogle trolde og et pindsvin i grønne smækbukser..) De tre venner aftalte, at julemanden og Rudolf skulle opsøge tandfeen, mens arbejdet med at finde troldenes hule blev overladt til Alfred, der fra sin tid som fagforeningsmand havde en veludviklet sans for at snuse rundt (– primært efter det, der kunne anvendes til egen fordel.) Alfred sank en klump ved tanken om at skulle på troldejagt, men gik dog af sted med tøvende skridt.

 Julemanden og Rudolf vandrede lidt og fik så øje på et lille lyserødt hus. Udenfor fløj et lille væsen emsigt omkring – det måtte være tandfeen. Rudolf søgte dækning bag huset, mens julemanden trådte frem. ”Undskyld frøken, er De tandfeen?” begyndte han. ”Hvis De er, vil jeg gerne have lov at spørge, om De kan hjælpe os med en kode. Altså hvis det ikke forstyrrer Dem alt for meget” Tandfeen stod stille i luften og så på ham. ”Aha!” sagde hun med spids stemme. ”Jeg tænkte nok, julemanden ville komme. Komme og forsøge at få mig til at hjælpe, men det er udelukket. Helt og aldeles udelukket. Tror De virkelig, jeg vil hjælpe Dem med at reetablere den højtid, hvor folk æder sig så runde, at jeg nærmest kan bruge hele det næste år på at samle dårlige tænder ind? Jeg får rygskader, hold i nakken, tennisalbue, boldøje og borebiller, hvis jeg ikke passer på. Jeg har flere år i træk skrevet til tandfeernes tillidsmand for at få afskaffet den tåbelige højtid, der volder mig så meget besvær, men ingenting hjælper det. Næ nej og nul og niks og farvel til den fe!!". ”Jamen..” forsøgte julemanden ”Er der slet ikke noget ved julen, De bryder Dem om!”. ”Nej” sagde feen kortfattet. ”Stod det til mig, skulle den sukkerholdige højtid erstattes med et langt sundere alternativ, hvor man bagte speltbrød med hakket spinat og drysset med økologiske pinjekerner plukket ved fuldmåde og dyppet i en marinade af oliventapenade og hakket artiskok. Vupti dupti – ingen tænder at indsamle og ingen rygskader! Kan du forstå det, Julemand?”. (Rudolf stod stadig gemt bag tandfeens hus og nu tænkte han på, om hans biografi mon kunne følges op af en kogebog; ”Rigeligt rensdyr – ge-virkelige favoritretter”).

Julemanden signalerede til Rudolf, at de skulle gå igen. Den fe var ikke til at få noget ud af. Pludselig slog en tanke dog ned i julemanden og han vendte sig snedigt. ”Jeg må bare sige Dem, frøken fe, at den gammelrosa farve virkelig klæder Dem!”. Feen lyste op i et saligt smil. ”Synes De virkelig?” spurgte hun, idet hun samtidig fiskede efter flere komplimenter. ”Bestemt” sagde julemanden, og feen blev ovenud lykkelig, fordi hendes forlovede, en havenisse fra et af udkantsområderne, havde for vane at kalde hendes dragt for kødfarvet (hvad julemanden nu også synes den var, men enhver mand kunne tænke sig til, at det jo ikke var en farvebeskrivelse, der var specielt flatterende). Feen takkede for de venlige ord og råbte efter julemanden, at tallet 5 i øvrigt var hendes yndlingstal. (Hvad det så end skulle betyde…)

 Samtidig stavrede Alfred ubehjælpsomt rundt i bjergene og ledte efter troldenes hule. Han frøs og savnede pludselig den duft af kaffe og hjemmebag, der altid havde været forbundet med møderne i 3N. Længere nåede hans tanker ikke, før en stor sæk blev trukket over hovedet på ham og en ubestemmelig type vandrede af sted med denne sæk – og Alfred – svunget over skulderen…