Julemanden
og Alfred kom langt om længe til posthuset. Julemanden var for irritabel til at
formulere sig på skrift, så Alfred dikterede indledningen:
”Kammerater!!
Så
er den gal igen! Endnu engang må vi stå sammen mod de onde kræfter udefra, der
forsøger at få os til at bukke under for kapitalismens idealer.
(Herefter
tog julemanden over:)
Vi
troede, vi havde fundet koden, der kunne få julen på skinner igen, men det er
desværre ikke gået, som vi havde håbet. Der er fortsat ikke adgang til
computeren, hvorfor gaveproduktionen lidt endnu må ligge stille. Vi håber på en
snarlig løsning, (- han kunne alligevel ikke få sig selv til at skrive, at
julen ikke blev til noget) og jeg vil bede jer om at holde jer parate til at
påbegynde arbejdet. I hører fra mig, så snart, der er nyt i sagen.
Kærlig
hilsen
Julemanden”
Brevet
blev sendt af sted og noget slukøret brugte julemanden og Alfred resten af dagen
på at samle rensdyrene, der stadig guffede rådhuspandekager, og lokke dem med
tilbage til kanen. Da de kom til kanen og opdagede, at Rudolf var væk, blev det
for meget for julemanden. Bred og misfornøjet tog han plads i kanen uden at
mægle et ord og begyndte systematisk at rive sider ud af et eksemplar af Rudolfs
biografi, mens røgen nærmest stod ham ud af ørerne.
Alfred
spændte rensdyrene for, og mens julemanden sad og skumlede over Rudolf, som han
pt helst så placeret i en køledisk til lavpris, gled kanen afsted i retning efter
Rudolfs fodspor…..
Ingen kommentarer:
Send en kommentar