Julekoden - 14. afs.

Kanen holdt nu stille. De var tilbage midt i byen. Julemanden sad stadig og skumlede på bagsædet, mens Alfred var træt efter nattens lange køretur, hvor han dels havde styret rensdyrene og dels havde spejdet efter Rudolf. ”Se!” brølede julemanden pludselig. Han pegede insisterende, og Alfred forsøgte at se, hvad det var, julemanden havde fået øje på.

 

Foran et minimalistisk byhus i fire etager stod en lille nissepige med korngult hår og reelle hensigter.  I hånden holdt hun en skål med boeuf bourguignon, som hun med stor entusiasme placerede foran noget, der mest af alt lignede en utrolig selvtilfreds hund – med et mistænkeligt strejf af påskehare. Alfred og julemanden gik tættere på, og ganske rigtigt; det var Rudolf, der nu lystfyldt begyndte at tømme skålen for indhold.    

 

Julemanden og Alfred præsenterede sig venligt, og den lille nissepige fortalte, at hun hed Ingrid og boede i det minimalistiske byhus sammen med sin familie. Aftenen i forvejen havde de siddet og spist, da det pludselig bankede på døren, og den smilende hund (Rudolf, forstås) havde stået udenfor med et lille bjæf og en stor appetit.

 

 

 

Rudolf var nu færdig med at spise og vinkede hjerteligt til julemanden og Alfred. Ingrid kløede ham bag øret, og julemanden så sig nødsaget til at fortælle, at der altså ikke var tale om en hund, men derimod om det fra sangen så kendte rensdyr, (hvis mangel på beskedenhed, julemanden lige pt tænkte, kun blev overgået af manglen på hjerneceller!) Ingrid tog beskeden med ophøjet ro og konstaterede, at Rudolf var det sødeste rensdyr, hun nogensinde havde set. Rudolfs selvglæde steg endnu mere, men inden julemanden nåede at blive hysterisk nok engang, inviterede Ingrid dem alle tre med indenfor, så de kunne hilse på resten af familien.

 

Alfred smilede for sig selv. Nu var de måske ved at være på rette spor ……