Kanen
susede afsted gennem luften, mens nisser og andet godtfolk kiggede mod himmelen
og undrede sig over, at julemanden åbenbart havde fremskyndet sin årlige
optræden som sæsonorienteret husven i verdens villakvarterer. På nattehimmelen
hang selveste månen, og så gnavent på de tre, der var på vej i det højtflyvende
transportmiddel. ”Ja, nu er det jo ikke fordi jeg har nogen ret til at blande
mig.” begyndte månen ”men er det nu ikke lidt tideligt på måneden til den slags
udsvævelser?”. Julemanden slog en høj latter op ”Er det dig, dit sure løg?!”
grinede han ”Det er en nødsituation, og vi har travlt”. Månen gryntede
misfornøjet (den var af princip indigneret, fordi den følte sig overset og var
træt af at være omgivet af stjerner, når den nu aldrig selv havde forløst sit
potentiale, og i det dulgte måtte dulme sine sorger med en lille én – med fare
for fuldmåne, forstås)
Den ville egentlig have sagt noget mere, men i det samme
blev de højere luftlag for meget for Alfred, som vendte sig væk og afleverede
sin middagsmad ud over kanekanten. Stjernerne fnisede og Rudolf tørrede Alfred
om munden med en side af sin biografi (han havde slæbt adskillige – signerede-
eksemplarer med i kanen). Julemanden lo hjerteligt mens Alfred rødmede og kanen
gled hen over himmelen, indtil månen ikke længere kunne få øje på den. Månen
sukkede og reciterede med teatralsk stemme et digt fra den digtsamling, den
barslede med; ”Mellem stjerner – af en fuld månes bekendelser”
”En
stjerne falder.
En
stjerne falder
En
stjerne falder
Jeg hænger
her endnu”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar