Julekoden - 19. afs.

Rudolf havde i sit liv meget sjældent oplevet situationer, hvor en selvtilfreds mine ikke var den mest passende attitude. Derfor fortalte det en del om det chok, der ramte Rudolf, at han spærrede øjnene op, at underkæben røg ned og at han udstødte et forskrækket hyl; han var netop vågnet ved, at julemanden insisterende havde rusket i ham, og nu så Rudolf et gruopvækkende syn; Ingrids seng var tom, puslespillet var væk og der lå et brev på sengen! Julemanden pegede hysterisk på brevet, Rudolf tog det forsigtigt og julemanden læste højt:

 

”Kære Julemand!

Endelig endelig endelig (gentagelser fungerede altid godt, når jeg holdt taler i fagforeningsregi!). Julen, denne elendige højtid, hvor du udnytter arme lønslaver under urimelige forhold, som ingen fagforeningsmand med respekt for sig selv kan forbigå i tavshed, har fået en ende! Jeg har bortført Ingrid, puslespillet og din computer (hun ydede dog den største modstand af de tre.), og der er ingen – ingen, ingen, ingen – måde, du kan efterfølge, opspore endsige standse mig på. Jeg har taget din kane og dine rensdyr og er netop nu på vej mod 3N’s endelige triumf; julens definitive destruktion. Jeg ønsker dig og din påskehare af et dovent læs rensdyr en rigtig glædelig… Nå nej, den findes jo ikke mere! MUHAHAHAHA! (Forestil dig venligst lyden af min ondskabsfulde latter, der går gennem marv og ben!)

Hadefulde hilsner

Alfred

-stadig formand for 3N – fagforeningen for de arbejdende nisser i Østgrønland!”

 

 

Julemanden eksploderede af raseri. Han råbte og skreg og ønskede, at alverdens ulykker måtte regne ned over hovedet på Rudolf. Var Rudolf klar over, hvor inkompetent han var? Var Rudolf klar over, hvor meget besvær, han altid skabte for julemanden? Var Rudolf klar over, at han, fordi han var faldet i søvn, var skyld i, at der ingen jul blev i år?? Julemanden himlede op og Rudolf stod i et hjørne og så mere og mere skamfuld ud. Julemanden råbte så højt, at Jytte nu var kommet til, og stod og lænede sig op ad dørkarmen med armene over kors. Det standsede dog ikke den rødglødende julemand: ”Og ikke nok med, at du falder i søvn i arbejdstiden, at det eneste, du kan koncentrere dig om, er dig selv og at du aldrig nogensinde kan finde ud af at gøre noget for andre; du tror også, at hele verden drejer sig om dig. Du er en skændsel for alt og alle. En biografi! Vorherre bevares!! Den eneste bog, du får brug for, er "Hvad kan jeg blive", for du har ikke længere noget job, og jeg vil aldrig se dig mere. Forsvind og tak fordi du har saboteret julen, dit uduelige læs påskehare!”

 

”Så tror jeg, du skal trække vejret onkel surkål” sagde Jytte, men det var for sent; Rudolf løb ud af det minimalistiske byhus og bort mellem gadens huse, mens hans tårer faldt på det eksemplar af biografien, han holdt i munden (men som gudskelov var en vandtæt hardbackversion).

 

”Flot” sagde Jytte tørt. ”Skal du også skræmme mig væk, eller kan jeg lige nå at fortælle dig, at du er verdens største kvajpande! Hvad er det for en måde at opføre sig på? Der stod sovepiller på køkkenbordet i morges, og jeg tror, Alfred har puttet dem i den rest kyllingeret, Rudolf spiste i går aftes.”- hun pegede på den tomme skål på gulvet. ”Jamen hvad med Ingrid og puslespillet?” himlede julemanden op. ”Rolig” sagde Jytte ”Ingrid har arvet en sund fornuft fra mig og evnen til at skære igennem fra sin far (overlægen, forstås), så hende skal du såmænd ikke være bekymret for – og puslespillet må du selv finde ud af, hvordan du får tilbage, men lige nu for kan du sidde og tænke over det grimme, du har sagt til Rudolf. Kom ud, når du er klar til at give ham en undskyldning!”, og med de ord låste Jytte døren til gæsteværelset, så julemanden kunne få lidt betænkningstid....