Julekoden - 6.afs.

Om morgenen svævede julemandens kane ind over Huebæk; hovedstaden i nissernes land. Sneen dalede blidt og lagde sig som en tyk dyne over byens tage (Alfred syntes, det lignede de postkort, han i flere sæsoner, til fordel for 3N, havde vandret rundt med fra dør til dør og forsøgt at sælge til intetanende husmødre). Julemanden fløjtede landets nationalmelodi og Rudolf, der havde taget sig en lur bag i kanen, begyndte i søvne at trække Alfred i huen i den tro, at han dermed aktiverede snooze-funktionen. ”Det elendige kræ” vrissede Alfred, mens julemanden elegant landede kanen lige uden for byens rådhus. Det magelige rensdyr var nu også vågnet op til dåd og alle tre undrede sig over, hvorfor der, i alle byens huse, var skodder for vinduerne. Det var som om et eller andet skulle holdes ude (frosten, vildfarne duer, skattevæsnet eller en fritgående svigermor – der kunne jo være flere oplagte forklaringer).

Julemanden foreslog, at de startede på rådhuset, hvor byens borgmester holdt til. Han hed Birger og var julemandens gamle klassekammerat fra nisseskolen. Selv da de to venners karrierer havde bevæget sig i hver sin retning, havde de stadig holdt kontakten, og nu håbede julemanden, at Birger kunne være behjælpelig med et tip om, hvor de skulle lede for at skaffe en egnet kode til computeren, der lå forsvarligt i kanen.

De blev venligt modtaget og vist ind på borgmesterkontoret, hvor nissen Birger, en rund og munter politiker med pletter på skjorten og fiduser i baglommen, diskede op med rådhuspandekager og valgflæsk, mens hans sekretær indebrændt hviskede noget om en tynd kop te. Julemanden fortalte sin gamle ven, hvad der var fat, og mens Rudolf og Alfred skovlede i sig, forklarede Birger, at der var tre steder i nissernes land, hvor mysterier normalt blev løst. ”Hvis I går op i de store bjerge bag byen, kan I prøve at opsøge først tandfeen, så troldene og til sidst pindsvinet med de grønne smækbukser. Prøv jer frem og se, om I kan lokke noget ud af dem, men pas på, for det er nogle bidske bæster. Andet tør jeg ikke sige. Alle i nissernes land har hørt om den forsvundne kode, og alle er bange for at blive blandet ind i det – endsige beskyldt for noget”. ”Det er derfor, alle har skoddet deres vinduer til!”, mumlede julemanden konstaterende…

De tre venner takkede for god behandling og ledsaget af de varmeste ønsker for deres færd, - samt luftige løfter om bedre velfærd, en motorvej og lysere sommeraftener, tog de plads i kanen og fløj op i bjergene    

 (at de tilskoddede vinduer skyldtes noget ganske andet, skulle vi - og de - siden høre mere om…)