Julekoden - 8. afs.

Alfred vågnede op i et stort bur, der hang ned fra loftet i et reb. Han var faldet i søvn i sækken, og nu sad han og så ud mellem tremmerne. Han var havnet i en troldehule, hvor to trolde var i gang med en diskussion. Den ene var et bistert eksemplar i fruestørrelse, og det var hende, der havde taget ordet:

”Du ved udmærket godt, at jeg ikke er af den krævende slags, og du ved udmærket godt, at jeg tager til takke med ganske lidt. En ganske lille opmærksomhed i ny og næ. Det kunne være en valmue, du havde plukket i skoven, det kunne være en mudderparfume med duft af ørntvist i brunst, det kunne være et gavekort til min frisør, men en nisse – en nisse?! Dit kæmpe fjols - det er bare SÅ uromantisk!

 

Alfred sad musestille og lyttede. Egentlig fik han lidt ondt af fruens samtalepartner, som, efter hendes tone at dømme, kun kunne være hendes mand. Alfred var åbenbart årets bryllupsdagsgave.

 

Ægtemanden forsøgte spagfærdigt: ”Jeg tænkte, du kunne have ham som kæledyr”. ”Kæledyr!?” hylede hans kone. ”Jeg har ikke tid til et kæledyr. Jeg har mit helt eget møgdyr at servicere. For hvad gør du? Ingenting! Men ødelægge mit gode humør og min feminine selvfølelse, det kan du! Nu har du værsgo finde ud af, hvordan man tilbereder sådan én, og så spiser vi ham til middag. Han er både grå i ansigtet, spidsnæset og radmager, så det skal nok blive festligt! Glædelig bryllupsdag! Vorherre bevares!!” - og fruen trampede ud af hulen og smækkede med døren så gulvet gyngede.            

 Trolden gik nu hen til buret og studerede Alfred. ”Du kan ikke være bekendt at være sådan en dårlig gave.” sagde han ærgerligt og hamrede til buret med sin store næve. ”Fortæl mig, hvor jeg kan finde en god opskrift på nisse, så jeg kan gøre hende bare lidt glad! Sig det så!”. Alfred tænkte som en gal. For det første var han ikke vildt interesseret i at gå i dialog med en trold, der havde som hovedprojekt at gøre ham til middagsmåltid, og for det andet kendte Alfred ikke nogen nævneværdig god opskrift på nisse (en salig grandonkel, der var kanibal, havde givet ham et par stykker, men det er jo ikke sådan noget, man går og husker på.)

 

”Tror du ikke, du skulle mande dig lidt op?!” hørte Alfred pludselig sig selv sige ”Du er en trold. Lader du dig diktere af din kone på den måde!”. Trolden skulede mistænksomt, og Alfred fortsatte opildnet i et forsøg på at redde sig selv: ”Jeg mener, nu har hun bestemt, at jeg er en dårlig gave, og at jeg skal spises, men det skal du da ikke finde dig i. Jeg kan synge, jeg kan fortælle vittigheder. Jeg er den perfekte bryllupsdagsgave”. ”Ja….” mumlede trolden. ”Det kan du jo selvfølgelig have ret i.”. I det samme slog fruen døren op og så olmt på sin mage. ”Har du så den opskrift på nisse?!” hvæsede hun. "Sig det så" hviskede Alfred, og troldefruens mand tog en dyb indånding og brølede: ”Ti stille kvinde! Jeg har givet dig den perfekte gave. En nisse er den bedste underholdning, du kan få, og du har værsgo at være glad. Det er mig, der er trolden her i hulen og du skal ikke tale til mig i den tone! Her er det mig, der laver reglerne, det er mig der ved, hvor skabet skal stå, og hvis du er utilfreds med det, kan du sove på dørtrinnet! Har du forstået det?”.....

 

Om natten sov troldefruens ægtemand på dørtrinnet, mens hans viv rasende havde låst døren og bemægtiget sig soveværelset i ophøjet ensomhed. Alfred sad i buret i den mørke hule, og følte sig trods alt taknemmelig over, at troldenes ægteskabelige krise, havde fået dem til at glemme ham. Troldefruen lå, i al sin hustruvælde, og snorkede derinde. Udenfor klaprede hendes mand med tænderne. ”Der er lagt i kakkelovnen” tænkte Alfred ved sig selv.