Julekoden - 9. afs.

Om morgenen stod julemanden og Rudolf på lur uden for troldehulen. Trolden på dørtrinnet havde klapret sådan med tænderne i nattens løb, at de to venner, som var på jagt efter den forsvundne Alfred, havde gemt sig for at undersøge, hvorfor han lå der og frøs. Nu havde troldefruen med iskold tavshed åbnet døren på vid gab og hendes husbond var smuttet ind til ildstedet for at få varmen. Gennem den vidt åbne dør fik Rudolf øje på Alfred i buret og gav sig til at vinke hjerteligt. Julemanden gav ham et puf i siden – de skulle jo nødigt afsløres - men Rudolf, der af uransagelige årsager pludselig var optændt af tanken om, at gøre noget for andre, valsede ud fra sit skjul – bag urt og busk – og slentrede ind i troldehulen, som om det var det naturligste i verden. Julemanden kunne have ædt sin hue af bare raseri, men foretrak nu at holde sig stilfærdigt i skjul.

 

Alfred fik fra sit bur øje på Rudolf og prøvede, med alle tænkelige mimiske udspil, at signalere, at det var et farligt projekt – men lige lidt hjalp det. Rudolf var nået helt hen til Alfreds bur, da fruestørrelsens røst ramte ham som en spand koldt vand på en sommerdag: ”Og nu er det ikke fordi jeg har nogen intention om at være ugæstfri, men hvad i alverdens riger og lande gør du i min stue, din forvoksede påskehare?”. Hendes mand, der tog det som en selvfølge, at den nedladende tiltale gjaldt ham, pippede et eller andet om fælles ejendomsret, men fik så også øje på den nytilkomne og rejse sig overrasket. ”Jeg venter på en forklaring” hvislede troldefruen og lignede én der var parat til at æde både Rudolf og Alfred med hud, hår, hue og gevir.

 

Alfred tænkte over mulige udveje og valgte den mest sindsyge – primært fordi det var den eneste, han kunne komme på: ”Han er parterapeut” sagde han og pegede på Rudolf. "Den bedste i verden. Normalt tager han en rens-dyr timeløn, men han er ledig hele dagen, og jeg tænkte, I kunne have brug for det!”. Rudolf var med på løjerne og hev blok, pen og hornbriller frem fra  …ja…i hvert fald frem. Troldeparret så skeptiske ud, men Alfred var fyr og flamme. ”Sæt jer ned.” sagde han” ”Sæt jer her over for Rudolf og så fortæl ham, hvad det er, I hver især er trætte af ved hinanden”.

 

Troldefruens mand rømmede sig og begyndte spagfærdigt at fortælle om, hvor svært det var at få plads til at realisere sig selv, når han følte, at hans kone fastholdt ham i et utraditionelt kønsrollemønster, hvordan hans venner grinede af ham, og hvordan hans mor i øvrigt var af samme opfattelse som han. Rudolf nikkede forstående og skrev et og andet ned på sin blok. ”Og har din kone noget at svare til det?” spurgte Alfred. Nu bristede troldefruen i gråd og fortalte med stor indføling om knuste forhåbninger, drømme, uindfriede længsler - og om den terrasse, hendes mand havde lovet og lovet, men aldrig fået bygget. Alfred behøvede slet ikke at stille flere spørgsmål og betragtede måbende de to trolde, som stortudende krængede deres sjæle ud over for Rudolf, som så livsklogt på dem over hornbrillerne.          

 

 Julemanden tog mod til sig og listede ind i hulen, bag om troldene og hen til Alfreds bur, hvor han begyndte at lirke låsen op med en papirclips (der stammede fra et særligt begærligt barns ønskeseddel, som havde bestået af flere sammenhæftede ark).

 

Troldefruen var nu nået til en udpensling af, hvordan hendes mand aldrig kommenterede hendes parfume, hvilket fik hendes mand til at byde ind med sin frustration over, hvorfor hun aldrig havde foræret ham den morgenkåbe med initialer, han havde ønsket sig i så mange år. Rudolf nikkede og nikkede, skrev ned og skrev ned, mens julemanden omsider fik buret åbnet og Alfred hjulpet ud. De to signalerede til Rudolf, at han skulle komme med dem, og det var slet ikke spor svært, da troldeparret stortudende var faldet hinanden om halsen og der, fra begge sider, var lovet både bod og bedring.

 

Vel ude af hulen klappede Alfred Rudolf på skulderen: ”Det var modigt af dig, at gå ind for at redde mig” sagde han anerkendende, mens Rudolf lappede rosen i sig og julemanden træt mumlede noget bistert, der forsvandt i et vindpust.

 

(Rudolf overvejede et kort øjeblik, om hans biografi kunne opfølges med en samling af psykologiske husråd, men skubbede tanken bort – Rom blev trods alt ikke bygget på én dag – og der var nok alligevel mere salg i en kogebog!)