Julekoden - 24. afs.

Om morgenen vågnede julemanden, da noget puslede ved siden af ham. Først troede han, det var en rotte, men det viste sig at være Ingrid, der havde gemt sig i stalden, hørt det hele og nu havde løsnet rebet, julemanden var bundet med. ”Ingrid” udbrød julemanden glædesstrålende. ”Nu skal vi væk herfra, inden de to tosser springer det hele i luften!”. ”Næ hov!” sagde Ingrid. ”Vi skal ingen steder. Vi skal stoppe Alfred og Ragnhild, og vi skal have det til at blive jul igen. Det skylder du verden, det skylder du Rudolf og det skylder du mig!”. Ingrid stak hånden ned i hans lomme, rodede lidt og fiskede den grønne pose op, tandfeen i sin tid havde stukket julemanden (og som han havde i hånden på illustrationen i afsnit 11.). ”Jeg aner ikke hvad det er” mumlede julemanden ….

 

På kontoret havde Alfred netop slæbt en gedigen pakke ud midt på gulvet; Bahamasbomben, som skulle antændes om et par minutter! Ragnhild stod og lagde læbestift, så ingen af dem bemærkede julemanden og Ingrid, der diskret listede ind og skjulte sig; julemanden bag døren og Ingrid i en tom gaveæske. ”Så er det tid, kusine!” sagde Alfred ”Værsgo at åbne pakken, og så husker du nok, at vi har et minut til at spæne ud herfra, inden det hele går op i røg.”. Ragnhild nikkede. ”Bye bye julemand!” grinede hun og i fællesskab åbnede de to kæltringer låget til den store gave med bomben!

 

Her kunne denne føljeton meget vel være endt, hvis det ikke havde været for det, der nu skete:

 

 

Op fra æsken dukkede ingen ringere end Rudolf. Storsmilende sad han og tronede, mens Ragnhild og Alfred begge udstødte et brøl af overraskelse og forfærdelse. I det samme sprang julemanden frem og pustede indholdet fra den grønne pose ud over de to skurke, som I samme nu blev forvandlet til granitstatuer. ”Rudolf” udbrød julemanden ”Jeg troede, du var kørt over af et tog!” – det var imidlertid ikke tilfældet. Toget havde ganske rigtigt ramt et rensdyr, men det var ikke Rudolf, men hans kusine Hertha, (der altid havde været fascineret af fart, men desværre led under en haltende sanseintegration). Rudolf derimod var havnet i togets lastrum, hvor han behændigt havde smidt bomben over bord og gemt sig i æsken.

 

Så tog begivenhederne fart; nisser og rensdyr blev sat fri og computeren fundet frem – ingen vidste, hvad koden var, og de kunne umuligt nå at få puslespillet til at finde den i tide. ”Undskyld mig”, sagde Ingrid, ”men hvem siger, det skal være tre tal? Har I prøvet med bogstaver?” Hun tog computeren og trykkede koden ”J-U-L”. Computeren startede op og gaveproduktionen gik i gang. ”Altså mænd!” sagde Ingrid. ”Hvorfor skal I gøre alting så besværligt som muligt?” – julemanden og Rudolf så ned i jorden.

 

Og hvad der siden hændte: Der blev lavet gaver, der blev lagt en plan for kanens rute og der blev holdt jul. Julemanden fik et personligt takkebrev fra 3N, fordi han havde udraderet den grusomme diktator, Alfred, der havde holdt organisationen i et jerngreb. Ingrid fik job som julemandens nye sekretær, Rudolf fik en undskyldning og julemanen forærede Jytte de to granitstatuer, som indgik fint i hendes samling af nips. Ragnhilds villa på Bahamas overtog Jytte, der fandt sammen med en velbeslået dynefabrikant. Hos parret blev julemanden, de elleve måneder om året, hvor han ikke arbejdede, en værdsat husven, og han hjalp Jytte med at skrive en biografi, der blev en bestseller blandt smægtende forstandsfurier.

 

 

Og Rudolf: Han boede elleve måneder af året på Bahamas, fik sit eget talkshow, udgav en kogebog, en motionsvideo og levede lykkeligt til sine dages ende!

 

Se, det var en rigtig historie!