Julekoden - 4. afs.

Om morgenen vågnede julemanden, Rudolf og Alfred med et stadig uløst problem – og et mindre hold i nakken efter at have sovet i ubekvemme stillinger på kontoret hele natten. Julemanden fik hurtigt organiseret en café latte og en skål risengrød til hver – Rudolf betakkede sig dog, mens han lystfyldt gumlede på en side af sin biografi, og julemanden hvislede noget lavmælt, der blandt andet indeholdt ordene ”infam”, ”påskehare” og ”køledisk”.

Imens var nisserne fra værkstedet, 3N-medlemmerne, begyndt at samle sig uden for kontoret for at høre, hvad der var på færde. Alfred foreslog noget med en fællessang, men julemanden tog en dyb indånding og fortalte med klar stemme, hvad der var sket; at julen var i fare, fordi Ragnhild var rejst til Bahamas og havde glemt koden til den så vigtige computer, der styrede hele julens logistiske afvikling. Nisserne var blege, enkelte var rasende over udsigten til ikke at kunne beklage sig over merarbejde hele december og en enkelt ældre nisse mumlede noget om et klagebrev til Kronprinsesse Mary. Julemanden tog sig tålmodigt tid til at svare på de mange spørgsmål, og da Alfred i et forsøg på at dæmpe gemytterne satte i med første vers af ”En nisse er en arbejdsmand”, ventede julemanden med en opgivende mine til den i dur noterede hymne var afsunget.

Ved aftenstide myldrede værkstedsnisserne ud på den sneklædte plads foran julemandens gård for at vinke farvel til julemanden, Alfred og Rudolf, der var ved at tage plads i kanen. Julemanden havde besluttet, at de tre sammen skulle drage til nissernes land, for at se om koden til computeren mon skulle være til at støve op blandt de væsner – primært nisser – der boede dér. Sammen måtte de kunne finde ud af et og andet; julemanden med sin lune folkelighed, Alfred med sin sans for tal og præcision og Rudolf med sin …. ja…  - han havde i hvert fald behændigt unddraget sig at blive spændt for kanen og sad nu og tronede på bagsædet (og et eller andet måtte han jo kunne bidrage med).

Julemanden lagde den bærbare computer forsigtigt ned i kanen og bad en stille bøn til, at koden – og sandheden – var derude. Derpå hoppede han elegant op i kanen og råbte til rensdyrene, der øjeblikkelig satte i løb og et øjeblik efter fløj op på aftenhimmelen med kanen, indeholdende den umage trio, på slæb.
Nisserne på pladsen vinkede og håbede på det bedste. Samtidig overvejede de, hvad de nu skulle få december til at gå med …. Hvad var deres rettigheder egentlig, når deres arbejdsgiver ikke havde arbejde til dem? – skulle de alligevel rette en henvendelse til 3N?