Julekoden - 20. afs.

Julemanden sov det meste af dagen (han var jo alligevel låst inde i gæsteværelset). Han var modløs og troede ikke på, at der fandtes en fornuftig løsning på noget som helst. Mens han sov, blev den samme drøm ved at køre rundt i hovedet på ham:

 

Julemanden så pludselig sig selv som en ung nisse med mørkt hår og vaklende selvsikkerhed. Omgivet af en mørk stjernehimmel stod den unge udgave af ham selv og så længselsfuldt op mod månen, som skinnede over ham. Til julemandens store forbavselse dannede der sig, i denne måde, pludselig et billede af hans far, der havde været julemand før ham og lignede sig selv fuldstændig, som han havde set ud i levende live; radmager og med et par hinkestensbriller på størrelse med Rundetårn.

 

”Far” sagde den unge udgave af julemanden længselsfuldt. ”Jeg ved ikke, hvad der skal blive af mig. Skal jeg overhovedet være julemand eller skal jeg hellere blive noget andet? Det er jo umuligt at leve op til dig og alle de ting, du har udrettet. Måske egner jeg mig slet ikke til det, måske bør jeg gå en helt anden vej og måske er jeg bare en fiasko!!”

 

(At det var julemandens underbevidsthed, der producerede drømmen, og at der var tale om en let freudiansk bearbejdelse af en kompleks ungdom, som mundede ud i den type erkendelse, der gerne skal indtræffe som vendepunkt på indeværende tidspunkt hos hovedpersonen i en fortælling, bør blot opfattes som supplerende info.)

 

”Sludder og vrøvl!” sagde den gamle julemand. ”Det er typisk ungdommen altid at være negativ og forudindtaget. Næ, i min tid da var vi ganske anderledes! Hør her, min fine ven: Du har en pligt, en opgave, et hverv (og en lang række af supplerende synonymer) og det må du tage på dig. Husk: ”Skæbne forpligter!””. (Julemandens far, havde været en stor fan af Prins Henrik, og det var fra dennes biografi, at bemeldte citat stammede.)

 

”Jamen hvordan skal jeg dog komme frem i verden?” spurgte den unge udgave af julemanden lidende. ”Tag dog toget for filan!” gryntede hans far. ”Nu må du tro på dig selv og holde op med at hænge dig i fortiden; Ja, tante Irene holdt en elendig tale til din konfirmation, fordi hun var skæv på japanske cigaretter. Ja, de grinede af dig og kaldte dig ”socialdemokrat” i skolen, fordi du primært gik i rødt og ja, det var pinligt, da jeg tilbød din første kæreste en tur i kanen, men fortid er fortid, og lige nu har verden brug for dig. Så let røven og kom i gang knægt!”

 

Julemanden vågnede med sved på panden og dramaturgisk korrekt selvindsigt. Selvfølgelig kunne han ikke bare se til, mens Alfred saboterede hele julen, selvfølgelig skyldte han Rudolf en undskyldning (og selvfølgelig var det helt legalt, at Jytte ikke selv havde fundet på opskriften til den kyllingeret). Julemanden kaldte på Jytte, som åbnede døren, og sammen gik de på internettet og købte julemanden en togbillet til Grønland med nissernes togselskab Sne-S-B! Nu skulle det gå hurtigt!

 

(Hvorfor kombinationen af behovet for hurtighed og Sne-S-B i sig selv var et paradoks, skulle vi siden høre mere om…)