Julekoden - 2.afs.

Julemanden havde gennem mange år i branchen lært, at det var vigtigt at bevare det kølige overblik.  Uanset hvor slemt det var, kunne der altid findes en løsning (Ja, der var selvfølgelig dengang, der havde været en frygtelig blæst juleaften, og kanen havde slingret i sådan en grad, at en pakke med to dvd-bokse med Linje 3 og ”Matador”, var røget ud over kanten. Men hvad – den teenager, der havde ønsket sig dem, måtte afgjort trænge til nogle mere nutidige interesser, så det var sikkert til det bedre.) I dag var det nu alligevel svært for ham ikke at være lidt mut. Ikke at julemanden var vild med at bruge unødig tid på teknik, men koden til computeren var han nødt til at få støvet op, så ønskelisterne kunne registreres, så gaverne kunne produceres og ruten lagt for kanekørslen julenat. Et sted måtte julemanden starte sin søgen, og derfor gik han over i rensdyrstalden for at slå en sludder af med Rudolf. Han havde ikke set Rudolf de sidste 11 måneder, fordi det fra sangen så kendte rensdyr havde trængt til lidt luftforandring, men nu skulle Rudolf gerne være mødt ind og være klar til at hjælpe sin kære gamle arbejdsgiver.

 Da julemanden trådte ind i stalden, var der et vældigt postyr. Alle rensdyrene stod på nakken af hinanden og gloede på noget, julemanden ikke kunne se, hvad var. Ved hjælp af sine nævers kraft, sin viljestyrke – og trusler om, at samtlige rensdyr skulle på løbebånd en time hver morgen for at forbedre formen - fik han banet sig vej frem til det, der havde fanget rensdyrenes interesse; Rudolf.

 Med en yderst veltilfreds mine sad Rudolf foran en stak bøger med pistaciegrønt omslag. Det viste sig at være hans biografi ”Med næsen som våben”, som han havde brugt de seneste 11 måneder (hvor han jo alligevel altid var arbejdsløs) på at forfatte, og på baggrund af hvilken, Rudolf efter jul ville påbegynde en længere foredragsturne som skulle have sit helt eget hashtag Julemanden skuelede indebrændt til Rudolf, greb den øverste biografi i bunken og læste forordet:

 ”Bag enhver stærk mand står et stærkt rensdyr. Overset af sin arbejdsgiver – måske en gang imellem ligefrem med vilje – men aldrig uden troen på, at netop han gør en forskel, at netop han har en evne til at lyse op, at netop han er grunden til, at det også bliver jul i år. Ikke fordi jeg er typen der fordrer opmærksomhed, men i al ydmyg stilfærdighed har jeg her nedfældet mine memoirer, som et vidnesbyrd om, at ingen jul bliver til uden det rødnæsede rensdyr, som kun kan håbe på engang, at blive anerkendt – I have a dream!”

 Julemanden prøvede at beherske sig, men da Rudolf med en endnu mere selvtilfreds mine halede en fyldepen frem i den tro, at julemanden ville hav ham til at signere biografien, røg proppen af.

 

 

”Hvad I alverden tænker du på” brølede julemanden” og kylede sine træsko gennem luften, mens han hoppede op og ned af vrede. ”Vi står her med et problem, et MEGA problem. Der bliver ingen jul i år, for Ragnhild har glemt koden til computeren. Kan du høre hvad jeg siger? Ingen kode! Ingen ønsker, ingen gaver, ingen kanetur. Og så kan du ellers pakke din dig-selv-i-centrum-placerende biografi meget langt væk, for så er der ingen jul, du kan tage æren for. ”I have a dream!!” Vorherre bevares!! Du kan komme over på kontoret, når du har fået næsen ned fra skyerne igen!” Og med de ord gik julemanden ud af stalden og smækkede med døren.

 Rudolf kunne godt se sagens alvor og var egentlig på vej til at følge efter julemanden, men da der atter formede sig en kø foran ham af forventningsfulde rensdyr, der gerne ville have en signeret biografi – og endda spurgte om turnéplanen for hans foredrag – kunne julemanden vel godt vente et kvarters tid – så var der også en chance for, han havde kølet af!