Anmeldelse: "Forræder" - Randers Teater

Manuskript: Andreas Dawe, instruktion: Kurt Bremerstent, scenografi: Claus Helbo, musik og lysdesign: Claus Carlsen. Medvirkende: Matias Hedegård Andersen, Erik Viinberg og Caspar Juel Berg. Forestillingen set på Randers Teater, d. 25/9 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fra den lukkede skuffe

Han åbner skuffen; den gamle Carl i Erik Viinbergs skikkelse. Op tager han en soldaterhue og andre rekvisitter, der indgår i den historie, han, i et langsomt, nærmest faretruende, tempo, opruller for publikum. Denne ældre mand er tydeligvis i færd med en oprydning; på hylderne i scenografiens brune reol ligger stakke af papirer. De er ikke sirligt anbragt, men dog sorteret. Reolen suppleres af diverse mindre møbler med en række skuffer – lukkede vel at mærke! Er det som om, der er noget, den gamle Carl vil holde skjult?

Der er noget med tænderne hos Viinbergs Carl, der fungerer som forestillingens fortæller, og da forestillingen er spillet til ende forstår vi, at disse tænder, der stadig i alderdommen volder ham vanskeligheder, er synonym for den grufulde oplevelse, han har haft som tysk soldat ved den russiske front under 2. verdenskrig; en oplevelse, en ældre mand i livets efterår modstræbende må tage frem og se på; fra den lukkede skuffe.

Forestillingen etablerer med indføling og sårbarhed sin fortæller, så vi får lyst til at lytte; denne mand har noget på hjerte.

Bankende hjerter – og adrenalin i kroppen – får vi endvidere bragt på scenen, når gamle Carl lader hukommelsen hvirvle tilbage til sin ungdom, og pludselig fremstår for os på to planer; dels som den livserfarne, men også uforløste, mand, og dels som den unge, livslystne, men også eftertænksomme knøs fra Randers. En ung mand, der af sin bedste ven opfordres til at melde sig i tysk krigstjeneste hos Waffen ss.

Den unge Carl (dygtigt spillet af Mathias Hedegaard Andersen med lige dele ungdommelig glæde og voksende tvivl, som var han Hamlet på jagt efter en fadermorder.) lader sig snildt forføre af opfordringen fra vennen Mikkel (spillet af Caspar Juel Berg som et råt macho-brød, mere styret af lyst og drift end af empati og refleksion), der selv er forført; dels af (vist indtil flere)kønne piger fra Randers, men også af sin far (Viinberg som en livsfarlig besnakkende professortype), der har set et lys i Hitlers projekt.

Den unge Carl må tage et hårdt opgør med sin gårdmandsfar (Viinberg i rørende spil som en følelsesforkrampet mandsling med en afdød hustru og en spillevende angst for, hvem der skal passe gården, hvis Carl forsvinder).  Her introduceres forestillingens overordnede spørgsmål; hvad vil det sige at være forræder? Er det at svigte sine nærmeste eller er det at svigte sig selv? Carl vælger eventyret med bonkammeraten frem for hjemstavsforventningerne.

Forestillingen opruller derpå, i et veladministreret roligt fremadskridende tempo, hvordan de to unge mænd rejser først til Tyskland, hvor de oplæres som soldater, og siden til den russiske front. Undervejs støder de på skikkelser, man helst ville have efterladt i den mørkeste afkrog af den lukkede skuffe (Viinberg er mesterlig som bl.a. iskold tysk officer, med stemme som en guillotine, og som en forhutlet togpassager, hentet direkte ud af det tredje riges frygt og elendighed; en mand, der ved, hvad der venter de to unge knøse. Han bruger ikke mange ord, men mimik og betoning siger det hele).

Den unge Carl bliver undervejs mere og mere i tvivl om, hvorvidt, hans beslutning var rigtig; er det Hitlers Tyskland, der er den store forræder? Da han efter sjælskradsende overvejelser vælger at sige stop, kommer det til et eksistentielt opgør med vennen Mikkel, for er de ikke uadskillelige venner? Skulle de to ikke holde sammen for altid? For den sårede og nærmest dyriske Mikkel (i en mesterlig opgørsscene, hvor Berg viser sig som en fin følelsesformidler) er der ingen tvivl; Carl er en forræder, Mikkel hellere vil dø end at modtage en hjælpende hånd fra. For Carl derimod er Mikkel måske nok en forræder, der har forført ham til den helvedes forgård, fronten er, men som Carl alligevel har så stærkt et venskab med, at han vender tilbage for at redde ham.

Men er det muligt at redde et menneske fra sig selv?

Den gamle Carl fungerer som kommenterende fortæller, og det er ham, der er forestillingens centrum. Viinberg er en ø af skuespilkunst, når han, med den gamle herres sårbarhed, tvivl og fortrængninger, genoplever dette helvede, der gennemspillede sig med tusindvis af danske unge mænd som magtesløse statister. Får han det svar, han så brændende ønsker sig? Hvem var egentlig forræderen? Man kan ordne, sortere og lægge i bunker, men findes der ting i den lukkede skuffe, der er for smertefulde til fuldt og helt at kunne fattes?

Sammen spænder de tre mandlige skuespillere over et helt klaviatur af følelsesmæssige udtryk – Det er gravalvorligt, men kalder heldigvis også af og til på et grin; Det er ganske enkelt gribende!

Instruktør Kurt Bremerstent har, med sikker hånd, drysset en række af det episke teaters fortællende virkemidler ud over forestillingen; præcis som i sin Reumertnominerede forestilling ”Hesten” skaber han, med få virkemidler i Claus Helbos virkningsfulde hylde- og skuffescenografi, rystende billeder af en støvet og forvrænget krigsramt verden, hvor kærlighed og venskab er under angreb. Claus Carlsens stemningsfulde lysdesign understøtter de enkelte tableauer stærkt; det samme gør lydsiden. Små virkemidler, der udvider sig til stort teater.  

Hvornår forråder man andre og hvornår forråder man så sig selv? Hvordan går man fra at være en flødeskumsdreng til at stå med blod på hænderne, og kan man forråde den ven, man har blandet blod med?

Én ting er sikkert: Da Viinberg har åbnet gamle Carls fortrængnings-skuffe, lader den sig ikke lukke igen!   

            

              

 

 

 

 

Anmeldelse: Hedda Gabler - Aalborg Teater

”Hedda Gabler” af Henrik Ibsen, iscenesættelse: Hans Henriksen, scenograf: Nicolaj Spangaa, lysdesign: Kasper Daugberg, oversættelse og modernisering: Jens Christian Lauenstein Led. Medvirkende: Bolette Nørgaard Bang, Ferdinand Falsen Hiis, Line Nørholt, Marcus Gad Johansen og Martin Ringsmose. Forestillingen set ved forpremieren, d. 24 september 2020.

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Med næsen mod ruden

Hun tænder og hun slukker; for udsigten til efterårsløvet, for mændenes begær og for sine egne følelser. Henrik Ibsens Hedda Gabler-skikkelse er inden for de seneste år blevet tolket i flere forskellige retninger på danske scener; af Johanne Louise Schmidt i Det Kgl. Teaters hedengangne Røde Rum, af Marie Louise Wille på Aarhus Teater og nu af den talentfulde Bolette Nørgaard Bang på Aalborg Teater. Bangs Hedda tænder for lyset i et efterårs-miniaturelandskab ved forestillingens begyndelse og hun slukker for sig selv, med hjælp fra en pistol, da vi når slutningen. Blodet sprøjter op på glasset; det glas, Hedda ser igennem; det glas, der afskærmer hende fra verden.

Scenografen Nicolaj Spangaa har skabt et stiliseret og minimalistisk rum, der ligger langt fra Ibsens klunkestue, men samtidig fastholder ideen om den udsigt, den nygifte Hedda aldrig bevæger sig ud i. De store vinduespartier, udformet som et glasbur, fungerer som en symbolsk afspejling af Hedda Gablers indre konflikt; Hun er udstillet som et sjældent dyr i zoologisk have. Sat til skue som prydsgenstand i liebhavervillaen, hun altid har drømt om, med tomheden og ensomheden som daglige gæster. Elegant og selvbevidst færdes hun i det tomme rum, men som den eneste af forestillingens karakterer forlader hun ikke dette bur; Hedda er afskåret, og når hun trykker næsen flad mod ruden, med barnlig iver, mærker vi længslen og afmagten hos den kvinde, alle forstår er særlig, men ingen forstår i særlig grad.

I centrum af spillet står Bolette Nørgaard Bangs Hedda; fremragende fortolket som en kvinde, der på overfladen oser af selvsikkerhed, mens hun flirter og manipulerer sig legende og elegant gennem Ibsens dagligestuedialoger. Bang formår samtidig at vise afmagten og den dybe afgrund, der lurer under overfladen, når hun vha. af videoprojektionernes nærbilleder, med små sommerfuglesitrende, mimiske udtryk, lader os forstå, at Heddas ydre og indre står i et brændende modsætningsforhold til hinanden. I flammer står også det manuskript, Heddas hemmelige kærlighed, Ejlert Løvborg, har skrevet, mens han i øvrigt kandiderer til den samme professorstilling, som Heddas ægtemand, Jørgen Tesman. Heddas veninde Thea Elvsted har hjulpet Løvborg, som hun forguder, og ser manuskriptet som et kærlighedsbarn, hun og Ejlert har skabt sammen -  men også Thea indhylles i Heddas fintmaskede net af fortrængte følelser. Er Hedda jaloux på sin veninde? Nyder hun at destruere andres liv fra sin plads i dagligstuen, hvor hun, som en edderkop, indfanger andre i sit spind? Bolette Nørgaard Bang lader spørgsmålene være uafklarede, men hendes afmagtsreaktion og rasering af stuens kunstige blomster i et smerteskrig, der er hentet op fra en fortvivlet kvindes allerdybeste smertekrater, gør et uudsletteligt indtryk.  

Rundt om Hedda er de øvrige karakterer placeret i trekantsrelationer fra Ibsens side, og disse trekanter dyrker instruktøren Hans Henriksen med varierende intensitet. Heddas relation med dels sin mand, Jørgen (en bedårende akademiker-forvirret Ferdinand Falsen Hiis, der lader dæmonien skinne igennem i små skarpe glimt, når han beruset kommer hjem fra fest, men hurtigt finder tilbage til sin professordistræte tone, i hvilken den småborgerlige Tesman trods alt er mest tryg; seksualiteten er nok trods alt for stort et emne at forholde sig til.) og husvennen Dommer Brack (en skarptsleben og veltalende Martin Ringsmose, der fylder sine pauser med erotisk længsel og manipulation, som man fyldte indkøbsposerne d. 11. marts) er særdeles fængende, og denne står som forestillingens egentlige centrum; forstadsfruen, der længes, men alligevel ikke tør give sig hen til livet; hun lever det bedst gennem andre, og hendes flirt med Brack (mesterligt spillet af Bang og Ringsmose) emmer af undertrykt desperation; Brack forstår hende et stykke af vejen, men er, når det kommer til stykket, lige så manipulerende som Hedda selv; et farligt magtspil med den godtroende Jørgen Tesman som en intetanende tredjepart.

Imidlertid er trekantrelationen mellem Hedda, Ejlert Løvborg og veninden Thea Elvsted svagere tegnet op i forestillingen. Skuespillerne Marcus Gad Johansen og Line Nørholt, der tappert forsvarer de to sidstnævnte karakterer, mangler plads til at folde deres figurer ud; ikke fra Ibsens hånd, men fra instruktørens. Nørholts godhjertede men forvirret klynkende Thea Elvsted og Johansens sympatiske og undskyldende tvivler af en Ejlert Løvborg, uden den erotiske farlighed, som kan indfange en Hedda Gabler, stod her ved forpremieren for svagt i sammenhængen, når de skal spille op mod relationen mellem Hedda, Brack og Tesman. Farligheden, fortvivlelsen og ikke mindst forelskelsen i dette trekantsdrama underspilles med det resultat, at forestillingens klimaks, omkring Løvborgs død, kommer til at fremstå som et postulat; har Hedda virkelig så mange følelser investeret i Ejlert?; Dommer Brack virker mere dragende på hende end Løvborg. Man kan håbe, at trekantsdramaet, med Løvborg i centrum, får mere vægt i forestillingen som spilleperioden skrider frem.

Samlet set er forestillingen dog et stærkt bud på en nutidig Ibsen-fortolkning. Jens Christian Lauenstein Led har nænsomt oversat og moderniseret teksten, og Hans Henriksens iscenesættelse dyrker dygtigt kontrasterne mellem realisme og stilisering, drama og humor, understøttet af et smagfuldt symbolladet lysdesign af Kasper Daugberg og en stærk, stemningsskabende lydside.

Hvem er hun, Hedda Gabler?; en mystisk – og næsten mytisk -  hvidklædt kvindeskikkelse, der i forestillingens åbning taler om efterårets gule blade; måske en metafor for hendes eget sind?  En meltalt falmet skønhed, der venter på at blive visket helt væk, når mørket uafvendeligt indfinder sig. 

Bangs Hedda viser i glimt, hun stadig er fuld af liv og længsel, men hvem kan overleve i et udstillingsvindue – selv med næsen mod ruden?           

 

Én på lampen

Om at trylle et ønske om til nye muligheder – og om at én ånd sjældent gør det alene.

Af Thyge Cosedis Holting, dramatik- og dansklærer, Randers Statsskole

”Vi er en lille gruppe skuespillere og næsten ingen rekvisitter, så i år arbejdes der meget med det dramatiske udtryk, hvilket er dejligt. Vi får mere instruktion og der bliver arbejdet mere med den enkelte karakter (…) og nu kan man få gode roller, selvom man ikke kan synge.”

(Uddrag af elevinterview i programmet til "Aladdin")

Et ønske

Efter en række succesrige musicals, opført i hallen på Randers Statsskole fra 2013-2018, opstod et ønske; kunne det lade sig gøre at variere formatet på forestillingen, så dramatikfaget blev bragt i fokus og en ny elevgruppe fik chancen på scenen? Et ønske, en dramatiklærer gladeligt lovede at opfylde som en anden lampens ånd. Imidlertid kan selv en lampeånd få hovedbrud: Hvordan skulle et nyt format nogensinde kunne hamle op med de spektakulære musicals i hallen? Ville de elever, der havde glædet sig til at medvirke i endnu en musical, mon være med i en anderledes forestilling, og hvordan kunne dramatik- musik- og billedkunstfaget mødes om at skabe en forestilling, der ikke havde den musicalform, der siden 2013 har været det vante på Randers Statsskole? Her skulle mere end en forunderlig lampe til….

En vej ned i den vidunderlige hule åbenbarede sig, da det nuværende Randers Teater tilbød, at forestillingen kunne spilles i teatrets talentsal. Ud over at få en black box sal til rådighed, ville der endvidere være mulighed for at skabe trylleri med en rigtig teaterbelysning. Da teatret samtidig gav grønt lys til, at forestillingen kunne opføres hele seks gange, blev tilbuddet modtaget med kyshånd.

Forestillingens format ville automatisk blive anderledes, da scenen kan rumme ca. 15 skuespillere – et væsentlig mindre antal end i en musical opført i en hal, men samtidig et optimalt antal, hvis man vil arbejde i dybden med den enkelte karakter og med personinstruktionen.

Nye rammer var en realitet.

Plakattegning: Thyge Cosedis Holting

En Oehlenschläger

Ingen rammer uden indhold.

For en dramatiklærer med dansk som andet fag, og en svaghed for klassikere, landede en titel, som et flyvende tæppe, hurtigt på bordet; ”Aladdin – eller den forunderlige lampe”. De fleste kender historien om Aladdin, den magiske lampe, appelsinen i turbanen, den onde troldmand og prinsessen af Persien. Eller gør de egentlig det? Måske er det i virkeligheden Disneys tegnefilm om Aladdin, man kender?

Vi kastede os imidlertid over den rigtige Aladdin; Romantikkens store digter Oehlenschlägers lystspil fra 1805, i en nyfortolket udgave, om den 17-årige dovne, sorgløse og altid heldige dreng, der både får en appelsin i turbanen og kommer i besiddelse af en magisk lampe, guld, sølv, ædelstene og prinsesse Gulnare. Men det er også fortællingen om Aladdins modsætning, den ambitiøse Nureddin, om hvad magten gør ved et menneske, om det at modnes, vokse og om at tage sin skæbne og livsopgave på sig – uden hjælp fra appelsiner og ædelstene…

Efter en meget moderne iscenesættelse på Det Kongelige Teater, i efteråret 2018, opstod et baldrende højhedsvanvid; det kan vi gøre bedre på Staten!

En prøveproces

Foto: Thyge Cosedis Holting

Eventyret ”Aladdin” taler lige ind i vores moderne tid: Drømmer vi ikke alle sammen om at være heldige? Om at lykken banker på døren helt af sig selv, så det eneste, vi skal, er at lukke op og byde den inden for. Vi vil have den perfekte partner, den perfekte karriere, det perfekte hjem, fritids-, familie- og arbejdsliv – kort sagt; vi drømmer om succes! Men hvis successen kommer af sig selv – kan vi så stole på, den bliver?

Og endnu vigtigere: kan man stole på, at moderne gymnasieelever gider gå i kødet på et romantisk læsedrama, skrevet på vers i 1805? – svaret var heldigvis et rungende ja!

Efter en audition, hvor eleverne fremførte en monolog som enten Aladdin, lampens ånd, eller Aladdins mor, Morgiane, blev der sammensat et hold på 16 entusiastiske skuespillere, som automatisk bidrog til nyfortolkningen af teksten, da både troldmanden Noureddin og Sultanen af Persien blev til to kvindelige karakterer; en målrettet karrierekvinde på jagt efter succes og en mægtig enevældig herskerinde. Sidstnævnte gift med en sultangemal med en meget stor turban og meget lidt at skulle have sagt. I vores modernisering af teksten blev også Lampens Ånd en anderledes og morsom karakter; evigt klynkende over ledsmerter og stresssymptomer forårsaget af at opfylde magtsyge menneskers drømme. Prinsesse Gulnare blev en ulykkelig, svigtet hustru, der slog sig på hvidvinsflasken og begyndte at flirte med Noureddin, mens hovedpersonen Aladdin nok endte som sultan af Persien, men samtidig udviklede sig til et selvoptaget magtmenneske, der mistede den impulsivitet, fantasi og kærlighed, han indeholdt som fattig skrædderdreng.

Foto: Christian Wilde Langballe

En anderledes fortolkning af teksten, som skuespillerne engageret – og med sund kritisk sans - deltog i udviklingen af. Hver tirsdag, i ti intense uger, blev der øvet i dramatiklokalet, under skoles loft, og læg dertil en øvesøndag, en øveweekend og en uges opløb, hvor vi rykkede fra Staten og ind på scenen i talentsalen på Randers Teater. Prøverne fokuserede på fortolkningen af teksten, og på arbejdet med lagene og tvetydigheden i den enkeltre karakter, på en anderledes måde, end man gør i en musical, hvor Danny er Danny, Sandy er Sandy og en sommernat er lun og regnfri – hver ting til sin tid.

Som noget nyt var det ikke en forudsætning at kunne synge, for at få en hovedrolle, idet der ikke indgik sang i forestillingen. Dialogen blev i stedet ledsaget af smidige, improviserede østerlandske toner, leveret af et fire-personers orkester under ledelse af musiklærer Mia Kim Fabricius. Scenografien, med kongeblå klodser og tæppebelagte trapper, blev fremtryllet af en række talentfulde ånder, i form af kunstneriske elever under ledelse af billedkunstlærer Christian Wilde Langballe. Endvidere nævnte én af de medvirkende elever, at hendes mor, uddannet designer, da godt ville give et lille nap med ift. kostumerne, og som ved et trylleslag stod samtlige skuespillere snart parate i de skønneste østerlandske gevandter.

Jo, nogen gange skal der mange talentfulde ånder til at opfylde et enkelt ønske.  

Et magisk øjeblik

Foto: Christian Wilde Langballe

Efter en lille uges prøver på Randers Teater, kodning af lys til langt ud på natten, sidste tilpasning af

kostumerne, en venlig orientering om, at man ikke talte randrusiansk i det gamle Persien, samt spisepausernes obligatoriske diskussion om, hvorvidt der skal ananas på en pizza, var vi parate; parate til, ved fælles hjælp, at opfylde det ønske, der blev kastet ud som et forslag hen over et mødebord, men nu skulle manifestere sig som magi på scenen.

Den dramatiklærer, der troede, han ene og alene skulle agere lampens ånd, sagde bl.a. i sin premieretale til de medvirkende (fordi vi gymnasielærere kan lære så uendelig meget af vores elever):

”Hvad er magi? Det afhænger af, hvem man spørger. For Noureddin er det magt, for Aladdin er det – måske – at blive klogere på sig selv, og for lampens ånd er det bare at være i fred for mennesker, der ikke ved, hvad de i virkeligheden ønsker sig. På Randers Statsskole ønskede vi at skabe en anderledes forestilling i år; tak fordi, I ville være vores lampens ånder. Tak fordi, I skaber magi; lige nu, lige her!”

En anderledes forestilling, et ønske, der blev til virkelighed, en magisk november, et arbejdsfællesskab, en succes, et lykkeligt smil, en afskedstårer –

Én på lampen!!

Et par tanker om den gode fortælling

Tale holdt ved 3g'ernes sidste skoledag på Randers Statsskole, 12/6-2020.
Af Thyge Cosedis Holting

Kære 3g-ere

Den gode fortælling! Det var et af emnerne til den skriftlige eksamen i dansk, og da jeg spurgte én af mine elever, hvordan det var gået, fik jeg svaret ”Helt ærlig Thyge; hvor helvede skulle jeg vide fra, hvad den gode fortælling er?”

Den gode fortælling falder, som I ved fra dansk, ofte i tre dele – en begyndelse, en midte og en slutning – også kaldet hjemme – ude - hjemme; nogen vil endda hævde, at det er begyndelsen og afslutningen, der er det vigtige, fordi en dårlig indramning kan spolere selv det bedste indhold.

Kan jeres tid på Staten kategoriseres som en god fortælling?

Foto: Christian Wilde Langballe

Vi begynder med hjemmefasen; for jer var det grundforløbet. Som de første blev I prøvekaniner for den nye indslusningsmodel, hvor det gjaldt om at holde tungen lige i munden, være urimeligt omstillingsparat, acceptere flygtige bekendtskaber og om at skulle vise sine mest sympatiske sider hele to gange, men kun tre måneders mellemrum. Det harmoniske udgangspunkt fik I altså ikke, men måske fik I en erfaring. 

Springer vi videre til den optimale afslutning, så bliver udefasens kaotiske afsøgning af selvet her til en genetableret harmoni. Men sådan skulle det ikke gå jer, for ud af det blå kom Coronakrisen, og den orden, I kendte her på skolen, blev kastet op i luften som en stor ballon af uvished – for jer, for alle omkring jer, for hele landet – for hele verden. En traditionel afslutning fik I altså ikke, men måske fik I en erfaring.

Fortællingen om jer og Staten synes altså at have strukturen ude- hjemme ude! – rent kompositorisk i strid med, hvad vi forventer af en god fortælling – og dog!

Enhver god fortælling bør indeholde noget overraskende. Situationer hvor hovedpersonen får slået benene væk under sig; hvor han eller hun må turde at stå ved angsten for det ukendte, længslen efter trygheden, kedsomheden, modløsheden og frygten for, hvad springet ud i det ukendte fører med sig. Det er en konfrontation med jer selv, I er blevet stillet over for i jeres indledning og i jeres afslutning her på Randers Statsskole; måske fik I en erfaring

Men hvad så med midterfasen; den skulle vel så i et mindste være harmonisk? Jeres midterfase, her på Staten, har været præget af en mere forudsigelig skolehverdag; svedlugt i lokalerne, udsolgt i kantinen og lærere, der fortæller de samme vittigheder år efter år. Men også her har I hver især oplevet kriser; sikkert endnu større end både grundforløb og Corona: Tøjkriser? Sikkert! Men måske også kriser på hjemmefronten, venskabskriser, kærlighedskriser, hvad skal jeg med mit liv-kriser, kan de andre lide mig-kriser og kriser over, om man i en perfekthedskultur i det hele taget må have en krise, hvis man skal fremstå som en god fortælling på sociale medier, hen over baren på Olga og over for sig selv.

Har jeres gymnasietid haft en ude-ude-ude komposition? Har jeres rejse på Staten været en god fortælling? Kan man overhovedet konkludere på, hvad en god fortælling er?           

Ja, man kan; for den gode fortælling afhænger ikke af en kompositionsmodel, ikke af om indledningen og afslutningen blev vendt på hovedet! Den afhænger af, om fortællingen er jeres! Om I har turdet at være aktive hovedpersoner, om I har mærket de glæder, sorger, søde sejre og sjælskradsende kriser, I har mødt fra 1g til 3g, om I har taget udfordringerne op og brugt erfaringerne til at udviklet jer – hver på jeres måde. Blæs på strukturen; det er indholdet, der gælder!

Fortællingen om jer og Staten er unik - ikke fordi I tilfældigvis fik et kaotisk grundforløb, en Coronakrise og en SRP-sti uden kompas, men fordi I er jer, fordi I var her, lige nu, hver især og sammen!

Det helt nye liv, der venter, bliver, for jer alle, rammen for en ny fortælling, strukturen kender ingen, der vil komme kriser undervejs, men uanset hvad, så er indholdet jeres!

Fra alle lærere på Randers Statsskole: Husk at forblive tæt på hjertet, selv når man skal holde afstand, husk at man må tage kriserne med -  og med et smil, hvis man kan -, og tusind tak fordi, I lod os og skolen her være en del af den gode fortælling om lige præcis jer!

Anmeldelse: "Senior stand-up i farver" - Jan Hertz/Louise Schouw Teater

”Senior stand-up i farver”, af og med Jan Hertz, produceret af Louise Schouw Teater, set på Vendsyssel Teater, d. 3/3 2020. 

af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Et øjeblik af overordentlig skønhed

”Du er aldrig mere værd end det, du er i netop dette øjeblik!” 

Jan Hertz ved noget om at være i øjeblikket. Som skuespiller instruktør, teaterchef og coach har han, hele sit liv, arbejdet med øjeblikkets muligheder, og derfor er det oplagt, at det enkelte øjeblik - så morsomt, tragisk og skæbnesvangert det end måtte være -  er omdrejningspunktet i Hertz’ soloforestilling ”Senior stand-up i farver”, som han pt. turnerer med i hele landet.

En 70 årig med en mission; at stå på sine fødder og blive stående. Stand-up! Publikum tages med på en rejse gennem Hertz’ liv i en farverig mosaik af anekdoter, eksistentielle overvejelser og dybt personlige bekendelser; alt sammen med målet for øje; på den ene side at kortlægge, hvem Jan Hertz er, og hvad der har gjort ham til den, han er i dag. På den anden side at pudse publikums briller, hvilket Hertz gør i både konkret og overført betydning. I forestillingens åbning tilbyder han reel brillepudsning til trængende publikummer og denne muntre gestus bliver afsæt for to timers show, hvor Herz demonstrerer, at livserfaring er dyrekøbt, men også berigende, fordi det er den, der kan agere pudseklud for sjælens – og hjertets -  briller.

Én mand, et sort rum, en skammel og en stok. Hertz kan skabe billeder med ord, og i det næsten tomme scenerum åbner han op for en skatkiste af komik, tragik, forundring, forelskelse, sejre og nederlag. Efter at Hertz acapella har sunget åbningsnummeret fra ”Cabaret” (konferencieren hører til hans glansroller), fornemmer man som publikum, at her er tale om en mand med mange lag. Er der ikke et dæmonisk glimt i øjet? Er der ikke en sørgmodig tone i den sprudlende velkomst; naturligvis, for Hertz træder frem for os som et følelsesmenneske; så umiddelbar og så kompleks på samme tid. En modig mand, der fortæller om sit liv; og hvilket liv….

Hertz er en mester udi parodier og mange af den danske teaterhistories koryfæer står pludselig lyslevende på scenen i rammende gengivelser; Ebbe Rode med kalenderen under armen og Jørgen Reenberg i et blomsterflor af primadonnanykker blot for at nævne nogle af de skønneste. Vi er pludselig med på scenen i Det Kongelige Teater, hvor Hertz som ung var føl hos stjerneinstruktøren John Price, der iscenesatte Holbergs ”Den vægelsindede” med en række af datidens store skuespillere – og en haltende sceneteknik. Det er forrygende morsomt. Senere hvirvles vi med ind i et arbejdslokale i Tivoli, hvor Hertz var arbejdsgiver for Dronning Margrethe, med cigaret, svale og rappe replikker, da hun havde sin første scenografiske opgave på Pantomimeteatret (Hertz’ parodi på Hendes Majestæt er et nummer for sig; så nuanceret, så kærlig, så skarp og så fuld af respekt), for derefter at følge med til fest på Fredensborg, hvor de inviterede kunstnere nok kunne få sved på panden. Historierne flyver fra Hertz som farverige nytårsraketter; veloplagt og helt forrygende. Jo, Jan Hertz har, på sin vej gennem dansk teaters jungle, ikke set og hørt så lidt.

De morsomme højdepunkter kontrasteres i forestillingen dygtigt af en række mere mørke anekdoter, der viser skyggesiden af, hvad kunsten kan gøre ved et menneske  - og hvad mennesker kan gøre ved mennesker (Hertz’ sylespidse gengivelse af sin gymnasietids lærerinde i oldtidskundskab skal opleves!), og denne vekselvirkning udnytter Hertz til fulde. Hans timing er eminent og han får luften til at står stille et splitsekund efter, vi har grinet hjerteligt. 

I forlængelse heraf kommer forestillingens allerstærkeste øjeblikke; Hertz’ dybt personlige spørgsmål i til sig selv, som stilles og besvares i en spot – helt afdæmpet og dybt ærligt. 

Hvad vil det egentlig sige at være menneske, og hvordan bliver man det menneske, man ønsker at være? Hvilken betydning har sejre og skuffelser? Hvordan er først og fremmest kærligheden en afgørende faktor på rejsen mod at blive sig selv? Kærligheden er et kardinalpunkt for Hertz, og den sårbarhed, han viser i disse bekendende passager af forestillingen, løfter sig til store øjeblikke; øjeblikke der rører publikum og vækker til eftertanke.

For Hertz’ forestilling handler om vigtigheden af det enkelte øjeblik; om at gribe nuet og se, hvad det bringer, om at overkomme angsten for at fejle, om at bryde de normer, der binder os på mund og hånd, og om at turde sige ja til livet, selv når det river tæppet væk under fødderne på os; man kan altid rejse sig igen. Stand-up; også når de store følelser pludselig melder sig i en moden alder! 

Hvad du har gjort, og hvad du vil gøre, er underordnet; det du er nu og her, er det der tæller! Forestillingen varer to timer, men det føles som et øjeblik; et øjeblik af overordentlig skønhed, som Egon Olsen siger i ”Olsenbanden ser rødt”. 

Jan Hertz’ soloforestilling kan anbefales til alle, der holder af teater, men først og fremmest til alle, der holder af livet, og gerne vil inspireres til at leve det fuldt ud.

Spis af skålen, skænk op i glasset -  og bare hæld til; du er aldrig mere værd end det, du er i netop dette øjeblik!

   

Rudolf og julehandlen - en adventskalender: 2. søndag i advent

Efter det, Rudolf havde været udsat for i de 120 julekalenderafsnit, hvori han de seneste fem år havde været det strålende midtpunkt, skulle man ikke tro, der var ret meget, der kunne komme bag på ham. Her kunne man naturligvis indvende, at der jo aldrig er to år, der er ens, men når det handler om julen, forventede Rudolf dog generelt en vis genkedelighed i sagerne. De seneste fem år var december f.eks. hver gang startet ud med en gåde, der skulle løses, fordi en væmmelig superskurk ville forpurre juleglæden for børn – og rensdyr – i alle alders- og socialklasser. Jo, det var det forventelige.

Efter en uges hårdt arbejde, hvor han havde forsøgt at forpurre Donald Trumps plan om at indtage stillingen som julemand fjerde søndag i advent, måtte Rudolf dog sande, at intet var, som det plejede. Da han, den anden søndag i advent, hen på eftermiddagen, træt lod sig falde om, i den københavnske hotelsuite, han havde fået klovene i, måtte han tænke den seneste uges forløb igennem, for at prøve at forstå, hvad der var på spil.

Mandag, d. 2 dec. var Rudolf og universitetspraktikanten Solveig ankommet til Christiansborg slot i København, hvor de ville opsøge Statsministeren, da hun måtte være den rette til at standse Trump – hun havde i hvert fald tidligere kaldt ham absurd, og det er jo altid en god begyndelse.

Frank og fro trådte Rudolf ind i vagten på folkestyrets højborg, hvor en træt sikkerhedsmand, der lignede én med stærke rødder i hjemmeværnet – og/eller den lokale bagerbutik-, sendte ham et mat blik og spurgte, hvad ideen var med at sende et talende rensdyr; om det var en slags practical joke? Rudolf, der ikke brød sig nævneværdigt meget om ikke at blive taget seriøst - idet det bragte ubehagelige minder tilbage om hans – og de fleste andres- folketid – forklarede venligt men bestemt, at han havde et vigtigt ærinde og derfor omgående måtte tale med statsministeren. ”Ja, den er god med dig” sagde hjemmeværnsvagten, der for øvrigt hed Leif og elskede Mozarts sonater. ”Hvad tror du, statsministeren ville sige, hvis jeg ud af det blå, sender en talende elg ind på hendes kontor?”. ”Elg!?” hylede Rudolf, hvis tålmodighed allerede havde været hårdt prøvet, da Julemanden, forrige år, havde brugt utallige eftermiddage på, med sine sagesløse ansatte som prøvekaniner, at tilegne sig en nye pakkestrategi, når der skulle gavepapir og bånd omkring legetøjet. Seancerne var blevet døbt ”paktionslæring”, og det begreb sagde vel egentlig det hele…..

”Åh en gæst. Hvor hyggeligt. Kom med mig! – så længe du ikke er radikal” sagde en, noget jysk, kvindestemme bag Rudolf. Han vendte sig om og fik øje på Danmarks statsminister, Mette Frederiksen, der virkelig lignede én, der trængte til selskab. ”Jeg ville bare…” begyndte Rudolf. ”Det behøver jeg ikke høre” sagde Mette Frederiksen på klingende jysk ”Bare du vil underholde mig lidt, så jeg ikke skal forholde mig til den latterlige finanslov!”

”Hvorfor er finansloven latterlig?” spurgte Rudolf, da han var landet på en skammel på Statsministerens kontor. ”Jeg kan godt sige dig” begyndte Mette F, ”at næst efter indførelsen af Teams som platform for vores interne kommunikation her på Christiansborg, som sætter ganske nye standarter for, hvordan noget kan være både besværligt og unødvendigt på én og samme tid, så er de finanslovsforhandlinger simpelthen ved at give mig endnu flere grå hår, end selv en gæv jysk pige kan klare med en hårfarvning i håndvasken. Har du set, hvem jeg er omgivet af? Alle de der tåbelige småpartier, der himler op om deres mærkesager. Mærkesager, Vorherre bevares!; det kan man have på et posthus! Jeg havde også mærkesager; Arne og børnene f.eks, men den slags fatamorganaer holder altså ikke i den politiske virkelighed. Alligevel skal jeg høre på klagesangen fra SF og de Radikale, når de føler sig overset. Så vil de have minimumsnormeringer, så vil de en klimalov, og Gud ved, hvad det næste bliver; ministerposter måske? Jeg har da aldrig hørt noget så uigennemtænkt; så kunne jeg da lige så godt være gået i regering med Lars Løkke.

Rudolf var nødt til at afbryde Statsministeren; ikke fordi han følte, det var specielt høfligt, men hun talte virkelig meget, og han havde sådan set småtravlt. ”Hvis du hjælper mig, så hjælper jeg dig med alle de irriterende støttepartier” sagde han. ”Nej nej” svarede Mette ”Nu har vi jo fået en finanslov, hvor de andre får lov at lege miljørigtige, så der er ro på et par måneder, tænker jeg. Men hvad kan jeg gøre for dig?”

Rudolf begyndte at fortælle, og inden han havde set sig om, havde han siddet fem-seks dage på Mette Fs kontor og diskuteret det store spørgsmål, som han søgte svar på. Det var egentlig ikke fordi, Trumps planer om at blive julemand interesserede Mette F. så forfærdelig meget; hun ville primært bare gemme sig for ikke at blive fedtet ind i finansloven – eller for ikke at blive spurgt ind til, hvorfor regeringen ministre kun ansatte særlige rådgivere med samme holdning som de selv – den slags trivialiteter forstod hun virkelig ikke, nogen kunne gå op i… Hvis man skulle have en ny vase til sit hjem, købte man vel også én, der matchede det, man havde i forvejen…

Rudolf fremførte sin bekymring; hvordan skulle de standse Trump og hans ønske om at blive julemand. ”Jeg tror, du har hørt forkert” sagde Mette F. ”Jeg har lige siddet til NATO-topmøde med manden, og der var ingenting at mærke på ham. Altså han er stadig muggen over, han ikke måtte købe Grønland, men Morten Østergaard er også stadig sur over, han ikke fik en ministerpost – eller geneelt bare indflydelse - , og sådan er der jo så meget. Jeg tror, det er en undskyldning, der dækker over noget andet. Ligesom med indførelsen af ”Teams”. Måske vil nogen straffe os for alle de løfter, vi har brudt på så kort tid  - nej, det er ikke slemt nok til så hård en straf! – men altså: Trump sidder fint i føresædet i USA- og nu har jeg endda lige sponsoreret fire jagerfly til ham, han kan lege med – så der er ingen ko på isen. Den julemandshistorie er en and, og hvem der så er skurken, når nu det ikke er Donald Trump; tja… det må du jo prøve at finde ud af. Vil du for resten havde en vissen rose med hjem til vindueskarmen? Jeg har et ton af dem tilovers fra valgkampen, og jeg tænker ikke at hverken de – eller vores politik – holder til næste valg.   

Rudolf var forvirret, men takkede for dårlige råd og visne roser, og gik ud af Christiansborg for at finde et hotel. Pludselig kom han i tanke om Solveig. Hvor i alverden var hun blevet af? Solveig var såmænd blevet træt af at vente på Rudolf i vagten på Christiansborg, og var derfor selv gået på opdagelse. Her stødte hun på en yngre, noget hulkindet og lidt altmodisch udseende herre, der stod i et hjørne og vred sine hænder. ”Jeg er bare ved at få dårlige nerver” sagde den yngre mand, som hed Jakob. ”Vi har i min folketingsgruppe en nisseordning her i december, og i dag har jeg fået den der modbydelige fondantkage, som ser ud som om, den er direkte importeret fra bageren i Hadsund eller lignende steder. Jeg har prøvet at samle trådene de seneste par måneder, men det er fuldstændig håbløst. Alle siger, hvad der passer dem, bliver skilt og holder foredragsturneer og indgår i romantiske forbindelser med udtjente popsangerinder – fuldstændig uden at koordinere det med mig! Skulle det forestille et parti, man ved, hvor man har? Nej, det sejler. Sejler siger jeg. Det danske forsvar er en ren lejrskole i sammenhæng med Christiansborg. Hvorfor blev jeg ikke bare folkeskolelærer; der kan man i det mindste skælde folks forældre ud, hvis der er dårlig opførsel i luften; her skal jeg bare tåle og tåle og tåle, og ingen af de tosser kan finde ud af noget om helst. Hvis du ser en bog med overskriften: ”Efter befrielsens øjeblik – stemningsrapport fra os, der sad tilbage med lorten ”, så er det min biografi. Jeg siger det bare. Du er velkommen til at tage et stykke kage med, når du går. Den ser mig noget klæg ud – og hvis du ser én fra Liberal Alliance, så bare sig, at jeg er gået i hi for vinteren - eller er ude at køre golfvogn!” og med disse ord forsvandt den yngre mand diffust hen ad en lang gang.

Solveig så lidt desorienteret efter ham; så mange dyre ord og dog så lidt handling; der måtte klart være tale om en venstremand.

Hvem der egentlig ville ødelæge julen, hvis det alligevel ikke var Trump, hvem der havde bagt fondantkagen, og hvorfor små partier altid er dem, der råber højst, havde Rudolf og Solveig nu en uge til at finde ud af....         

Rudolf og julehandlen - en adventskalender: 1. søndag i advent

Rudolf havde forestillet sig, at julen 2019 skulle være en stille én af slagsen. Slut måtte det være med alle de halsbrækkende eventyr, der de seneste fem år så nådesløst var skyllet ind over ham. Ja, det var ligegodt pokkers, at han stadig var i live, når man tænkte på, han havde været udsat for både krokodiller, frihedskæmpere, smægtende forstadsfruer og fagforeningsfolk. Men nu skulle piben få en anden lyd, nu skulle det være slut med alt det drama, nu skulle Rudolf have en rolig jul uden overraskelser.

Desværre var den første overraskelse allerede dukket op 1. november, da Rudolf var blevet pålagt at tage sig af en universitetspraktikant. Rensdyret Solveig var opsat på en forkromet karriere som rensdyr hos julemanden, og i anledning af en større skriftlig opgave ville hun nu researche og indsamle data, hun kunne bruge i sit projekt. Det handlede om rensdyrenes arbejdsbelastning – og vilkår – det var jo sparetider, forstås. Rudolf gøs ved tanken om både research og data; så længe målet ikke var at bygge en carport, skulle man simpelthen lade den slags naturvidenskabelige trivialiteter ligge hengemt så længe som overhovedet muligt.

Efter en måned i Solveigs selskab måtte Rudolf nu sande, at unge rensdyr er beriget med en overvældende nysgerrighed, som ikke var af det gode. Solveigs mund stod aldrig stille, og hendes spørgsmål kendte ingen grænser. ”Hvorfor kører Julemandens kane på benzin og ikke på diesel?”, ”Hvor mange kilo må kanen højst læsses med, hvis man skal transportere det hele forsvarligt?”. ”Holder rensdyr julefrokost?”. ”Hvorfor ændrede Go’ aften Danmark navn til Go’ aften live?” osv. osv. osv. Solveig blev ved og ved og ved. Hvis det var den iver, alle på universitetet var udstyret med, så kunne Rudolf kun foreslåm, at adgangskravene blev skærpede, så de, hvis gennemsnit var over 7, blev nægtet adgang; det skulle nok sætte en stopper for entusiasmen.

Den første december blev det Rudolf for meget; ”Solveig, med fare for at være uhøflig, så er jeg nødt til at fortælle dig, at du er trættende – ja, jeg sagde trættende! Det eneste, du ævler om, er dit projekt, og med al respekt; så interessant er det altså heller ikke. Du render i hælene på mig hele tiden, og det er mildest talt til at få kryb af. Hvad er det for en seddel du har i hånden?”. Rudolf skulede til en lap papir med håndskrevne noter, som Solveig triumferende stod og viftede med. ”Det er dine opgaver som min vejleder” sagde hun selvtilfredst. ”Opgaver?? Nu må jeg bede om mine himmelblå” hylede Rudolf, der aldrig var gået af vejen for at springe over hvor gærdet var lavest – i hvert fald, når der var tale om anliggender, der ikke fangede hans interesse. ”Der står” begyndte Solveig ”at du for det første har pligt til at give mig respons på det, jeg løbende skriver til min opgave (Rudolf tænkte, at det sikkert ville blive mere effektivt – og læseligt – hvis Solveig satte sig ned på en stol og skrev, men hvad vidste han om moderne undervisningsmetoder endsige om akademisk opgaveformalia). At du, for det andet, skal lade mig udføre dine rensdyr-opgaver med jævne mellemrum og give mig respons på min indsats, og for det tredje; du skal skrive mig en afsluttende udtalelse, hvor du vurderer, hvorvidt jeg er egnet til at være Julemandens rensdyr”. ”Det er det mest tåbeligt, jeg nogensinde har hørt” råbte Rudolf og holdt lapperne afværgende frem for sig. ”Hvem har dog fundet på den slags? Vent! Du behøver ikke svare (Rudolf havde jo læst et og andet om universitetet og ønskede næsten, at Solveig havde været offer for én af disse fejl, hvor ens uddannelse pludselig ikke gælder alligevel, fordi man mangler ects-point; så kunne han da være sluppet for at slæbe rundt på hende i årets travleste måned). 

”Jeg vil ikke finde mig i det her” vrælede Rudolf. ”Jeg går til Julemanden og klager”. Og som sagt så gjort; Rudolf spankulerede lige ind på Julemandens kontor, smækkede døren i efter sig og var parat til en længere monolog om misbrug af stort talent og manglende mad i kantinen og om, hvordan Julemanden overhovedet kunne finde på at indføre et nyt it-system blandt sine ansatte, når der kun var IT-bemanding på kontoret to x tyve minutter om ugen – og det var kun begyndelsen!

Rudolf blev imidlertid en anelse overrasket, da han så sin chef sidde i en transportkasse med teksten ”Bahamas” klistret udenpå. ”Hvad skal det dér forestille, chef? Hvorfor i alverdens riger og lande er du ikke i gang med at producere julegaver, læse ønskelister eller sætte min løn i vejret?”.

Julemanden, der tydeligvis ikke havde regnet med at skulle redegøre for sit forehavende, begyndte spagt på en søforklaring om, at det nogle gange var godt for en chef at praktisere kassetænkning, men den lod Rudolf sig ikke spise af med. ”Hvis ikke du fortæller mig, hvad der foregår, så kan du selv få lov til at slæbe rundt på den infame universitetspraktikant, du har sendt mig på halsen, og tro mig; så bliver julen alt andet end fredelig -  og må jeg så bede om en forklaring!”. Julemanden (der i sit stille sind tænkte, at Rudolf måtte være en meget skattet medarbejder, siden man år ind og år ud kunne holde hans evindelige - om end ganske velformulerede - ordstrøm ud) rømmede sig og begyndte:

En dag i november var han blevet ringet op af den amerikanske præsident, Donald Trump, som meget gerne ville have lov at købe Julemandstitlen (han havde tidligere på året forsøgt at købe Grønland, men her var en et par truede sæler og en vranten jysk socialdemokrat kommet i vejen.) Præsidenten havde tilbudt Julemanden et uhyre højt beløb, et sommerhus på Bahamas samt et signeret eksemplar af sin biografi ”Bedstefar med slag i – en biografi om hårretninger og harske håndtryk”, og hvem kunne sige nej til sådan en slagtilbud. Som sagt så gjort; Julemanden var på vej til Bahamas og 4. søndag i advent ville Præsident Trump indtage sine nye stilling som julemand. 

Rudolf var måløs: ”Jamen, jamen, det kan du da ikke. Hvad så med julen, hvad med mig- og hvad med mexikanerne?? Julemanden påpegede, at gaverne sikkert kun ville gå til de, der bakkede præsidentens politik op, men man kunne jo ikke vinde hver gang, og måske havde verden også fået nok af julegaver i tidens løb. ”Lad os se det i øjnene, Rudolf; julen er blevet en forretning, så nu stempler jeg ud, mens I andre må trækkes med amerikanerne.” og med de ord lukkede Julemanden låget til fragtkassen og havde ikke mere at sige.

”Det er ikke sådan, man bedriver julehandel!” råbte Rudolf, da Solveig pludselig stod på kontoret og spurgte, hvornår de skulle holde evalueringsmøde – eller i det mindste foretage en forventningsafstemning. ”Er du blevet fuldstændig ravende vanvittig?” skreg Rudolf. Julemanden har solgt Julemandstitlen og – ansvaret til en excentrisk selvpromoverende amerikaner med en alt for ung kone en del på samvittigheden. ”George Clooney?” udbrød Solveig spørgende. ”Nej, din tåbelige bogorm! Den amerikanske præsident har købt Julemandens titel og fra fjerde søndag i advent er det ham, der er Julemanden. Hvordan tror du det bliver?”. ”Magert for mexicanerne -  og Hilary” mumlede Solveig og efterspurgte en udspecificeret tidsplan for sin praktik. ”Det eneste, du skal nu, er at hjælpe mig med at afværge den her katastrofe. Vi skal have den fatale julehandel annulleret; men hvordan?”. ”Jeg har det” sagde Solveig. ”Den amerikanske præsident har forsøgt at købe Grønland, men der fik han nej af den danske statsminister. Måske kan hun hjælpe os. Hun lyder til at have erfaring med at annullere andres fikse ideer – bare spørg de radikale, eller Arne!”

Rudolf fattede ikke, hvad Solveig fablede om, men der var ikke mere tid. Snart sad de to rensdyr i et fly på vej mod Danmark, og hvad de oplevede der, skal vi høre 2. søndag i advent.