Tal om tabuet - 1: ENSOMHED

af Thyge Cosedis Holting

#brydtabuet er et hashtag, jeg første gang stødte på i et opslag fra en tidligere kollega. Det blev yderst present for mig, da jeg, i forbindelse med Dronningens regeringsjubilæum, genså de seneste års nytårstaler. Er det ikke netop det, hun gør og kan i den årlige tale; bryde tabuer?

I sin nytårstale anno 2019 berører Dronningen emnet ensomhed. Det er ikke nogen moderigtig følelse, og slet ikke noget, man lufter i en blankpoleret fremstilling af sin tilværelse, men mon ikke mange genkender følelsen af ensomhed!?

Jeg gør.

Efter næsten et halvt års arbejdsløshed har jeg mærket, hvordan den ensomhed, der allerede er tilstedeværende, når jeg nu, som 36 årig, ikke kan krydse ret meget af på “Sådan her skal det rigtige voksenliv se ud”-listen, er trådt mere frem. Når der ikke synes at være brug for een nogen steder, hvad er der så at holde fast i…

Een sagde til mig i december: “Vær opmærksom på, at folk nok synes, du er lidt sær, fordi dine opslag på Instagram indimellem er ret melankolske. Det ved folk ikke, hvordan de skal tackle, og så trækker de sig!”

Men det er vel kernen i #brydtabuet - at sætte ord på det, der ikke er smart.

Jeg har oplevet noget smukt; gode venner, der har rakt ud, rummet, puffet og fået mig til at grine. Det vækker stor taknemmelighed. Jeg har oplevet, hvordan det at have tid til at mærke grundigt efter er en stor gave. Hvordan det, ikke at skulle op kl. 04:15 er vanvittig rart, og hvordan det, at tilbringe en hel dag i sofaen, i færd med at tegne på min iPad (Dronningen ville nok kalde det “at gøre noget unyttigt!”) er skønt!

Er man uegnet til at være menneske i en moderne verden, fordi man viser sårbarhed? Er sårbarhed en form for styrke? Skal man holde inde med sine tanker af frygt for, andre synes, man er svag og mærkelig?

#brydtabuet og en tak til Dronning Margrethe, for at gøre netop dette, og for at vise sårbarhed; det kan sikkert også være en ensom skæbne, at være monark…

Må sårbarhed blive det nye sort i 2022. Må vi blive bedre til at sætte ord på det, der er smertefuldt og må Dronningen fortsætte med at sætte tabuer på dagsordenen! Det tror jeg kun, vi alle bliver rigere af!

Anmeldelse: "Kroketspilleren" - Papirteatret Meklenborg

 Et fremmed perspektiv…

”Kroketspilleren”, en teaterforestilling i papir efter H.G. Wells novelle. Figurer og dekorationer: Simon Gorm Eskildsen. Tilrettelæggelse og idé: Søren Mortensen, Marianne Thodberg og Per Brink Abrahamsen. Musik: Undertowdk. Teknik, lyd- og lysdesign: Søren Mortensen. Figurføring: Marianne Thodberg og Søren Mortensen. Produceret af Papirteatret Meklenborg. Forestillingen set, d. 29 okt. 2021

.

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

 

Et fremmed perspektiv kan bidrage til, at noget, man troede uforanderligt, pludselig kan beskues i et nyt lys. Perspektivskiftet kan forårsages af såvel en dekadent kroketspiller som en begavet scenograf; begge dele er tilfælde i ”Kroketspilleren” af Papirteatret Meklenborg.

Foto: Papirteatret Meklenborg

Handlingen i ”Kroketspilleren” er tilsyneladende noget stillestående men under overfladen syder det, hvad Undertowdks listende og stemningsmættede musik allerede indledningsvist antyder. I det lille bysamfund Cainsmarsh vogter alle på hinanden. Angsten for at blive overmandet af onde kræfter spreder sig, ingen er trygge; frygt og mistro har erstattet medmenneskeligheden. Til denne giftsump ankommer en elegant livsnyder af en kroketspiller, Mr. George Frobisher (i Bjarne Henriksens imposante stemmeføring). Umiddelbart er Frobisher mest interesseret i at spille kroket med sin faster, men samtidig bliver han vidne til de uhyrligheder, angsten for onde ånder i Cainsmarsh kaster af sig. Henriksens stemmeføring og scenografens figurtegning er smukt sammenstemt, hvilket understreger det, Frobisher er; en fremmed (Eskildsens streg er genial – tredimensionel; utraditionel.)

Plottet i H.G. Wells gyserhistorie skal ikke afsløres for en eventuelt kommende tilskuer, men fremhæves bør det, at det lille samfunds på én gang småborgerlige og angstprægede personager, fint levendegøres af dels Eskildsens figurer og dels, på lydsiden, af de professionelle skuespillere. Foruden Bjarne Henriksen lægger man særligt mærke til Henrik Thomsen som Dr. Finchatton og Ejnar Hans Jensen som pastoren. At dialogen er indtalt af professionelle kunstnere gør, at den tilsyneladende fodslæbende historie pludselig bliver fængende; en kyndig replikbehandling er i sidste ende det, der gør papir til teater.

Kroketspilleren ender med at forlade byen; han vil, når alt kommer til alt, hellere spille kroket med faster. Har han glemt angsten i byen? Gjorde den intet indtryk? Bjarne Henriksens tvetydighed lader svaret blæse i vinden. Som publikum har man imidlertid fået ændret sin traditionelle opfattelse af perspektiv ift. papirteatrets scenografiske muligheder.

Forestillingen udmærker sig først og sidst ved Simon Gorm Eskildsen elegante scenografi, der på én gang tager udgangspunkt i det traditionelle papirteaters naturalistiske centralperspektiv, men samtidig udfordrer dette, når f.eks. Mr. Frobisher og Dr. Finchatton slænger sig i magelige stole på verandaen; begge set fra ryggen og i let fugleperspektiv; dristigt og vellykket. På samme vis leger Eskildsen med det modernistiske udtryk, når han lader en dialog mellem to karakterer udspille sig via to forvoksede hoveder, der glider ind foran det sorte bagtæppe. Hvem har set det før på en dansk papirteaterscene? Forestillingen har dermed, lykkeligvis, taget stilling til sin egen udsigelse; når angsten styrer, forvrides perspektivet, og ingen kan med sikkerhed sige, hvordan verden ser ud; de subjektive briller bliver de eneste, der er tilgængelige.

Foto: Papirteatret Meklenborg

Det forvrængede perspektiv, på både handlingens og det visuelle udtryks plan, er lagt i hænderne på Søren Mortensen og Marianne Thodberg, der forestår teknisk afvikling og figurføring. Mens figurerne desværre for ofte danser samba fra side til side, frem for at bevæge sig naturligt i retning af samtalepartneren, er der ingen hakken at finde i de veltimede sceneskift, der, helt uden tæppefald, binder forestillingen sammen i et helstøbt flow - godt understøttet af Undertows ildevarslende musik.

Om ”Kroketspilleren” af H. G. Wells er en oplagt historie at sætte på papirteaterscenen, er et spørgsmål, der kan diskuteres; handlingsmæssigt synes der at stå mere mellem linjerne end på dem, hvilket ikke altid er en force ift. papirteatret som medie. Når dette er sagt, præsenterer Papirteatret Meklenborg en helstøbt forestilling, hvor det visuelle udtryk effektfuldt understøtter kroketspilleren som karakter; der er uomtvisteligt tale om et fremmed perspektiv på det, man troede, man kendte….

        

Anmeldelse: "Kærlighedens forrykte former" - Aarhus Teater

 Forfatter: Stefan Zweig, dramatisering: Johanne Petrine Reynberg/Josephine Eusebius, iscenesættelse: Anna Katrin Einarsdóttir/Sullivan Lloyd Nordrum, scenografi: David Gerth, lysdesign: Kasper Daugberg, lyddesign: Kim Engelbredt, medvirkende: Nanna Bødtcher, Frederik Mansø, Kjartan Hansen og Ane Stengaard Juul. Produceret af Aarhus Teater i samarbejde med Den Danske Scenekunstskole. Forestillingen set, d. 10/11-2020

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

 I lidenskabens labyrint

 

En labyrint danner en metaforisk ramme om Aarhus Teaters opsætning af to noveller af østrigske Stefan Zweig. Mellem store metalrammer og halvt gennemsigtige skærme gennemspilles to simple fortællinger om komplicerede relationer; om vilde følelser og om den erotik, der ikke vil gemmes bag stivede skørter eller akademisk konversation. Rummet fremstår sort og hvidt; karaktererne i fortrængt fuldfarve. De to Zweig-noveller er dramatiseret og iscenesat af hver sit hold af talenter fra Den Danske Scenekunstskole. To forskellige udtryk, samme motiv og helt igennem æggende. 

 

I forestillingens 1. akt har Anna Katrin Einarsdóttir iscenesat novellen ”Brændende hemmelighed”, 1911, som er begavet dramatiseret af Johane Petrine Reynberg. En lineær fortælling om en forsømt hustru, der ferierer på et ensomt hotel i Schweiz med sin tolvårige søn, Edgar. Drengen skal rekreere sig efter en sygdom, og får en ny ven i hotellets nye, interessante gæst; en ung baron. Baronen er dog primært interesseret i Edgars mor, som han snart lokker i seksuelt fordærv. Mor Mathilde er let at friste, med ægtemanden ude af syne, og som den androgyne Lobbyboy siger det: ”Der er vist aldrig nogen, der har spurgt, hvad De har lyst til?!” - (Ane Stengaard Juul er suveræn som en venligt indbydende og beregnende iagttagerskikkelse; ikke mand, ikke kvinde, men sitrede af humor, lyst og afventende vildskab). Her ledes gæsterne sammen i en følelsesmæssig orkan; et nydelsesfyldt moralsk forfald.

 

"Brændende hemmelighed", foto: Aarhus Teater 

Frederik Mansø er glimrende som Edgar, der, iført stift matrostøj, fascineres af Baronens historier om

kampen med en tiger; her er en rigtig mand at se op til. Mansø spiller rollen med både drenget naivitet, sprudlende livsglæde og sydende jalousi; sidstnævnte aktiveres, da moderen beslaglægger Baronen, og bringes til eksplosivt udbrud, da Edgar opdager sin Mamas natlige samvær med Baronen i skoven (et abstrakt og uhyggeligt rum skabt med Kim Gluds videoprojektioner). Som Edgars mor er Nanna Bødtcher rank og følelsesmæssigt stækket – fint illustreret med kjolens stramme snøreliv; hun broderer og begrænses af 1800 tallets kønsrolleforventninger. Således er hun et oplagt bytte for Kjartan Hansens lapsede, verdensmandslignende baron (desværre med en noget utydelig diktion), som både forærer hende en hvid rose, og venter noget til gengæld. Baronen fordufter hurtigt, efter Edgars afsløring, og Mathildes angstfyldte blik, da Lobbyboy (næsten ondskabsfuldt) melder, at ”Papa” er på vej, siger det hele; hun har overtrådt en hustrus beføjelser, og deler nu den brændende hemmelighed med sin søn; en hemmelighed, der kan fælde hende på et øjeblik, hvis Edgar indvier sin far i, hvad der skete i skoven.

 

I Anna Katrin Einarsdóttirs iscenesættelse understreges individets stækkede situation i et nærmest koreografisk stiliseret arrangement. Skuespillerne bevæger sig synkront rundt i labyrintens gange og går fra tid til anden helt i frys; et billede på det jerngreb, Victoriatidens moralkodeks holder mennesket i. Det velfungerende ved iscenesættelsen består først og fremmest i, at udtrykket er så tilbageholdt; vi mærker karakterernes sitrende desperationen efter en forløsning. En desperation der effektfuldt kontrasteres af Lobbyboy, der er skamløst indladende over for såvel karakterer som publikum - mens hun plukker bladene af den hvide rose! Forløsningen er mulig - hvis vi ellers tør give slip.

 

"Følelsernes forvirring", foto: Aarhus Teater

At give slip er også motivet i forestillingens 2. akt, hvor Josephine Eusebius har dramatiseret novellen

”Følelsernes forvirring”, 1927, i en montagedramaturgi, hvor vi dels følger en kronologisk fortælling og dels får den kommenteret af hovedpersonen Roland; en ung universitetsstuderende med hæmningerne uden på sin cardigan. I Sullivan Lloyed Nordrums legende iscenesættelse veksles der mellem det komiske og det indfølte i skildringen af den unge Roland (en velspillende Mansø med lysende øjne og en febrilsk trang til at elske) og hans betagelse af den ældre engelskprofessor, Mr. Smith (som i Hansens fremstilling fremstår både optændt af en flammende passion samt knugende uforløst og længselsfuld). Nordrums iscenesættelse er centreret om relationen mellem Roland og professoren, der mødes på universitet i 1950’erne; begge mærker de en farlig gnist, der antændes. ”Man kender ikke et menneske, før man har set det i sin mest flammende form” siger professoren i sin indledende forelæsning om Shakespeares tragedier; Smiths store passion, der skulle være blevet til et værk i flere bind. Nu tilbyder den renhjertede Roland at hjælpe sit idol med at realisere projektet, de to mænd indgår en symbiose, og derfra er alting ”sat i skred” som Roland siger i sin afslutningsreplik.

 

Mansø og Hansen gennemspiller, med en smuk sårbarhed, hvordan de to mænds gensidige betagelse, og samarbejde om færdiggørelsen af professorens Shakespeares-værk, sætter skred begæret; begge ønsker at blive sat fri, men også her kommer konventionerne på tværs. Med en fin brug af pauser, fysisk tøven, febrilske udbrud og ord, der ikke slår til, skildres de to karakterer, både på manuskript- og iscenesættelsesplan, ganske stærkt.

 

Som et fængsel fremstår den lilleverden, de to befinder sig i, hvilket illustreres via forestillingens kvindelige karakterer; Roland møder professorens kølige hustru, Charlie (en både venligt afmålt og totalt afvisende Juul). Da hun forfører den forvirrede Roland, har man indtrykket af, hun primært vil ramme sin, på flere planer fraværende, husbond ved at lægge sin hånd på hans protegé; jalousi som projektion af sorg og manglende ømhed - Juul spiller det med præcision. Med samme nøjagtighed giver Bødtcher os en vammel værtinde, iført metalfingerbøl, der skaber ubehagelige mislyde fra en verden, hvor mænd ikke må elske hinanden. Bødtcher er endvidere ildevarslende som byens sortklædte, bibelkredsledende frue, der nok ved, hvordan skyld og straf skal fordeles.

 

Da professoren endelig åbenbarer sin fortid for Roland, efter at have afvist ham i desperation og angst for det erotiske i deres relation, forstår vi, at den passionerede Shakespeare-elsker er et menneske, der aldrig har fået lov at udfolde sig fuldt; en forløsning for Roland, der kan spejle sig i Smith, men også en dyb kærlighedstragedie - fint sat i perspektiv af de mange referencer til ”Romeo og Julie”.

 

Forestillingen er dynamisk iscenesat med en velgørende brug af humor, der dygtigt kontrasterer seriøsiteten og styrker udsigelsen; følelsernes forvirring er et grundvilkår, og ydre rammer er snerrende bånd for kærlighedens veje og erotikkens himmelflugt.

 

2. akt er mere energi- og tempofyldt end sin forgænger, men de to forskellige novelle-iscenesættelser spiller smukt sammen og viser os, på tværs af historiske perioder, hvordan tilbageholdte længsler skaber ulykkelige mennesker.

Den velfungerende scenografi, af David Gerth, er, med få ændringer i pausen, den samme i hele forestillingen; den metaforiske labyrint, hvor man så let kan fare vild i sin søgen efter legen, livsglæden og lidenskaben; her mødes kærlighed og lyst, livskraft og konventioner. 

Hvem kan sprænge rammerne? Ifølge Stefan Zweig kan vi alle; hvis blot vi tør….

  

 

 

Anmeldelse: "En plads i solen" - Svalegangen

Dramatiker: Julie Maj Jakobsen, iscenesættelse: Simon Boberg, dramaturg: Janek Szatkowski, scenografi: Peter Schultz, lyddesign: Anton Bast, lysdesign: Henrik Sloth, Medvirkende: Kristoffer Helmuth, Maja Juhlin, Holger Østergaard, Clara Ellegaard, Morten Vang og Jesper Hyldegaard. Forestillingen set d. 7/11 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Nedtælling i skyggen

Han tror; på noget stort og på absolut ingenting. Kristoffer Helmuths Kaj Henning sidder i fængselscellens skygge og tæller ned. Der er en time til han skal henrettes, og det er tid til at få hold på tankerne og forsøge at lokke en kop kaffe ud af Jesper Hyldegaards på een gang gemytlige og skarpsindige fængselsbetjent; ham som dramatiker Julie Maj Jakobsen lader være vidne til Kaj Hennings gennemspilning af, hvad det var, han søgte i nazismen, terrorismen og i solen.

Sammen med Hyldegaards fængselsbetjent er publikum aktive deltagere i dette stærke drama, som Simon Borberg kløgtigt har iscenesat med en række fortællegreb, der understøtter den episke montagedramaturgi, Jakobsens tekst er bygget op efter. En enkelt rekvisit, en revolver, indgår i spillet; ellers er alt andet fortalt; kostumer, bevægelser, farver, former; det hele skabes med ord i det nøgne, og dog så symbolske, fængselsrum, Peter Schultz har skabt som ramme om forestillingen. Skuespillerne bryder konstant den fjerde væg, og den dynamiske række af stiliserede billeder fremstår på én gang genkendelig og fremmedgjort; ligesom Helmuths rødhårede terrorist. 

Vi følger den unge Kaj Henning Bothildsen Nielsen fra Aarhus, der drømmer om at være frontkæmper under 2. verdenskrig; han vil gøre en forskel, han vil finde mening og han vil have en plads i solen; langt borte fra den skygge i hvilken, han har været holdt hele sin barndom pga. en lungehindebetændelse. Han kasseres til session flere gange; han ydmyges direkte pga. sin svage fysik, sit røde hår og ringe højde. Der er både en vilje og en dyb frustreret bitterhed i Kristoffer Helmuths Kaj Henning, og så er vi der; en terrorist er født som et produkt af desillusion. Ligesom fængselsbetjenten tæller ned til henrettelsen, kan vi som publikum, med tilbageholdt åndedræt, tælle ned til den katastrofe, vi ved vil indtræffe; brandscenen i Guldsmedgade ligger som et flashback-glimt i forestillingens åbning; en umenneskelig gerning begået af et menneske. 

Foto: Svalegangen

Netop terroristens menneskelige ansigt bringes i centrum i Julie Maj Jakobsens dramatiske gendigtning af de historiske begivenheder fra Aarhus under 2. verdenskrig. En begavet tekst, som ikke dømmer, men derimod stiller spørgsmål; Vi følger Kaj Hennings Bothildsen Nielsen på to planer; dels i dialogen med fangevogteren (en glimrende præstation af Jesper Hyldegaard som både er roen selv, men samtidig ender i et desperat udbrud, da han ikke kan vække anger hos sin fange), og dels i de filmiske flashback-sekvenser, hvor Helmuth viser overbevisende spil, når han indledningsvist får lokket hustruen Inger (en hengiven Clara Ellegaard, der i sit spil spænder over et bredt og troværdigt følelsesregister), med til Tyskland, hvor han træder ind i Waffen-SS. Den kærligt støttende hustru må sågar bespise en tysk officer (en klæbrig og uhyggelig Holger Østergaard), mens Kaj Henning går på SS-skole. Hjemsendt til Danmark finder han siden sammen med de gamle venner Ib (Østergaard, der tegner flere præcise figurer, uden at blande dem sammen) og Brøndum (en velartikuleret og hårdkogt Morten Vang), og sammen træder de tre ind i Schalburgkorpset, hvor de aflægger en ed om at tjene Hitler; en sekvens, der styrkes af Maja Juhlins på én gang karikerede og skarptslebne spil som tysk befalingsmand; guddommeligt oplyst og placeret på en høj afsats som var hun føreren selv  - endnu et mesterligt billede i rækken.

Vennerne begår den ene likvidering efter den anden, og gennem samtalerne med fængselsbetjenten afsløres det, at Kaj Henning, gennem engagementet i Schalburgkorpset, har fundet en mening. Helmuth er sitrende intens i sit spil, og hans argumentation for rædslernes rimelighed indeholder på én gang en vild passion og en afgrundsdyb skuffelse over den sol, der aldrig kom til at skinne på ham.

Clara Ellegaards Inger nyder det nye tøj og den benzindrevne bil, familien har fået råd til, qua Kaj Hennings lyssky aktiviteter. Ellegaard er mesterlig i sin nedladende venlighed over for værtinden Fru Nielsen (med en småborgerlig nyfigenhed, som Maja Juhlin rammer lige på kornet), men hendes Inger begynder langsomt at ane, noget er helt galt med de ideer om det tredje riges storhed, Kaj Henning har indprentet i hende. De tre børn sender hun ustandseligt bort til sine forældre, og da Kaj Henning, efter befrielsen, bliver arresteret, med den grusomme mordbrand i bagagen, er der ingen forståelse. Inger kan ikke sidde i cellen og spise æblekage med en mand, der har et sind så fordærvet. Hun går sin vej, og Ellegaard maler her et portræt af en kvinde, der ikke har mere at give af, selvom hun fortsat bærer kærlighed til sin mand; hun kan ganske enkelt ikke følge hans ideer.

Tiden rinder ud for Kaj Henning i fængselscellen, men hans blik søger stadig opad; op mod det lille vindue, hvorfra solens lys falder ind; det lys, Kaj Henning så gerne vil bades i. Imidlertid viser Helmuth os, hvordan nazismens skygger har lagt sig over Kaj Hennings følelser og forstand. Aktionen i Guldsmedgade skulle blot have smadret nogle butiksruder, men de kraftige bomber ender med at sætte hele gaden i flammer. Ib og Brøndum angrer måske, men for Kaj Henning er der ingen tvivl; det må være sådan; det tredje riges ild må lægge marken øde, før de nye afgrøder kan gro, og skæret fra ilden er måske den sol, der endelig skinner på Kaj Henning, med sin morderiske varme; føler han sig endelig set, mens sagesløse beboere brænder inde?

Forestillingens afsluttende henrettelsesscene skildrer, hvordan en desillusioneret mand kan finde livets mening i martyrdøden; hvor tæt den lille mand, med en drøm, og den modbydelige massemorder er på hinanden. Er man født på skyggesiden, er man villig til alt for at mærke solens lys et eneste øjeblik (- både lys og skygge behersker Henrik Sloth fornemt, og forestillingens lysdesign understøtter, sammen med lydsiden, bl.a. de grafiske mordsekvenser på fornem vis.)

Vi kan følge det menneskelige i Kaj Hennings drøm langt hen ad vejen, med da han står på tærsklen til døden, og den nazistiske besættelse ikke vil slippe ham, må vi give fortabt. Her går grænsen mellem menneske og monster; mellem skyggesideskuffelser og terrorismens trosbekendelse.

Det er disse skrøbelige modsætninger, der gør denne forestilling, om anden verdenskrig, så intens - og så skræmmende aktuel; vi fordømmer den overlagte ondskab, men hvem kender ikke til følelsen af skuffelse….        

Anmeldelse: "Sværdet i stenen" - Louise Schouw Teater

 Dramatiker: Gunvor Reynberg, musik. Sigurd Barett, iscenesættelse: Louise Schouw, scenografi: Niels Secher, lysdesign: Kristian Specht, koreografi: Rebekka Lund. Medvirkende: Lisbeth Kjærulff, Asbjørn Agger, Marianne Bøgelund og Morten Bo Koch. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 18/10 – 2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

Når drenge bliver til mennesker

Følg dit hjerte, befri sværdet fra stenen, fuldbyrd din skæbne!

Fortællingen om sværdet i stenen er blevet tolket i adskillige film og teateropsætninger, men hovedmotiverne går igen: det gode besejrer det onde via kærlighed, retfærdighed og venskab, og skæbnen placerer altid én på rette hylde, skønt man først må grueligt meget ondt igennem.  Det er et klassisk eventyr, Louise Schouw Teater her serverer som en musikforestilling for hele familien.

Vi hvirvles ind i et visuelt ridderunivers med trapper og gotiske buer skabt af den garvede scenograf Niels Secher. Sammen med Kristian Sprechts stemningsfulde lysdesign og de eventyrligt dystre toner, komponeret af Sigurd Barett, er stemningen sat; dette her skal være dramatisk! Vi oplever, hvordan kvinden i søen forudsiger, at den lille, forældreløse Arthur vil blive noget særligt, hvordan hun kaster magi over sværdet Excalibur og placerer det i den sagnomspundne sten. 

Det er intenst, stemningsmættet – og forudsigeligt?

Dramatiker Gunvor Reynberg har gendigtet historien på en måde, så hele familien kan være med – hele tiden; de gode er gode, de onde er onde og de følelser, man har, synger man om 1-1. Vel er forestillingen henvendt til børn, men man savner immervæk en tekstside, hvor ikke alt nødvendigvis skal tages for pålydende – og desuden en dramaturgisk beskæring af de lange sangtekster, som er finurlige, men bremser handlingen frem for at bringe den videre.

Men videre vil vi alle, og her melder et spørgsmål sig; hvordan udvikler man sig fra dreng til menneske? Det er et tema, flere af karaktererne slås med. Den unge Arthur (spillet med naivitet, beslutsomhed og sårbarhed af Asbjørn Agger) kan ikke finde sin plads i tilværelsen. Som forældreløs mangler han et maskulint forbillede, skønt troldmanden Merlin (en alfaderlig Morten Bo Koch) forsøger at ruste og skærme ham; Melin ved, hvad der venter Arthur, men kan ikke afsløre det, hvorfor der, mellem de to, må opretholdes en distance. Af andre mulige forbilleder har Arthur sin fosterbror Kaj (Koch som en dumpap af en macho-bøf), hvis ide om en rigtig dreng, er én, der kommer frem i verden ved at træde på de andre. Hos Kaj henslæber Arthur livet som tjener, og identitetskrisen skildres ganske smukt af Agger, der formår at give sin Arthur en troværdig længsel efter bare én ven i verden.

Foto: Mike Reuter

En ven savner også prinsesse Guinevere, der slås med kønsrolleforventningerne, hun påduttes af sin lærerinde, den ondsindede Morgan Le Fay (en rank, kølig og afsindigt velsyngende Lisbeth Kjærulff). Guinevere (kækt spillet af Marianne Bøgelund med nysgerrighed, humor og sårbarhed) vil hellere være en dreng, der ikke tynges af forventningerne til en prinsesse, og nået til den erkendelse forklæder hun sig som stalddreng, med navnet Glen, møder Arthur - og herfra folder historien sig for alvor ud.

Det er netop i scenerne mellem Arthur og Guinevere, de følelsesmæssige nuancer kommer til udtryk; Guinevere, der må agere dreng for at føle frihed, mens Arthur, på sin side, ser op til Glen, som praler med sin påtagede maskulinitet, men samtidig, på diskret vis, tiltrækkes af ham. Der leges fint med kønsrollestereotyperne i spillet mellem Agger og Bøgelund; en leg, Kochs bøffede Kaj er med til at sætte i perspektiv, når han, i forestillingens bedste sang i 80’er stil, blotlægger, hvordan rigtige mænd udelukkende består af muskler; en helt i egen optik, men som publikum ved vi bedre!

Vi følger de to sande heltes færd i skoven, hvor Guinevere viser mod og dræber en berygtet drage (og hvilket skræmmende uhyre, Secher har fremtryllet!), vi mærker Arthur glædes over at have fået en loyal ven, men da han senere opdager, hun er en pige og har snydt ham, oplever vi hans følelse af svigt og ensomhed; følelser som Agger gennemspiller fint og troværdigt.

Også skæbnen spiller sit spil med Arthur, og da han mangler et sværd til fosterbroder Kaj, der selv ønsker at blive konge og at gifte sig med Guinevere, trækker han Excalibur fri fra stenen. Med sin godhed og sit hjerte beskyttes Arthur mod det afsluttende angreb fra Morgan La Fay, hvis halvbror han viser sig at være (en lidt kompliceret sidehistorie, som teksten aldrig helt formår at gøre troværdig). Sværdets magiske kraft beskytter Arthur og besejler hans skæbne som konge af England. Arthur forenes med sin Guinevere, der ikke længere behøver klæde sig som dreng, da hun, gennem venskabet med, og kærligheden, til Arthur, er vokset til et menneske; forrest går hjertet og loyaliteten – at Kochs Merlin afslutningsvis inviterer Kjærulffs La Fay på middag, er en herlig lille gave til de voksne blandt publikum; forsoning på flere planer!     

Musikken, der anvendes til de få og hurtigt afviklede sceneskift, giver associationer til et stumfilmunivers a la Chaplin, og instruktør Louise Schouw har øjensynligt ladet sig inspirere af såvel stum- som tegnefilmsgenren; en række veltimede fysiske sekvenser, som når diverse riddere forsøger at trække sværdet fri af stenen, sætter fortælletempoet op og kalder på vores latter. Skuespillerne udviser en fin spilleglæde, når de får lov at levere disse commedia dell arte inspirerede gags, hvorimod de, i de dialogbårne scener, har tendens til at blive lidt stive i deres spil, hvilket nok bør tilskrives den lidt forklarende og højstemte tone i teksten.

Kontrastvirkningen mellem den tegneserieagtige spillestil og det mere følelsesmæssigt nuancerede spil kommer bedst til udtryk i forestillingens anden halvdel, hvor dialogerne glider lettere og musikken understøtter handlingen frem for at bremse den. Baretts musik skaber stemning, ja, men bliver, som teksten, for insisterende på at skulle tages for pålydende. Begge dele savner en anelse mere selvironi for helt at slå igennem -  skønt Baretts 80’er sang til Kochs Kaj er lige i skabet!

Forestillingen appellerer til både børn og voksne med sit budskab om, at muskler ikke gør det alene, og at venskab og kærlighed er de værdier, man bør bygge livet på, hvis man vil gå fra dreng (eller pige) til menneske og fuldbyrde sin skæbne. Det er jo i sig selv en anelse højstemt, men skuespillerne gør en habil indsats for at få en velgørende humor og ironisk distance bragt til torvs -  når teksten og musikken ellers ikke står dem i vejen.   

 

 

                

  

Anmeldelse: "Den gerrige" - Folketeatret

Dramatiker: Moliére, oversættelse: Jesper Kjær, iscenesættelse og bearbejdelse: Geir Sveaass, scenografi: Marianne Nilsson, staging: Jeanette Binderup-Schultz, medvirkende: Kristian Holm Joensen, Mads Reuter, Mette Horn, Troels Malling, Kristian Boland, Alexander Mayah Larsen, Jacob Weble, Mathilde Arcel Fock og Sofia Mileva Cukic. Forestillingen set i Aarhus Musikhus, d. 17/10-2020    

 

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg

 

Fedtsyl i farver

Scenografien er lilla – en farve, der både symboliserer rigdom og uro. Et par stejle ramper og en bagvæg; plettede som havde en streetart-kunstner lagt vejen forbi. Festligt og faretruende på samme tid. I forgrunden står en lille blomsterkasse med et par halvdøde grene, og i dette knastøre blomsterbed gemmer Monsieur Harpagon sin formue.

 

Lige så plettet som scenografien er Kristian Holm Joensens Harpagon; både hvad angår sind og påklædning. Med en gangart præget af duknakkethed og et let fremskudt underliv, lange fedtede lokker og en konstant sitrende uro i kroppen, på vagt ift., om nogen vil stjæle hans formue, er Holm Joensen den perfekte nar i denne Moliére-komedie om nærighed, som Geir Sveaas elegant har iscenesat med legende lethed og fart over feltet i Folketeatrets turnéudgave. 

 

Handlingen følger Moliéres faste komedieskabelon; den besatte hovedkarakter har et projekt, som husets øvrige beboere agter at forpurre, for at komediens unge elskende par kan få hinanden og galskaben fordrives. Her er det enkemanden Harpagons nærighed, der går både hans to voksne børn og de hårdt prøvede tjenere på nerverne; Husets dater Elise (en charmerende mut Mathilde Arcel Fock) er forelsket i den unge Valére, der har taget arbejde som hushovmester hos Harpagon for at være tæt på sin elskede (Alexander M. Larsen er adræt og iderig i førsteelskerrollen, og han har både god diktion og fornemmelse for komisk timing). Harpagon har naturligvis lovet datteren bort til en anden end Valére, hvad der jo kan være slemt nok, men hovedproblemet opstår, da sønnen Cléante (en på én gang barnlig, krukket og hengiven Mads Reuther) erfarer, at faderen har i sinde at gifte sig med den unge Mariane (en kyllingegul og betuttet, men dog snarrådig Sofia Mileva Cukic), som Cléante er dødeligt forelsket i.

 

Herfra er der lagt i kakkelovnen til en klassisk Moliére-intrige, hvor forklædninger, forviklinger og forvirring tilsammen danner en velsmagende gryderet, vi nyder med velbehag. Geir Sveaass fokuserer klogt på situationskomikken i sin iscenesættelse, og i modsætning til en række af Folketeatrets øvrige klassikeropsætninger, hvor det meste helst skal trækkes ned under bæltestedet (og gerne ramme den allerlaveste fællesnævner - med Holbergs ”Den politiske Kandestøber” som et nyligt og grufuldt eksempel) er Sveaass tro mod komediegenren; fokus ligger på karaktererne, situationerne og Sveaass får komikken til at blomstre i både sprog og fysik. Her bistås han dygtigt af Jeanette Binderup- Schultz, der har forestået en   staging gennemsyret af virtuos musikalitet 

 

Her er tale om en kyndig personinstruktør, der formår at få garvede skuespillere som Kristian Boland (henrivende vims og koket i rollen som Cléantes tjener La Fléche) og Jacob Weble (der i rollen som Harpagons kok og kusk udviser kongenial komik bl.a. på sin alenlange løbetur som mægler mellem far og søn) til at funkle i deres biroller. I endnu en velplaceret birolle fremstår Troels Malling fin og troværdig, når han, i rollen som en greve med hemmeligheder, til slut samler trådene og løser konflikterne – skønt lykken er noget postuleret fra Moliéres hånd.  

 

Sidst men ikke mindst udruller Mette Horn hele sit komiske repertoire i rollen som den intrigante Madame Frosine, der bistår de unge i udførelsen af intrigen. Horn spiller med den blanding af det beregnende og det småforvirrende, hun behersker så godt, hendes mimik er vild som en lørdagskylling på kogepunktet, og sprogligt er hun enestående; dels når hun forsøger at indynde sig hos Harpagon ved at komplimentere ham, og dels i det korte moment, hvor hun giver den som udenlandsk grevinde (så man mindes hendes overdådige Madame La Fleche i forrygende gyngende samspil med Søren Sætter Lassens Jean de France på Det Kongelige Teater i begyndelsen af 00’erne). Der er ikke et øje tørt i salen; et sandt komisk festfyrværkeri.

 

Festfyrværkeriet får vi også i Marianne Nilssons pangfarvede kostumer, der parafraserer 1600 tallets Moliére-mode men her kombineres med sneaks og bling. Et vidnesbyrd om livsglæden hos forestillingens karakterer, som trues af pletterne af nærighed, der pryder scenografien og Harpagon – hvilken gnier!

 

Aftenens store nummer er Kristian Holm Joensen i titelrollen. Denne skuespiller, der standhaftigt har prydet teaterscener og tv-serier med en række præcist tegnede biroller, har her, for én gangs skyld, fået en hovedrolle, og han løfter den med en kraft, et vid og en sproglig finesse, der fejer benene væk under os. Holm Joensens Harpagon er slesk, selvglad, snotforvirret og skrubhysterisk; stoler ikke på nogen – dårligt nok på sig selv – og i hvert fald slet ikke på publikum; han er sågar klar til at hænge hele menneskeheden, da han tror, formuen er blevet ham frarøvet. Der er både afmagt og smerte, lilla pletter og sorte huller i denne lille sære mandsling, som, i Kristian Holm Joensens skikkelse, vokser ud af Molières narre-stereotyp og bliver et rigtigt menneske; nok karikeret med sin duknakkede holdning og hoppende gangart, og dog alligevel genkendelig.

 

Er nærigheden og grådigheden ikke iboende hos os endnu i dag? Denne grimme parasit personificeret i Monsieur Harpagon, der begraver sine penge i haven; i øvrigt i et blomsterbed der, I Marianne Nilssons scenografi, mest ligner et hjørne af en kirkgård; symbolikken er til at tage og føle på.

 

Vi griner så tårerne triller, mens Folketeatrets vellykkede opsætning af ”Den gerrige” ruller over scenen. Der er fart på, og det er festligt. Skuespillerne bobler af spilleglæde og udviser timing og ordekvilibrisme, så man frydes. En farverig fedtsyl, hvis kvaler ender med dobbeltbryllup for hans børn, som en anden storsindet tilbyder at betale, da Harpagon har valgt sine penge og skænket Mariane til sin søn -  og så levede de lykkeligt til deres dages ende, som det sig hør og bør i en komedie.      

 

Men der sidder så til slut Kristian Holm Joensens Harpagon alene tilbage. Lyset bliver grønt, pengene i kisten skinner op i hans ansigt, hvor et grådigt og dæmonisk blik i øjnene fordriver latteren og fylder os med en sitrende rædsel. Er penge virkelig så vigtige?

 

Holm Joensens Harpagon er ikke i tvivl, og dermed bliver denne ufarlige Moliére-klovn pludselig til et skræmmende - og helt moderne – menneske!

  

En sejr for Folketeatret – og en sejr for Kristian Holm Joensen!  

Anmeldelse: "Hamlet" - Det Kongelige Teater

 Dramatiker: William Shakespeare, bearbejdelse og iscenesættelse: Morten Kirkskov, scenografi: Philipp Fürhofer, kostumedesign: Karin Betz, lysdesign: Ulrik Gad, lyddesign: Joas Vest, koreografi: Signe Fabricius, stagefight: Kristoffer Jørgensen, oversættelse: Niels Brunse. Medvirkende: Esben Smed, Sara Viktoria Bjerregaard, Jacob Lohmann, Iben Hjejle, Alvin Odil Bursøe, Stine Schrøder Jensen, Anton Hjejle, Laus Høybye, Mads Rømer Brolin-Tani mfl. Forestillingen set på Værket i Randers, d. 3/10-2020

Af Thyge Cosedis Holting, dramaturg.

I sjælens spejl

Esben Smeds Hamlet har et spørgsmål, der trænger sig på; hvad vil det sige at være menneske? Der er lys på publikum og en spejlvæg bag den sortklædte prins, som han står dér, foran os, i forestillingens åbning. Han kaster straks monologen om at være eller ikke i hovedet på os med en insisterende lethed; vi inviteres til at spejle os sammen med ham; først og fremmest i os selv. Det er et symbolsk rum, vi befinder os i; vi ser os selv i sjælens spejl.  

Instruktør Morten Kirkskov fokuserer på de eksistentielle temaer i Shakespeares berømte tragedie om prinsen, der skal hævne sin døde far, mens han kæmper mod sine indre dæmoner, dømmes som gal og dør med sit hoved på tavshedens pude. I denne opsætning med hovedet i skødet på sin elskede Ofelia, og netop de to unges kærlighed er, ligesom Hamlets søgen efter eksistentiel mening, kardinalpunktet i opsætningen; det er velfungerende, velgørende – og velklingende.

Klangen af Shakespeares ord er, i Niels Brunses begavede nyoversættelse, en fryd for øret. Shakespeares vers fremstår rensede for unødvendige guirlander men stadig på en klangbund af den 1600 tals-verden, som forestillingen parafraserer i Karin Betzs stilsikre kostumer og Philipp Fürhofers imposante scenografi; et symbolsk rum, der på én gang viser os store, spejlbeklædte flader og i næste nu et roterende virvar af grålige hjørner på slottet i Helsingør. De store vinduesrammer anvendes skræmmende effektfuldt, og Kirkskov får de enkelte tableauer til, med stærke fængselsassociationer, at skrige af indestængt længsel og spøgelsesagtig ensomhed

Et spøgelse sparker handlingen i gang for alvor; Jacob Lohmann i en kort entre som Hamlets døde far, der opfordrer sin søn til at hævne sig, og så er vi ved at være der: ved Hamlet.

Esben Smed er sublim i titelrollen; drenget forskræmt over synet af faderens ånd, maskulin i sit (ganske poetiske) erotiske møde med Ofelia i forestillings åbning, provokerende og køligt manipulerende, når han flytter de øvrige karakterer rundt som skakbrikker, fortabelseslysten og rådvild, når han bliver i tvivl om, hvorvidt han virkelig er ved at blive gal, ekstatisk som en beruset teenager til en tysk tekno-fest, når han farer omkring på scenen, sammen med vennen Horatio, og sidst men ikke mindst skrøbeligt og insisterende refleksiv, når han henvender sig til publikum.

Smed mestrer alle Hamlets nuancer; fra såret faderløs søn, svimlende forskelet i sin Ofelia, men ude af stand til at håndtere sorgen, over begavet manipulerende, da han har fået til opgave at hævne sig på onkel Claudius, der har dræbt hans far og arvet både kone og krone. I forestillingens første del er Smeds Hamlet konstant på scenen; enten i konkret samspil eller med symbolsk nærvær; Hamlet er i alles tanker; denne magre unge prins med ild i øjnene og en stemme, der svinger mellem det inderlige, skarpheden fra en ragekniv, olympisk vrede og afmagtens smerteskrig; så enkelt og så stort.

Efter pausen viser Hamlet sig mere og mere som en begavet manipulator, da han afslører stedfar Claudius’ mordplan, og i stedet får sine illoyale venner, Rosenkrands og Gyldenstjerne, sendt til skafottet. Sympatien for denne Hamlet mister vi dog aldrig, for under det manipulerene, (lege)syge og frustrerede lag i figuren, giver Smed sin Hamlet en ren og sårbar længsel efter at forstå; forstå hvad et menneske egentlig er; men hvordan skal man kunne forstå sig selv i en grå verden befolket af ødelagte individer?

Foto: Emilia Therese

Forestillingen er først og fremmest Hamlets, og Smed bærer den dygtigt. Dette betyder imidlertid, at de øvrige medvirkende snarere fremstår som brikker i Hamlets selvforståelsesprojekt end som psykologisk nuancerede karakterer; En solid Jacob Lohmann leverer den selvsikre, men dog tvivlende, kong Claudius, mens Iben Hjejles dronning Gertrud er skøn at skue i Betzs pragtfulde purpurrøde kostume. Hjejle skildrer fint en usikker moder, hustru og kvinde, der ikke forstår det spil, hun er en del af. Stine Schrøder Jensen er en spændende fru Polonius, hvis selvsikkerhed hviler på en sokkel af glas; konstant nervesitrende som var hun en fjern kusine til Frøken Jørgensen i ”Matador”. Det er præcist og ganske morsomt. Alvin Bursøe er en renhjertet og troværdig Laertes, mens Laus Høybye og Mads Rømer-Brolin-Tani fjoller sig begavet gennem partierne som Rosenkrands og Gyldenstjerne; skabede, sleske, fulde af selvtillid – fulde af angst! Schrøder, Høybye og Brolin-Tani er desuden fine som graverne (spillet som var de importeret fra Becketts absurde teater), mens Anton Hjejle ikke får meget ud af sin Horatio; klædt i lyserødt fremstår han vag og uden den fornuftens stemme, teksten lægger op til. Hjejle begrænses her af et instruktørvalg, der antyder en homoseksuel længsel fra Horatio mod Hamlet, men lader det stå som en ufokuseret antydning, der ikke er gennemført.

Gennemført er til gengæld Sara Viktoria Bjerregaards fremstilling af Hamlets elskede, Ofelia; på én gang alfeagtig og erotisk leverer hun både sødme og et skræmmende vanvid, da hun, efter Hamlets mord på Polinius, bliver gal og synger sin smerte ud, så hårene rejser sig. Bjerregaard giver Smeds Hamlet forestillingens stærkeste modspil, og da hun, med symbolsk tilstedeværelse efter den afsluttende fægtekamp, lader Hamlet dø med hovedet i sit skød, er det en smuk kærlighedsforening, om end i døden, af to sjæle, der var for gode til en betændt verden; for der er noget råddent i Danmarks rige!

Råddenskaben sættes over for grundlæggende menneskelige følelser som kærlighed, angst og ensomhed, og forestillingen fremstår på én gang klassik og moderne; tro mod sit forlæg og tro mod sin samtid - ja, vi ser endda et par mundbind på scenen. Med dramatisk nerve, og en fin afbalanceret humor, fremstilles Hamlet her som et rigtigt menneske hvis eksistentielle overvejelser, vi kan spejle os i.

Hvad vil det sige at være menneske? Et stort spørgsmål, forestillingen ikke har besvaret, da den lader sin Hamlet dø med et ”Resten er tavshed”. Hvad kommer efter tavshed; refleksion?

Smeds Hamlet har ægget os til at reflektere videre; til at spejle os selv i sjælens spejl.