Rudolf og julehandlen - en adventskalender: 1. søndag i advent

Rudolf havde forestillet sig, at julen 2019 skulle være en stille én af slagsen. Slut måtte det være med alle de halsbrækkende eventyr, der de seneste fem år så nådesløst var skyllet ind over ham. Ja, det var ligegodt pokkers, at han stadig var i live, når man tænkte på, han havde været udsat for både krokodiller, frihedskæmpere, smægtende forstadsfruer og fagforeningsfolk. Men nu skulle piben få en anden lyd, nu skulle det være slut med alt det drama, nu skulle Rudolf have en rolig jul uden overraskelser.

Desværre var den første overraskelse allerede dukket op 1. november, da Rudolf var blevet pålagt at tage sig af en universitetspraktikant. Rensdyret Solveig var opsat på en forkromet karriere som rensdyr hos julemanden, og i anledning af en større skriftlig opgave ville hun nu researche og indsamle data, hun kunne bruge i sit projekt. Det handlede om rensdyrenes arbejdsbelastning – og vilkår – det var jo sparetider, forstås. Rudolf gøs ved tanken om både research og data; så længe målet ikke var at bygge en carport, skulle man simpelthen lade den slags naturvidenskabelige trivialiteter ligge hengemt så længe som overhovedet muligt.

Efter en måned i Solveigs selskab måtte Rudolf nu sande, at unge rensdyr er beriget med en overvældende nysgerrighed, som ikke var af det gode. Solveigs mund stod aldrig stille, og hendes spørgsmål kendte ingen grænser. ”Hvorfor kører Julemandens kane på benzin og ikke på diesel?”, ”Hvor mange kilo må kanen højst læsses med, hvis man skal transportere det hele forsvarligt?”. ”Holder rensdyr julefrokost?”. ”Hvorfor ændrede Go’ aften Danmark navn til Go’ aften live?” osv. osv. osv. Solveig blev ved og ved og ved. Hvis det var den iver, alle på universitetet var udstyret med, så kunne Rudolf kun foreslåm, at adgangskravene blev skærpede, så de, hvis gennemsnit var over 7, blev nægtet adgang; det skulle nok sætte en stopper for entusiasmen.

Den første december blev det Rudolf for meget; ”Solveig, med fare for at være uhøflig, så er jeg nødt til at fortælle dig, at du er trættende – ja, jeg sagde trættende! Det eneste, du ævler om, er dit projekt, og med al respekt; så interessant er det altså heller ikke. Du render i hælene på mig hele tiden, og det er mildest talt til at få kryb af. Hvad er det for en seddel du har i hånden?”. Rudolf skulede til en lap papir med håndskrevne noter, som Solveig triumferende stod og viftede med. ”Det er dine opgaver som min vejleder” sagde hun selvtilfredst. ”Opgaver?? Nu må jeg bede om mine himmelblå” hylede Rudolf, der aldrig var gået af vejen for at springe over hvor gærdet var lavest – i hvert fald, når der var tale om anliggender, der ikke fangede hans interesse. ”Der står” begyndte Solveig ”at du for det første har pligt til at give mig respons på det, jeg løbende skriver til min opgave (Rudolf tænkte, at det sikkert ville blive mere effektivt – og læseligt – hvis Solveig satte sig ned på en stol og skrev, men hvad vidste han om moderne undervisningsmetoder endsige om akademisk opgaveformalia). At du, for det andet, skal lade mig udføre dine rensdyr-opgaver med jævne mellemrum og give mig respons på min indsats, og for det tredje; du skal skrive mig en afsluttende udtalelse, hvor du vurderer, hvorvidt jeg er egnet til at være Julemandens rensdyr”. ”Det er det mest tåbeligt, jeg nogensinde har hørt” råbte Rudolf og holdt lapperne afværgende frem for sig. ”Hvem har dog fundet på den slags? Vent! Du behøver ikke svare (Rudolf havde jo læst et og andet om universitetet og ønskede næsten, at Solveig havde været offer for én af disse fejl, hvor ens uddannelse pludselig ikke gælder alligevel, fordi man mangler ects-point; så kunne han da være sluppet for at slæbe rundt på hende i årets travleste måned). 

”Jeg vil ikke finde mig i det her” vrælede Rudolf. ”Jeg går til Julemanden og klager”. Og som sagt så gjort; Rudolf spankulerede lige ind på Julemandens kontor, smækkede døren i efter sig og var parat til en længere monolog om misbrug af stort talent og manglende mad i kantinen og om, hvordan Julemanden overhovedet kunne finde på at indføre et nyt it-system blandt sine ansatte, når der kun var IT-bemanding på kontoret to x tyve minutter om ugen – og det var kun begyndelsen!

Rudolf blev imidlertid en anelse overrasket, da han så sin chef sidde i en transportkasse med teksten ”Bahamas” klistret udenpå. ”Hvad skal det dér forestille, chef? Hvorfor i alverdens riger og lande er du ikke i gang med at producere julegaver, læse ønskelister eller sætte min løn i vejret?”.

Julemanden, der tydeligvis ikke havde regnet med at skulle redegøre for sit forehavende, begyndte spagt på en søforklaring om, at det nogle gange var godt for en chef at praktisere kassetænkning, men den lod Rudolf sig ikke spise af med. ”Hvis ikke du fortæller mig, hvad der foregår, så kan du selv få lov til at slæbe rundt på den infame universitetspraktikant, du har sendt mig på halsen, og tro mig; så bliver julen alt andet end fredelig -  og må jeg så bede om en forklaring!”. Julemanden (der i sit stille sind tænkte, at Rudolf måtte være en meget skattet medarbejder, siden man år ind og år ud kunne holde hans evindelige - om end ganske velformulerede - ordstrøm ud) rømmede sig og begyndte:

En dag i november var han blevet ringet op af den amerikanske præsident, Donald Trump, som meget gerne ville have lov at købe Julemandstitlen (han havde tidligere på året forsøgt at købe Grønland, men her var en et par truede sæler og en vranten jysk socialdemokrat kommet i vejen.) Præsidenten havde tilbudt Julemanden et uhyre højt beløb, et sommerhus på Bahamas samt et signeret eksemplar af sin biografi ”Bedstefar med slag i – en biografi om hårretninger og harske håndtryk”, og hvem kunne sige nej til sådan en slagtilbud. Som sagt så gjort; Julemanden var på vej til Bahamas og 4. søndag i advent ville Præsident Trump indtage sine nye stilling som julemand. 

Rudolf var måløs: ”Jamen, jamen, det kan du da ikke. Hvad så med julen, hvad med mig- og hvad med mexikanerne?? Julemanden påpegede, at gaverne sikkert kun ville gå til de, der bakkede præsidentens politik op, men man kunne jo ikke vinde hver gang, og måske havde verden også fået nok af julegaver i tidens løb. ”Lad os se det i øjnene, Rudolf; julen er blevet en forretning, så nu stempler jeg ud, mens I andre må trækkes med amerikanerne.” og med de ord lukkede Julemanden låget til fragtkassen og havde ikke mere at sige.

”Det er ikke sådan, man bedriver julehandel!” råbte Rudolf, da Solveig pludselig stod på kontoret og spurgte, hvornår de skulle holde evalueringsmøde – eller i det mindste foretage en forventningsafstemning. ”Er du blevet fuldstændig ravende vanvittig?” skreg Rudolf. Julemanden har solgt Julemandstitlen og – ansvaret til en excentrisk selvpromoverende amerikaner med en alt for ung kone en del på samvittigheden. ”George Clooney?” udbrød Solveig spørgende. ”Nej, din tåbelige bogorm! Den amerikanske præsident har købt Julemandens titel og fra fjerde søndag i advent er det ham, der er Julemanden. Hvordan tror du det bliver?”. ”Magert for mexicanerne -  og Hilary” mumlede Solveig og efterspurgte en udspecificeret tidsplan for sin praktik. ”Det eneste, du skal nu, er at hjælpe mig med at afværge den her katastrofe. Vi skal have den fatale julehandel annulleret; men hvordan?”. ”Jeg har det” sagde Solveig. ”Den amerikanske præsident har forsøgt at købe Grønland, men der fik han nej af den danske statsminister. Måske kan hun hjælpe os. Hun lyder til at have erfaring med at annullere andres fikse ideer – bare spørg de radikale, eller Arne!”

Rudolf fattede ikke, hvad Solveig fablede om, men der var ikke mere tid. Snart sad de to rensdyr i et fly på vej mod Danmark, og hvad de oplevede der, skal vi høre 2. søndag i advent.         

Når eventyret fortsætter...

Nogle tanker om at finde tilbage til en hobby og om arbejdet frem mod en repremiere.

af Thyge Cosedis Holting

Vita brevis ars longa

På min 32 års fødselsdag i 2017 fik jeg et lille dukketeater i en papæske forærende af en god kollega. Over prosceniet stod “Vita brevis ars longa” - livet er kort, kunsten lang.

Det var 12 år siden, jeg sidst havde beskæftiget mig med modelteater. Efter en opførelse af “Snedronningen” på Fyn i 2005, da Dansk Modelteaterforening fejrede H.C. Andersens 200 års fødselsdag, blev teatret sat på pause til fordel for et universitetsstudium og siden 2011 for mit arbejde som dansk- og dramatiklærer i gymnasiet. Forud lå årene fra jeg var mellem 12 og 20 år, hvor jeg praktisk talt spillede modelteater i døgndrift; jeg turnerede med forestillinger for børnehave- og skolebørn, jeg var et aktivt spillende medlem af foreningen, og det meste af min verden havde drejet sig om modelteater. Men fra 2005 var der dømt pause.

Min gymnasielærerkollega havde imidlertid hørt rygter i byen om (ja, Randers er en lille by), at jeg havde er fortid som turnerende modelteaterspiller og var nysgerrig på, hvad det nu var for noget. Jeg begyndte at fortælle, og pludselig gik der ild i huset (som dronningen nok ville have udtrykt det); min interesse for modelteater vågnede på ny. Mit gamle C-teater blev fundet frem fra mine forældres kælder, pakket ud og stillet op i min stue, hos Priors Dukketeatre og Oldfux begyndte jeg igen at købe ark, og så var alt ved det gamle – eller…? For hvordan er det, man som et voksent menneske i 30’erne godtgør over for sine omgivelser, at man er fascineret af at skabe teaterforestillinger i pap og papir, male dekorationer, føre figurer og iscenesætte store dramaer på den lille scene? Det tog et par år, før jeg stod ved min genfundne hobby, men i dag er jeg stolt af den, for den er unik. De, jeg fortæller om den, synes, det lyder spændende, anderledes og vil gerne se en forestilling.

For mig er modelteater en kunstform på lige linje med andre teaterformer, og grænserne for, hvad man kan opføre på den lille scene, er vide. Der er absolut noget, der skal udforskes. Min genindmeldelse i Dansk Modelteaterforening har været en stor drivkraft, da både ”Suffløren” og ”EPT” er gode kilder til inspiration.

I dag siger jeg stolt, at jeg spiller modelteater, hvis nogen spørger, og jeg er meget taknemmelig for det lille teater i papæsken, der for et par år siden pustede nyt liv i min gamle hobby! Der er uanede muligheder for, hvad der kan sættes på den lille scene, hvordan det kan se ud og hvordan, det kan spilles! Sikken et slaraffenland af kunstneriske udfordringer at få adgang til igen! 

Vita brevis, ars longa!

Et juleeventyr – 18 år senere

Det første projekt, jeg har taget fat på, er en genopsætning af Charles Dickens’ klassiker ”Et juleeventyr” fra 1843, som jeg spillede første gang i år 2001. Hertil hører lidt forhistorie:

En decemberlørdag i år 2000 så jeg som 15 årig ”Nøddebo Præstegård” på Svalegangens Dukketeater. Under det obligatoriske kig bag scenen efter forestillingen henvendte en mandlig tilskuer sig til Per Brink Abrahamsen med ordene: ”Hvad med at spille ”Et juleeventyr” af Dickens?” og Per svarede: ”Ja, det ville være oplagt, men den skal jo tegnes først”. Så var den sag afgjort; jeg ville lave min egen opsætning af ”Et juleeventyr” – hvor svært kunne det være?

I løbet af en eftermiddag havde jeg omsat Dickens fortælling til et modelteatermanuskript (mit første af slagsen; senere fulgte bl.a. ”Gøngehøvdingen”), og de næste par måneder gik med at tegne og male dekorationer og figurer, klæbe op, skære ud og tilpasse mit - dengang temmelig primitive - lysanlæg, så den kommende juls ånd kunne ankomme i det rette grønlige skær. Jeg spillede dengang alle mine forestillinger live, og det gjaldt naturligvis også ”Et juleeventyr”, hvilket betød, der måtte afsættes tid til at lære dialogen udenad. 

Forestillingen fik premiere ved Jyllandskredsens dukketeaterweekend i foråret 2001. (Man kan måske diskutere, hvorvidt forestillingens titel og premieretidspunktet klædte hinanden – men lad det nu ligge).  Det følgende år gæstespillede jeg både i Fyns- og Sjællandskredsen med forestillingen, og jeg kan ikke undlade at citere foreningens mangeårige medlem Tage Nielsen, der anmeldte forestillingen i ”Suffløren” med ordene: ”(…) da den var slut, var jeg ked af, at den ikke varede længere. Jeg glemte at ryge under hele forestillingen, og det siger ikke så lidt”.      

Gennem årene, mens jeg holdt pause fra modelteatret, har denne forestilling ofte været i mine tanker, og i ledige stunder har jeg tegnet flere skitser til, hvordan nye dekorationer og figurer kunne se ud, hvis der nu engang blev tid… – modelteatret slipper jo aldrig sit tag, når det først har fået fat – heldigvis.

Da jeg i 2017 tog modelteaterhobbyen op igen, havde jeg stor lyst til at gøre alvor af en genopsætning af ”Et juleeventyr”, for det er i den grad en fortælling, som er velegnet til den lille scene; den giver mulighed for både spændende scenebilleder og en række effekter, men først og sidst er det en gribende historie; den gamle, nærige og hårdhjertede forretningsmand Ebenezer Scrooge dømmes til en frygtelig skæbne, hvis han ikke drager med fortidens, nutidens og fremtidens juls ånder på en natlig rejse, hvor han konfronteres med sine fejl, følelser og fortrængninger og derigennem lærer et og andet om julens - og livets - sande værdier. Fortællingen har en fin dybde, jeg ikke skænkede mange tanker som 15 årig, men som tiltaler mig meget i dag; teater – og modelteater – handler for mig først og sidst om følelsesformidling.  

Et gensyn med mine gamle dekorationer og figurer fra 2001 bekræftede mig i, at forestillingen trængte til en ny scenografi. Man skal aldrig kassere det gode, der har været, men jeg må dog konstatere, at mine tegneevner - og sans for valg og sammensætning af farver – lykkeligvis har udviklet sig med årene. I dag undrer jeg mig f.eks. over, hvorfor Ebenezer Scrooge skulle have syregrønne vægge på sit kontor og lilla vægge i sit soveværelse. Om han havde det, kan vel kun Dickens svare fyldestgørende på, men lidt research i Victoriatidens klædedragter og interiører ledte mig i retning af et andet farvevalg end det, mit 15 årige jeg havde foretaget. Min oprindelige tanke var, at det blot var enkelte dekorationer, der skulle gentegnes, og at figurerne var brugbare, som de var. Efter en proces på to år er hele forestillingen imidlertid nytegnet, delvist plastiske dekorationer, som f.eks. Ebenezer Scrooges kontor, er fabrikeret, ligesom figurerne har fået bagsider og et par stykker endda er gjort bevægelige. Det føles herligt, at være sin egen scenograf, og flere medlemmer fra foreningen har vist interesse for mine ark til forestillingen, hvad jeg ikke kan lade være at glæde mig over.

Belysning må der til, og jeg råder nu over det fineste LED-lysanlæg, fabrikeret af Tagskæggets Mikroværksted. Med forlys, fem herter i teatrets loft og en herte til horisonten – og tre farver i hver enkelt lampe – er kombinationsmulighederne nærmest uendelige. (Havde jeg haft en så avanceret teaterbelysning til min rådighed, da jeg gik i gymnasiet, så havde jeg aldrig fået en studentereksamen). Lysprøver på de enkelte dekorationer er stadig noget, jeg arbejder med (- jo flere lamper jo flere skygger, der skal bekæmpes), men stemningsfuldt det bliver det.

Mht. lydsiden, spiller jeg ikke længere live, men foretrækker en indtalt dialog, der kan mixes med musik og lydeffekter for at understrege forestillingens forskellige stemninger. Lykkeligvis indspillede jeg ”Et juleeventyr” på cd efter den sidste opførelse i 2005, så jeg havde en lydside til evt. senere brug. Denne lydside – med mig selv i alle rollerne – har jeg i 2019 viderebearbejdet med ny mellemaktsmusik og flere lydeffekter. Jeg synes, den er blevet både dramatisk og stemningsfuld, men om jeg har ret, må kommende tilskuere bedømme. 

Meget er således klappet og klart. Jeg er i gang med iscenesættelsen af ”Et juleeventyr”, og i skrivende stund - juli 2019 -, tror jeg på, jeg bliver klar til en repremiere sidst på året, selvom der er mange projekter, der skal passes (– pludselig bliver jeg i tvivl om, hvorvidt jeg overhovedet har været uden for i sommer. Når modelteatret – og teater i det hele taget - trækker, har tid og sted en tendens til at forsvinde).

Som opsummering kan jeg med glæde slå fast, at ”Et juleeventyr” lever videre på mit modelteater 18 år efter, jeg begyndte at arbejde på forestillingen. Med min genfundne modelteaterinteresse in mente, kan jeg således, både i konkret og overført betydning, konstatere, at eventyret fortsætter!

– og det er der ikke noget ”Humbug!” ved.

Anmeldelse: "Erasmus Montanus" - Aarhus Teater

Guds lys i sort og hvidt

En anmeldelse af genopsætningen af Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Ludvig Holbergs ”Erasmus Montanus”. 

Set på Aarhus Teater, d. 25/2 - 2019

Det ligner et dukketeater: Bagtæppe med himmel, sidekulisser med træer og lave bondehuse, sætstykker med høns og grise og sågar sofitter med gemytlige lammeskyer, som svæver over scenen. Alt i pap og to dimensioner. I scenens baggrund på toppen af de trin, Aarhus Teaters scene består af til denne iscenesættelse af Holbergs gamle komedie om bondestudenten, der har læst sig latterlig i hovedstaden, troner landsbykirken; kridhvid mens alt andet er holdt i grå farvenuancer. På bagtæppets himmel falder sollyset i hvide stråler ned mellem de grå skyer. Det minder om et maleri fra barokken; lad Guds klare lys skinne over de fortabte og lede dem. Det ligner et dukketeater, men hyggeligt er det ikke.

Christian Lollikes gendigtning og iscenesættelse af Holbergs komedie sætter religionen i fokus på en konfronterende og provokerende måde og distancerer sig allerede ved åbningsbilledet fra det Kongelige Teaters opsætning i 2014; her var Erasmus den hvidklædte frelser, der kæmpede sig frem i en landsby af larmende staffage og en farveeksplosion af rokokokostumer. Et fyrværkeri af latterlighed og skaberi, den arme Erasmus ikke kunne bekæmpe. Christian Lollike går en anden vej:

På Aarhus Teater glider personerne ind fra siderne som dukketeaterfigurer ført på stænger af en hånd udefra (eller ovenfra?) Et kor foran kirken synger en salme – det gør de jævnligt forestillingen igennem. Tempoet i sang og bevægelse er langsomt og faretruende. Det daglige arbejde udført under Guds strenge opsyn, hvad enten det er at spise, køre en trillebør eller bære en gris i pap over scenen. Jo, alt er af pap – og den tredje dimension findes ikke – i mere end én forstand.

 Jeppe Berg, Erasmus far, har fået et brev fra sønnen i København. Det er skrevet på latin og der må hentes hjælp til at kommunikere familiens medlemmer imellem. Far Jeppe og Mor Nille (Anders Baggesen og Lotte Andersen i evig underdanig og apatisk undren) er placeret frontalt ud mod publikum, og henvender sig aldrig fysisk til hinanden – det gør de øvrige personer heller ikke. Alle taler ud i luften med forstenede ansigter og en gestik og mimik, der indimellem fastfryses i rystende billeder af manglende kontakt mennesker imellem.

Per Degn er gudskelov på bjerget endnu (Jacob Madsen Kvols i selvhøjtidelig afstumpethed) og skal nok vide at sætte Erasmus til vægs, thi han har studeret latin og for folkene på bjerget er han den åndelige vejleder og Guds direkte talerør. Tilmed taler han stadig latin og når ”panis gravis” betyder grovbrød og ”anal” betyder kordreng (og ”oral” da i øvrigt det samme) er publikum nok med på, af hvilken kvalitet Per Degns lærdom er. Men hvem skulle sige ham imod i et lille indspist bondesamfund, hvor alt er styret en næsten pietistisk gudstro? Der er ingen nuancer. Alt er sort og hvidt. Skuespillere, scenografi og lydbilledet med den ildevarselende salmesang, lydeffekterne, der akkompagnerer de daglige gøremål, som var det en tegnefilm. Ingen har deres egen frie vilje.

Undtagen Erasmus!

Erasmus Montanus (i Andreas Jebros tårnhøje skikkelse) springer ned fra logen og lægger sin barndomsby i ruiner – bogstavelig talt! Jebros fremstilling af Montanus er mangefacetteret; Han fører sig frem som en Holbergsk Jean de France; storskrydende og pyntesyg, men er samtidig indtrængende og nærmest snusfornuftig, når han tager publikum med som vidner på det, der foregår. ”Prøv lige at se dem” er hans allerførste replik fra logen, henvendt til publikum, før han stiger ned på scenen. Erasmus er helt klar over, den er gal i hans hjemby. Jebros Erasmus har noget meget sympatisk over sig. Mest af alt fordi Erasmus’ projekt om at få kontakt med dem derhjemme (inklusive bror og forældre) mislykkes – der er ingen der vil se på ham. De glor alle sammen ligeud i luften, som var de dukketeaterfigurer skåret ud i pap. Erasmus drejer deres hoveder mod sit eget, og de vender sig atter og glor ud i intetheden. Det er hårde odds!

Den eneste fysiske kontakt er mellem Erasmus og hans mor Nille, som tager ham på skødet, nusser ham og tungekysser ham. Et væmmeligt billede på, at der nok er kærlighed fra mor til søn, men at hun på ingen måder ser ham som den voksne mand, han er, og at han heller ikke evner at slippe fri af hjemegnens religiøse tyranni.

Erasmus er forlovet med den, temmelig lystne, Lisbet, der desværre er underlagt en hustyran af en far, den gamle Jeronimus, der vandrer rundt med geværet i hænderne, parat til at nedlægge alle urostiftede (Sofia Nolsø og Bjarne Henriksen suppleret af Nanna Bøttcher som mor Magdelone). I Jeronimus’ hus er der kæft, trit og retning og et noget middelalderligt syn på kønsroller: Lisbet og hendes mor skal holde kæft, og når de ikke gør det, får de tæsk med det faderlige gevær. Et slag i maven og i hovedet, så damerne går i gulvet – så er husfreden sikret! En gammeltestamentelig patriark, der bryster sig af, at Danmark er et kristent land. Jacta est alea!

Erasmus diskvalificerer imidlertid sig selv som svigerfars drøm, når han bebyrder, råbende for at overdøve det indtrængende salmeafsyngende kor, at Danmark ikke er et kristent land men i stedet bygget på ideer, der stammer fra oplysningstiden, og at jorden da i øvrigt er rund. I arrigskab har han væltet paphusene og smadret både papfår og papko (med replikken ”Det er jo bare pap for helvede!” til publikum), for intet er ægte og det hjemmelige bjerg er en flad kliche. Per Degn trykker sig op af det sidste tilbagestående hus, mens Jesper Ridefoged (en religiøst hjernevasket og stammende fyr i Simon Matthews skikkelse) er gået til grunde under den første sidekulisse, der væltede.

Erasmus’ projekt hos Lollike er at få sandheden frem og at dekonstruere det kristne hykleri, der stortrives på bjerget. Han lægger scenen øde, han flår papirparykkerne af sine medspillere, han trykker sågar på en knap, så hele scenografien svæver op i loftet, og der kun er bagtæppet tilbage - og sætstykket med den skræmmende hvide kirke. Erasmus er oplyst, men bjerget ligger hen i den allermørkeste kristendoms skygge og uanset, hvor meget han river og flår i sig selv, kan han ikke opgive sin tro på, at jorden er rund og at Danmark ikke er et kristent land - selv ikke for sin elskede Lisbets skyld. Lisbet prøver med kvindelist – og selvmordstrusler, der indebærer både jagtgevær, et reb om halsen og en seance, hvor hun hælder benzin ud over sig – at omvende ham, men Erasmus nægter; han må stå ved sin overbevisning!

Alle har vendt ham ryggen; selv broder Jacob, der ellers var en gemytlig, ufarlig og liderlig dumrian ved stykkets begyndelse. Fra sin papscooter erklærer Jacob (en velspillende Zaki Youssef - nu på papscooter) at Erasmus’ ideer ingenting er værd. Sådan!

Der står så Jebros Erasmus med sin vandflakse af plastic; tidligere har han forsøgt at drikke vand af mor Nilles rekvisit-papkrus, men uden held, og nu drikker han som en gal af sin lille flaske. En pigegarde klædt i rødt og hvidt invaderer scenen og Løjtnanten (Andreas Nikolai Petersen som skræmmende regimeleder) banker Erasmus på plads, klæder ham af og lader ham splitternøgen ligge på forscenen, mens han trues af spader og høtyve, der leder tankerne hen på både middelalderlige heksejagter og den væmmeligste tortur. Presset er for stort. Erasmus går ind på de vilkår, at Danmark er et kristent land og at jorden er flad! Høtyve og spader forvandles til et espalier, og den afklædte og torturerede Erasmus, må vandre til bestemmelsesstedet; til kirken med sin Lisbet ved hånden – næsten som en Jesus på vej mod Golgata. Imens lyder salmesangen:

”Aldrig ræd for mørkets magt!
stjernerne vil lyse;
med et fadervor i pagt
skal du aldrig gyse”

Og vi fornemmer, at Bjergets mørke gudstro har trumfet både fornuft og oplysning. Erasmus og Lisbet er placeret bag en enorm papfigur af et brudepar, så kun deres ansigter ses over kjole og smoking. Men så lyder til sidst med én enkelt klar kvindestemme:

”Kæmp for alt, hvad du har kært;
dø, om så det gælder,
da er livet ej så svært,
døden ikke heller”

Er der så alligevel håb for Erasmus? Var det kampen værd? Er det det, der er denne opsætnings udsigelse? Det er i hvert fald et spørgsmål, der hænger i luften, da forestillingen er spillet til ende. Og hvilken forestilling!

Christian Lollike rejser spørgsmålet om religionens magt over vores forstand og sender en burkaklædt kvinde og en rød oppustelig dinosaurus i løb over scenen - det sidste for elegant at illustrere, at sproget blot er en konstruktion. Måske umiddelbart en spøg, men når de suppleres af en kæmpe oppustelig moske i scenens baggrund, der rejser sig skråsikkert men falder sammen igen, da salmesangen sætter ind, er der andet og mere ude at gå end en gemytlig historie om en fjollet bondeknægt. Lollikes bearbejdelse er temmelig tro mod Holbergs originale tekst og det geniale i opsætningen ligger i iscenesættelsen; i spillestilen og i scenografien. Der var ikke så dejligt ude på landet, som salig H.C. Andersen skrev. Der var hjernevask, siger Lollike!

Med vold og magt bliver Erasmus tvunget til at opgive sin fornuft. Han har ret, men på Bjerget har man ikke ret, hvis man står alene mod et flertal med en anden holdning. Det er ætsende samfundskritik og den sidder lige mellem øjnene. Selvom opsætningen også giver anledning til at få rørt lattermusklerne eftertrykkeligt, fordi det groteske, voldsomme og absurde er flittigt brugte virkemidler i sproget og i det fysiske udtryk, er forestillingen nært beslægtet med tragedien.

En ganske uhyggelig fortælling om, hvor galt det går, når nuancerne er borte og Gudsherrens lys gengiver både hjemstavn og hjerner i sort/hvid!   

Rudolf og statshemmeligheden - 24. dec.

Mens Kamilla og Blop havde udtænkt skumle planer i cykelskuret, havde Rudolf, Julemanden, astronominissen og Steffen Comeback Kid søgt hele skolen igennem efter det forsvundne skema 2,0. Kunne det tænkes, at det var skjult et sted på skolen, de blot ikke have været opmærksomme på? Da det blev morgen juleaftensdag, og ingen havde fundet skyggen af skema 2,0, blev Steffen Comeback Kid så deprimeret, at han måtte have noget at spise, hvorpå astronominissen tog ham med i Lagkagehuset; de havde alligevel et gammelt gavekort, de ikke havde fået indløst.

Julemanden og Rudolf var således helt alene tilbage på den tomme skole (når man så bort fra frihedskæmpere på loftet, hvide damer på gangene og diverse skeletter i skabene). De så på hinanden, og selvom Rudolf ihærdigt forsøgte at overbevise Julemanden om, at de ikke måtte give op, var denne klar til at erklære julen for aflyst.

Pludselig ringede telefonen på lærerværelset, hvad den ellers sjældent gjorde, med mindre en sølvgrå Ford holdt ulovligt parkeret i Nordgården. Rudolf tog telefonen, og i den anden ende var der en stemme, som desværre ikke kunne afsløre sin identitet, men i hvert fald fortælle, at skema 2,0 var blevet fundet i cykelskuret, og om ikke Rudolf og Julemanden ville komme og hente det! Rudolf blev ude af sig selv af glæde, og selvom Julemanden studsede lidt over det suspekte telefonopkald, skyndte de sig begge afsted mod cykelskuret.

Da Rudolf og Julemanden kom ud i gården, lød der et øredøvende rabalder, og et af de sortmalede cykelskure drattede sammen for øjnene af dem. ”Jeg tror, det var en fælde” sagde Julemanden tørt. ”Nej nej nej!” hylede en stemme fra murbrokkerne. ”Du er umulig at arbejde sammen med. Hvorfor fyrede du bomben af, før vi var kommet ud?”. Det var Blop, der var hysterisk. ”Altså hør lige her” replicerede Kamilla. ”Jeg kan jo ikke gøre for, at du finder en bombe på loftet, der er millioner af år gammel og fuldstændig ude af trit med kravene til moderne sprængstoffer. Så snart jeg bare nærmede mig med en tændstik, eksploderede det bras jo mellem hænderne på mig!”.

Rudolf løb hen og hev Kamilla ud af murbrokkerne. ”Du er hermed arresteret” sagde han (selvom man selvfølgelig kunne diskutere, hvorvidt hav havde bemyndigelse hertil). Kamilla begyndte at råbe op om, at Blop var hendes medsammensvorne, men Blop bjæffede blot hundeagtigt og spankulerede bort, mens ingen mistænkte ham for noget kriminelt. ”Jamen, jeg ville jo bare have min buffetlaks” vrælede Kamilla og syntes, verden gik hende groft imod.

”Men” sagde Julemanden ”Hvor er skema 2,0?”. ”Det ligger i et skab på lærerværelset” sagde Kamilla. ”Lige ved siden af, hvor plasticjuletræet er opstillet. Ganske rigtigt; i et tilfældigt lærerskab lå skema 2,0, sammenkrøllet og hengemt. ”Egentlig var skabet låst” sagde Kamilla. Men fordi gymnasielærere har det med at gå omkring og stjæle slik i hinandens skabe, så kan man jo ikke have noget i fred her på stedet!

Steffen Comeback Kid og astronominissen var kommet tilbage, og sammen diskuterede de nu, hvilken straf, der skulle tildeles Kamilla, for hendes underløbne ugerninger. Steffen spiste lagkage, mens Kamilla tryglede: ”I må ikke bede mig tage det nissepædagogikum” sagde hun. ”Jeg har slet ikke lyst til at være nisse. Jeg fortjener et job med både højere løn og højere prestige”.

”Du får i hvert fald ikke lov at blive nisse, efter du har snigløbet os alle på denne måde” sagde Julemanden. Imidlertid dukkede en repræsentant for skolens ledelse op, og takkede Kamilla personligt, fordi hun havde udryddet cykelskuret, hvor rygerne altid stod og hang. Nu kunne man sige, at rygerne havde fået et sted, der ikke rigtig fandtes, men fandtes lidt allievel, hvor de kunne stå og ryge – og det var alt sammen Kamillas fortjeneste. Ledelsesrepræsentanten overrakte oven i købet Kamilla et lille stykke ferskrøget laks og spurgte, om hun ikke kunne have lyst til at blive fastansat som underviser i biologi og matematik på Staten. Det ville Kamilla gerne. Rudolf tænkte sit: På den måde ville hun jo komme til at tage sit pædagogikum før eller siden, og det måtte jo være straf nok i sig selv.

Dermed var alt i orden. Desværre blev Skema 2,0 senere på dagen fundet i skolens køkken, hvor Steffen Comeback Kid havde brugt det som underlag for sin kage – fordi han ikke kunne finde tallerknerne. Ak ja! Alle – også Julemanden – måtte nu således nøjes med skema 2,5, men nu havde skemaet jo alligevel været i uorden så længe, at det ville føles helt uvant, hvis det pludselig fungerede optimalt (- lidt ligesom med DSB). Julemanden skyndte sig tilbage til Grønland for at gøre klar til sin kanetur og gaveuddeling, og Steffen og astronomnissen fortrak til loftet, hvor Steffen heldigvis havde gemt et stykke lagkage til senere.  

Således stod Rudolf alene ved juletræet i Vestporten og nød synet af lys og interimistisk pynt. Han tænkte, at statshemmeligheden måske bare var, at der slet ikke var nogen hemmelighed, men at enhver bare skulle bruge de egenskaber, han/hun allerede var i besiddelse af (hvilket dybest set var et ret tydeligt lån fra ”Kung Fu Panda”, men der var jo heller ikke altid tid til at opfinde den dybe tallerken. Som tak for hjælpen havde Julemanden efterladt ham en gave. Det viste sig at være en bog om matematikfagets anvendelsesmuligheder, men Rudolf mente ikke, det var relevant viden for ham (eller nogen andre) og ville prøve at bytte den til Susse Wolds nye selvbiografi mellem jul og nytår.

Rudolf gabte veltilfreds og tænkte, at det alligevel var utroligt, hvad han havde kunnet overkomme i de sidste fire års julekalendere. Han gik ud fra, at december 2019 ville blive langt mere rolig, men man kunne jo aldrig vide…

Rudolf og statshemmeligheden - 23. dec.

Kamilla var hysterisk – og det var ikke noget, der kom over hende ret ofte. Selvfølgelig havde der været undtagelser; hun havde engang sagt: ”Hov-jeg er ikke færdig”, da en uopmærksom tjener, på en restaurant i Brovst, havde fjernet hendes hovedret i utide, men det var også det tætteste, hun var kommet på reelt hysteri i sit liv indtil nu. Men nu var Kamilla reelt set hysterisk; flintrende hysterisk, rasende, frustreret – og med en sult efter buffetlaks, der flående i hende – stod hun i cykelskuret på Randers Statsskole og hoppede aggressivt op og ned, mens hun tudbrølede og råbte og skreg. Ved siden af hende sad skolehunden Blop, med en mintgrøn paraply - der beskyttede ham mod vandmasserne fra den ulykkelige matematiker - og lagde tålmodigt øre til.

”Det er for galt. For meget!” råbte Kamilla. ”Her har jeg planlagt det hele. Jeg har stjålet skema 2,0 med din hjælp, truet Julemanden til at gå under jorden på et fuldstændig ukendt kronjysk gymnaisum, for at jeg kan sabotere julen, slippe for at blive nisse, og straffe hele verden, fordi den nægter mig buffetlaks. Det er så velgennemtænkt, at man skulle tro, jeg leverede et plot til en, noget indforstået, blogjulekalender, skrevet af en trivelig yngre gymnasielærer med dårlig humor og indtil flere julesweatre på lager. Og hvad sker der så? Ja jeg spørger bare? Så sætter den gamle stædige gaveproducent en gul seddel i kanen, som afslører, hvor han er, og hvad det er, jeg har stjålet. Han kunne lige så godt have afsløret, hvordan det hele ender i samme ombæring. Det var da godt, at det kornfede rensdyr ikke fatter ret meget, for så var jeg blevet afsløret lige på stedet. Men hvad nu? Hvad nu? Nu er Rudolf vendt tilbage, og han har fundet Julemanden! Det er simpelthen så deprimerende, urimeligt og provokerende, at man dårligt forstår, det ikke er ren fiktion! Så sig dog noget - du sidder bare der og glor!”

Skolehunden Blop, der fra sin hverdag var vandt til at lægge øre til en del brok – primært over edb-anordninger, der ikke virkede som de skulle - havde lyttet tålmodigt til Kamilla, men nu måtte der kendes en grænse. For han måtte virkelig sige, at eftersom det eneste, hun skulle, var, at sende Julemanden i eksil, så var det ufatteligt, simpelthen ufatteligt, at hun ikke havde kunnet klare den lille simple opgave uden at fucke op i det. (Ja, Blop havde, qua sin daglige gang i skolens klasselokaler, samlet en del af de unges nymodens sproglige unoder op undervejs). Det var ham, der var hjernen, og han var godt og grundigt træt af, at Kamilla tog æren for hans arbejde!

”Her har jeg udtænkt en genial plan” sagde Blop. ”Først skulle vi nakke julen, og dernæst overtage verdensherredømmet – primært fordi, jeg virkelig trænger til noget andet end teenagere, der klør mig bag øret og taler til mig som om, de ikke ved, jeg er et selvstændigt tænkende væsen. Med alt det faglige, jeg samler op på den skole, har jeg jo snart en doktorgrad! Det burde de vide, og derfor skal vi hævne os. Men du gør det lidt svært for mig, Kamilla kortben, når du ikke engang kan finde ud af, at holde Julemanden skjult eller at sætte Rudolf ud af spillet! Hvorfor maltrakterede du ham ikke med din skarpe lineal?”. ”Jeg glemte det!” sagde Kamilla undskyldende ”Men næste gang, jeg ser ham, skærer jeg ham i terninger, putter ham på dåse og så sælger vi ham som forloren hare!”. ”Hvor er du dog makaber og primitiv” sagde Blop tørt (og undrede sig egentlig over, at en matematiker kunne vise passionerede følelser for andet end vektorer, carporte og saltstænger). 

”Men jeg har en plan” fortsatte han. ”Kan du se den bombe? Det er et levn fra en frihedskæmper, der boede på skolens loft under krigen, men aldrig viste sig siden. Men bomben er god nok, og i morgen lokker vi Rudolf og Julemanden her over i cykelskuret, og så sprænger vi dem i luften. Så er det slut med jul. Er det ikke en genial plan? Utroligt, jeg skal gøre alting selv!”. ”Hvorfor ikke sprænge hele skolen i luften, når nu vi er i gang?” foreslog Kamilla ivrigt. ”Nej, er du rigtig velforvaret?” sagde Blop indigneret. ”Det er jo en fredet bygning, kvindemenneske!”. Kamilla så skamfuldt ned i jorden, og Blop fik lidt medlidenhed med hende. Qua det faktum, at hun var matematiker, måtte man jo gå ud fra, som en selvfølge, at hendes sans for, endsige viden om, kvalitetskultur lå på et meget lille sted; det forklarede jo også mangt og meget om hendes faible for ”Phantom of the opera”.

Rudolf og statshemmeligheden - 22. dec.

Rudolf havde egentlig aldrig forestillet sig, hvordan en frihedskæmper mon så ud. Bevares – han havde da hørt et og andet om Anne Frank, Biker Jens og den sidste mohikaner, men det var jo ikke til at vide, hvad der var sandhed og hvad der var røverhistorier. Naturligvis tænkte han også på Matadors skildring af Kristen Skjerns heltemodige indsats med at bringe Hr. Stein i sikkerhed - men her overskyggede hans skuffelse over, at Ingeborg ikke lod sig skille fra Mads Skjern altid for samtlige indtryk af serien. (Desuden var den nyrestaurerede version af serien på klar i farverne, at kunne se sminken på skuespillerne – og hvor var vi så henne?)

Rudolf havde således aldrig forestillet sig – i hvert fald ikke til bunds – hvordan en frihedskæmper så ud. Dette fik han dog snart lejlighed til, da nissen Steffen Comeback Kid sammen med astronominissen først antastede ham på lærerværelset og derefter førte ham op på skolens loft, hvor der sad to gamle mænd og spise risengrød, mens de talte om vind, vejr og om, hvor svært det er at finde et ordentligt realkreditlån nu om dage.

Frihedskæmperen Eigil havde siddet på loftet siden 1943, hvor den hvide dame havde skjult ham, for at han ikke skulle falde i tyskernes hænder, hvilket jo ville havde ødelagt den gode stemning i anseelig grad. Eigil havde således levet af støvmider og åndelig føde i 75 år, men holdt sig, bemærkelsesværdigt nok, udmærket i live på den konto. 

Tiden fordrev han med at fortælle røverhistorier fra sin tid som soldat og med at læse i et laset eksemplar af Holbergs ”Den stundesløse” fra skolens bogkælder, hvilket morede ham, da bogen første gang havde været brugt af en elev det år, Eigil blev gemt på loftet. Så den måde, havde de jo fulgtes ad i alle de år – og da Holberg var så fængende, var Eigil blevet hængende.

Ved siden af Eigil sad Julemanden. Han var blevet noget rundkindet, og så umiddelbart glad og tilfreds ud. ”Julle!” udbrød Rudolf. ”Hvad i alverdens riger og lande gør du her? Er du ikke i Tibet?”. ”Nej det lader ikke til det” sagde Julemanden. ”Den tilsyneladende joviale og lavbenede kvartalsnisse Kamilla truede mig til at gå under jorden, under dække af en tur til Tibet, og gav mig en enkeltbillet til Randers. Hun sagde, at hvis jeg nogensinde kom tilbage, ville hun maltraktere mig med sin lineal, og selvom det jo også lyder fængende, på en let erotisk måde – tænkte jeg dog, at jeg hellere måtte lystre; man ved jo aldrig, hvad en biolog kan finde på. Desuden er skema 2,0 væk, og derfor er min lyst til julen forsvundet!”.

”Så du har været på Staten hele tiden?” spurgte Rudolf overrasket. ”Ja” svarede Julemanden. ”Steffen har fedet mig op og jeg smovser løs i risengrød og rundstykker fra bageren i rundkørslen. Jeg har taget nogle julekilo på -  eller fået vinterdæk, som man siger i bilbranchen. Jeg turde ikke give mig til kende, så længe, du havde Kamilla med – jeg skulle ikke nyde noget af at få tæsk af en matematiker – tænk på al den indestængte bitterhed, sådan nogen må have behov for at komme af med, når lejligheden byder sig.”

Rudolf - der på et eller andet plan syntes, Julemanden godt kunne havre afsløret sig selv noget før – var taknemmelig over, at Julemanden havde formået at placere den gule post it seddel i Kane 1, så Kamilla og Rudolf ikke havde kunnet gøre andet end at flyve til Randers. Men Rudolf spurgte nu Julemanden, hvor de dog skulle finde Kamilla. Det var jo hende, der havde det famøse skema 2,0 der kunne frelse julen.

”Jeg ved det” sagde Eigil. ”Gør du!” råbte Rudolf. ”Nej” svarede frihedskæmperen, ”men det lød godt”. Rudolf sukkede; han skulle nok alligevel havde budt ham på middag, frit fra høkasse, som kunne indtages i et køkken, indtil genboens søn stod i kjole og hvidt og hamrede på køkkendøren, så den forfulgte måtte skjule sig i stuen. Ak ja; frihedskæmpere var nu ikke, hvad de havde været – og ”Matador” var nu væsentlig bedre i den gulnede version fra 70’erne!

Rudolf og statshemmeligheden - 21. dec.

Rudolf havde altid forestillet sig en læsesal som et sted, hvor der var en tyk faglig intensitet i luften, hvor mange sad og tænkte store tanker, hvor der blev knoklet på livet løs, og hvor alle læsepladser var nydelige, sobre og hvor der hverken stod kaffekopper, lå æbleskrog eller en halvspist kantinesandwich med kylling og bacon.

Da Rudolf, efter en møjsommelig tur fra Randers Banegård til Randers Statsskole, hvor der undervejs var et utal af trapper at forcere, trådte ind i lærernes arbejdsrum - blandt de mindre formelle kaldet læsesalen - slog det ham, at ordenssans jo forekommer i mange udgaver. 

Rudolf, der som sådan holdt af, at der var ryddet op, hvor han kom frem, forstod ikke, at man kunne arbejde i det syndige rod af bogstabler, ledninger, løse ark, glemte tørklæder og kaffekopper – dog vidste han også, at han, såfremt han fik valget, ville have sat sig ind for at arbejde i et rum, hvor man gerne måtte hyggesnakke, så det at sidde på en læsesal – rod eller ej – var en hypotetisk situation for hans vedkommende.

Dog undrede Rudolf sig over, at der ingen lærere var, da disse, ham bekendt, var centralt inventar på en skole. Undervisning kunne de næppe alle være beskæftigede med på samme tid – med mindre, der selvfølgelig var gået helt kuk i skemaet, men dette ville jo være lige så stor en usandsynlighed, som et umotiveret hulmodul – eller en 6. ferieuge, der ikke var lagt på et tidspunkt, hvor man allerede havde ferie i forvejen.

Rudolf, der ikke vidste, hvad han skulle gribe eller gøre i, satte sig på en læseplads, og begyndte at læse i en opslået bog om drivhuseffekten. Denne havde dog også en helt anden effekt; han faldt i søvn – hvilket jo i sig selv ikke var så overraskende. Ikke fordi, han havde været udsat for trusler og DSBs forsinkelser, men fordi naturvidenskab jo altid havde været en fremragende kur mod søvnproblemer.

Han vågnede først, da to velkendte stemmer lød: ”Hvorfor ligger du der og sover? Vil du ikke med op på loftet og sige goddag til Julemanden?”