Rudolf og statshemmeligheden - 23. dec.

Kamilla var hysterisk – og det var ikke noget, der kom over hende ret ofte. Selvfølgelig havde der været undtagelser; hun havde engang sagt: ”Hov-jeg er ikke færdig”, da en uopmærksom tjener, på en restaurant i Brovst, havde fjernet hendes hovedret i utide, men det var også det tætteste, hun var kommet på reelt hysteri i sit liv indtil nu. Men nu var Kamilla reelt set hysterisk; flintrende hysterisk, rasende, frustreret – og med en sult efter buffetlaks, der flående i hende – stod hun i cykelskuret på Randers Statsskole og hoppede aggressivt op og ned, mens hun tudbrølede og råbte og skreg. Ved siden af hende sad skolehunden Blop, med en mintgrøn paraply - der beskyttede ham mod vandmasserne fra den ulykkelige matematiker - og lagde tålmodigt øre til.

”Det er for galt. For meget!” råbte Kamilla. ”Her har jeg planlagt det hele. Jeg har stjålet skema 2,0 med din hjælp, truet Julemanden til at gå under jorden på et fuldstændig ukendt kronjysk gymnaisum, for at jeg kan sabotere julen, slippe for at blive nisse, og straffe hele verden, fordi den nægter mig buffetlaks. Det er så velgennemtænkt, at man skulle tro, jeg leverede et plot til en, noget indforstået, blogjulekalender, skrevet af en trivelig yngre gymnasielærer med dårlig humor og indtil flere julesweatre på lager. Og hvad sker der så? Ja jeg spørger bare? Så sætter den gamle stædige gaveproducent en gul seddel i kanen, som afslører, hvor han er, og hvad det er, jeg har stjålet. Han kunne lige så godt have afsløret, hvordan det hele ender i samme ombæring. Det var da godt, at det kornfede rensdyr ikke fatter ret meget, for så var jeg blevet afsløret lige på stedet. Men hvad nu? Hvad nu? Nu er Rudolf vendt tilbage, og han har fundet Julemanden! Det er simpelthen så deprimerende, urimeligt og provokerende, at man dårligt forstår, det ikke er ren fiktion! Så sig dog noget - du sidder bare der og glor!”

Skolehunden Blop, der fra sin hverdag var vandt til at lægge øre til en del brok – primært over edb-anordninger, der ikke virkede som de skulle - havde lyttet tålmodigt til Kamilla, men nu måtte der kendes en grænse. For han måtte virkelig sige, at eftersom det eneste, hun skulle, var, at sende Julemanden i eksil, så var det ufatteligt, simpelthen ufatteligt, at hun ikke havde kunnet klare den lille simple opgave uden at fucke op i det. (Ja, Blop havde, qua sin daglige gang i skolens klasselokaler, samlet en del af de unges nymodens sproglige unoder op undervejs). Det var ham, der var hjernen, og han var godt og grundigt træt af, at Kamilla tog æren for hans arbejde!

”Her har jeg udtænkt en genial plan” sagde Blop. ”Først skulle vi nakke julen, og dernæst overtage verdensherredømmet – primært fordi, jeg virkelig trænger til noget andet end teenagere, der klør mig bag øret og taler til mig som om, de ikke ved, jeg er et selvstændigt tænkende væsen. Med alt det faglige, jeg samler op på den skole, har jeg jo snart en doktorgrad! Det burde de vide, og derfor skal vi hævne os. Men du gør det lidt svært for mig, Kamilla kortben, når du ikke engang kan finde ud af, at holde Julemanden skjult eller at sætte Rudolf ud af spillet! Hvorfor maltrakterede du ham ikke med din skarpe lineal?”. ”Jeg glemte det!” sagde Kamilla undskyldende ”Men næste gang, jeg ser ham, skærer jeg ham i terninger, putter ham på dåse og så sælger vi ham som forloren hare!”. ”Hvor er du dog makaber og primitiv” sagde Blop tørt (og undrede sig egentlig over, at en matematiker kunne vise passionerede følelser for andet end vektorer, carporte og saltstænger). 

”Men jeg har en plan” fortsatte han. ”Kan du se den bombe? Det er et levn fra en frihedskæmper, der boede på skolens loft under krigen, men aldrig viste sig siden. Men bomben er god nok, og i morgen lokker vi Rudolf og Julemanden her over i cykelskuret, og så sprænger vi dem i luften. Så er det slut med jul. Er det ikke en genial plan? Utroligt, jeg skal gøre alting selv!”. ”Hvorfor ikke sprænge hele skolen i luften, når nu vi er i gang?” foreslog Kamilla ivrigt. ”Nej, er du rigtig velforvaret?” sagde Blop indigneret. ”Det er jo en fredet bygning, kvindemenneske!”. Kamilla så skamfuldt ned i jorden, og Blop fik lidt medlidenhed med hende. Qua det faktum, at hun var matematiker, måtte man jo gå ud fra, som en selvfølge, at hendes sans for, endsige viden om, kvalitetskultur lå på et meget lille sted; det forklarede jo også mangt og meget om hendes faible for ”Phantom of the opera”.